Fancy

Og så er det altså nu at afstemningen for mit billede fra sidste uge kører...

Nobody's perfect

Jeg har lavet en fejl på arbejde. En KÆMPE brøler. Som påvirker mine nærmeste kollegers arbejds-situation ganske væsentligt. Og ganske forståeligt er de MEGET vrede på mig. Og det er de da i deres gode ret til. Men hvad skal jeg gøre nu? Jeg kan jo ikke skrue tiden tilbage. Jeg kan kun sige undskyld - og bruge al min energi på at tænke fremad og prøve at se løsninger som gør fejlen mindre ubærlig. Og uanset hvad så kan de jo aldrig bebrejde mig så meget som jeg bebrejder mig selv. Det sidste døgnstid er brugt på intenst selvhad. Ikke konstruktivt. Og da slet ikke når jeg faktisk stadig er sygemeldt. Hvert 5 minut tjekker jeg mailen, måske er der kommet flere vrede udbrud? Bare der snart ville komme noget post der var lidt mere løsningsfikseret.
Godt at sommerhuset venter, glæde og afslapning og ganske uden netforbindelse ;)

Forårsbebudere i sommerhushaven.

Et sommerhus

Kære regnbuebarn!
Har du set det? Det lille fine sommerhus? Det er som om det bare står og venter på dig. Der er SÅ dejligt der allerede, og alligevel er det som om der mangler noget - og det er dig.
Har du set i haven? Det fine æbletræ, det trænger til barnehænder der kradser i barken. Ærterne der er sået langs hegnet, du må godt grave nogle af dem op igen, jeg skal nok senere lære dig at de er bedre at spise senere på sommeren. Nu i weekenden kommer der flere gode ting i haven; en fin birk der bliver SÅ god at bygge huler under og en dejlig mirabelle som med tiden vil give os mange sødmefyldte mavepiner.
Er du bekymret for hvor du skal sove? Men det løser sig, bare rolig. Når først du siger at NU er du endelig på vej så skal du bare se løjer, så bliver soveværelset så fint så fint - og med god plads til dig også. Okay kakkelovnen, jeg kan godt se at den er skræmmende sort og alt for varm. Jeg lover jeg skal nok holde godt øje med dine små pilfingre så du ikke brænder dig.
Tænk på alle de skønne timer vi skal have sammen der. Det er der du skal lære at bade. Du skal se fasaner. Du skal smage grillmad. Du skal plante og se ting gro.
Jeg tænker en masse på de tider, de skønne kommende tider.

Måske er du allerede på vej? Om to uger sidder jeg og græder. Tiden vil vise om det er af lykke eller fortvivlelse.

Debat i Folketinget.

Alene fordi mit net var nede hele eftermiddagen så jeg tv. Jeg ville egentlig skrive en post om hvor træls det er at være ganske alvorligt forårsforkølet. Men nu endte jeg i stedet på DR2, deres direkte sending fra folketinget, første behandling af forslag om ligestilling i forhold til loven om kunstig befrugtning.
Jeg skal da lige mene at feber-tågerne lettede, for det var da interessant snak. Tågerne lettede desværre ikke helt for Lars Lykke Rasmussen, han nægtede at komme med en klar udmelding om hvor venstre står. Men klare udmeldinger kom der da så fra Birte Skaarup og Helle Sjelle. Pyha, jeg blev da så vred at jeg spruttede - og det helt bogstaveligt! Mage til snævertsynethed skal man da lede længe efter. Eller, nej, der må jo sidde nogen et sted der stemmer på dem, så jeg leder nok bare ikke de rigtige steder.
Kamal Qureshi derimod. Han er sgu skarp. Jeg kunne da slet ikke undgå at blive lidt smålun på manden, eller i hvert tilfælde på holdningerne. Han holdt sig skarp og lige til sagen. Birte Skaarup blev helt blå i hovedet af raseri fordi Kamal kaldte Dansk Folkepartis holdning til familier for gammeldags. Åhh det var skønt.
Jeg har før skrevet - et eller andet sted i cyberspace, husker ikke helt hvor - at jeg er uklar om min egen principielle holdning. Det er også rigtigt på en del punkter. Men der er en ting jeg ikke er uklar på; det kan ikke være rigtigt at jeg som enlig ikke kan blive undersøgt for HVORFOR jeg har svært ved at blive gravid. Men det kan jeg faktisk ikke. For de undersøgelser laver man kun med henblik på at behandle for barnløshed, og det må jeg som bekendt ikke blive, altså behandlet. Jeg kunne altså forsætte hos Nina Stork så længe økonomien rakte - og med hjemmeinseminationer så længe psyken rakte - uden nogensinde at finde ud af om det overhovedet er fysisk muligt for mig at blive gravid. Hvad nu hvis kræftsygdommen allerede for mere end 15 år siden permanent har ødelagt mine æg. De deler sig ikke, de har for hård skal, de kan ikke sætte sig fast i livmoderen - hvad ved jeg.
Hvis jeg nogensinde skal kunne forlige mig med barnløshed så må jeg have undersøgt alle muligheder. Jeg må om ikke andet så have en lægelig vurdering.
Jeg glæder mig til at følge den fortsatte debat. Jeg tror desværre denne sag kunne ende i en klassisk for vores nuværende regering - Venstre ender med at give efter for Konservative og DF. Så jeg forventer at loven der fremlægges i oktober ikke bringer mig flere muligheder. Indtil da vil jeg så fortsat undersøge mine egne muligheder. Men ihh, der er altså langt til Spanien, Rikke!

PS: Bemærk at jeg har brugt sygedagen til at lære at lave links i min post ;)

Så er det forår! 

Photo friday

Rundt og rundt surfede jeg. Og pludselig - en virkelig skøn side. http://www.photofriday.com/
Og for at deltage i den leg skulle jeg lige publisere mit billede igen... så derfor...
Men eftersom jeg nyder mine billeder - og i også har sagt i gør - ja så gør en enkelt gentagelse jo ikke noget. Og når der i fremtiden kommer billeder på med mere eller mindre indlysende engelske titler - ja så er det bare PUKs bidrag til photo friday.
Efter en uge er der afstemning mellem alle de indsendte fotos. Man stemmer mellem fredag og søndag. Kig efter PUK som nr 52 hvis du skulle få lyst at stemme i næste weekend!

Endnu en ting at glæde sig over i den virtuelle verden ;)

God bededag til alle

Soft 

Kære Farmor!

Jeg elsker dig.
Jeg savner dig tit.
Undskyld at jeg ikke lader dig det vide. Undskyld at jeg heller ikke i dag besøger dig.
Men et eller andet sted ved jeg at du tilgiver mig alt. At du derinde inderst i dig forstår hvor ondt det gør.

Jeg elsker alle de gode minder.
Kan du huske alle de gange vi spillede kort. Canasta i timevis. Jeg snød ikke en eneste gang, farmor. Og hvis bare jeg ikke havde været et naivt barn så ville jeg have sat endnu mere pris på hvert eneste sekund.
Jeg kan huske din have. Fornemmelsen af at trække guleroden op af jorden, tørre den af i græsset og straks gnaske den.
Alle de gange vi spillede Antonius hen over baghuset. Bedre sted til Antonius har jeg endnu aldrig set.
Hullet nederst i hækken, bagerst i haven. Den perfekte smutvej over til stadion og det store forfaldne hus, haven med alle de vilde blomster. Du blev så glad når jeg kom hjem med de små håbløse bukketter af vilde blomster til dig. Jeg ville ønske jeg havde givet dig endnu flere.
Jeg husker fornemmelsen af at vågne på sofaen i systuen. De store tunge maskiner, bunkerne med stof fra fabrikken, rullerne med tråd.
Du lærte mig at knible. Tænk at du havde tålmodigheden, ingen andre mennesker i denne verden ville have haft den tålmodighed, den forståelse for mit temperament. Kun dig, farmor.
Alle dine gamle ugeblade. Jeg læste dem i timevis, der i den sorte lænestol i hjørnet af stuen. Uret tikkede og jeg læste bare. Måske skulle jeg have snakket mere med dig, måske havde du brug for de pauser.
Sukkermadder. Den fine røde sukkerskål. Og så behøvede jeg ikke altid at hælde af igen.
Alle de gamle fine ting på loftet og angsten for om der var bøhmænd derude. Det kriblede altid så dejligt når jeg legede der.
Når du snakkede om din barndom. Dit liv, dit lykkelige liv. Trods modgangen. Alt det de fortællinger lærte mig. Om det simple livs smukke lykke.
Vores gåture til farfars grav. Den stilhed vi delte. Den andægtighed du lærte mig.
Du tog mig med i svømmebadet. Senere fandt jeg ud af at du ikke selv kunne lide at bade. Men tænk at du tog mig med alligevel.
Tak for alt det - og alt det andet. Jeg vil gøre mit bedste for aldrig at glemme det.

Jeg hader at tænke på hvor du sidder nu. Jeg græder hver gang jeg tænker på hvor lang tid siden det er at jeg måtte opgive telefonsamtaler med dig. Fordi du rystede så meget på hånden, det var for anstrengede for dig at holde røret. Jeg hader at du nu ikke ryster så meget mere fordi du er for svag til det.
Jeg hader at far sendte et billede af dig, og jeg slet ikke kunne kende dig. Hvor var dit smil på det billede farmor?
Jeg hader at du ikke altid kan huske mig. At du ser helt forvirret ud når jeg endelig kommer. Undskyld farmor. Jeg bliver så ked af det hver gang. For selvom jeg er voksen så håber jeg hver gang at du nu vil huske, at du er den gode gamle farmor.
Jeg hader hvordan du har måttet se alle dine kære dø fra dig, at du skulle miste farfar så tidligt. Det havde du ikke fortjent, farmor. Og nu har du sjældent kræfter til at gå ned og besøge graven.
Jeg hader at ingen længere ved hvad du tænker, hvad du føler. Jeg er så ked af det når jeg hører du igen er blevet vred. Kære farmor, det er okay at være vred. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor frustrerende det må være for dig, skæld du blot ud på verden. Men før i tiden var du aldrig vred.
Jeg hader at du er endt der hvor du altid har sagt du ikke ønskede at være. Passet af andre, medicineret, ulykkelig.
Jeg er så ked af at jeg ikke har fortalt dig om hvor meget jeg ønsker en baby. Kære farmor, det er kun fordi jeg ikke forvirre dig, jeg ved at du ville have svært ved at forstå mig - at det ikke ville bringe den glæde som du ville have følt før i tiden. Undskyld.
Jeg hader at jeg nu i næsten ti år har tænkt at denne gang måske blev den sidste gang jeg så dig. At jeg hver gang vi siger farvel giver sig et ekstra kram. Og allermest hader jeg at jeg et sted inderst inde også ønsker det for dig, kære farmor.

Kære farmor. Jeg elsker dig. Jeg har altid elsket dig. Jeg vil altid elske dig.

Tillykke med fødselsdagen.

Simpel skønhed 

Wake up call

Jeg var faldet i søvn på sofaen, med smagen af helt forbudt, men meget trøstende chockolade i munden, blev øjenlågene for tunge. Jeg gik glip af både Amys ret og Beverly Hills.
Telefonen ringede og jeg vågnede modvilligt. Min krop ville gerne bare døse hen igen, for når man sover har man ikke ondt af sig selv.
Alligevel tog jeg røret. Og fordi jeg er et venligt menneske sagde jeg ja til den flinke unge mand der ringede fra analyseinstitutet.

Og SÅ vågnede jeg: Alle spørgsmålene handlede om antisemitisme og hele Israel/Palæstina konflikten. Og ihhh hvor blev jeg vred undervejs. Ikke på den flinke unge mand, men mere generelt fordi jeg antager at når et spørgsmål stilles er det fordi man forventer at folk svarer forskellige ting.
Er du enig eller uenig i følgende udsagn:
"Jøder har for meget magt i mit land"
"Jødiske forretningsfolk er mere snu end andre"
"Regeringen burde overvåge jøder"
"Konflikten i Israel er jødernes skyld"
"Konflikten i Israel er ikke jødernes skyld"
"Jøder snakker for meget om Holocaust"
"Holocaust fandt virkelig sted"
Og sådan fortsatte det. Ville næsten ønske jeg havde dem alle skrevet ned. Håber ikke jeg skræmte den flinke unge mand for meget undervejs med mine hidsige udbrud.

I min dagligdag laver jeg MASSER af konfliktløsning. Og en af de ting jeg prøver at lære børnene er at det ikke er så vigtigt hvem der startede, det vigtige er at blive gode venner igen. Der er da ikke noget at sige til at de har svært ved at lære det, for det er jo desværre ikke allle forældre der deler min holdning. Og medierne gør da også sit til at udbasunere at det heller ikke er min regel der gælder i Mellemøsten eller i det hele taget i verden.

Jeg vil gerne forbyde skylds-spørgsmål helt generelt. Jeg har ikke gennemtænkt det i forhold til voldtægt og mord hvor jeg kan se en vis pointe i at placere skyld for derefter at placere straf. Men at forsøge at placere skyld på hele befolkningsgrupper det er noget forbandet sludder.
Tak til det analyseinstitut der vækkede mig og viste mig at der er andre problemer der er større, vigtigere og langt mere interessante end mine sovende lillefingre.

Også nomade drenge er skønne 

Tvangstanker...

Som oftest er jeg ret normal. Jeg blender uden problemer ind i morgenmyldret i S-toget og folk vender sig ikke om efter mig på gaden.
Og så nogengange så bliver jeg sindssyg. Og ikke af den slags som kan ses og får folk til diskret at træde et par skridt væk, nej, den usynlige, virkeligt farlige slags.
Og i dag er det gået galt igen. Helt uden varsel overfaldt tvangstankerne mig. Der sad jeg i en bus, og troede jeg bare sad og så ud af vinduet og drømte om sommerhuset og den snarlige lange weekend. Men så kom tankerne.

Jeg har i længere tid haft lidt problemer med mine lillefingre, det er som om de hele tiden sover. Det er som om jge har nedsat følsomhed - og jeg tager indimellem mig selv i at sidde og massere fingrene for at vække dem. Mmmnnhh... Nu er lillefingrene jo ikke de legemesdele jeg oftest bruger aktivt, så jeg har slået det hen. Det er sikkert bare en lille nerve der lidt i klemme, du har siddet for meget ved computeren, det er bare fordi du igen er gået ud uden handsker... Og i lang tid har jeg lyttet til mig selv og taget det ganske roligt.

Men i dag; lige der, i bussen. Pludseligt er tankerne helt anderledes negative. Det er alvorligt. Temmeligt sikkert en dødelig sygdom. Startede Michael J Foxs parkinson ikke med den slags fornemmelser? Eller er det mon schlerose. Ja sikkert. Det er sikkert også derfor jeg ikke er blevet gravid. Nu kan jeg da slet ikke forsvare det. Man kan da ikke sætte børn i verden hvis man er syg. I hvert tilfælde ikke hvis man planlægger at blive enlig mor. Min økonomi kommer da også til at gå til rotterne. Hvor syg skal man være før man får pension? Eller hvor længe kan man få sygedagpenge? Og hvor lang tid vil der egentligt gå før jeg slet ikke kan arbejde mere? Og hvis jeg skal dø, så vil jeg da ikke bruge mine sidste år på andre folks børn. Men så kommer jeg altså til at dø som barnløs. Så blev jeg aldrig mor. Det er sgu da også bare typisk... Hallo, jeg har altså haft kræft en gang, det kan da ikke være min tur til noget alvorligt allerede igen. Men hvis jeg er syg så vil jeg ud og rejse. Nej jeg kan da ikke forlade familie og venner nu. Jo for verden skal da ses. Men det har jeg jo ikke råd til. Så må jeg sælge sommerhuset. Men det var jo ellers der jeg ville bo i de sidste måneder. Men hvad skal man også med et sommerhus hvis man mister al følelse i fingrene, så kan jeg jo alligevel ikke rode i jorden, få ting til at gro. Og hvad nu hvis jeg kommer i kørestol - hvor ville det så være mest praktisk at bo? Sommerhuset er rarere. Og lejligheden er jo ikke ligefrem handicap-venlig. Men den er da tættere på et sygehus. Men hvad gør det jeg står jo alligevel ikke til at redde.

Der sad jeg. Helt forsvarsløs mod mine egne tanker. Med en angst så stor at jeg fysisk fik kvalme. Heldigvis kom bussen frem til mit stop. For så skulle jeg jo koncentrere mig om at gå - og mine tanker havde ikke helt så travlt med at panikke. Og nu sidder jeg så her. Kæmper med trangen til at slå alle mulige og umulige symptomer op i anatomibøgerne. Føler mig godt og grundigt sindssyg. Og ganske sikkert forrådt af mine egne tanker.

Jeg er jo bare barnløs. Og fordi jeg ikke ved hvorfor - og nægter at acceptere det, ja så går det indimellem galt på den måde.

Om et par dage er jeg sikkert god igen. Og for en sikkerheds skyld må jeg hellere ile til lægen snarest. For siden tanken nu har meldt sig lader den mig ikke i ro - og det føles nærmere som om det nu breder sig til hele hånden...

Jeg hader tvangstanker.

Nomadepige fra Egypten 

Samos 

Samos 

En moderne svinedreng!

Med stor fare for at opgive min anonymitet offentliggør jeg her et stykke jeg har skrevet - og instrueret nogle børn i. Hvis du skulle genkende stykket så... Ja så ved du hvem jeg er og så er jeg på spanden! Pyha jeg får helt sved på panden. Og hvorfor er det egentligt at den anonymitet er så vigtig? Mnh... Det må jeg tænke over til en anden post. Her er Svinedrengen:

1
Fortæller: Der var engang en kendt pop-stjerne, der kaldte sig Bertram. Han havde haft masser af succes og masser af store hit-sange. Han havde tjent en masse penge og rejst rundt i hele verden. Men han havde et problem; Han var forfærdeligt ensom. Han havde lyst til at blive gift og få sig nogle børn – og det måtte gerne være snart. Problemet var at alle de piger der var forelskede i ham bare ville have ham fordi han var berømt. En dag sad Bertram og så fjernsyn, og her begynder vores historie…

(Bertram sidder og kigger på tv, han har en fjernbetjening og skifter hele tiden kanal)

Bertram: Åhh altid det samme lort… Jeg gider ikke høre om alle de menneskers liv. Hvorfor sender tv altid så mange reality-programmer? Hvad er der sjovt ved at se folk på en ø? Og hvorfor vil de gerne være med i de programmer? De skulle bare lige vide hvor ensomt det er at være kendt.

(Han skifter kanal igen – og vi hører først Suzettes kendings melodi, så jubler publikum og så høres Suzettes stemme fra fjernsynet)

Suzette: Hej alle sammen! (mere jubel) nej, nu må i altså stoppe (fniser) Velkommen til mit skønne program, ”Suzette’s ærlige hjørne” i aften skal vi snakke om hvor forfærdeligt det er at børnene i Afrika sulter.
Bertram: (han stirrer på skærmen) Åhh hvor er hun smuk. Og så klog, hvor er det dejligt hun vil snakke om noget vigtigt. Jeg tror sørme jeg er forelsket. Jeg må straks sende hende en gave og invitere hende ud. Men hvad skal jeg finde på? Det skal være noget ægte, noget smukt, hun skal vide at jeg er en sød fyr. Det smukke rosentræ på min kære faders grav, det blomstrer lige nu – jeg vil sende hende en rose. Og sammen med den skal hun få en nattergal der synger så smukt så man næsten ikke kan tro det. Ja, det var en god ide – jeg må straks i gang
(Bertram løber ud)

2
Fortæller: Der var engang en helt almindelig pige der hed Susanne, hun levede et helt almindeligt liv – ærligt talt var det et ret kedeligt liv. Men så en dag kom hun med i et tv-program – og pludselig blev hun en kendt person. Hun ændrede sit lidt kedelig navn, så nu hedder hun Suzette. Hun har fået sit eget talkshow og er mægtig populær. Hun er især kendt fordi hun altid laver en sjov lille dans når hun er i tv.
Suzette ved ikke at Bertram har forelsket sig i hende, faktisk har hun aldrig hørt om ham – hun har haft alt for travlt med sin egen karriere. Men lad os nu se hvad hun siger når de fine gaver fra Bertram ankommer…

(Suzette sidder i et sminkerum, hendes fire veninder er der også.)
Ven1: Ajj, det var altså bare et godt show i aften Suzette
Ven2: Ja, det var helt vildt fedt
Ven3: Måske er det det bedste du har lavet nogensinde!
Ven4: Måske kan du vinde en pris for det!
Suzette: Ja det kan da godt være. Jeg er jo god. Men jeg er altså også bare træt af altid at skulle snakke om alle mulige dumme alvorlige emner – hvorfor må jeg ikke snakke noget mere om de ting jeg synes er sjove – i ved mode og shopping og sådan?
Ven1: Ja det er også synd for dig.
Ven2+3+4: ja det er rigtigt synd
(Det banker på døren)

Suzette: Rend lige ud og se hvad der sker
(ven1 rejser sig og kommer straks ind med de fint indpakkede gaver, Suzette ser glad og spændt ud)

Suzette: Åh jeg håber altså det er noget godt, måske en smart lille mp3-afspiller?
(hun pakker rosen ud – og ser straks skuffet ud)

ven1: Åh hvor er den smuk
ven2: Det smukkeste jeg længe har set
ven3: Det er altså bare så romantisk det her
ven4: Det må være fra en der er meget forelsket i dig Suzette.
Suzette: Åh hvor er i dumme at høre på – en åndssvag rose. Den visner jo alligevel lige om lidt – Den er garanteret fra en åndssvag blomsterhandler – hvem tror han han er.
Ven1: Ja øv hvor dumt
Ven2: Sikke en dårlig gave
Ven3: Dumme blomsterhandler.
Ven4: Måske er der noget bedre i den anden pakke?

(Suzette pakker nattergalen ud – den synger straks)

Ven1: Åh hvor er det fantastisk
Ven2: Det er helt mageløst.
Ven3: Og smadder romantisk
Ven4: jeg kunne høre på den i timevis.
Suzette: Fy og føj – en dum lille fugl. Og så er den endda levende. Jeg har da slet ikke tid til at passe sådan en fugl – og så lugter den sikkert også. Jeg ville meget hellere have en mp3-afspiller.
Ven1: Ja øv hvor dumt
Ven2: Pyh den lugter allerede
Ven3: Mp3 musik er meget bedre.
Ven4: Hvor er det synd for dig Suzette.
Suzette: Tag den fugl væk herfra – jeg er ligeglad hvad du gør med den – steg den, kog den, brænd den – bare få det kræ væk herfra!

(ven2 tager fuglen ud)

3
Fortæller: Bertram hører at Suzette har smidt hans gaver ud, men han er stadig helt vildt forelsket i hende. Og da han i avisen ser at Suzette søger en alt-muligt-mand til sit hus beslutter han sig for at søge jobbet.


(Bertram går hen til Suzettes hus klædt i laset og beskidt tøj. Han ringer på døren og veninde 2 åbner.)

Ven 2: Hvad vil du her?
Bertram: Jeg søger et job. Jeg så i avisen at I søger en alt-muligt-mand – er det ikke rigtigt?
Ven 2: (fniser) Jo det er rigtigt nok – hvad kan du?
Bertram: Jeg kan alt muligt – alt hvad en alt-muligt-mand skal kunne!
Ven2: Nå men så kan du jo godt få jobbet! Der er masser af værktøj derinde i skuret, her er nøglen.
Ven 3: (er kommet ind) Hvem er du? Og hvad laver du her? (til ven 2) Du ved godt at Suzette ikke gider have alle de beundrere hængende.
Ven 2: Jeg ved det. Han er bare vores dumme nye alt-muligt-mand.
Ven 3: Nå men hvad hedder du så?
Bertram: I kan bare kalde mig Bertram.

(Veninderne fniser)

Bertram: Gør det noget hvis jeg sover i skuret?
Ven2: Hvad!
Ven3: Hvis du virkelig gerne vil sove med gammelt skrammel og store mus – så gør du bare det. Og se så at komme i gang med arbejdet!

(ven 2 og 3 skrider – smækker med døren)
(Bertram begynder at feje gaden)

4

Fortæller: Bertram arbejdede hårdt hele dagen, som alt muligt mand var der jo alle mulige ting han skulle lave. Men han fik også tid til lidt sjov, han lavede en lille taske som også kunne spille en lille melodi, så det var bestemt ikke nogen helt almindelig taske…
(Bertram sidder foran sit skur og arbejder med tasken. Suzette kommer hen til ham, sammen med alle veninderne.)

Veninde1: Gud se der er han.
Veninde2: Ja, hvad sagde jeg, ser han ikke bare sød ud?
Veninde3: Tror i han er den romantiske type? (alle fniser)
Veninde4: Hvad er det han sidder og laver?
Suzette: Er han ikke lidt primitiv? Men det ser da ud til at han er fiks på fingrene – smut lige hen og spørg ham hvad det er han laver?

(Veninde1 og 3 går hen til Bertram)

Ven3: Hvad laver du?
Bertram: Jeg har lavet en taske, men det er ikke en helt almindelig taske…
Ven1: Den ser da ellers helt normal ud.
Bertram: jamen det er den ikke.
Ven1: Hvorfor er den ikke almindelig?
Bertram: Hvis man går hen af gaden med den på kan man se om de folk man møder kan lide en eller ej. Og så kan den også spille en melodi.
Ven1: Det er da løgn!
Bertram: Hør selv! (han trykker på tasken og melodien spiller)
Ven1: Hør det er da Suzettes yndlingssang!
Ven3: Ej det er da bare for romantisk! Lad os straks fortælle hende det hele

(De går tilbage til Suzette. Snakker lidt og vender tilbage til Bertram.)

Ven3: Suzette vil gerne vide hvad den koster, den der taske?
Bertram: Den er ikke til salg for penge.
Ven3: Hvad?
Ven1: Jo kom nu, sig nu hvad den koster.
Bertram: Denne taske er kun til salg for 10 kys af Suzette!
Ven1+3: Nej, det går hun aldrig med til!
Bertram: Så beholder jeg bare tasken.

Ven1+3 går tilbage. Man ser de snakker og hører så:
Suzette: Hvad? Er han helt gal?
(Bertram hører det og trykker på knappen så melodien spiller. Suzette kommer helt automatisk til at danse lidt.)
Suzette: Okay, men i må sørge for at ingen ser os.

(De går alle hen til Bertram.)

5

Ven1: Er det ikke snart min tur, Suzette?
Sus: Okay, her, men jeg skal altså have den igen bagefter!
Ven 1: Nej se lige ham der… (de fniser alle sammen) Han er helt vild med dig Suzette.
Sus: Ham! Sådan en grim fyr – han kommer ALDRIG i nærheden af mig.
Ven2: Nej det er rigtigt Suzette, du skal bare have den smukkeste mand nogensinde.
Ven1+3+4: Jah du skal altså Suzette!
Suzette: Ja det skal jeg. (hun laver sin lille dans)
Ven3: Må jeg låne tasken nu?
Ven2: Nej nu må det da være min tur ikke Suzette?
Ven4: helt ærligt, jeg har kun haft den aller højst 1 minut i alt!
Ven1: Åh ja, det er jo løgn. Er det ikke også løgn Suzette?
Suzette: Nej nu er i altså for barnlige, jeg tager den!

(De går ud mens veninderne diskuterer videre.)

6

Fortæller: Dagen efter er Bertram igen i gang, han arbejder hårdt med alt muligt, det er ikke nemt at være alt muligt mand. Ved aftenstide sidder han igen og bikser med noget. Og så kommer Suzette og veninderne forbi. Den nysgerrige Suzette sender straks veninderne hen for at snakke med Bertram.

Veninde1 og 4 går hen til Bertram
Ven1: Hvad laver du?
Bertram: Jeg har lavet en halskæde, men det er ikke en helt almindelig halskæde…
Ven4: Den ser da ellers helt normal ud.
Bertram: jamen det er den ikke. Den kan nemlig afsløre hemmeligheder!
Ven1: åh ja, det er da løgn!
Bertram: tro hvad du vil!
Ven4: Hvordan kan den det der med hemmeligheder?
Bertram: Den der har den på kan gætte alle andres hemmeligheder!
Ven1+4:wauw, fedt!

De går tilbage til Suzette.
Suzette: Nå hvad laver han så?
Ven1: det er en halskæde!
Suzette: Nå ikke andet, han er da ikke særligt genial så…
Ven4: jo jo det er helt genialt, for den kan afsløre hemmeligheder.
Suzette: Hvordan det?
Ven1: den der har den på kan gætte alle andres hemmeligheder!
Ven2+3+4: Wauw, hvor fedt.
Suzette: Den må jeg straks eje, jeg elsker jo hemmeligheder, især hvis det ikke er mine egne! Spørg ham hvad han skal have for den.
Ven1+4 går hen til Bertram, de snakker lidt sammen. Veninderne kommer tilbage – ser bange ud.

Suzette: Hvad sagde han så?
Ven1: Du siger det.
Ven4: Nej du siger det.
Ven1: Nej jeg vil ej, det gør du.
Suzette: Hold dog op, sig det så.
Ven4: Okay… Han vil have hundrede kys af dig.
Suzette: Han må jo være gal. Aldrig i livet. Sig til ham at han kan få ti kys af mig ligesom i går – resten må I give ham.
Ven1+2+3+4: Hvad os, nej… vi vil slet ikke…
Suzette: Nu er det nok! Hvis jeg kan kysse han kan I også – og smut så hen og aftal det med ham!

(Ven4 løber hen til Bertram men er snart tilbage.)

Ven4: Det går altså ikke… Han vil kun have kyssene af dig.
Ven3: Det er da romantisk…
Ven1: Han er god nok Suzette, gør det bare.
Ven2: Vi skygger så ingen ser det.
Suzette: Ja gu gør i så, tænk hvis der var nogen der opdagede det her. Mig som kan få en hvilken som helst mand jeg vil have.
(De går alle hen til Bertram.)

7


(Journalisten opdager Suzette der står og kysser Bertram.)

Journalisten: Hvad er det der sker derovre? Det ser da spændende ud. En journalist må altid være på vagt. Tænk om jeg kunne gøre et scoop.
(Hun lister sig nærmere)

Journalisten: Det er jo Suzette, wauw – det her er min store chance. Hvad laver hun? Hvem er det dog hun kysser?
Veninderne: 83, 84, 85, 86, 87, 88…
(Hun tager en masse billeder)

Journalisten: Er det ikke Bertram, den store popstjerne. Gad nok vide hvorfor de står her og kysser… Jeg må straks tilbage til kontoret og tænke mere over det her. Vildt!

(journalisten lister sig væk, ingen har set hende.)

8
Fortæller: Journalisten tænker et par dage over hvad hun skal gøre med de spændende billeder hun har taget. Hun beslutter sig for at afsløre Suzette i et stort tv-program. Hun har inviteret nogle gæster – og Suzette er der også – men hun ved ikke at hun skal afsløres. Hun sidder ude bagved med bind for øjnene og store høretelefoner på. Lad os så se hvad der sker…

(Journalisten sidder og snakker med veninderne)

Journalist: I er jo dem der har kendt Suzette i længst tid, hvordan er hun egentligt i virkeligheden?
Ven1: Hun er bare den bedste
Ven2: Hun er altid med på moden
Ven3: Hun er som et romantisk eventyr
Ven4: Hun er altså også ret klog.
Journalist: Jeg kan høre at i alle er meget glade for jeres veninde Suzette. Kender i ham her?

(Bertram kommer ind)

Ven1: Det er alt-mulig-manden
Ven2: Han kan alt muligt
Ven3: Og han er smadder romantisk
Ven4: Og alt muligt andet

Journalist: Bertram, velkommen hertil!
Bertram: Tak, jeg er glad for at være her
Journalist: Du har jo for nyligt været forelsket i Suzette! Men det er du ikke mere?
Bertram: Det er rigtigt. Jeg synes først hun var mægtigt sød og god, men nu ved jeg desværre at hun er falsk og overfladisk. Ikke et særligt rart menneske!
Journalist: Jamen dog. Jeg ved jo at du er sur på Suzette fordi hun ikke vil have fine ægte ting ved dig.
Bertram: Ja. Og da jeg så havde nogle ting der kunne være onde mod andre mennesker så ville hun pludseligt gøre alt for at få dem.
Journalist: Alt? Mener du virkeligt alt?
Bertram: Ja ALT.
Journalist: Vidste Suzette at du er den kendte pop-stjerne Bertram?
(Ven1+2+3+4 ser meget overraskede ud!)
Bertram: Nej hun havde ingen anelse.

Ven1: Jeg havde godt på fornemmelsen at du var noget helt specielt.
Ven2:Du kan alt muligt og så kan du også synge!
Ven3: Synger du mest sange om romantisk kærlighed?
Ven4: Du er bare helt fantastiks!

Journalisten: Jeg tror det er på tide vi får Suzette frem – Velkommen Suzette!
(Suzette kommer ind og danser straks sin dans – ingen jubler!)

Journalisten: Hej Suzette, velkommen. Vi har siddet her og snakket lidt. Der er bare et spørgsmål jeg gerne vil stille dig – har du fået en ny kæreste?
Suzette: Nej da, slet ikke. Men du kan tro der er mange der er forelskede i mig!
Journalisten: Hvad er så det her? (Viser billedet frem)
Suzette: Hvor har du det fra (hun er meget overrasket og bange)

Bertram: Du ville ikke have mig da jeg sendte dig de smukkeste gaver, jeg som er så ærlig. Men du ville gerne kysse en alt-muligt-mand bare for at få fingre i nogle ting så du kunne sladre om andre mennesker. Føj hvor er du overfladisk.

Ven1: Du har været rigtigt streng.
Ven2: Og så dit åndssvage navn – du hedder altså Susanne! Tag dig dog sammen!
Ven3: Du kommer aldrig til at opleve ægte romantik når du er så dum.
Ven4: Du kan altså ikke være bekendt at være så ond mod andre mennesker.
Ven1+2+3+4: Vi hader dig!

(Suzette løber grædende og skrigende ud.)

Journalist: Lad os så høre Bertram synge!
(Bertram synger sig store hit mens ven1+2+3+4 kigger beundrende på og publikum jubler!)

SLUT

God fredag til alle! 

Tillidsvalg...

I dag blev jeg valgt til en tillidspost på jobbet. Så jeg er glad. Og så er jeg ked. For det er en post jeg gerne har villet bestride i de sidste par år - men som jeg ikke har stillet op til fordi jeg jo skulle være gravid og gå på barsel.
Og i dag efter valget slog det mig så pludseligt; Hvad så nu? Var dette tilvalg bare endnu et skridt på vejen mod den erkendelse der engang skal komme? Er det her endnu et tegn til mig om at drømme alternative drømme fordi jeg aldrig bliver gravid?
Jeg glæder mig til arbejdet men skriger indeni; Lad nu for pokker blive gravid!

Vil nogen venligst skifte pære i min hjerne? Der er så mørkt så mørkt derinde.

Geometriens simple skønhed 

Sorte tanker 

Dualismens dilemma

Der er to muligheder i mit liv i dag.
1) Tudetur, sorg, selvmelidenhed. Destruktive tanker. Sort musik. Vrede mod Gud eller guderne.
2) Naivt grineflip, positive tanker, forårsglæde. Pop musik. Tro på at min dag snart kommer, ligger lige om hjørnet.

Egentlig tror jeg ikke jeg har styrken til andet end nr 1. Så snart jeg har slæbt mig gennem dagens uendelige række af ligegyldige møder, så er det hjem og tude. Snotte hele sofaen til.

Min mens har meldt sin ankomst. Indtil nu kun som en skygge på toiletpapiret. Men jeg kender jo turen, har set det utallige gange før - er ikke i tvivl. Om et døgns tid ligger jeg med de fysiske smerter. De kan være så slemme som de være vil - de kommer aldrig til at overgå de psykiske.

Lortedag.

God søndag til alle! 

Mere religion og historie. 

Prins vs. Prinsesse

I dag skulle jeg købe en gave til min gode kollegas nyfødte søn.
Jeg vidste godt at H&M en lørdag formiddag sikkert ikke var det hyggeligste sted at være... Så jeg kiggede masser af andre små hippe butikker først.
Og så lagde jeg mærke til noget jeg aldrig har set før; Der er MEGET mere fokus på børnetøj til piger end til drenge! Og der var meget lidt tøj af den slags der kan kaldes neutralt. Selv til babyer var der dels farverne og udstillingen af tøjet, men også masser af print som signalerede et bestemt køn. Måske er jeg for meget halvfjerdser barn, men er verden da helt af lave? Hvad blev der af det praktiske tøj af god kvalitet?

I starten af "Projekt bliv gravid og enlig mor" ville jeg helst have en pige. Fordi jeg umiddelbart synes det var nemmest at forholde mig til - og især fordi jeg længe har kendt det helt perfekte pigenavn. Men jeg har aldrig ønsket mig en prinsesse som kun skulle klædes i lyserøde kjoler eller hvide t-shirt med engelske prints som "little angel".
Nu hvor jeg har haft uendelige tid til at drømme og tænke. Ja så vil jeg være glad hvis der bare en dag kommer et barn! Og det helt perfekte drengenavn er da også forlængst på plads. Og Bedstevennen har godkendt dem - ikke at han kunne sige noget imod ;)

Jeg endte i H&M. Og fandt noget jeg kunne stå inde for. Og oplevede hvordan de skrigende unger fik mig til at tænke - godt det ikke er mit barn. Og oplevede hvordan de gravide maver fik mig til at tænke - bare den var min. Og så oplevede jeg mig selv fokusere på noget så mærkeligt som tøjets signalværdi - og skulle straks inddrage det i en del af en større analyse af det post-moderne samfund. Men så græd jeg da ikke mine modige tårer så længe.

Religiøs eller historisk skønhed? 

Skønheden har mange ansigter... 

Foto-blog?

Pludselig ser jeg min blog fyldes af masser af fotos, nye og gamle i en syndig blanding. Så tænker jeg på at de jo ikke har meget med barnløshed at gøre... Men i disse dage hvor barnløsheden tit gør for ondt at skrive om - ja så minder de mig om at livet er smukt. At verden er smuk. Pludselig virker mine 31 år ikke som mange - når jeg nu allerede har set så megen skønhed i verden. Tænk hvor megen skønhed der stadig venter mig, med eller uden mit helt eget barn!
Så mon ikke der fortsat vil findes fotos her hos mig....

Samos 

Samos 

Boblende jublende glæde...

I niende klasse i dag:
En glædestrålende elev sender mig det smukkeste mest charmerende smil og siger: "Jeg er helt rask!" Jeg må minde mig selv kraftigt om risikoen for at blive anmeldt for utilbørligheder - for jeg har sådan en lyst til at kramme den store knægt, som for længst er blevet højere end mig. Det bliver kun til et par venlige dunk i ryggen - og "ihh hvor ER jeg altså glad". Indeni kæmper følelserne, lykke tårer, frigivet angst kramper og boblende jublende glæde, der truer med at bruse min hjerne ud som en anden champagne-prop.
Wauw hvor er det livsbekræftende at være lærer!

Åhhh, skal vi ikke snart sove! 

Tanker om en bog

En fantastisk bog, af den slags der knuger ens hjerte og efterlader det tomt når sidste side åndeløst er læst. En bog om svig og smerte, tillid og venskab. Og så er den ovenikøbet elegant, underspillet politisk. Helt fantastisk. Den er let og elegant sprunget op i min top ti over favoritbøger. - og det trods at jeg læser 50-60 bøger om året!

Drageløberen af Khaled Hosseini

"En fyr ved siden af mig pegede på Syv Mænd Sejrer og spurgte om jeg havde set den. Ja tretten gange svarede jeg - Charles Bronson dør i filmen, det samme gør James Coburn og Robert Vaughn. Han sendte mig et gnavent blik, som om jeg havde tisset i hans sodavand. Det var på den måde jeg lærte at man i Amerika ikke må fortælle hvordan en film ender."

Det må man jo heller ikke i Danmark, og jeg selv hader da også hvis nogen fortæller mig slutningen på en bog. Men er det egentligt så vigtigt? Altså når man læser en bog som Drageløberen så ønsker man jo netop ikke at den skal ende. Og det er da på ingen måde enden der er vigtigt, men hele den rejse som læsningen af bogen er.
Tænk hvis man kunne overføre det til kampen for at få et barn - det er ikke slutningen der tæller mens rejsen. Men jeg har nu snart rejst langt nok, der må da snart være en baby til mig, bag den næste bakketop eller rundt om det næste hjørne.

"In vitro-behandlingen viste sig at være langvarig, omhyggelig, frustrerende og i sidste ende frugtesløs. Efter i måneder at have siddet i venteværelset og læst ugeblade, efter endeløse papirkitler og gentagne gange at have været igennem ydmygende og detaljerede gennemgange af vores sexliv overfor total fremmede mennesker, efter injektioner og sonder og tusindvis af prøver, endte vi igen hos Dr. Rosen. Han sad overfor os og tog for første gang ordet adoption i sin mund."

At en mand af afgansk afstamning kan skrive så levende og følsomt om det svære emne barnløshed rører mig. Uden at afsløre bogens slutning, og så lidt som muligt om handlingen; der er mange tankevækkende passager. Og ikke fordi jeg troede at en afganer ville føle en anden slags smerte ved barnløshed. Bare fordi det nogengange er så svært at tro at jeg ikke er den eneste i hele verden der ikke kan blive gravid. Adoption. En mulighed som efter alt at dømme ligger der foran mig på rejsen - tæt foran mig, men lige uden for min rækkevidde. Hvis jeg rigtigt strækker mig kan mine fingerspidser føle muligheden, men nå den kan de ikke.

"Jeg bøjer mig mod vest og kysser gulvet og lover at jeg vil give zakat, at jeg vil huske namaz, at jeg vil faste i Ramadanen, og når Ramadanen er forbi, vil jeg faste videre, jeg vil terpe hver eneste ord i Hans bog indtil jeg kan den udenad, og jeg vil rejse på pilgrimsrejse til den varme by ude i ørkenen, og jeg vil bøje mig for kabaen. Alt dette vil jeg gøre, og jeg vil tænke på Ham fra nu og til min dødsdag hvis blot Han vil opfylde dette mit eneste ønske."

Engang var jeg ikke særligt religiøs. Nu. Nu er det en anden sag. Og en bøn som den ovenover har jeg også sagt. Og for en sikkerheds skyld har jeg taget alle de gudenavne med jeg kender. Alle jeg nogensinde har hørt om. Jeg har lovet at gøre ALT alt hvad der er menneskeligt muligt og så lidt til. Tænk om en af guderne en dag besvarede min bøn?

God læsning, Drageløberen, anbefales på det varmeste af PUK

Lad mig aldrig glemme skønheden i livet... Trods alt. 

Alternative drømme

Kan man overhovedet det. Tvinge sig selv til at drømme nye drømme? Drømme der ikke invovlerer moderskab og babybleer? Jeg kan mærke at jeg prøver. Prøver at få nye ideer, ideer der på en eller anden måde skal få mit hjerte til at virke mindre tomt den dag jeg må opgive. Nu har drømmen om at blive mor stået øverst og ubesejret så længe, men tiden nærmer sig, tiden hvor den drøm må abdicere og træde ned fra tronen. Umiddelbart så går de nye drømme på at rejse væk, men jeg frygter at det ikke er rejsen jeg drømmer om, men flugten fra den smerte jeg ved der ligger i erkendelsen; du bliver aldrig mor.
Og for hver dag der går står det klarere og klarere for mig; Jeg kan ikke fortsætte min karriere hvis jeg fortsat er barnløs. Det smerter mig for meget. Jeg ved at andre skolelærere før mig har gennemlevet smerten ved erkendelsen, og derefter har set det som en endnu dybere mission at gøre en forskel i børnenes liv. Men det tror jeg ikke på jeg kan. Eller vil. Eller også er det bare fordi hele mit indre stadig skriger; Jeg VIL være mor. Jeg VIL jeg VIL jeg VIL. Jeg kan jo ikke afgøre hvordan jeg har det efter erkendelsen. Og der er ingen tvivl om at jeg ikke er klar til erkendelsen.
Men mit hjerte gør så ondt. Måned efter måned efter måned. Det er snart tomt, det stakkels hjerte. Og det er bankkontoen også. Der er brugt rigtigt mange penge efterhånden, og allerede nu mere end hvad der fra starten var afsat. Inseminering på klinikken er dyrt - og hjemmeinsemination føles som et skridt bagud. Det er jo forsøgt utallige gange, uden held. De penge vil jeg aldrig tænke på igen hvis jeg bliver gravid. Men nu hvor der ingenting sker så føles det efterhånden dumt. Vejen her ender snart blindt. Alt hvad loven tillader mig har jeg forsøgt. Alt. Og her står jeg så, foran en erkendelse som vil bringe mig mere smerte end noget nogensinde før har gjort.
Pludselig kan jeg slet ikke se forårssolen får mine tårer. Pludselig kan jeg ikke mærke strålerne varme for min indre kulde. Pludselig kan det skønne forårslys ikke trænge ind i mit mørke sind.

Space

Bare fordi jeg ikke får tid at skrive noget foreløbigt... Et af mine bedre fotos - hvis jeg selv skal sige det ;) 

Danske kirker er smukke - især i blid forårssol. 

Hvorfor, Kære Gud...