I går aftes, sent, så jeg et tv-program om børn af Calcuttas prostituerede. Beretninger om elendighed husker jeg kun alt for godt fra mine egne rejser i magiske Indien. Det nye her er hvor godt børnenes livglæde er skildret. Og hvilket spændende projekt: At undervise dem i fotografering. Hvilke imponerende billeder der kom ud af de børns arbejde. Jeg er helt lamslået. Og fotografens kamp for at få børnene i skole. En imponerende kamp. Jeg bukker og nejer for hendes indsats.
Straks jeg kommer hjem må jeg undersøge mere om den fotograf, det projekt, de børn. Uha hvor jeg savner mit internet lige nu. Denne direkte ubegrænsede adgang til viden døgnet rundt. Viden jeg skal være kritisk overfor, men viden jeg kan bruge som jeg vil - og når jeg vil.

Hvor dum kan man være? I et sommerhus er der masser af edderkopper - i mit er der i hvert tilfælde. Rigtigt mange. Og de er store. Og klamme. Og hvor nødigt jeg end vil må jeg indrømme; jeg er lidt bange for dem.Altså ikke sådan skrigende hysterisk angst (som jeg er for heste!) men bare sådan "gid edderkopper ikke fandtes for de giver mig en lidt kriblende bange rislen ned af ryggen".
Når jeg skal fjerne edderkopper gør jeg alt hvad jeg kan for at dræbe dem på afstand. På badeværelset er mit foretrukne våben håndbruseren. Men nu til morgen var jeg dum. Alt for dum. Så dum at det nær var blevet farligt. For jeg sprøjtede vand på en klam edderkop der sad ved den gamle vandvarmer. Og ved vandvarmeren sidder en kontakt. En gammel en. Og der kom vand i. Og HPFI relæet reddede mig. For strømmen gik heldigvis. Og nu, timer efter, er chokket ved at sætte sig. Jeg kunne være død. For jeg stod der, våd og nøgen efter badet - og var strømmen løbet gennem vandet var det nået til mig. Tak Gud og alle andre med indflydelse på min skæbne. Tak for at jeg fik lov at overleve min ellers utilgivelige dumhed.
Fra nu af vil jeg møde edderkopperne med fornyet livskraft.

Regnbyger. Småsyg. 10 minutters lugning i et af bedene og mindst 5 hestebremser tog en bid af mig. Jeg burde være flygtet ind efter det første bid. For nu sidder jeg her - og det er gået som det altid går - store hævelser om biddene, ulidelig kløe, hovedpine og kvalme. Jeg kan bare ikke tåle de bid. Røvguitar.

Ø-kuller fare!

Det kunne kun bekæmpes på en måde: Ved et besøg i den lumre indelukkede lejlighed - med et par timer foran computeren til at gense de kære venner jeg så længe har savnet. Hvis ikke jeg når at læse og kommentere alting, så er det ikke ond vilje - men bare fordi i har været så uendeligt flittige ved tasterne ;)
Jeg forsøger lige nu at få skrevet min "weblogging freestyle" ind. Ord skrevet i hånden, i sommerhuset og ved stranden igennem den sidste måned. De fleste noget mere simple og ugennemtænkte end det jeg normalt skriver her. Men deraf jo netop "freestyle".
Om et par timer vender jeg næsen mod min ø og mit hus igen - og så skriver vi august inden jeg igen kan se jer alle.
Pas på jer selv og hinanden så længe. Jeg savner jer....
PUK

PS: Jeg skulle jo altså også til byen for at købe den nye Harry Potter bog. Jeg går min bedste ferieuge i møde; Harry og Tour de France - bedre bliver livet vist ikke.

Mens kom og jeg tudede. Og egentligt var det rart bare at være alene, med masser af tid og plads til bare at være ked. Jeg havde i de første dage slet ingen trang til at snakke og skrive - det er ellers ikke tit det sker. Jeg tænker en masse på min infertilitet - og på om jeg virkeligt skal gifte mig for at komme videre. Jeg kan ikke helt forstå hvorfor jeg nu pludseligt er i tvivl, men mon ikke min intuition en dag bliver soleklar og jeg ved besked.
Ellers går mine dage med Tour de France. Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er vild med det. Helt vild. Jeg forventer kæmpe nedtur næste søndag når det slutter. Indtil da vil jeg nyde hvert minut. Touren er det enste sport jeg gider se. Udover en masse lækre muskuløse mandeben er det taktikken der fascinerer mig. det er et kæmpe lækkert skakspil - og så bare endnu bedre. Det er et hold der styres af en leder - men alligevel har hver eneste mand sin individuelle stil. Ruten skal læses nøje hver dag og udspil skal diskuteres. Undervejs er der masser af ukendte faktorer der skal indkalkuleres i dagens taktik. Der er aldrig en kedelig dag, jeg bladrer ivrigt i deltagerlister og forsøger at gennemskue hvert eneste holds taktik. Jeg holder med CSC - men det er jo også svært andet med den ret ensidige fokus dansj presse har på holdet. Mine favorit-ryttere har det desværre med at udgå.... Jeg elsker at se Tom Boonen spurte afsted - og nyder Jens Voigts lange udbrud. Styrt og sygdom - og væk er de. Nu må jeg finde nye favoritter - Valverde er en oplagt mulighed - jeg er spændt på at se ham i Pyrenæerne.
Det er helt sikkert at havde jeg ikke siddet i et sommerhus uden internet, så havde jeg spillet med i diverse tour-mamager spil - og sikkert tabt masser af penge!
I stedet sidder jeg her - nyder en kold dåse øl og hepper på Basso. Jeg er sgu en FREAK.

Weblogging freestyle. Der er altså også ulemper. Det mest åbenbare er responsen. Som det før har været diskuteret i Blogland, så er det i kommentarerne at Blogland for alvor bliver levende. Og det er der vi giver og modtager støtte, varme og skuldre at græde ved. I dag må jeg suge min kraft andre steder, fra de skønne blomster og den smukke udsigt udover vandet. Og så klamere jeg mig til et lille usselt tyndt græsstrå - for trods den nu helt forsvundne brystømhed og en kort halv time med koldt maveskind, har jeg endnu ikke fået mens. Jeg orker næsten ikke at håbe. Ønkser et eller andet sted bare at mens ville komme så jeg kunne få fred fra mine tanker. Og selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at den ville blive væk, men hvorfor skulle den dog det? Lige i dag er ventetiden slem. Og så har jeg mest lyst til bare at opgive det hele. Jeg bliver så træt nogengange. Træt af at prøve så hårdt og ikke kunne. Det sættes på spidsen hver gang jeg møder nye folk - og her i sommerhuset er der masser af ferieglade danskere der gerne vil sludre lidt. De siger hej henover hækken og spørger til hvor længe vi har haft huset, eller kommentrer på hvor god vores æblehøst bliver. Og det føles ensomt hver gang at svare "JEG". Og sommerhuset er jo også en del af min redebygning. Jeg ved lige hvor barnevognen kan stå i skygge og læ. Og hvor gyngestativet kan stilles op. Jeg er så fyldt af drømme, jeg har drømt dem så længe. Øv, hvor er jeg ked i dag. Og tuder. Og tænker ved mig selv at det bare er endnu et PMS tegn. Røvguitar.
Ømme bryster - NO
Csc i gult - NO :(

Der er jo også åbenlyse fordele ved weblogging freestyle. Mobilitet. At jeg kan sidde her i aftensolen, yderst på tangen hvorfra jeg kan overskue en stor del af min ø. God blæst i dag, en del måger og andre fugle - og så selvfølgelig vandets klukken og duften af tang. SÅ bliver sommeren ikke bedre. Det skulle da lige være en prins at dele dette paradis med - og en positiv lykketest på mandag. Uanset så bobler glæden i mit rolige indre - og jeg er nærmest lykkelig.
Ømme bryster - ?
CSC i gult - YES

Ømme bryster - NO
Så jeg ved hvad der kommer snart. Tirsdag aften eller onsdag morgen kommer mens. Lykketesten er fragtet til sommerhuset helt forgæves. Måske er det dumt allerede nu at opgive håbet, men lad mig så nøjes med at konkludere at INTET absolut INTET i min krop tyder på graviditet. Hvis jeg nu skal se noget positivt i det, og det skal en positiv PUK jo. Fra på Onsdag kan jeg drikke tyske dåseøl mens jeg ser Tour de France. Og det hører sig jo til. Især fordi:
CSC i gult - YES
Det er så stort. Det skal da fejres.

Live 8

Er rørt. Føler mig pludseligt igen super forkælet - infertilitet er et minimalt problem. Sammenholdt med malaria-dødtal er det vel et luksusproblem. Selvom det jo egentligt er den type problemer jeg nødig rangordner, når noget er rigtigt forfærdeligt giver det ingen mening at rangordne. Men forkælet føler jeg mig.
Ømme bryster - YES
CSC i gult - YES

Dead poet society.

Jeg græder altid når jeg ser den film. Jevel, måske er den fuld af klicheer. Men livsglæden. Den er enestående. Og passionen for det skrevne ord. Og Williams geniale replik om at sproget er opstået for at "Woe women". Muligvis mener nogle at det har mere med religion at gøre. Jeg er ligeglad. Kærligheden må altid være det centrale. Kærligheden og skønheden.
Og så Neils død. Tudetur. Men også tanker om hvordan skønheden ses tydeligere når men kender grusomheden. Og tanker om hvor mange flere grusomheder jeg skal opleve før Regnbuebarnet viser mig skønheden.
Ømme bryster - YES