20. februar 2006

Et barn siger:

Det vigtigste for de voksne er børnene... og pengene og huset. Hvis de bliver hjemløse så har de stadig børnene. Og hvis de bliver pengeløse har de stadig børnene. Men hvis de bliver børneløse, - SÅ græder de.

PUK græder lige lidt ;)

Langsomt men sikkert...

Går det fremad med humøret igen.
Har I set at dagene bliver lysere hele tiden? Har I hørt at fuglene så småt er begyndt at pippe? Kan I mærke at foråret er på vej?
Jeg har forsøgt at planlægge en reel ferie for mig selv i denne uge, en ferie som skal få mig til at glemme at den oprindelig plan gik på at blive gravid. Så om ikke så længe smutter jeg på en større tour de Jylland. Glæder mig til at se venner og familie - og håber på at min kur ikke går alt for rabundus. Jeg SKAL snart kunne tabe mig lidt igen. Det er bare så meget nemmere at tage på...
Tak for alle jeres søde hilsner, jeg bliver så glad for hver eneste en. Og jeg håber jeg snart kan finde energien til igen at skrive en masse både her ved mig selv og når jeg er på besøg hos jer andre ;)

Og Evi: Vurderingen går lige præcis på hvilken type hormon de vil give mig. De skal kende den nøjagtige type kræft jeg havde for at mindske risikoen for at fremprovokere kræft igen. En lille men dog reel risiko.

14. februar 2006

Boksebold

Se jeg troede jo at mit første forsøg kunne blive aflyst fordi jeg ikke havde tabt mig nok. Eller blive afbrudt undervejs af masser af forskellige grunde; overstimulering, ingen æg osv osv.
Men nej: Mit første forsøg er aflyst fordi hvidovre har glemt at rekvirere de papirer om min tidligere kræftsygdom som de skulle bruge i deres vurdering af mig!!!
Der sad jeg og bedstevennen; glade og forventsningsfulde. Parat til at nuppe et barn i første forsøg. Med ryddede kalendre de næste 14 dage for at undgå alle former for stress osv osv. Og så bliver vi sendt hjem med besked om at ringe igen i næste måned.
Alle former for medicinske grunde havde været til at bære. Men en åndsvag dum sekretær der har glemt at ringe - det er sgu for surt.
Jeg er så ked, vred og skuffet lige nu. Stik mig en boksebold så jeg kan komme videre...

13. februar 2006

Pre...

Jeg har bidt hovedet af alt og alle i dag. Og når man er skolelærer så går det altså ud over rigtigt mange på sådan en almindelig mandag. Det er fordi jeg er pre-hormon-junkie, jeg tager forskud på de humørsvingninger jeg snart har en virkelig god og helt lovlig grund til at have.
Men problemet er jo også at den her mandag slet ikke er så almindelig. For det er jo pre-dagen. Dagen før dagen. I morgen skal jeg på Hvidovre og undersøges. Er spændt og nervøs - og også pre-glad og pre-håbefuld.
Og alle børn har været pre-ferie, det er da heller ikke nemt når pressen taler om vinterferie i denne uge og vi så først har det i næste uge.
Kort sagt: Pre...

12. februar 2006

Det bobler....

I min mave.
Det der normalt er forbandede menstruationssmerter er i dag fryd og glæde og forventning. Nu går det hele i gang. I morgen ringer jeg til Hvidovre... Og så er første scanning vel tirsdag eller onsdag. Pyha, er super spændt og har læst brochuren om behandling mindst 5 gange i dag ;)
Så håber jeg bare at det ikke gør noget at jeg IKKE har tabt de 5 kilo jeg ellers lovede... Men det vil tiden vise.
Tør man mon næsten håbe på at jeg om præcis en måned på min 32 års fødselsdag er gravid? Det er næsten for meget at bede om... Men jeg har da alligevel lov at håbe...

8. februar 2006

Venlige mennesker

I Egypten spurgte mine venner ofte: "How many people in Denmark are kind like you?"
Hvordan svarer man på det spørgsmål?
I dag har jeg fundet denne side:
www.forsoningnu.dk
Jeg synes den ligner en der er lavet af venlige mennesker.
Måske får du lige som jeg nu lyst at skrive under og sprede rygtet om siden?

7. februar 2006

Jordskælv

En mærkelig overskrift til en mindre ferieberetning, men ikke desto mindre:
1. Ikke bare et men reelt tre mindre jordskælv under min ferie. Af den helt rigtige slags der kan måles på Richter-skalaen og alting. Meget mærkelig fornemmelse når jorden pludselig ryster, ruder klirer og puds drysser ned fra loftet. Jeg var egentligt ikke bange. Hvilket også var mærkeligt og ikke så betryggende - for hvis jeg ikke er bange hvor skal adrenalinin til at redde mit liv så komme fra, hvis jeg altså nogensinde skulle opleve den slags igen. Måske er det bare endnu et bevis på min dovne natur - hvis ikke det er strengt nødvendigt så kaster jeg mig altså ikke ind under beskyttende borde eller trygge døråbninger.
2. Muhamed-sagen. Som jeg har hadet fra starten fordi jeg synes der var bedre måder at vise en pointe på. Og at det så lige skulle eskalere mens jeg sad i Egypten, det er jo bare dårlig timing. I starten forsøgte jeg at snakke, at være åben for den dialog jeg så gerne vil have er vejen frem i enhver situation. Men det blev hurtigt alt for anstrengende. Og til tider også ubehageligt, for selv mine venner var meget meget vrede. Så begyndte jeg at lyve og sige jeg var svensker. Og de sidste dage blev jeg bare på hotellet.
3. Færge-katastrofen. Som påvirkede en af mine gode egyptiske venner dybt, fordi en del af hans familie er savnede. Og som påvirkede mig fordi den slags ulykker er meningsløse, og jeg finder det så uendeligt pinligt at den vestlige verden fortsat sælger deres vragede færger videre til lande der ikke har råd til at sætte sikkerheden højest.
4. Mit følelsesliv. Fordi jeg holder af en af mine venner i Egypten som mere end en ven, men på grund af alting, både det der står her og alt det der er for privat - ja, så er det bare en umulighed.

Så ferien gik ikke helt som planlagt. Jeg tog nærmest ingen billeder, snorklede ikke meget og var ikke på mange udflugter. Men jeg læste bøger, spiste chockolade og drak te med vennerne.

Om nogle dage er jeg sikker på at ferien vil få det sædvanelige magiske skær, og jeg vil huske alle de gode ting. Lige nu er jeg mest vemodig. Ville ønske at mange ting var anderledes.

Om nogle dage kommer mens og så går jeg i gang på Hvidovre.