Der er en lov (altså jeg ved godt der er mange, men nu holder vi liiiige fokus ik'...)
Altså; Der er en lov der lyder:
Efter et fald på trappen for to uger siden er min rygrad gået i strejke. Den vil ikke med når jeg skal sidde, stå eller gå. Den vil helst kun ligge. Og selv når den får lov at ligge gør den på mest irriterende vis opmærksom på sig selv. Og nu er jeg ærgligt talt godt træt af disse uoverenskomst stridige arbejdsnedlæggelser. Jeg har derfor indledt en fyringssag.
Derfor søger jeg ny rygrad med følgende kvalifikationer:
Arbejdsvillighed, felksibilitet og styrke. Det sidste er især vigtigt under indkøbsture - ikke kun for at hjælpe med at fragte varer hjem, men også for at hjælpe til ikke at købe sukkervarer som min slankekur forbyder!
Og kom så ikke og sig at det bare handler om at jeg skal indføre bedre personalepleje!
Nu er det jo ikke så forfærdeligt længe siden at jeg stædigt udtalte at jeg hellere ville læse bøger end se film...
Alligevel synes jeg at Natfilmfestivalen fortjener et par ord med på vejen herfra. Ikke fordi jeg kan holde mig vågen efter kl ti om aftenen for at se film, men fordi festivalen igen i år har hindifilm på plakaten.
Og jeg ELSKER hindifilm!!! Og ikke fordi det er sådan lidt kitchet, trendyt at synes om de film. Men fordi jeg oprigtigt elsker den overflod af følelser der sendes over skærmen. Fordi jeg elsker at der ikke er nogen form for censur i følelserne, og for den sags skyld i historien. Et forholdsvist simpelt plot, krydret med et tilpas antal storslåede dansescener, en "funny guy" og MASSER af romantik. Så er jeg solgt!
At filmene så samtidigt hensætter mig til søde drømme om mine rejser i store skønne Indien er jo bare en ekstra bonus.
Og super-mega-stjernen Shahrukh Khan... Han er for lækker. Jeg ved godt at det er teenage agtigt og ikke særligt kækt når en 32 årig tøs indrømmer at hun bliver helt blød i knæene over et indisk teenage idol, men... Når kameraet zoomer ind på hans brune brune øjne... SUK...
Som min veninde sagde forleden efter vi havde set årets hindifilm; Det er skisme svært at gå ud i virkeligheden efter det her!
Men virkeligheden er her. Og en del af virkeligheden er at jeg tror cysten er sprunget. Jeg har haft ondt og pletblødt lidt, det kunne tyde på at jeg nu ikke skal bekymre mig om den længere. Så nu venter jeg på tydelige ÆL-tegn - og så skal jeg være gravid. BASTA.
Og med resterne af Shahs drømmende smil i baghovedet, ja, så tror jeg på at alt er muligt - lykken er på vej til mig!
Godmorgen - og god søndag!
Ja så gik der lige en time med at få kommentaererne til at virke også, så må det vist også være nok ;)
Og er det egentligt ikke ved at være længe siden i har hilst på manden i mit liv?
Mit stakkels hjerte smelter over så lækker han er!
Flere timer senere...
Ja jeg har faktisk endda glemt at se Det lille hus på Prærien!!! ØV!
Men synes da selv at min blog er blevet fin - og ligesom sidst regner jeg med der skal gå lang tid inden jeg igen skal ændre noget ;)
Hvad betyder det der tagge?
Via Mrs. Baloui rendte jeg i går ind i et parallelt Blogland, hvor det tilsynesladende var en fælles oplevelse at man ved at tagge sendte en stafet videre.
På de forskellige foto-sider som jeg jævnligt frekventerer betyder at tagge at man giver sine fotos nogle stikord med på vejen, som folk så kan søge på. F.eks. kunne et af mine billeder være tagget "winter" "outdoor" "nature" - og hvis nogle så søgte på et af disse ord ville mit billede komme frem.
Andre steder på nettet er tagging en slags elektronisk overvågning, altså noget man følger med i.
Og alle tre stemmer godt overens med min elskede engelske ordbog, hvor tag forklares på 9-10 forskellige måder.
Bl.a. er "Tag" et af ordene for den dejlige børneleg Tik! Og så giver ideen med stafetten jo fint mening.
Tag er også ordet for mærkat - og så giver foto-stikordene jo mening.
Ligesom tagging også betyder at følge efter - og så er følge med jo næsten det samme.
Hvis jeg så tyer til Wikipedia, så skriver de om tagging:
In blogging it indicates that the set of questions just answered by one blogger should be taken by those named and used as the basis for a post. From the children's game.Og så kan jeg da vist heller ikke koge mere suppe på den... Jeg glæder mig til næste runde tik - og siger tak til både Mrs. Baloui og Søs for at de "fangede" mig ;)
4 jobs jeg har haft
I dag er det bloggens fødselsdag - hurra hurra hurra.
Jeg har længe planlagt at skrive et hormon-overstadigt indlæg i dag, en hyldelst til min blog og alt det den har fundet sig i det sidste år.
Nu bliver det så ikke sådan, men fest skal vi da have, så her er lidt lækkerier:
For mig er det rent; NOK SE IKKE RØRE. For mon ikke min cyste kan linkes tilbage til den sidste måned umiskendelige vægtøgning? Så nu er den stålsatte PUK på kur igen. Jeg må benytte de næste uger til næste menstruation til at komme længere ned i vægt - så der ikke skal hæves helt så mange øjenbryn - og så den frygtede BMI-tabel bliver i skuffen. Men lad nu ikke snakken om vægten spolere festen; SKÅL allesammen.
Jeg skal bruge nye bandeord! For selvom min counter ikke engang har nået nul endnu så er jeg nu kommet hjem fra Hvidovre. Ked, frustreret og lidt bange. For jeg har en cyste igen. Igen igen igen. Og selvom den så ganske harmløs ud, jeg kender dem alt for godt, ja så blev apperatet med blodprøver osv sat i sving, jeg skal jo være sikker på at kræften ikke er vendt tilbage. På den måde er jeg jo meget tryg ved Hvidovre, de vil være sikre. Min angst for kræften er lige nu rimeligt under kontrol, jeg kender turen - og tricksene der kan få mig videre.
Men min behandling er jo altså så udsat mindst en måned endnu, og det er sgu da for surt. Hvorfor kunne den cyste ikke have været der i sidste måned hvor jeg alligevel skulle udsættes en måned. Jeg mangler bandeord! Jeg har jo Røvguitar, men man skal jo også passe på ikke at slide for voldsomt på den slags gode ord, så mister det jo effekten. Og det lader til at vejen til Regnbuebarnet er lang endnu... Så hjælp mig venligst med nye bandeord til min rygsæk! Og de må godt være tunge, for jeg er stærk!
Når ekstrem ydre kulde kulde kan få sten til at revne, kan ekstrem indre varme så få en baby til at gro inde i mig?
Endelig fandt jeg den, den digitale countdown der hele tiden kan fortælle mig, hvor lang tid jeg endnu skal vente. Det er desværre ingen mirakelmager - den kan f.eks. ikke sige hvornår Regnbuebarnet kommer - men den kan vise hvor mange dage og timer jeg skal vente på mit første besøg på Hvidovre. Altså første besøg i denne omgang. Så mon ikke jeg skal sidde og stirre på den countdown det meste af dagen i morgen? Pyhhh, mit liv som stiknarkoman venter lige om hjørnet - hurra hvor jeg glæder mig.
Jeg er klar over at det ikke er så frygteligt længe siden jeg sidst reklamerede for det jeg synes er en god sag, men det skal jo ikke forhindre mig i at gøre det igen, altså reklamere. Jeg mener, det er jo min blog, og når nu jeg synes det her er et sjovt, spændende og ja VIGTIGT projekt.
Jeg vil i hvert tilfælde være at finde et sted i København den dag. Måske mødes vi over en kop arabisk kaffe, pakistansk kage eller en kold frikadelle?
PS: Med vanlig arrogance og mangel på respekt for mig er de brune pletter nu igen forsvundet. Røvguitar.
I dag kom det sidste tegn... efter flere dage med ømme bryster og koldt maveskind kom i dag de velkendte brune pletter... Og for denne ene gangs skyld byder jeg dem velkommen - og ringer i morgen til Hvidovre.
Tænk at den forjettede måned alligevel gik så hurtigt. Jeg arbejder og dagene går. Snart vil jeg gå med et listigt smil på mine læber, kolleger vil tænke jeg er forårsforelsket - og på en måde har de ret, jeg planlægger bestemt at blive forelsket i håbet om snart at møde mit regnbuebarn.
Og så er jeg siden sidst blevet 32 år. En smuk dag i søndags med lige dele godt selskab, lækkert mad og smukt vejr. Billederne her er taget søndag morgen ved sommerhuset...
Det skulle betyde forår.
Og mon ikke også det er på vej lige under sneen.
Men det betyder flere ting.
Nu i marts har jeg været gift ½ år. Og vi har ikke haft forsøg nr 1 endnu. Det var da ikke helt efter planen. Forhåbentligt kommer forsøg 1 inden længe, jeg havde da i hvert tilfælde fæle ÆLsmerter forleden dag, så...
I marts har jeg fødselsdag. 32 år. Jeg elsker egentligt at have fødselsdag, men det er svært ikke at tænke på alle ønsker, planer og drømme om at være mor før jeg blev 30. Og det bliver tilsyneladende ikke nemmere med årene. Eneste trøst er vel at jeg ikke bliver 33 uden at vide besked...
Og så bliver min blog et år. Og se det havde jeg faktisk heller ikke troet. Da jeg startede bloggen var jeg af den overbevisning at det kun ville blive kortvarigt - eller at bloggen i hvert tilfælde ret hurtigt ville ændre karakter til at handle om min graviditet og min baby. Misforstå mig ikke, jeg er jo glad for at være her i Blogland, kan slet ikke se hvordan jeg skulle komme igennem de sidste måneder uden. Jeg ville bare ønske vi alle kunne have mødtes under andre omstændigheder. I mødregrupper f.eks.
Jeg er da vist lidt trist i disse dage. Det bliver man af at ligge med influenza og have ondt af sig selv. I morgen tager jeg på arbejde. Og mon ikke jeg endnu engang vil opleve at børn har savnet mig, at jeg har savnet dem og at det faktum gør mig i bedre humør ;)
