26. august 2006

Jeg indrømmer...


Det er måske nok lige en tand for nørdet at "se" cykelløb via en "live coverage" på internettet. Der er hverken billeder eller lyd, men bare en der sidder og skriver hele tiden hvad der sker...
Men hvad pokker betyder det hvor nørdet det er, når nu jeg nyder det ALT for vildt - og når CSC selvfølgelig vinder ;)
Stort!

Hurra!


Silje er født!
Den 3. smukke baby i rækken af de mange kommende trekløver-børn.
Jeg ønsker hende velkommen til verden!

20. august 2006

Taxi

Havde faktisk glemt det.
Men et i øvrigt glimrende indlæg på pegefingeren fik mig til at huske.

Sidst jeg kørte i taxi. Puhh, jeg får gåsehud bare ved tanken. Kender i det når ens instinkter pludselig kommer helt frem fra hjernens dyb. Når alt i ens krop siger: Flygt, flygt, flygt. Sådan fik jeg det i den taxi. Jeg kan ikke definere hvad det var: At dømme en mand på udseendet er ikke rimeligt - men eftersom jeg følte det helt fra start så må det jo være det. Der var noget med blikket. Og da han så sagde: "Nåh, bor du da der" Da jeg havde givet adressen på destinationen. Der begyndte angsten for alvor at trykke for brystet. Det ragede jo ikke ham at jeg boede der, på den anden side er det jo også et ret legalt spørgsmål. Og da jeg så ville kigge efter hans licens, altså for at være sikker på at jeg kunne huske hans navn hvis jeg overlevede turen og skulle melde ham til politiet... Hans licens var dækket til!!! Der var sat papir hen over. Så skal jeg lige mene at PUK var på grænsen til hysteri. Når jeg ikke kastede mig ud af døren i et imponerende rullefald så var dels fordi jeg kun har set den slags på film og faktisk ikke ved om man kan det, sådan in real life. Og så dels fordi jeg var overbevist om at al snak om at stoppe turen her bare ville tænde psykopaten i chafføren og føre til min egen pinefulde død.
Jeg betalte kontant for at sikre mig mod at manden kendte mit navn, og gik så i øvrigt ind af en bagindgang i min bygning. Og alligevel tog det mig timer at falde til ro. Og få mig selv overbevidst om at jeg var i sikkerhed.

Jeg skylder vel manden at sige at han reelt ikke gjorde noget som helst. Intet. Altså bortset fra at køre mig hjem.

Panikangst kaldes det vidst. Jeg som ellers er så glad og naiv og altid tror på det bedste i folk. Så meget desto mere skræmmende når så min krop siger fra og sætter gang i adrenalinen.

Søndags blues?

Kan ikke helt finde ud af om jeg er lidt nedtrykt? Eller bare træt? Eller bare restløs?
Det hænger helt sikkert sammen med en masse arbejdsopgaver som jeg burde forholde mig aktivt til. Skolen er startet med et brag, og for mig der sidder med en del organisatoriske opgaver så er der nok at se til. Og jeg er ikke engang begyndt at tænke på min undervisning til kommende uge endnu...
Og det hænger også sammen med at mens sikkert snart er på vej. Og jeg gør mig visse overvejelser om, om jeg skal starte på IVF forsøg... Eller om det er bedre at vente en måned mere. Det hænger allermest sammen med forskellige forpligtelser jeg har overfor min familie. Oven i købet den del af familien der er placeret i Jylland. Og lige nu kan jeg bare slet ikke overskue livet som stik-narkoman når jeg skal sove på madresser i forskellige stuer de næste par weekender. Eller livet med smerter mens man venter på utallige forsinkede DSB-tog. For slet ikke at nævne livet som smilende, overskudsagtig glad single pige med 1000 homoner rasende i kroppen.
Så måske skal jeg bare vente en måned. Der er jo alligevel gået en million år. Så hvad betyder en måned. Jeg har skrevet om tal før. Og selvom det snart er et år siden, så bliver jeg glad ved at genlæse mine egne naive håb...

Og hvad gør jeg så ved min restløshed? Læser massevis af blogs, drikker cola og overvejer hvilke nye muligheder Blogger beta kan give min blog. Der er nu intet som teknik til at holde mine løbske tanker optaget ;)

Nåh, joh, så overvejer jeg også at starte en omgang meme, for jeg synes skisme der er lidt dødt rundt omkring her i Blogland... En rastløs PUK skal have meget nyt at læse - hele tiden... ;)

19. august 2006

Så skete det...

Jeg har for første gang deltaget i en real-life diskussion om blogging. Om hvad fænomenet betyder for den generelle kommunikation i samfundet, hvad man kan opnå med blogging, hvorfor blogging bliver mere og mere populært, om blogging er kunst eller leflen for laveste fællesnævner. En højrystet diskussion hvor alle i selskabet havde stærke meninger og holdninger.
En diskusion der efterlader mig med angst for at nogle af disse mennesker i dag bevidst vil søge efter min blog. Og opdage mig! Og genkende mig.
Og igen sidder jeg tilbage med en undren over hvor uendeligt vigtigt det er for mig at forblive anonym her på min blog.

17. august 2006

Mere om aviser...

Der er til syneladende en masse mennesker der har regnet på det nye papirforbrug med alle de nye gratis aviser.
Men er der nogen der har regnet på hvor meget papir alle andre aviser har brugt på at skrive om de nye gratis aviser, om stakkels folk der ikke kan læse dem og om frygten for at hele dette gratis show vil bringe død og ødelæggelse i medieverdnen?

Jeg er alvorligt bange for at i dette tilfælde der er der sammenhæng mellem pris og kvalitet. Og jeg har helt ærligt ikke tid til at løse flere sudokuer i min hverdag! Jeg står i kø for at få købt et nej tak skilt. Købe et skilt der skal forhindre at jeg modtager noget gratis...

15. august 2006

Med tårer på min kind...

Har jeg slettet SØS fra min liste af links. Hold kæft hvor jeg savner dig, kæreste søs. Jeg håber sådan at du kommer tilbage en dag. Jeg savner og savner. RØVGUITAR!

Avissælgere...

Stakkels pige...
Hun er jo sikkert bare en fattig studerende der skal tjene til lidt ekstra glamour i sit liv. Hun er måske endda ved at uddanne sig til noget så fornuftigt som sygeplejerske eller antropolog. Hun har måske fået dåse-makrel til frokost de sidste tre dage fordi alt efter den 10. i måneden er smalkost på det lille kollegie-hummer.
Så er det skisme da synd for hende at hun lige får PUKs telefonnummer op på computeren som næste opringning. Og især da synd for hende fordi hun forsøger at sælge Jyllandsposten.
Jeg er jo et ærligt menneske, så da stakkels pige spørger venligt om hun må forstyrre for hun at vide at det må hun skam gerne, men at hun under ingen omstændigheder kan hun sælge mig en avis. Og når nu hendes manual så siger at hun i den situation skal spørge om hvorfor - ja, så får hun jo et lige så ærligt svar: At den avis ligger milevidt fra mit politiske ståsted og aldrig har været i stand til rapportere noget som helst bare rimeligt neutralt. Stakkels pige pipper forsigtigt at Jyllands Posten har ændret ståsted og nu er neutral. Men ak, stakkels pige, her er PUK jo forlængst blevet vrissen med mindet om en lang lang barndom og ungdom med masser af dårlig journalistik og forgæves forsøg på at få PUK-forældrene til at skifte abbonnement. Og PUK kan kun sige: Jeg beklager; Men det tror jeg simpelthen ikke på!
Stakkels pige sukker lidt skuffet og skynder sig at gå til sidste side i manualen, takker venligt for min tid. Og tænker på hvordan dette opkald lige betød endnu en aften med pasta skruer og ketchup.
Og det er skisme da synd for hende.

Men jeg var jo ærlig. Og det kan da også være at hun er en snedig økonomistuderende der er medlem af VU. Og al min snak om at hun ikke kunne sælge en avis var bare en rød klud foran hendes konkurrence-mindede næse... og hun tænkte HA jeg kan sælge sand i Sahara, jeg skal nok få prakket en avis på dig, stædige PUK! Måske hørte hun endda en ræverød undertone i min stemme og tænkte straks på hvordan det var hendes samfundspligt at forsøge at udrydde endnu en farlig kommunist. Og så har jeg ikke så ondt af hende...

Højst sandsyneligt ligger sandheden et sted langt fra begge scenarier. Men sandheden i denne forbindelse havde næppe givet et Blog-indslag. Og ihhh, hvor jeg trængte til at rulle mine fordomme ud gennem skærmen. Og for alvor få støvet tastaturet af efter mine lange skønne ferie.

13. august 2006

Hjemme!

Hjemme igen.
Hjem til arbejdets glæder.
Hjem til flere og billigere indkøbsmuligheder.
Hjem til cafeliv og biografer.
Hjem til internet og Blogland!
Hjemme.

2. august 2006

Jeg savner...

- Tour de France. Jeg vidste det ville gå sådan. Og trods det at doping-skandalen ruller videre så var det et skønt løb. Nu kommer der heldigvis lidt Danmark rundt til at dulme mine abstinenser.
- Min farmor. Bare det at jeg ved hun ikke er der. Mærkeligt.
- Min niece. Jeg har sådan lyst at se hende hele tiden, følge hende. Men fordi DSB hverken er pålidelig eller billig så kan det altså ikke blive helt så tit.
- Mit job. Ikke den stressede del af det, men ungerne, deres skønne smil og dumme kommentarer. Og mine søde kolleger. Ferien lakker mod enden og jge glæder mig til at komme i gang med det nye skoleår, med alle de udfordringer det bringer.
- Blogland. Jeg savner at læse, følge med, grine og græde med alle jer andre. Og jeg savner at skrive selv. Ikke fordi jeg føler mig vildt inspireret, men fordi jeg ved at bloggen er så god til at give mig ro.

Og om ganske kort tid så vil jeg sikkert savne ferien, solen og sommerhuset... Så jeg må hellere skynde mig at nyde de sidste dage ;)

Vi ses snart igen!