Altså...

Så er der ryddet op. Klar til vinteren. Altså her i blogdesignet. Selvom det var svært at koncentrere sig for al den jublen over SØS. Og nu må jeg da vist se at blive klar til nytårsfest...

HURRA!

OKAY!

Jeg råber det ud over hustagene;

SØS er GRAVID!!!

Allerede nu er det blevet meget nemmere for mig at holde mit nytårsforsæt.
FANDME.

Og ihh, nu tuder jeg igen, men nu af lykke. Fordi et smuk menneske nu kan sige højt hvad hun har drømt om så længe.

Hold op hvor er det stort!

TILLYKKE min allerkæreste SØS.

Nytårsforsæt

Jeg har et.
Kun et.
Tilgengæld orker jeg ikke at skrive en nytårstale. For jeg har faktisk ingenting at sige.
Jeg kan kun gentage hvad jeg har sagt før. Mange gange før. Og jeg orker faktisk ikke at gentage mine depressive tanker mere.
Jeg har slet ikke lyst til at fejre noget som helst i aften. Jeg orker ikke sidde blandt fest-stemte mennesker jeg ikke kender og smile kunstigt. Det var helt klart en fejl at sige ja tak til den fest... Tænk at jeg stadig efter flere år i dette spil kan begå den fejl - at tro at jeg efter en ferie sikkert ville have overskud til at sidde der og være glad. Måske troede de allermest naive af mine hjerneceller endda at jeg faktisk ville være oprigtigt glad. HA!
Jeg synes i bund og grund at 2006 har været et lorteår. Jeg har opgivet at lave nogen form for opsumering for det vil sikkert bare sende mig til tudeland - og der har jeg opholdt mig rigeligt allerede i denne jul. Jeg har flere gange i selvpineriets navn bladret gennem gamle poster; mohamedkrisen der spændte ben for et forhold til en skøn mand, et fald der ødelagde min ryg, en operation der truede og siden blev aflyst, en farmor der døde, et vægttab der blev til vægtøgning, et job der gik fra stressende til ulideligt stressende og et afbrudt IVF-forsøg. For bare at nævne highlights. Åh, gud hvor får jeg dog ondt af mig selv.
Jeg havde aldrig klaret det uden min blog. For selv om den i øjeblikket har meget karakter af at jeg læsser lort af, så er jeg uendeligt glad for den. Her søger og finder jeg styrke til at kæmpe videre mod målet.
TAK alle mine skønne læsere. TAK fordi i er der for mig, hver på jeres måde er i vigtige for mig.

Og nytårsforsættet; Jeg vil være glad i 2007. Come what may; jeg vil være glad.

GODT NYTÅR TIL ALLE!

Julekort

Heller ikke i år har jeg skrevet julekort.
Men jeg har da modtaget lidt. Og forleden kom en af dem der gjorde ondt... En veninde jeg kun har meget lidt kontakt med beretter glad at hun forresten siden sidst er blevet mor til en smuk baby.
Og jeg glædes med hende. Og glædes over at det for nogen kan opleves som et forresten.
Og samtidigt græder jeg. Og sådan bliver min jul i år. Jeg føler mig ikke modløs eller dybt deprimeret. Jeg har bare brug for at græde. Fordi mine ønsker og tanker om 2006 blev gjort så grueligt til skamme. Og fordi jeg slet ikke ved hvad jeg skal turde håbe for år 2007. Det meste af julen skal jeg være med mennesker der kan rumme min gråd. Og de dage hvor jeg forventes at være glad, ja, der leverer jeg nok varen. For bare fordi jeg er ked behøver det jo ikke gå ud over andre. Og ikke kun derfor, også fordi jeg ikke orker forklare...

Glædelig jul til alle!

The holidays...

Det er ikke fordi jeg læser hos ham her SÅ tit. Jeg savner i den grad at han tagger sine indlæg med kategorier så jeg kan finde rundt i alt det kloge.
Men i dag kom jeg forbi hans side - og ihhh hvor jeg tudede.
For jeg er bare så uendelig trist over at 2006 ikke bragte mig et eneste skridt tættere på målet.

Christmas!

A scared angels about to be eaten by a giant cat!
My entry for this weeks challenge over at macroday.

Afhængighed

Jeg er afhængig af serier. TV-serier. Både dårlige og gode. Alle serier. De taler til den autistiske side af mine personlighed, den side der og styrer min samling af bøger og min manglende evne til at smide ting ud. Jeg samler. Sorterer samlinger. Ordner mine samlinger. Smider ingenting ud.
Og når det kommer til TV-serier har jeg også virkeligt svært ved at smide ud! Hvis jeg først ser en series første afsnit, så ser jeg dem alle! Og for visse serier er det jo desværre en hel del... Heldigvis er min afhængighed for det meste under nogenlunde kontrol. Almindelig social omgang med mennesker gør at jeg , selv i vinterens høj-serie-sæson, ikke ser mere end 1-2 serier. Det hjælper selvfølgelig også at jeg ikke kan tage særligt mange kanaler - og derfor trods alt har begrænset udbud. Men mest af alt handler det om selvkontrol. Det er jo egentligt ret simpelt - hvis ikke jeg ser første afsnit ser jeg ikke serien! Så jeg skal bare holde mig fra det første afsnit... Jo jo, det klarer jeg.
Men nu er det december. Og i det er en farlig måned for os serie-afhængige! For selv hvis man undgår at se afsnit 1, så er der en sådan overflod af julekalendre at det er næsten umuligt ikke at falde i!
Jeg var forberedt i år. Havde nøje afsøgt TV-programmet og var bevæbnet til tænderne 1 december. Og indtil nu kan man vel kalde missionen en succes. Jeg følger på mirakuløs vis kun med i en kalender i år. Desværre tror jeg det er den værste af den alle! Den kommer først efter min sengetid, den har en tvivlsom handling og den er faktisk ikke sjov! Jul i verdensrummet. Det bedste der er at sige om den er at den kun varer 15 minutter... Og alligevel sidder jeg der hver aften. Mens min samler side kæmper mod min fornuft - og førstnævnte vinder hver gang. Jeg MÅ se den, for tænkt nu hvis den lige pludselig blev sjov. Hvis der ligepludselig faktisk var en pointe i handlingen. Hvis personerne ligepludseligt blev troværdige og vedkommende.
Åh gud hvor er jeg ynkelig nogengange. Og nu må jeg slutte for den kommer nu; serien. ØV.

Sådan!

Så blev her gjort rent og julepyntet lidt. Ville egentligt have pyntet med dette billede:Men se så lige der, manden ryger jo! Og det ville da bare være alt for politisk ukorrekt til min fine vel-polerede blog. Så næ nej, i må nøjes med de fine rensdyr.
Glædelig julet weekend til alle!

Klick klick

Julehumøret er jo stadig kun en spirre. Og slet ikke livskraftig nok til at tage med ud i Københavns hektiske julehandelsmiljø. Så jeg klarer den over nettet. Klick klick, legetøj til niecen. Klick klick, bog til svoger. Klick klick videre det går gennem cyberspace. Ingen køer, ingen muzak og reklamer man nemt kan overse. Klick klick, ingen fristelser i form af varm gløgg og duft af brændte mandler.
Og mens jeg klikker går det op for mig at jeg slet slet ikke er i nærheden af det gennemsnitsbeløb som pressen har annonceret at hver dansker bruger på julegaver i år, var det 3200 de sagde? Der er jeg sørme ikke. Så klick klick og så er der lige ekstra julegaver til alle i form af høns, kondomer og køkkenhaver. Så nærmer jeg mig mere gennemsnittet. Det er nu så rart at være gennemsnitlig, bare en gang imellem.

Julehumør

Jeg har ikke været i julehumør. Slet ikke.
Det hænger sammen med stressen. Den stress der var så slem at jeg blev bange. Og selvom den umiddelbart er væk nu, så er jeg stadig lidt mærket af den. Godt det snart er ferie.
Det hænger sammen med vejret. Jeg klager ikke over at det ikke er koldt, det kunne aldrig falde mig ind. Jeg suger hver eneste varmegrad til mig og gemmer til dårligere tider. Men det er da svært at tage julen alvorligt når det nærmest er t-shirt vejr stadigvæk.
Det hænger sammen med Regnbuebarnet. For sidste december var jeg så overbevist om at 2006 ville bringe mig vished. Jeg var så afklaret med at uanset hvad der skete, så ville jeg vide besked i 2006. Og det er skisme da deprimerende at der ikke er sket noget som helst. Et helt år hvor hele infertilitetsmøllen ikke har drejet en eneste runde. Små ryk måske, men det har jo både været frem og tilbage. Så alt i alt er det svært ikke at føle at alt hvad der er sket er at jeg er blevet et år ældre.

Men nu har en julespire så alligevel ramt mig. Jeg kan mærke jeg begynder at smile. Og at jeg måske snart får lyst at købe gaver.
Og jeg ved præcis hvornår det startede; I går da mine elever strålende glade skrålede med på "Jinglebells". Da blev jeg ramt af deres overvældende smittende glæde, - og det kombineret med stolthed over hvor dygtige de er (og jeg har lært dem det...) ja, det plantede julespiren. Hvis jeg nu køber en julestjerne til mig selv i dag så kommer det nok til at gå alt sammen.

Blog-syge

Der er udbrudt "Blog-syge" i landet. Helt på linje med elmesygen dræber den hårdt og ubarmhjertigt nogle af de blogs der ellers har vokset så længe, været smukke og vigtige så længe. Som elmesygen efterlader også denne sygdom de tilbageværende blogs med en følelse af ensomhed og angst. For når en blog man længe har stået i læ af vælter, ja så blæser det koldere. Og når en blog man har stået sammen med er væk, ja så er man mere alene. Og når en blog man har stræbet efter at ligne ikke er mere, ja så bliver man let forvirret og mål-løs.
Og når den slags epidemier rammer landet så breder angsten sig også; Vil sygdommen ramme mig? Hvordan kan jeg sikre mig? Hvem bliver det næste offer?

Jeg er her endnu. Og jeg savner de blogs der er væk. Indtil nu er jeg gået fri af smitten. Og sådan tror jeg det bliver ved at være.