Det er længe siden jeg for alvor har fotograferet. Længe siden jeg har haft lyst. Men nu hvor foråret bruser udenfor og håbet bruser indeni, så vil jeg gerne lidt i gang igen.
Således venter rød-egens små sprøde blade på at det bliver lidt varmere endnu. Den er ufattelig smuk når den endelig folder sig rigtigt ud.
Jeg drømte i nat at jeg mødte Søs!
Jeg kom gående et sted i København og hun kom kørende i bil. Og hun så mig o vidste jeg var mig, jeg så hende og vidste hun var hende. Og hun stoppede bilen og stod ud. Og der midt på gaden fik jeg det største kram der var plads til for maven. Og den mave var stor - så stor at der sagtens kunne stå to cola-dåser på toppen af den. Men det gjorde der nu ikke ;) Og så snakkede vi, snakkede og snakkede om alt mellem himmel og jord. Og jeg fik også at vide hvad børnene skal hedde... Men jeg siger det ikke... For jeg kan ikke huske det!!! Hvor surt! Så kan jeg jo ikke finde ud af om jeg er synsk eller noget... ØV. Men sådan er det jo med drømme, hurtigt glemt igen, med mindre altså man skynder sig at skrive om dem på sin blog!
De behøvede jo ikke smile så stort allesammen. De behøvede ikke hele tiden rose mig for i mandags.
Lægen fra i mandags behøvede jo ikke at tage sig tid til at komme og klappe mig på skulderen i venteværelset og sige; "Jeg har hørt det er nogle virkeligt fine æg du har, tillykke!" når han nu slet ikke var på patientvagt.
Sygeplejersken havde ikke behøvet at bruge udtrykket "virkelig fantastisk æggestok" da hun forklarede sygeplejerskeeleven om mig og æggene.
Laboranten behøvede jo ikke kalde det et "superflot" 4-cellet æg der var tæt på at dele sig til 8, præcis som det skulle.
Lægen behøvede jo ikke sige "det ligger perfekt" da han pegede på det grå i grå der skulle vise mig hvor ægget var i min livmoder.
Jeg behøver jo ikke tolke det til andet end at de er positive mennesker der gerne på pædagogisk vis vil indgyde mod, tro og håb.
Men når de nu valgte som de gjorde, så vælger jeg også:
Jeg vælger at tro på at de faktisk synes det her ser godt ud. At de med deres erfaring faktisk mener det her kan lade sig gøre. Jeg vælger at nyde tanken om at krabaten vokser trygt og varmt i mig. Jeg vælger at tro.
Ved nærmere eftertælling i mandags havde der været 15 æg!!!
De 10 er blevet befrugtet og de 7 har delt sig som de skal!
Hurra hurra hurra.
Nu iler jeg afsted for at blive gjort GIDMEB.
Og så må I vente med at høre nærmere, for jeg trænger til at arbejde lidt efter at have været ualmindeligt distræt i lang lang tid nu ;)
Hvor bliver dagen lang når man hele tiden tænker på sine 12 små venner der ligger et sted i en kop og måske bare bliver mere og mere til en baby.
Men lad mig da bruge lidt tid på at skrive lidt om gårsdagens oplevelser:
For jeg må være ærlig; Jeg synes faktisk ikke det gjorde så helt vildt ondt at få de æg taget ud. Jeg følte mig godt og grundigt bedøvet og i gode hænder, og på den måde gik det faktisk en del nemmere end jeg havde frygtet.
For det første havde jeg frygtet længe at noget skulle gå galt, jeg har jo kun en æggestok og frygten for at den "går i stykker" sidder dybt i mig - og er det første jeg ser efter når jeg scannes.
Og så havde jeg frygtet at der slet ikke ville være æg. Jeg har jo gennemgået et par voldsomme operationer den gang for mange år siden da jeg havde kræft. Og jeg har altid frygtet at noget var helt galt så enhver smuk follikel bare var tom.
Så var der frygten for at der ikke ville være æg nok. Lægerne har jo flere gange gjort mig opmærksom på at de ikke vidste hvordan min stakkels enlige æggestok ville reagere, at de ikke var sikre på om den kunne stimuleres godt nok.
Og der var sikkert også mange andre forskellige former for frygt. Men lige nu evner jeg slet ikke at huske dem, dertil er jeg alt for håbefuld og positiv...
Det begyndte allerede da lægen sagde mit navn. For selvom det er en læge jeg kun er rendt ind i en enkelt gang før så er han min absolutte favorit. Hans humor passer så fint til mig og han oser den positivitet som jeg også (for det meste) besidder. Der var ingen jeg hellere ville lade mine æg ud end ham.
Og første frygt forsvandt da han måtte udbryde: "HOLD DA OP! Den må du kunne have mærket?" Ved synet af alle de fine store follikler. Tydeligt imponeret og positiv overfor muligheden for et godt resultat.
Så kom morfin-opturen. Jeg synes det var vildt sjovt at være helt stenet og væk, ikke noget jeg normalt ville nyde, men i denne sammenhæng fandt jeg det ganske morsomt.
Og så kom det første æg. Jeg hørte faktisk ikke laboranten sige det først (jeg var jo skæv) , så jeg måtte spørge en ekstra gang. Og da min super-helte-læge så bekræftede at der allerede var fundet et æg, så måtte jeg græde af glæde. Den lettelse der, der strømmede ind over mig var større og vildere end nogen morfin-rus.
Og så fortsatte laborenten sine udråb. Jeg opgav at følge med at tælle for flere gange blev der ikke bare sagt: "et æg", men "to æg". Og det blev bare for svært for en skæv gammel matematiklærer. Og selvom 15 var mit lykketal i gamle gamle dage, så er 12 mit nye...
Og selvom jeg i går blev godt og grundigt øm da bedøvelsen forsvandt, så har jeg indtil nu klaret mig med et par panodiler - og det er da billigt sluppet.
Om lidt mere end 12 timer ved jeg mere om hvordan de 12 små har det. Og hvis alt går vel så er jeg i morgen ved denne tid G.I.D.M.E.B.
Så der må fortsat krydses, bedes og heppes på de 12 små PUK-lopper.
Jeg gentager: 12 æg.
Og selvom jeg er ved at revner for at fortælle mere, blære mig osv. så tror jeg det skal stå ret alene for nu, og så med stort:
12 æg!
Har jeg så set de flotte pletter igen. Denne gang lidt større, men stadigt smukke og fantastiske. Og på mandag skal de sorte pletter forvandles til æg i en skål. Så der må krydses fingre allevegne...
Og så synes jeg faktisk at jeres kommentarer om mobil-telefoner er ganske sjove... Jeg gør naturligvis meget ud af at være et forbillede for mine elever i en masse situationer. Men jeg ser det faktisk som en stor og vigtig opgave at vise børnene at der er regler for fællesskaber og så er der undtagelser. Og normalt er mine elever faktisk meget dygtige til at se at forskelle er nødvendige og gode. Se og acceptere at vi alle er forskellige og har forskellige behov. Og at undtagelser derfor er nødvendige. Når nogle af dem reagerede, så er det selvfølgelig fordi de aldrig før har set min tlf i aktion, selvom den altid er tændt. Og så snart jeg mindede dem om vores mange snakke om forskelligheder var der ikke flere sure miner.
Og for mig hører min mobiltelefon ind under undtagelser. Fordi den for mig er et arbejdsredskab, med ur, huskelister og kalender - og fordi den ikke forstyrrer mig, selvom den er tændt på lydløs. Og lad mig da så lige understrege at jeg ikke stod foran en klasse og var i fuld gang med sms - mine elever var i gang med selvstændige opgaver i grupper, så det var de færreste der så mig... Men dem der gjorde sladrede selvfølgelig så snart klassen igen var samlet ;) De er nu skønne de unger... Og jeg glæder mig sådan til en dag at kunne fortælle dem at jeg skal være mor!
Jeg så
Og det vil vise sig at jeg sejrer.
Jeg så en masse, masse flotte sorte pletter, masser af ægblærer. Mere end 10 tror jeg. Og de var fuldstændigt lige store, 10-12 mm. Så det kunne vist ikke være meget bedre. I morgen skal jeg se dem igen, se hvor meget de nu er vokset.
Så nu er håbet tilbage. Jeg er i gang med at forberede barsel, regne termin ud og designe indbydelse til barnedåb. Så jeg har travlt ;)
PS: Jeg var sådan oppe og køre i går at jeg kom til at sms'e med hende den stædige midt i min undervisning... Og det i en sådan grad at halvdelen af mine elever blev sure (det er så urimeligt at voksne må have mobiler tændt når de ik selv må) og den anden halvdel blev nysgerrige og gættede på at jeg havde fået en kæreste siden jeg havde så travlt med at sms'e...
Jeg tænker ikke over at han er gammel. Altså selvom han er 28 er han jo et godt menneske alligevel!
Hvad mon kombinationen af Stueys sejr i Paris-Roubaix, Lars' sidste løb og fatale styrt og en PUK fuld af Menopur giver?
Jeg får en ret høj dosis menopur efter i onsdags. Og selvfølgelig er jeg nervøs for at blive overstimuleret. Ikke at jeg har nogle symptomer på den slags lige nu. Men nervøs er jeg jo.
Men den nervøsitet er jo bare opvarmning til al den nervøsitet der skal ramme mig fremover:
Om der er nok æg til at tage ud
Om æg bliver befrugtet
Om opsatte æg bliver siddende
Om jeg får en god graviditet
Om min fødsels går godt
Om mit barn er rask
Om mit barn udvikler sig som det skal
Om mit barn får venner i børnehaven
Om mit barn kan sidde stille i skolen
Om mit barn bliver kørt over i trafikken
OSV OSV OSV
Altså kort sagt; jeg er kun lige begyndt!
PS: I går kunne jeg slet ikke forstå hvorfor jeg nogensinde var blevet kaldt positive PUK. I dag kan jeg slet ikke forstå at jeg var så ked i går. De her hormoner er skisme mærkelige...
Da jeg var 12 år gammel og fik min første menstruation havde mange mennesker meget travlt med at forsikre mig at det var normalt...
Min mor havde en masse små snakke med mig, hun ville så gerne sikre sig at jeg ikke synes jeg var mærkelig eller kom til at hade min krop eller noget.
Min far kom med (meget pinlige) små pep-talk agtige kommentarer, i bedste mening naturligvis.
Min kvindelige matematiklærer klappede mig opmuntrende på skulderen.
Sundhedsplejersken talte lige ud af posen om realiteterne.
Min gymnastik-instruktør lod mig bade alene.
Alt sammen ting der skulle få mig til at modnes til at se hvor uendeligt normalt dette fænomen var - og hvor glad og naturlig det skulle få mig til at føle mig.
Og det lykkedes. Ikke i første forsøg selvfølgelig, men langsomt og sikkert blev det en del af mig. Ikke noget jeg jublede over men heller ikke noget der generede mig synderligt.
Og sådan gik mange år.
Og nu de sidste par år har mens fået en helt ny og dum betydning. Den er blevet den forhadte månedlige påmindelse om at min uduelige krop ikke kan give mit hjerte det det ønsker sig allermest; mit elskede regnbuebarn.
Og i går gik det helt galt. Under morgenens brusebad brød jeg hulkende sammen. Havde virkeligt svær ved at stoppe med at græde. Udløst af badevandets røde farve, kraftigt forstærket af de horde af indsprøjtede hormoner, men grundlæggende handler det vel om at jeg efterhånden tænker mere på hvordan jeg kan overleve når jeg snart må erkende at jeg ikke kan kæmpe mere, end på hvor godt det bliver når jeg bliver gravid.
Ved jeg hvordan det hele ser ud efter de sidste ugers stikkerier. Som forventet er tiden gået hurtigt, med god hjælp fra påsken. Og om lidt ved jeg hvordan jeg skal stikke i aften - og hvornår jeg skal scannes næste gang. Uha, det er jo faktisk spændende det her, tænk hvis man endte med at blive gravid af det!