SLUT!

Jeg har længe vidst at min blog i stilhed var afgået ved døden. At der kun var tilbage at skrive et lille farvel-indlæg. Et indlæg for at sige tak; Tak til alle der gennem årene har læst, kommenteret, trøstet og håbet for mig, med mig og til mig. Det har været en ære at have hver og en af jer som læsere.
Men jeg har ikke flere ord at skrive. Jeg har intet nyt at berette om smerten eller håbet. Det er som om jeg har sagt og skrevet alt hvad jeg har at sige om infertilitet og regnbuebarn. Der er intet nyt mere.

Hvad jeg ikke vidste var at mens min blog stille døde, så døde Bedstevennens lyst og tro på Regnbuebarnet. Han kan ikke mere, vil ikke mere.
Så på den måde er det nu for alvor slut. Og smerten i det er helt ubærlig. Helt og aldeles uden grænser, altopslugende og altoverskyggende.
Det Regnbuebarn jeg har drømt om, længtes efter og kaldt på i mere end 5 år bliver aldrig mit.

Se det var jo en helt anden afslutning på bloggens liv, end den man kunne have håbet.
Med en tilbagevenden til min alleførste template og et åbent arkiv for alle der måtte kunne blive semtimentale, er der kun tilbage at sige:

FARVEL - OG TAK!