Et gæsteindlæg!

Det føles jo nærmest som at skrive et gæsteindlæg - ikke at jeg nogensinde har gjort det før...
Men når jeg nu skriver et indlæg i en ellers død og afsluttet blog, ja, så må det da være et gæsteindlæg. For det betyder ikke at bloggen genoplives.

Men det betyder at jeg har noget på hjerte...
For det første vil jeg gerne sig tak, tak til alle jer læsere der for år tilbage fulgte mig, kommenterede og dermed hjalp mig igennem både godt og ondt. I skal vide (for det tilfælde at nogen af jer stadig stikker næsen forbi og overhovedet ser dette...) at I har betydet en masse for mig og at jeg ofte tænker på tiden i Blogland - og altid med gode tanker :)

Og så skal I vide: PUK er gravid!

Der skete jo det der må ske i alle gode eventyr, PUK mødte sin prins, og sammen med ham (og helt uden nogen andres hjælp) venter hun nu et barn.

Så på den måde ender eventyret lykkeligt, og jeg er ikke i tvivl om at "de levede lykkeligt til deres dages ende"

Tak fordi du læste med!

SLUT!

Jeg har længe vidst at min blog i stilhed var afgået ved døden. At der kun var tilbage at skrive et lille farvel-indlæg. Et indlæg for at sige tak; Tak til alle der gennem årene har læst, kommenteret, trøstet og håbet for mig, med mig og til mig. Det har været en ære at have hver og en af jer som læsere.
Men jeg har ikke flere ord at skrive. Jeg har intet nyt at berette om smerten eller håbet. Det er som om jeg har sagt og skrevet alt hvad jeg har at sige om infertilitet og regnbuebarn. Der er intet nyt mere.

Hvad jeg ikke vidste var at mens min blog stille døde, så døde Bedstevennens lyst og tro på Regnbuebarnet. Han kan ikke mere, vil ikke mere.
Så på den måde er det nu for alvor slut. Og smerten i det er helt ubærlig. Helt og aldeles uden grænser, altopslugende og altoverskyggende.
Det Regnbuebarn jeg har drømt om, længtes efter og kaldt på i mere end 5 år bliver aldrig mit.

Se det var jo en helt anden afslutning på bloggens liv, end den man kunne have håbet.
Med en tilbagevenden til min alleførste template og et åbent arkiv for alle der måtte kunne blive semtimentale, er der kun tilbage at sige:

FARVEL - OG TAK!