Mit regnbuebarn

Der var engang hvor jeg troede du boede blandt himlens stjerner. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne det dybe mørke med de små fine lyspletter. Så jeg prøvede at finde den slags mørke frem til dig herhjemme. Jeg mødte sorte sider af mit sind og lod din far være de smukke lyspletter. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Så tænkte jeg du boede i solens stråler. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne den ubetingede varme og det storslåede lys. Så prøvede jeg at finde den slags varme frem til dig herhjemme. Jeg mødte varme sider af mit sind og lod din far være det storslåede lys. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Nu tror jeg du bor på en regnbue. Og du tøver med at komme hjem til mig, fordi du vil savne de smukke farver og det klare lys. Mit kære barn; herhjemme har vi de smukkeste farver, alle livets farver. Jeg lover dig at du hver eneste dag vil møde farverne i den kærlighed der venter dig her. Og din far vil altid være dit klare lys for dig. Nu venter jeg, vil du ikke nok komme hjem?

PUK