19. marts 2005

Mit regnbuebarn

Der var engang hvor jeg troede du boede blandt himlens stjerner. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne det dybe mørke med de små fine lyspletter. Så jeg prøvede at finde den slags mørke frem til dig herhjemme. Jeg mødte sorte sider af mit sind og lod din far være de smukke lyspletter. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Så tænkte jeg du boede i solens stråler. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne den ubetingede varme og det storslåede lys. Så prøvede jeg at finde den slags varme frem til dig herhjemme. Jeg mødte varme sider af mit sind og lod din far være det storslåede lys. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Nu tror jeg du bor på en regnbue. Og du tøver med at komme hjem til mig, fordi du vil savne de smukke farver og det klare lys. Mit kære barn; herhjemme har vi de smukkeste farver, alle livets farver. Jeg lover dig at du hver eneste dag vil møde farverne i den kærlighed der venter dig her. Og din far vil altid være dit klare lys for dig. Nu venter jeg, vil du ikke nok komme hjem?

PUK

3 Comments:

Anonym said...

Se PUK jeg vidste, at det her medie var noget for dig - du lider af skrivekløe ligesom mig.
Tak for dine søde hilsen, jeg er glad for, at vi "er sammen igen"
;-) knus Søs (heep)

GitteK said...

Hej Puk
Så sniger jeg mig altså lige ind i "din hemmelige hule"

Du skriver meget smukt!!!
glæder mig til at læse mere! -hvis jeg må?!? ;o)

Tror nok jeg har været stødt på Puk og Heep på netdoktor -ikke sandt???

Ihvertfald velkommen til blogland...

Pernille said...

Jeg sidder og stortuder :-)

Tak for en fantastisk måde at beskrive noget, der ellers nærmest ikke kan beskrives med ord!

mange hilsner
Pernille