To telefonopringninger...
Begge var ventede, men det gjorde dem ikke mindre følelsesladede:
En skøn eftermiddag. Feltet er lige kørt i mål og jeg sidder som på nåle. Tidligere på dagen har min bror sendt en sms med at veerne er gået i gang... Nu ringer han:
Bror: "Nåh, hvordan har du det?"
PUK: " Sig noget, hvordan gik det, sig det nu!"
Bror: (lykkeligt grinende) "Jeg er blevet far til en lille pige"
PUK: (oprigtigt rørt og lykkelig) "TILLYKKE!"
Herefter fortsatte samtalen om ting som nybagte fædre har styr på: vægt, længde, navn osv. Og kort tid efter var PUK på vej med toget for at se sin smukke lille niece. Og hun er smuk. Og jeg synes det er skønt at være faster. Kun en ting kan være bedre i denne verden; at være mor. Og når jeg tænker på det er det svært. Men ikke sværere end at jeg under min bror den lykke han udstråler hele tiden.
En tidlig aften. Solen sender sit helt specielle aftenlys ind over græsplænen. Jeg sidder tænksom i en havestol. Tidligere på dagen har jeg snakket med min tante, Farmor har det virkeligt skidt, dem der ønsker at være der er samlet om hende. Nu ringer Tante:
Tante: (Hulkende) "Nu er Farmor sovet ind. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere."
PUK: (Fattet) "Nej der er jo ikke rigtigt mere at sige. Jeg giver besked som vi har aftalt".
Herefter fortsætter min aften med samtaler med mennesker der elskede denne skønne dame. Også min egen far som på grund af en udenlandsrejse ikke selv kunne være ved Farmors side. Det er svært men PUK holder hovedet højt. Jeg er trist, men har jo sagt farvel så mange gange. Er glad for at jeg har ferie så jeg ikke skulle stå på arbejdet, grådlabil som jeg er. Og det er derfor jeg er hjemme i København nu. For snart skal jeg på togrejse igen. Denne gang til begravelse.
To telefonsamtaler, ikke samme dag, men med ganske kort tid imellem. Det sætter mig i tænksomt humør. Jeg bliver ukarakteristisk stille og indadvendt.
Liv og død.
