To telefonopringninger...
Begge var ventede, men det gjorde dem ikke mindre følelsesladede:
En skøn eftermiddag. Feltet er lige kørt i mål og jeg sidder som på nåle. Tidligere på dagen har min bror sendt en sms med at veerne er gået i gang... Nu ringer han:
Bror: "Nåh, hvordan har du det?"
PUK: " Sig noget, hvordan gik det, sig det nu!"
Bror: (lykkeligt grinende) "Jeg er blevet far til en lille pige"
PUK: (oprigtigt rørt og lykkelig) "TILLYKKE!"
Herefter fortsatte samtalen om ting som nybagte fædre har styr på: vægt, længde, navn osv. Og kort tid efter var PUK på vej med toget for at se sin smukke lille niece. Og hun er smuk. Og jeg synes det er skønt at være faster. Kun en ting kan være bedre i denne verden; at være mor. Og når jeg tænker på det er det svært. Men ikke sværere end at jeg under min bror den lykke han udstråler hele tiden.
En tidlig aften. Solen sender sit helt specielle aftenlys ind over græsplænen. Jeg sidder tænksom i en havestol. Tidligere på dagen har jeg snakket med min tante, Farmor har det virkeligt skidt, dem der ønsker at være der er samlet om hende. Nu ringer Tante:
Tante: (Hulkende) "Nu er Farmor sovet ind. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere."
PUK: (Fattet) "Nej der er jo ikke rigtigt mere at sige. Jeg giver besked som vi har aftalt".
Herefter fortsætter min aften med samtaler med mennesker der elskede denne skønne dame. Også min egen far som på grund af en udenlandsrejse ikke selv kunne være ved Farmors side. Det er svært men PUK holder hovedet højt. Jeg er trist, men har jo sagt farvel så mange gange. Er glad for at jeg har ferie så jeg ikke skulle stå på arbejdet, grådlabil som jeg er. Og det er derfor jeg er hjemme i København nu. For snart skal jeg på togrejse igen. Denne gang til begravelse.
To telefonsamtaler, ikke samme dag, men med ganske kort tid imellem. Det sætter mig i tænksomt humør. Jeg bliver ukarakteristisk stille og indadvendt.
Liv og død.
4 Comments:
Man bliver tænksom og stille, når man oplever to så store ting i livet.
Livets fødsel og livets afslutning.
Så er der ikke mere at gøre end at håbe, at Farmor har haft et dejligt liv og at Niecen også vil få det.
Kram til dig!
Ja, liv & død - og denne her altovervejende følelse af, at alting er større end én selv- og sådan skal det også være.
Jeg fik aldrig sagt tak for alle dine søde, dejlige ord til mig i et af dine tidligere indlæg. Det gjorde mig meget, meget glad i en tid, hvor jeg havde det svært. Tak for det dejlige PUK. Tak:-)
Tillykke til faster PUK og min medfølelse vedr. din farmor....
Det er en underlig verden - en stor dejlig stjerne forsvinder fra himlen og en lille ny lyser op i det fjerne.....
mange tanker Jasmin
Kære Puk
Tillykke med niecen. Jeg håber du får lov at se hende rigtig tit, for hun kunne bestemt ikke have fået en sødere faster end dig! Dejligt at du kan glæde dig på din brors vegne.Det lyder som om du har fået overskud af din ferie, og selvom du lige har mistet din farmor virker du ret afklaret omkring det.Var det ventet eller er du stadig i chokfasen? Dit indlæg fik mig alligevel til at fælde et par tårer. Jeg tænker på dig søde Puk og sender dig stort trøstekram.
Kærlig hilsen Evi
Post a Comment