SOL

SOLEN SKINNER. TOUREN ER I GANG OG KØRES FLOT. JEG HAR DET GODT. ER
GLAD OG AFSLAPPET. TÆNKER EN DEL. MEN NÅR IKKE TIL NOGEN KONKLUSIONER.
MEN ALTSÅ; JEG HAR DET GODT.

ET HUS

NÅR NOGEN SPØRGER MIG HVORFOR JEG HAR ET SOMMERHUS SIGER JEG ALTID ET
ELLER ANDET OM EN GOD INVESTERING. SANDHEDEN HAR MEGET MERE MED
REDEBYGGERI AT GØRE. MED DRØMMEN OM EN SØN DER SPILLER BOLD PÅ GRÆSSET
OG EN DATTER DER PLUKKER BLOMSTER. ELLER OMVENDT. OG BARE EN AF
TINGENE. ET BARN. DE TANKER GØR MIG TRIST. MEN DET HUMØR PASSER JO
OGSÅ GODT TIL REGNVEJR.

Test af freestyle.

lige inden jeg rejser må jeg teste systemet. det ville være alt for
hårdt at gennemføre sommeren uden freestyle!

Kurt!

Hvis jeg havde haft muligheden ville jeg sørme også have kysset ham! Han kørte rigtigt rigtigt flot i dag.

Derudover så går mine dage (og nætter) med at lade være med at gå i stykker. Ikke på sådan en sort depri måde, bare sådan enormt skrøbeligt. Jeg regner med at hvis jeg bare venter længe nok, så bliver jeg nok stærk igen. Indtil da går jeg forsigtigt gennem livet.

Blodprøve

Blodprøven bekræftede det jeg godt vidste i forvejen. Jeg er på trods af alle positive tanker, krydsede fingre og håbefulde bønner ikke gravid.
Jeg kan mærke at jeg lige nu kæmper hårdt for at holde sammen på mig selv. Tårerne ligger hele tiden lige under overfladen, lige på spring. Men der er 1000 ting at gøre på job og privat, så der er ikke andet end at klø på. En eller anden dag revner ballonen sikkert med et brag, men det må jeg så tage til den tid...
Hold kæft hvor jeg hader at det skulle overgå mig at jeg skal kæmpe så hårdt. Normalt har jeg det helt ærligt sådan at jeg ikke ønsker infertilitet for selv min værste fjende. I dag har jeg det sådan at det godt må være alle andre, bare ikke mig. Jeg har fandme taget min del af kampene snart!

Nemesis?

Netop som jeg havde tilladt mig selv at give mig hen i drømme.
Jeg bløder. Meget.

Hvorfor nu det?

Status og hvornår ved jeg mere.
Jeg elsker alle jeres kommentarer og alligevel har jeg ikke lyst at sige så meget lige nu.
Jeg har de sidste dage tænkt en del over hvordan jeg har det med at rigtigt rigtigt mange mennesker ved hvad jeg går og tænker på lige for tiden, hvad jeg har i maven.
Jeg har af arbejdsmæssige årsager været nød til at fortælle nogle mennesker om min behandling. Nogle mennesker der står mig nært som gode kolleger, men som ikke nødvendigvis er mine bedste venner.
Jeg har af andre årsager fortalt min familie om detaljerne i behandlingen, noget jeg normalt ikke ville dele med dem.
Dette er sket før de sidste par år. Jeg har altså før delt disse ting med folk og fæ. Men jeg er bare aldrig nået så langt i behandlingen før. Og nu... Nu hvor det skal til at være rigtigt spændende og hvor jeg måske er gravid, så har jeg pludselig lyst til at have det for mig selv. Jeg har pludselig slet ikke lyst til at svare på spørgsmål, slet ikke lyst at dele ud af mine følelser.
Jeg har det mærkeligt med at mine nærmeste venner faktisk, hvis jeg nu er gravid, på ingen måde bliver de første til at vide det.
Jeg har trang til privatliv og lyst til at være hemmeligt gravid. Men sådan er realiteterne bare ikke. Og jeg tænker over om det er en eller anden mærkelig forsinket reaktion på at jeg ikke kunne blive gravid sådan uden behandling. Eller om det er fordi jeg er så vandt til at være barnløs i behandling at jeg har følelsmæssigt distanceret mig fra at det faktisk måske kan være at jeg en dag bliver gravid.
Kort sagt så tænker jeg. Og forsøger at holde kortene tæt til kroppen, forsøger at beskytte mit i øjeblikket så skrøbelige sind.
Så snart jeg er klar skal i nok høre mere: Indtil videre må i leve i uvished, som jeg gør.

Jeg øver...

Ligesom man engang som spæd teenager sad og øvede sig i at skrive sin underskrift med et nyt efternavn, nemlig det navn der tilhørte ham den søde fra 8. klasse.
Ligesådan øver jeg mig for tiden i at sige: Jeg er gravid. Jeg venter mig. Jeg skal være mor. Jeg skal have en baby.
Og ligesom man dengang havde maven fuld af forhåbningsfulde sommerfugle og små stikkende "det-går-aldrig"-insekter.
Ligesådan går jeg rundt i en totalt opslugende rus af både håb og frygt.
Og ligesom man dengang måtte smide sig skrigende på gulvtæppet og aldrig troede det ville gå over når fyren valgte en anden.
Ligesådan må jeg forvente en ubærlig smerte hvis Regnbuebarnet vælger en anden mor.

Længe siden...

Det er længe siden jeg for alvor har fotograferet. Længe siden jeg har haft lyst. Men nu hvor foråret bruser udenfor og håbet bruser indeni, så vil jeg gerne lidt i gang igen.
Således venter rød-egens små sprøde blade på at det bliver lidt varmere endnu. Den er ufattelig smuk når den endelig folder sig rigtigt ud.

En drøm

Jeg drømte i nat at jeg mødte Søs!
Jeg kom gående et sted i København og hun kom kørende i bil. Og hun så mig o vidste jeg var mig, jeg så hende og vidste hun var hende. Og hun stoppede bilen og stod ud. Og der midt på gaden fik jeg det største kram der var plads til for maven. Og den mave var stor - så stor at der sagtens kunne stå to cola-dåser på toppen af den. Men det gjorde der nu ikke ;) Og så snakkede vi, snakkede og snakkede om alt mellem himmel og jord. Og jeg fik også at vide hvad børnene skal hedde... Men jeg siger det ikke... For jeg kan ikke huske det!!! Hvor surt! Så kan jeg jo ikke finde ud af om jeg er synsk eller noget... ØV. Men sådan er det jo med drømme, hurtigt glemt igen, med mindre altså man skynder sig at skrive om dem på sin blog!

At behøve...

De behøvede jo ikke smile så stort allesammen. De behøvede ikke hele tiden rose mig for i mandags.
Lægen fra i mandags behøvede jo ikke at tage sig tid til at komme og klappe mig på skulderen i venteværelset og sige; "Jeg har hørt det er nogle virkeligt fine æg du har, tillykke!" når han nu slet ikke var på patientvagt.
Sygeplejersken havde ikke behøvet at bruge udtrykket "virkelig fantastisk æggestok" da hun forklarede sygeplejerskeeleven om mig og æggene.
Laboranten behøvede jo ikke kalde det et "superflot" 4-cellet æg der var tæt på at dele sig til 8, præcis som det skulle.
Lægen behøvede jo ikke sige "det ligger perfekt" da han pegede på det grå i grå der skulle vise mig hvor ægget var i min livmoder.

Jeg behøver jo ikke tolke det til andet end at de er positive mennesker der gerne på pædagogisk vis vil indgyde mod, tro og håb.

Men når de nu valgte som de gjorde, så vælger jeg også:
Jeg vælger at tro på at de faktisk synes det her ser godt ud. At de med deres erfaring faktisk mener det her kan lade sig gøre. Jeg vælger at nyde tanken om at krabaten vokser trygt og varmt i mig. Jeg vælger at tro.

Smukke tal!

Ved nærmere eftertælling i mandags havde der været 15 æg!!!
De 10 er blevet befrugtet og de 7 har delt sig som de skal!
Hurra hurra hurra.
Nu iler jeg afsted for at blive gjort GIDMEB.
Og så må I vente med at høre nærmere, for jeg trænger til at arbejde lidt efter at have været ualmindeligt distræt i lang lang tid nu ;)

Lang dag

Hvor bliver dagen lang når man hele tiden tænker på sine 12 små venner der ligger et sted i en kop og måske bare bliver mere og mere til en baby.
Men lad mig da bruge lidt tid på at skrive lidt om gårsdagens oplevelser:
For jeg må være ærlig; Jeg synes faktisk ikke det gjorde så helt vildt ondt at få de æg taget ud. Jeg følte mig godt og grundigt bedøvet og i gode hænder, og på den måde gik det faktisk en del nemmere end jeg havde frygtet.
For det første havde jeg frygtet længe at noget skulle gå galt, jeg har jo kun en æggestok og frygten for at den "går i stykker" sidder dybt i mig - og er det første jeg ser efter når jeg scannes.
Og så havde jeg frygtet at der slet ikke ville være æg. Jeg har jo gennemgået et par voldsomme operationer den gang for mange år siden da jeg havde kræft. Og jeg har altid frygtet at noget var helt galt så enhver smuk follikel bare var tom.
Så var der frygten for at der ikke ville være æg nok. Lægerne har jo flere gange gjort mig opmærksom på at de ikke vidste hvordan min stakkels enlige æggestok ville reagere, at de ikke var sikre på om den kunne stimuleres godt nok.
Og der var sikkert også mange andre forskellige former for frygt. Men lige nu evner jeg slet ikke at huske dem, dertil er jeg alt for håbefuld og positiv...

Det begyndte allerede da lægen sagde mit navn. For selvom det er en læge jeg kun er rendt ind i en enkelt gang før så er han min absolutte favorit. Hans humor passer så fint til mig og han oser den positivitet som jeg også (for det meste) besidder. Der var ingen jeg hellere ville lade mine æg ud end ham.
Og første frygt forsvandt da han måtte udbryde: "HOLD DA OP! Den må du kunne have mærket?" Ved synet af alle de fine store follikler. Tydeligt imponeret og positiv overfor muligheden for et godt resultat.
Så kom morfin-opturen. Jeg synes det var vildt sjovt at være helt stenet og væk, ikke noget jeg normalt ville nyde, men i denne sammenhæng fandt jeg det ganske morsomt.
Og så kom det første æg. Jeg hørte faktisk ikke laboranten sige det først (jeg var jo skæv) , så jeg måtte spørge en ekstra gang. Og da min super-helte-læge så bekræftede at der allerede var fundet et æg, så måtte jeg græde af glæde. Den lettelse der, der strømmede ind over mig var større og vildere end nogen morfin-rus.
Og så fortsatte laborenten sine udråb. Jeg opgav at følge med at tælle for flere gange blev der ikke bare sagt: "et æg", men "to æg". Og det blev bare for svært for en skæv gammel matematiklærer. Og selvom 15 var mit lykketal i gamle gamle dage, så er 12 mit nye...

Og selvom jeg i går blev godt og grundigt øm da bedøvelsen forsvandt, så har jeg indtil nu klaret mig med et par panodiler - og det er da billigt sluppet.
Om lidt mere end 12 timer ved jeg mere om hvordan de 12 små har det. Og hvis alt går vel så er jeg i morgen ved denne tid G.I.D.M.E.B.
Så der må fortsat krydses, bedes og heppes på de 12 små PUK-lopper.

12 æg.

Jeg gentager: 12 æg.
Og selvom jeg er ved at revner for at fortælle mere, blære mig osv. så tror jeg det skal stå ret alene for nu, og så med stort:
12 æg!

Og nu...

Har jeg så set de flotte pletter igen. Denne gang lidt større, men stadigt smukke og fantastiske. Og på mandag skal de sorte pletter forvandles til æg i en skål. Så der må krydses fingre allevegne...

Og så synes jeg faktisk at jeres kommentarer om mobil-telefoner er ganske sjove... Jeg gør naturligvis meget ud af at være et forbillede for mine elever i en masse situationer. Men jeg ser det faktisk som en stor og vigtig opgave at vise børnene at der er regler for fællesskaber og så er der undtagelser. Og normalt er mine elever faktisk meget dygtige til at se at forskelle er nødvendige og gode. Se og acceptere at vi alle er forskellige og har forskellige behov. Og at undtagelser derfor er nødvendige. Når nogle af dem reagerede, så er det selvfølgelig fordi de aldrig før har set min tlf i aktion, selvom den altid er tændt. Og så snart jeg mindede dem om vores mange snakke om forskelligheder var der ikke flere sure miner.
Og for mig hører min mobiltelefon ind under undtagelser. Fordi den for mig er et arbejdsredskab, med ur, huskelister og kalender - og fordi den ikke forstyrrer mig, selvom den er tændt på lydløs. Og lad mig da så lige understrege at jeg ikke stod foran en klasse og var i fuld gang med sms - mine elever var i gang med selvstændige opgaver i grupper, så det var de færreste der så mig... Men dem der gjorde sladrede selvfølgelig så snart klassen igen var samlet ;) De er nu skønne de unger... Og jeg glæder mig sådan til en dag at kunne fortælle dem at jeg skal være mor!

Jeg kom

Jeg så
Og det vil vise sig at jeg sejrer.
Jeg så en masse, masse flotte sorte pletter, masser af ægblærer. Mere end 10 tror jeg. Og de var fuldstændigt lige store, 10-12 mm. Så det kunne vist ikke være meget bedre. I morgen skal jeg se dem igen, se hvor meget de nu er vokset.
Så nu er håbet tilbage. Jeg er i gang med at forberede barsel, regne termin ud og designe indbydelse til barnedåb. Så jeg har travlt ;)

PS: Jeg var sådan oppe og køre i går at jeg kom til at sms'e med hende den stædige midt i min undervisning... Og det i en sådan grad at halvdelen af mine elever blev sure (det er så urimeligt at voksne må have mobiler tændt når de ik selv må) og den anden halvdel blev nysgerrige og gættede på at jeg havde fået en kæreste siden jeg havde så travlt med at sms'e...

Hørt i S-toget

Jeg tænker ikke over at han er gammel. Altså selvom han er 28 er han jo et godt menneske alligevel!

Gæt selv...

Hvad mon kombinationen af Stueys sejr i Paris-Roubaix, Lars' sidste løb og fatale styrt og en PUK fuld af Menopur giver?

Jeg får en ret høj dosis menopur efter i onsdags. Og selvfølgelig er jeg nervøs for at blive overstimuleret. Ikke at jeg har nogle symptomer på den slags lige nu. Men nervøs er jeg jo.
Men den nervøsitet er jo bare opvarmning til al den nervøsitet der skal ramme mig fremover:
Om der er nok æg til at tage ud
Om æg bliver befrugtet
Om opsatte æg bliver siddende
Om jeg får en god graviditet
Om min fødsels går godt
Om mit barn er rask
Om mit barn udvikler sig som det skal
Om mit barn får venner i børnehaven
Om mit barn kan sidde stille i skolen
Om mit barn bliver kørt over i trafikken
OSV OSV OSV
Altså kort sagt; jeg er kun lige begyndt!

PS: I går kunne jeg slet ikke forstå hvorfor jeg nogensinde var blevet kaldt positive PUK. I dag kan jeg slet ikke forstå at jeg var så ked i går. De her hormoner er skisme mærkelige...

Dengang...

Da jeg var 12 år gammel og fik min første menstruation havde mange mennesker meget travlt med at forsikre mig at det var normalt...
Min mor havde en masse små snakke med mig, hun ville så gerne sikre sig at jeg ikke synes jeg var mærkelig eller kom til at hade min krop eller noget.
Min far kom med (meget pinlige) små pep-talk agtige kommentarer, i bedste mening naturligvis.
Min kvindelige matematiklærer klappede mig opmuntrende på skulderen.
Sundhedsplejersken talte lige ud af posen om realiteterne.
Min gymnastik-instruktør lod mig bade alene.
Alt sammen ting der skulle få mig til at modnes til at se hvor uendeligt normalt dette fænomen var - og hvor glad og naturlig det skulle få mig til at føle mig.

Og det lykkedes. Ikke i første forsøg selvfølgelig, men langsomt og sikkert blev det en del af mig. Ikke noget jeg jublede over men heller ikke noget der generede mig synderligt.
Og sådan gik mange år.

Og nu de sidste par år har mens fået en helt ny og dum betydning. Den er blevet den forhadte månedlige påmindelse om at min uduelige krop ikke kan give mit hjerte det det ønsker sig allermest; mit elskede regnbuebarn.

Og i går gik det helt galt. Under morgenens brusebad brød jeg hulkende sammen. Havde virkeligt svær ved at stoppe med at græde. Udløst af badevandets røde farve, kraftigt forstærket af de horde af indsprøjtede hormoner, men grundlæggende handler det vel om at jeg efterhånden tænker mere på hvordan jeg kan overleve når jeg snart må erkende at jeg ikke kan kæmpe mere, end på hvor godt det bliver når jeg bliver gravid.

Om lidt...

Ved jeg hvordan det hele ser ud efter de sidste ugers stikkerier. Som forventet er tiden gået hurtigt, med god hjælp fra påsken. Og om lidt ved jeg hvordan jeg skal stikke i aften - og hvornår jeg skal scannes næste gang. Uha, det er jo faktisk spændende det her, tænk hvis man endte med at blive gravid af det!

Ingen bivirkninger...

af min Suprefact. Jeg stikker lystigt og glæder mig hele tiden over at der ikke skal nogenting ind i næsen... Og så har jeg ingen bivirkninger. Eller altså det har jeg. De er bare slet slet ikke så slemme som frygtet; jeg er øm ad h... til ved æggestokken - og så tuder jeg hver gang jeg tænger på de rugende kvinder Mira og Signe. Jeg er så overbevist om at jeg næste forår triller barnevogn sammen med dem IRL. Men altså bortset fra det ingen bivirkninger.
Og nu er der påskeferie. Skal bare lige have banket et køkken op, så er det afsted til sommerhuset. På den måde skal tiden nok hurtigt gå ;)
God Påske!

Det skal fejres!

Alle jeres bønner hjalp. Meget endda. Så I må endelig ikke stoppe nu. Og jeg håber I forstår at en lang protokol faktisk er lang - der skal bedes fortsat i mange mange dage... Der skal skisme komme en baby ud af det her.

Det gik så fint på Hvidovre i går. Sød læge der gik let og elegant hen over det med vægten! Jeg kunne have kysset hende. Alt så i øvrigt rigtigt ud, så det var bare at sætte i gang. Og heldigvis kunne jeg sagtens få medicinen som injektion, hurra. Så livet som stiknarkoman er igen gået i gang og om 14 dage skal jeg scannes igen.

Det er skisme fedt at være i gang igen. Og med det skønne vejr der var i går kunne jeg ikke lade være med at drømme; Jeg så mig selv gå en tur i parken med en barnevogn næste forår! Forestillede mig hvordan mine barnevognhjul ville trykke en krokus i græsset flad når jeg omsorgsfuldt drejede vognen væk fra den direkte sol, mens jeg selv satte mig på en bænk. Der sad jeg så med en hånd der blidt vuggede vognen i skyggen - og med lukkede øjne i ansigtet vendt mod solen. En PUK-mor.

Det er vel nok længe siden at jeg har tilladt mig selv at drømme sådan.

En plan

Det er virkeligt mærkeligt at skulle skrive om behandling igen. Det er så længe siden, og nogengange er det som om jeg glemmer hvad det er jeg har gang i. Det er som om at det med at prøve at blive gravid har fyldt så meget i mit liv så længe at det nu er en tilstand, en permanent en af slagsen. Det at jeg faktisk en dag kunne blive gravid og blive mor det tænker jeg så lidt så muligt på, det gør alt for tit alt for ondt.
Men altså, nu er jeg jo der hvor jeg håber igen at skulle i behandling. Jeg frygter for cyster der sidder i vejen. Og mest af alt frygter jeg for at blive afvist p gr a min vægt. Det er ikke fordi jeg ikke har tabt mig siden mit forsøg i oktober. Det er bare fordi jeg har taget mindst det samme på også. Rent vægtmæssigt har det været en virkelig frygtelig vinter... Og i oktober løj jeg mig lettere for at sikre mig et forsøg, og det må jeg jo gøre igen. Og så håbe på at ingen husker at jeg sidst fik at vide at jeg skulle tabe mig før de ville gøre mere... Og jeg ved jo godt at det ville forøge mine chancer, og gøre graviditeten nemmere osv osv hvis jeg tabte mig først. Men jeg er så pisse dårlig til at tabe mig, og jeg synes jeg har ventet længe nok... Så jeg beder for mirakler på onsdag når jeg skal scannes.
Hvis jeg så bliver godkendt skal jeg starte i lang protokol. Efter den korte mislykkedes sidst mente de det var bedst. Jeg gruer for den lange. Jeg ved det er tåbeligt, men jeg vil tusind gange hellere stikke mig selv end jeg vil tage noget op i min næse! Og den dersens lange protokol kan da kun tages med næsespray ik? Før mit liv i behandling anede jeg ikke at jeg havde en "næse"-fobi. Jeg har bare altid undgået alt hvad der hed næsespray og aldrig set det som et problem. Jeg får nemt næseblod og frygter for om det bliver en af de grumme bivirkninger jeg skal opleve.
Og så frygter jeg at forsøget ikke bliver til noget. At jeg endnu engang må gå med uforrettet sag. At jeg endnu engang skal opleve skuffelsen og smerten.

Men hvis nu.
Tænk nu hvis.
Jeg får tårer i øjnene bare ved tanken. Tænk hvis det bliver min tur nu. Hvis min sommer skal gå med kvalme, mit efterår med stor mave og min vinter som mor. Tænk hvis min blog endelig kunne blive fyldt med sødmefyldte beretninger om reelle forventninger.

Der er vist ingen fare for at jeg ikke kommer i håbe-humør inden på onsdag. Bed for mig!

Dokumentation

Nu hvor behandling står for døren igen melder min arbejdsgiver ud med nye toner - nu skal jeg aflevere dokumentation for mit fravær. Hvilket da er helt ok. Jeg har bare glemt alt om hvordan det nu var det var med det... Findes der en standard-form et sted jeg udfylder, eller er det en kopi af journalforside der skal til eller hvad? Kan nogen huske hvordan det skulle foregå?
Og jeg lover at weekenden ikke går uden at jeg får skrevet om planen for behandling.

Og så i øvrigt;
Undskyld Mira, jeg havde overset dig i køen foran mig. Det må være fordi vi har stået her så længe at vi efterhånden har udviklet kamuflage med væggen ;) Smut du bare afsted ud i gravid-land så kommer jeg snart efter dig...

2 års dagen...

Bloggen fylder to år i dag. Det er forbigået i stilhed. For jeg orker ikke at tænke over flere mærkedage. Og festen sidste år kan stadig mærkes ;)
Og så har jeg da alligevel gjort det. Har bare tænkt at HVIS nu det var her i Blogland man stillede sig i kø til børn, altså hvis nu... Er der egentligt så egentligt ikke snart min tur? Når jeg tænker tilbage på den første tid herinde, de skønne kvinder der var her da jeg kom til, de er enten blevet mødre eller er trådt ud af Blogland. Så med mindre køen går helt i stå, så er det mig snart... (Ja ja, Amocca, jeg ved godt du står der lige foran mig, og jeg har ingen planer om at springe foran, - men hvis der viser sig en forlomme siger jeg ik nej ,9))

Min behandling... Jeg skriver om det en dag når jeg er mindre træt end nu.

Glad v. 3.3

Jeg er jo også glad fordi Signe for et par dage siden spurgte mig til råds angående køb af camera. Det er jo den perfekte undskyldning for mig selv til at bruge et par timer på at se på cameraer...
Signe havde nævnt 3 mulige cameraer - og som man kan se her er der ikke mange forskelle på de tre cameraer - og dog!
For det første er mit personlige favorit-camera på listen! Jeg ønsker mig inderligt et nyt Canon camera. Og netop eos 400 D er alt for lækker!
Men altså Signe; Den væsentligste forskel på de tre cameraer er antallet af pixels. Jeg plejer at sige at med 8 mill. pixels vil langt de fleste mennesker aldrig opleve at have behov for mere. Billeder med 8 mill. vil kunne forstørres meget uden at kvaliteten forringes. (De fleste af mine billeder er taget med 4 mill - og de kan sagtens ses på fuld skærm uden at blive grimme).
Så med det sagt ville jeg anbefale Canon. Men den er jo også stadig lidt dyrere end de andre, tror jeg, selvom jeg ikke har tjekket danske priser for nyligt.
Bortset fra pixel er der minimale forskelle. Jeg synes at Canons forholdsvis nye 9 pkts autofokus er ret godt, det giver en fin dybde i billedet - og sjældent uskarpe billeder selvom man bare skyder et hurtigt auto-fokus-shot.
Men jeg er jo altså også Canon-fan. Og kender faktisk ikke hverken Nikon eller Pentax særligt godt. De fleste jeg kender er som mig selv Canon-folk!
Det vigtigste i cameraet er naturligvis linsen - og alle tre firmaer har lavet rigtigt gode linser i mange mange år, så der kan du ikke gå galt i byen.
Den sidste ting jeg vil sige; Hold cameraet i hånden inden du køber. Ligger det som det skal, passer størrelsen til din hånd, er vægten tilpas, er der ligevægt selvom du holder med en hånd, er der plads til at holde med to hænder osv osv. I bund og grund tror jeg det er en af hovedårsagerne til at folk får favoritter; at den fornemmelsen man har i hånden er smadder vigtig - og man derfor ikke har lyst at skifte den ud.

Og så den allersidste ting; Hvis du køber et Canon kan jeg nok blive nødt til at komme forbi og se og røre - for der går lang lang tid før jeg selv får råd ;)
God fornøjelse Signe - og så håber jeg da at det var bare nogenlunde interessant læsning for jer andre også...

PS: Signe for en helt anden type mulighed, som også ser lidt lækker ud, se her!

Glad v. 3.2

I dag er jeg glad fordi jeg har fået en virkelig sjov spam-mail. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg åbnede den, for jeg kunne sagtens se at det var spam. Men på en eller anden måde blev jeg nysgerrig... Og ihh, hvor jeg grinede mens jeg læste. Top underholdning (alternativt er jeg virkelig træt og mærkelig; og i så fald er det sikkert ikke sjovt...)
Men her er mailen i hvert tilfælde: (tryk for at se i større format)Altså det er sjove er jo i mange ting. For det første er det et ret specielt engelsk, det kunne godt være en dårlig maskine-oversættelse. Så er der forsøget på at lade som om at det er en vidersendt mail, fra en ven til en ven. Og endelig; Hvad er fælden? Hvad er det lige denne spam-mail vil opnå? Jeg forstår det simpelthen ikke - og det finder jeg ustyrligt morsomt.

Og morskaben når så helt nye højder når man rammer det lille PS;Er det kun mig der griner?
Men altså kort sagt; Jeg er glad.

Sidste chance...

Absolut sidste chance for at deltage i Blogtjek...
Gå til spørgeskema

Glad v. 3.1

I dag er jeg glad fordi jeg har fået givet bloggen sit forårstøj på. Lige i tide til at fejre 2-års fødselsdag for bloggen. Og selvom jeg burde været smuttet i seng for længe siden så er det skønt at koen nu smiler til mig herinde - for udenfor lover de jo snefnug igen inden længe. Der er skisme da nogen oppe i himlen der ikke følger ordentligt med på bloggene... Hallooooo, det er forår! Og nu du endelig kigger herind deroppe fra himlen; Kunne du så ikke lige se at få smuttet det Regnbuebarn herned? Tak!

Glad v. 3.0

I dag er jeg glad fordi solen har skinnet hele den lange smukke dag. Og det er min skyld. For i dag har jeg fødselsdag. Og det har været en skøn dag. Ubetinget skøn. Det er forår nu, og så snart jeg får tid må jeg fjerne snefnuggene her fra min side. Kan i mærke foråret boble i jer? Hurra for det!

Forleden...

Gik jeg rundt i regnen og følte mig lidt trist. Jeg kunne ikke lade være med at gå og se på alle de børn og forældre jeg mødte. Jeg så ikke en eneste forældre der så halv så gammel ud som jeg føler mig i disse dage... Og bedst som jeg gik der mødte jeg en ung muslimsk mor med to smukke børn. Hun passede jo perfekt ind i mine tanker om at hvis jeg nogensinde skulle blive mor så ville det være verdens ældste en af slagsen (og med 61 som dansk rekord er 33 jo pludselig ingen alder...). Samtidigt med disse tanker blev jeg sur på mig selv, jeg ved jo godt at en del muslimer gifter sig tidligere end jeg nogensinde ville have overvejet, og nu skulle jeg da heller ikke blive ved at være sur. Bedst som jeg gik der, kom den ældste af de to smukke børn, en pige på cirka 3 år, hen til mig. Med høj klar stemme og et skønt stort smil i hele ansigtet spurgte hun:
"Hvem er dus mor?"
Mens jeg med en venligt smil svarede: "Jeg er ingens mor", mærkede jeg mit hjerte gå i tusind små stykker og falde ned på asfalten. Hvis du ser en hjertestump et sted på den regnvåde gade, så saml den op og pas godt på den. Jeg håber at få brug for den igen en dag.

Stilhed.

Her er stille.
Jeg har ikke meget at sige.
Føler mig tom.
Snart bliver jeg 33 år gammel. Og det giver tanker. Tanker der desværre mest handler om hvor naiv jeg var dengang jeg troede at jeg skulle være mor før jeg blev 30.
Jeg er SÅ SÅ SÅ træt af at være barnløs. Så træt af at tænke på hvordan det mon går i næste cyklus. Så træt af op og nedture.
Jeg prøver at huske mit nytårsforsæt om glæde. Og ofte lykkes det mig at glædes over små ting i hverdagene. Og det er godt.
Jeg ved ikke om jeg egentligt går og er ked af det. Det føles ikke sådan. Jeg er bare tom.

Glad v. 2.5

CSC gør virkelig god figur i Californien. Hvis ikke jeg er gravid eller med baby næste år så tror jeg sørme min vinterferie skal gå til Californien...
Men indtil da; Godt gået Jens!

Glad v. 2.4

I dag er jeg glad fordi Uma har det bedre. Jeg kender ikke Uma, men har de sidste par uger fulgt hendes op og nedture med tilbageholdt åndedrag. Jeg ved ikke hvorfor hun rører mig lige nu, der er jo masser af historier som hendes... Men jeg tænker der er en grund til at jeg tilfældigt fandt hende lige nu. Og i dag er jeg glad derfor!
Følg hende selv her eller her.

Glad v. 2.3

I dag er jeg naturligvis glad fordi JJ har vundet en etape for CSC! Det er alt for fedt at Riis har hentet en talentfuld sprinter til holdet, det skal der nok komme masser af gode ting ud af.
Stort og godt - og lige til at sove på.

Når jeg engang bliver rig...

Det vil sige i mit næste liv når jeg ikke længere er folkeskolelærer...
Så vil jeg købe mig den mest overflødelige af alle luksuser jeg lige nu kan forestille mig;
Jeg mener; en professorterning er vel i udgangspunktet tidsfordriv. Og at man så kan få den i krom og læder - det er skisme da luksus.
Ikke desto mindre synes jeg den er super-fin. Og ville smadder gerne have den! Jeg eeeeelsker at løse professorterning.
Og den gamle sag jeg har er efterhånden løs i koderne og flere steder noget ridset i farverne, den er nemlig godt brugt. Jeg husker utallige konkurrencer mellem min bror og jeg, med tidtagning på løsning osv. Og selvfølgelig uendelige diskussioner, altid startet af taberen, om at vinderens terning i udgangspunktet ikke var ligeså svær som taberens.
Men altså; Når jeg engang bliver rig.

ToC

Hvis jeg virker lidt klat-øjet i dag er det bare fordi jeg sad oppe sent for at "se" Tour of California. Det er totalt nørdet og plat at se cykel-løb ved reelt at sidde og læse updates hele tiden på forskellige hjemmesider. Men jeg nyder det - og jeg har jo ferie så der sker ingenting ved at være oppe den halve nat ;)
Desværre måtte Dave Z udgå efter et grimt styrt, ærgerligt for jeg havde faktisk troet han skulle vinde løbet...
Jeg sidder der igen i aften.

90 sekunder...

Altså hvis jeg har forstået ham her rigtigt, så skulle man, hvis det altså var det man ville, skrive nye indlæg hvert halvfemssindstyvende sekund, for at holde sig frisk i nyhedsstrømmen.
Godt at det ikke er det jeg vil, for så ville jeg være cirka 673.598 poster bagud i skrivende stund. Og hvis ikke jeg skynder mig at trykke publish, så bliver det endnu værre. Ihhh, sikke en stress.

Stjerneskud

Jeg ved at Platon et sted fortæller at stjerneskud er sjæle der vender tilbage til jorden for at genfødes.
Der må have været et meget smukt stjerneskud et sted på himlen i nat. Jeg så det ikke, men jeg ved at en kær sjæl i nat forlod jorden. Jeg trøster mig ved at sjælen har det bedre nu, uden en sygdomsplaget krop. Jeg håber sjælen snart vender tilbage.

Host host!

Et gammelt køkken der bliver pillet ned støver! Og et rigtigt gammelt køkken støver rigtigt meget!
Men jeg kan nu godt lide arbejdet. Jeg synes det er sjovt at se alle de gamle lag af maling og tapet og gamle aviser. Det er jo en del af charmen ved at bo i et hus fra 1880erne. At der er virkeligt mange lag...
Men når man samtidigt er godt forkølet, så er det svært ikke at hoste lungerne helt i stykker, især om natten. Men jeg klør på - jo hurtigere jeg får pillet det gamle køkken ned, jo hurtigere kan jeg sætte det nye op!

Og så har jeg tilmeldt mig BlogTjek 07. Et projekt jeg synes ser sjovt ud, og som jeg håber I vil være med til at gøre sjovere ved at følge linket i siden og udfylde spørgeskemaet!

Glad v. 2.2

Det er jo nemt nok at være glad fordi det er weekend.
Men jeg er altså også glad fordi "De sorte spejdere" var ekseptionelt sjove i dag. En lang snak med nogle gæster der pludselig snakkede om at vi alle stammede fra nogle forskellige planeter! At de kan sidde der og snakke seriøst om den slags det går over min forstand... Eller også er det det der med planeterne jeg ikke har forstand nok til. Det var en fantastisk oplevelse at lytte til - og jeg klukler stadig. Den kan downloades og høres igen og igen her...
God weekend.

Glemsomhed

Jeg havde faktisk glemt den fantastiske side med One sentence stories. Men en søndag eftermiddag med doven gennemgang af gamle links bragte den tilbage til mig. Og den er skøn. Tillad mig at linke til den historie jeg selv har været så heldig at få med på siden, - og opfordre alle til at læse mange flere end den ene.
God søndag.

Glad v. 2.1

I dag er jeg glad. Nærmest sådan lalleglad. Altså ikke hele tiden... Men sådan når mine tanker lige driver lidt væk fra arbejdet der ellers optager dem, ja, så klukler jeg faktisk!
Jeg har i nat drømt en drøm så sjov at jeg slet ikke kan lade være at le!
Jeg drømte at jeg kom op i mit sommerhus - kun for at opdage at der var fyldt med mennesker! Og det var ikke nogen jeg kendte. De havde alle sammen cowboy tøj på og gik rundt og hørte meget højt country musik mens de var ved at installere saloon-swing-døre i mit hus - og lave forskellige andre western-agtige ting ved huset! Jeg spurgte pænt om hvad de lavede og det viste sig at de havde købt nr 84 til deres lille square-dance forening. Problemet var jo bare at mit hus er nr 51! Så de pakkede deres ting og smuttede, men efterlod mig med saloondøre i hele hytten.
Se se, den var jo sjov nok i sig selv. Men der hvor jeg virkeligt griner højt er når jeg forsøger at regne ud hvad det er min underbevidsthed forsøger at fortælle mig???
Nogen bud???

Terror-fri benzin???

Jeg er skisme for naiv. Da jeg i nyhederne hørte at den første terror-fri benzintank var åbnet i USA troede jeg faktisk at det var en happening. At nogle aktivister havde fundet på en fed happening for at skabe opmærksomhed på det urimelige i USAs såkaldte krig mod terror som man indimellem fornemmer måske i virkeligheden egentligt handler mest om landets olie-interesser. At denne happening på snedig vis havde fundet vej til de danske nyheder og til mig - og jeg blev helt glad. Og begyndte hurtigt at mindes gode gamle dage hvor jeg selv var med i sjove aktioner mod "de onde".
Men ak nej, jeg blev klogere. Den tank-station var faktisk en helt rigtig station. Og meningen med at den var terror-fri var faktisk at den ikke solgte produkter der stammede fra Mellemøsten.
Og pludselig sad jeg der og blev trist. Jeg påstår ikke at mit syn på USAs rolle i Irak er specielt nuanceret, eller mit syn på USA i det hele taget. Jeg er da ganske givet præget af min opvæks, mit job, mine venner, den danske presse osv osv. Og jeg er da helt sikkert meget fordomsfuld. Men jeg håber sørme ikke at jeg er helt så fordomsfuld som denne benzintank!
Tænk at et firma vil være bekendt at slå sig op på at de mener at hvis de udelukker en del af verden fra handel, ja, så er de terrorfri! Hvor i verden er der helt terror-frit?
Jeg er dybt provokeret af firmaets åbenlyse link mellem Mellemøsten, Islam og terror.
Og jeg tænker; Olie der ikke er fra Mellemøsten... OK, de har selv noget i Alaska. Men hvor kommer det ellers fra... Rusland virker som en oplagt kandidat. Og Rusland er sgu da i hvert tilfælde ikke terror-frit! Men den terror der er går selvfølgelig ikke ud over USA. Så det tæller nok ikke.
Grrrrrr, hvor er jeg rasende. Håber at den almindelige amerikaner vil overraske mig og boykotte den "terror-fri" tank - og at den går rabundus inden weekenden er ovre!

Se se. Historie forsvandt fra nyhederne igen - og jeg håbede egentligt at jeg havde været udsat for en såkaldt and. Men så fandt jeg dette klip... Og ØV det passer stadig.

Glad v. 2.0

I dag er jeg glad fordi Evi har åbnet sin blog. Hurra hvor er det skønt at hun nu har sit eget lille hus, og ihh, hvor jeg glæder mig til at følge med i hendes skriblerier.

Vi er i gang...

Cykelsæsonen er så småt i gang - og det gør mig glad!
Lige nu er det Tour de Quatar der køres. Et løb der efter sigende ofte ikke køres så specielt spændende, men som altid tiltrækker store navne fordi nogle olie-milliardærer fra området har skudt store præmiesummer til løbet. Og lige nu er det skønne Tom der fører! Faktisk har har indtil nu kørt ganske suverænt, hvilket jo er lovende for den kommende europæiske sæson.
Selvom løbet måske nok ikke køres så spændende så gad jeg nu alligevel godt se det på tv. Både fordi det ville dulme mine efterhånden ganske udtalte cykelløbs abstinenser - men også fordi det ville være sjovt at se disse billeder frem for de sædvanelige med køerne langs de franske landeveje.
Gad nok vide hvad den mand tænker? Hvad tror du?

Nyt køkken

I stedet for alle de fornuftige arbejdsting jeg kunne have taget mig til... I stedet for at vaske trappen... I stedet for at gå en lang tur i regnvejret...
I stedet for alt har jeg tegnet på mit nye køkken! Jeg har brugt Ikeas fine lille tegneprogram og siddet og bikset rundt med elementerne. Der er ikke meget plads at gøre med i et gammelt Vesterbro-køkken. Men jeg tror det bliver fint, - engang.
Og tænk sig; Jeg havde været så langt inde i drømmeland at jeg reelt blev overrasket da jeg for lidt siden trådte ud i køkkenet. Det var jo slet ikke fint og nyt og rent. Men bare det samme gamle - og så endda med en stor forsømt opvask. Så kan jeg nu bedre lide drømmene ;)

Glad v.1.10

Jeg er glad fordi jeg har truffet en god beslutning. Efter nogle lange dage med for lidt søvn og for mange spekulationer har jeg truffet en beslutning. Og den føles rigtig og god.
Jeg har haft søgt et nyt job. Og har nu besluttet at jeg vil melde afbud til den 2. samtale jeg ellers var inviteret til. For jeg har ikke lyst at skifte job. Jeg er glad for det job jeg har nu. Og jeg vil jo gerne fokusere på vægttab og graviditet. Ikke på nye kolleger og anderledes arbejdsområde. Jeg vil have rimeligt ro på arbejdet sådan at jeg helt og fuldt kan fokusere på at blive gravid.
At jeg overhovedet søgte jobbet beror vist mest på en panik angst for om 5 år at stå barnløs og se tilbage på mit liv og synes at det manglede indhold... Men panik angst har vist aldrig været en god vejviser.
Og nu vil jeg lade roen sænke sig over mig. Nyde glæden. Smile. God søndag!

Glad v.1.9

Det er da soleklart for enhver hvorfor man bare må være glad i dag!
Derfor!
Jeg skal stå i forreste linje i 2011. Jeg skal have mit regnbuebarn på skuldrene så h*n kan få sin første store cykelløbsoplevelse. Senere skal vi selvfølgelig til Frankrig og se vores helte live. Men først bliver det altså i København om 4 år. Ihh, hvor er det fedt!

Og hvis Tom stadig er god til den tid, ja, så skruer vi skisme charmen på og vinker ekstra vildt. Jeg er sikker på at han vil elske at være kæreste med en enlig mor til et smukt regnbuebarn!

Glad v.1.8

I dag har jeg været glad. Af mange grunde. Ikke gode grunde. Bare mange...

Men månen gjorde mig ekstra glad i dag. Den smukke måne der lyste ud over sneen. Med det billede på nethinden vil jeg sove godt og roligt i nat.

Så er den gal igen...

Endnu engang er en bekendt gravid. Bare lige sådan. Og jeg er glad på hendes vegne, som sædvanelig. Og jeg tøler mig tom og uduelig samtidigt, som sædvaneligt.
Og endnu engang sidder jeg med tårerne trillende og tænker; bliver det nogensinde anderledes? Vil jeg for evigt være dømt til at være den der modtager beskeden med et smil og siger tillykke, mens alt indeni mig skriger: "OSSE MIG - JEG VIL OSSE!"

Vel er det mit nytårsforsæt at være glad. Men lige nu bryder jeg det sgu. Røvguitar!

Afblæs efterlysningen!

Gitte er set! Lige her! Pyhhh, det lettede.
OK, nu ved vi hun er her. Så er det bare at gå i gang med at plage om at få hende tilbage. Den slags foregår lige her!

Og Gitte; Jeg ved godt det er lidt bisset at opfordre til positiv mobning på denne måde. Det er jo bare fordi jeg savner dig alt for meget... ;)

Ole opfinder

Ind imellem ser man ting som man virkeligt godt gad have opfundet.
Den her er en af den slags ting for mig. Det er da bare for super cool. Jeg så det først hos Liselotte, men dillen florerer tilsyneladende mange steder i blogverdenen.

Her er mit beskedne bidrag, det første i hvert tilfælde.

Glad v.1.7

I dag er jeg glad fordi jeg skal til tandlæge!
For dem med tandlægeskræk virker den sætning måske voldsomt angstprovokerende; og det beklager jeg! Det er faktisk ikke min mening at fornærme nogen, ej eller tanken at reklamere for faget.
Det er såmænd heller ikke fordi jeg synes det bliver den bedste måde at bruge et par tusinde kroner på, men kunne købe mange gode bøger, mange flotte sko og syndigt meget chockolade for det beløb...
Det er bare fordi at jeg er glad ved tanken om at det helt sikkert bliver endnu nemmere at være endnu gladere efter tandlægebesøget; kortsigtet fordi jeg forventer at være bøvet af bedøvelsen resten af dagen, mere langsigtet fordi det kommer til at gøre væsentligt mindre ondt at være mig når den knækkede tand er repareret!

Glad v.1.6

Jeg er glad fordi min weekend i sommerhuset var skøn. Vejret var perfekt! Og i min vejr-terminologi så betyder perfekt; koldt nok til at det er acceptabelt ikke at lave andet end at sidde foran kakkelovnen med en god bog - men ikke så koldt at man vågner midt på natten med kolde tæer!
Eneste ulempe var at jeg havde glemt cameraet, ville ellers gerne have foreviget den koloni af baby-snegle der havde lavet vinterhi i min brændestabel...

Glad v.1.5

I dag er jeg glad fordi jeg har verdens mest trofaste kommentatorinde; Evi. Hun er alt for skøn. Gennem tiden føler jeg at jeg kender hende, selvom hun ikke selv har en blog hvor man kan læse med. Hun kommenterer altid på det jeg skriver - selv da hun kom hjem fra sommerferie og der var flere ugers indlæg - hun tog sig tiden til at kommentere på det hele.
Jeg prøver altid at lade være at forvente kommentarer på mine indlæg. Og jeg håber da heller ikke nogen føler sig forpligtet til at kommentere. Men faktum er Evi gør det altid, og hvis hun en dag blev væk for mig, så ville jeg bestemt savne hende.
Jeg tror hun er min skytsengel. Det gør mig glad at tænke på at der findes mennesker som hende, mennesker der uselvisk beder for andre. Mennesker der tager sig tid til andre.
Hurra for Evi!

Glad v.1.4

Hun gør mig hele tiden glad hende SØS, hver gang jeg tænker på hende og hendes velfortjente graviditet. Nu har hun gjort mig ekstra hyper glad fordi hun har åbnet sin blog igen. HURRA!

Baby-night

Man skal lade være. Men jeg kunne ikke. Der var programmer om graviditet, fødsel og babyer på TV2 til aften. Heldigvis kom jeg for sent hjem til den første, men jeg slugte uden problemer den lækre unge der var i programmet om en ung mor fra Aalborg...

Men et enkelt sted gippede det alligevel i mig. Den unge mor var i gang med at fortælle hvordan hendes oldemor var 15 da hun fik første barn, hendes bedste var 17, hendes mor 19 og nu hende selv på 17. Fint nok. Men så slog min indre matematiklærer til;

Jeg skal være bedstemor om 3 år! Shit jeg har travlt ;)

Glad v.1.3

I dag er jeg glad fordi en jeg elsker højt har fødselsdag - og det vil vi fejre sammen, og det er altid hyggeligt.
Desuden har jeg drømt at jeg fik foræret to smukke drenge-babyer, så jeg vågnede med smil på læben. I dag bliver en smuk dag!

Glad v.1.2

I dag er jeg glad fordi jeg slet ikke er stresset over at skulle på arbejde i morgen. Slet ikke.
En lille stemme indeni siger ondt; "Bare vendt, du har sikkert glemt noget vigtigt - og i morgen får du at se, så skal du nok blive stresset igen." Men stemmen er fra 2006, den lytter jeg skam ikke til, for nu er det jo 2007. Og jeg er glad.

Glad v.1.1

Som jeg skrev skal jeg i år være glad.

I dag er jeg glad fordi jeg har snakket i telefon med en kær gammel veninde der netop har født et smukt og velskabt barn. Og det var SÅ hyggeligt og trygt med smaske og grynte lyde som baggrundsmusik til vores samtale.