Godt nytår!

Lige nu har den klassiske vemodighed ramt mig. Hvorfor gik det som det gik i 2005, hvornår bliver det min tur, hvor egoistisk er jeg med mine drømme osv osv. Jeg klemmer tankerne i baggrunden ved at suse rundt med støvsugeren og gennemtænke aftenens menu igen og igen.
Forude venter 2006. Jeg er fuld af forventning og håb. Og stadig ganske afklaret med tanken om at jeg ved næste nytår ved besked, på den ene eller den anden måde; Jeg ved besked.
Så lad champagne-propperne springe - forude venter magien på os alle;

GODT NYTÅR!

TV2

Alle mine julegaver er gode, alle er givet med tanke og kærlighed og det er skisme rart. En af dem maner virkelig til eftertanke...
CDen med TV2 "De første kærester på månen".
Poesien bider mig hårdt, og først senere mærker jeg om biddet er bittert giftigt eller sødt rørende.
Jeg er ved at løbe over af citater, men jeg vil starte med disse to - og så bede jer læse og lytte.

På et tidspunkt glemte du at lukke døren og en tilfældig tvivl faldt ind
og lagde sig som en uafrystelig skygge i dit ellers så lyse sind
for mørket er noget der kommer uanmeldt og en dag er det pludselig forbi
selv den smukkeste blomst risikerer at ende som årets popmelodi
Fra Skolens højeste snit

Hvem vil elske denne nat
føle suset, mærke at
hjertet banker i din krop
slid det op, babe, slid det op

Jeg vil danse denne nat
glemme tiden, huske at
en dag så siger beatet stop
pump it up, babe, pump it up
Fra Hvem vil danse denne nat

Genbrugspapir

Forleden nat lå jeg længe vågen og funderede over livet i al almindelighed - og livets mirakler i særdeleshed. Og langsomt samlede mine tanker sig om mit hjerte - og det faktum at det gang på gang i år er blevet revet løs, råbt ad og sågar trampet på. Men det er jo også blevet plejet, nusset og pusset om. Og deraf min mærkelige overskrift...
Om mit hjerte ligger en del lag papir for at beskytte det. Nu beskytter papir jo som bekendt ikke mod mange ting, man kan vel nærmest sige at det meste kan trænge gennem papir. Men det er jo faktisk også meningen, for det kan jo heller ikke nytte at ens hjerte er lukket helt væk bag tykke lag af beton og metal - for så ville ingen glæde, lys og kærlighed jo slippe ind.
Nogengange linder jeg på mit papir, for at lukke lidt lys og håb ind. Det sker når Bedstevennen og jeg snakker om hvor meget vores forældre fortjener at blive bedsteforældre, eller når vi drømmer om engang at tage på familieferie med et lille Regnbuebarn.
Andre gange piller jeg et lag eller to af. For at lukke glæden og de store forventninger ind. Det sker når jeg tænker på at Hvidovre så gerne vil hjælpe mig med at blive mor - eller når jeg vågner en tidlig morgen med klar erindring om at have set mit barn i søvnens søde drømmeland.
Indimellem må jeg pakke ekstra lag papir omkring mit hjerte. Det sker når jeg ved der er fare på fære, at der kan ske ting som vil få et eller flere lag til at briste. Som i går da jeg Lillejuleaften for første gang skulle se min bror og hans gravide kæreste og samtalen helt naturligt flere gange i aftenens løb faldt på den lille spire.
Sjældent sker det at jeg selv eller andre flår mit papir helt af, med en voldsomhed og iver der skræmmer - og efterlader mit hjerte helt blottet og meget meget sårbart. Og det kan både være godt og skidt. Forleden nåede jeg to gange at opleve denne tilstand - på samme dag. Først ringede Stina med sin magiske nyhed. Undervejs måtte jeg flå alle lag papir af for rigtigt at give mit hjerte plads og frihed til at boble af jublende glæde. Senere pakkede jeg møjsommeligt mit hjerte ind igen, der var arbejde der skulle tilses før juleferien for alvor kunne starte. Og så kom der en mail - en af dem der uden forvarsel skrællede alle lag i småstykker og mit hjerte tæt ved at briste af jalousi, frustrationer og smertefulde minder. En gammel kæreste (okay egentlig var han vel bare min elsker en kort overgang...) skrev glad om hvordan hans kones mave vokser og han forventer at møde sin søn for første gang til april. Egentlig er jeg forlængst kommet over ham - men alligevel gjorde det bare forfærdeligt ondt at blive mindet om at han valgte mig fra - ikke ville binde sig og alle de dertil hørende klicheer - og nu overhaler han i den grad indenom.
Heldigvis var papiret ikke langt borte og jeg fik hurtigt pakket mit hjerte ind igen, forsigtigt og nænsomt.

Og nu kommer julen så og i aften pakker jeg masser af smukke gaver ud. Og jeg gemmer varsomt papiret, for jeg ved aldrig hvornår jeg for brug for noget til at beskytte mit hjerte med. Jeg er ikke bange for at pakke mit hjerte ud - men heller ikke bange for at pakke det ind - så længe det kun er i papir.

Rigtigt glædelig jul allesammen.
PUK

Et trekløver

Før jeg fandt Blogland ( Jeg er Søs evigt taknemmelig!) var stedet hvor jeg fandt plads til mine tanker om infertilitet, Netbaby. Her mødte jeg blandt mange dejlige folk, to helt specielle piger som blev mine faste klipper. Uanset hvilke tanker der plagede mig, hvor dum jeg følte mig, hvor meningsløst alting syntes - så var de der. Andre døbte os trekløveret, et navn vi siden med stolthed har båret. I 2006 skal jeg se dem IRL - og det bliver helt sikkert skønt og dejligt. De har begge sønner nu, og er de mødre de så inderligt har fortjent at være. I går er den ene af de to "sprunget ud" som blogger, Stina. Tag godt imod hende ;)

Farven rød

Med vanlig hånlighed kom menstruationen den 15 - bare lige for at tvære rundt i mine ellers så fine udregninger... Men det er helt ok. Jeg ved at jeg bliver gravid i 2006, jeg kan mærke håbet helt ind i det inderste af mine knogler. Og første forsøg bliver så sikkert i februar - men så har jeg bare tabt flere kilo inden, så chancerne øges yderligere - og desuden passer det så sikkert fint med vinterferien, så jeg slipper for alt for mange fraværsdage. Se det er da ikke for ingenting at jeg hedder positive PUK ;)
Og nu er rød jo ikke kun hånens farve - den er også kærlighedens og julens farve. Så er livet da skønt!

På en af de mange skønne foto-sider jeg jævnligt frekventerer faldt jeg over dette - og grinede højt ;)
Jeg udnævner hermed denne grå fredag til grine-fredag - grin højt og nyd det allesammen!

At være matematiklærer

Hvis
X + Y + 2 < 29
og
X = Z + 28 - 31
og idet
14 ≤ Y ≤ 16
Så er den naturlige følge at
Z ≤ 14

Hvis jeg altså skal nå første forsøg inden jeg tager på ferie den 29 Januar så skal jeg have min menstruation senest den 14 December.
Desværre er der i denne formel flere ubekendte end blot X Y og Z. Tallet 2 står antal dage mellem ægudtagning og ægopsætning, men hvem siger det holder. Y er cyklusdagen for ægudtagning - men hvem siger det tal ligger mellem 14 og 16 hos mig. X er datoen for menstruation i Januar - den forsøges defineret udfra datoen for menstruation i december - Z. Men hvem siger at 28 dage mellem de to holder?
Tilbage står tallet 31 - Og selv ikke infertilitetens lurende sindssyge kan ændre ved at December har 31 dage. Og tallet 29 - og ikke ti vilde heste kan holde mig fra at rejse til de varme lande den 29 Januar.

Konklusion:
Antal konstanter: 2
Antal ubekendte: ∞
Antal mere eller mindre sindssyge matematiklærere der skriver på denne blog: 1

En julehilsen der aldrig bliver sendt.

En julehilsen der aldrig bliver sendt

Kære venner og familie
Så kom den tid på året hvor jeg traditionelt gør status, ser tilbage på året der gik og deler ud af glæder og sorger.
2005 har på mange måder været et dejligt år, men har på mindst ligeså mange måder været ganske forfærdeligt.
I januar tog mor og jeg på ferie til Egypten. Det var en skøn og meget afslappet tur med masser af solbadning og snorkling. Jeg er helt vild med at snorkle – den stilhed der er under vandet passer mig perfekt, selvom jeg gerne indrømmer at jeg godt kan blive lidt bange hvis nogen af de store fisk kommer for tæt på!
Februar var det vinterferie tid – jeg og min dejlige norske veninden var på ferie i sommerhuset, igen med masser af afslapning på programmet. Jeg blev også insemineret igen, og igen igen uden at det gav det resultat jeg så brændende ønsker.
I marts fejrede jeg min 31 års fødselsdag – i sommerhuset med grillmad og i selskab af gode venner. Jeg tror aldrig før jeg har spist grillmad på min fødselsdag – men jeg tror bestemt ikke det bliver sidste gang.
I marts debuterede jeg også som blogger. En helt ny og spændende verden åbnede sig for mig, en verden med masser af inspiration til skriblerier og mange mange dejlige kvinder at dele mine tanker med.
I April sprang jeg ud som skuespilsforfatter – ganske vist i små kår på skolen, men dog alligevel… En ubetinget succes.
Maj stod i eksamens tegn. Ikke at jeg selv havde nogen, men jeg skulle jo for første gang slutte en 9. klasse af. Det var spændende men også meget stressende.
I Juni kom sommerferien. Katten og jeg flyttede i sommerhuset og startede vores ophold med den traditionelle Sankt Hans fest. Juli gik med at bygge husets ny terrasse, se mit elskede Tour de France og så tænke en masse over det med at være barnløs. På mange måder følte jeg at jeg stod ved en skillevej. Jeg kunne opgive eller jeg kunne forsøge at få adgang til hjælp i det offentlige.
August bragte skolestart og det var dejligt. 3. klasse er startet med både engelsk og historie i år, så jeg har det som en fisk i vandet sammen med dem.
I September blev jeg gift! En stille dag, bare sammen med Bedstevennen. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til tanken, men det var jo nødvendigt for at komme videre i systemet.
Oktober gik med ventetid. Og ventetid. Og forsøg på at regne ud om jeg ville kunne komme i gang med første forsøg inden jul – og så mere ventetid. En ferie i sommerhuset og en koncert med Robbie i London blev det også til.
I November var situationen den samme – stort set. Jeg blev ked af al ventetiden og lukkede mig godt og grundigt inde i mig selv.
Og nu i December så er der stadig ventetid men det gør ikke noget. For jeg kan fylde den ud med glade tanker om hvad der mon sker i 2006. Og lave en masse julehygge i skolen. Og så glæder jeg mig meget til at tilbringe julen med mine elskede forældre.

2006 bringer afklaring. Enten bliver jeg gravid og lykkelig. Eller også bruger jeg alle forsøg, bliver ulykkelig og bliver derefter lykkelig igen. Det føles godt lige nu.

Jeg håber at 2006 bringer lykke til os alle.
Rigtigt glædelig jul!

PS: Håber I vil tilgive mig at jeg igen i år ikke sender julekortet ud. Det er bare alt for svært at gøre status uden at snakke om infertilitet – og det ved de fleste af jer jo ikke så meget om. Jeg håber at jeg næste år kan sende jer et ærligt dejligt brev fyldt af glæde, måske endda med et foto af mit Regnbuebarn.

Julepynt

Jeg er skisme en doven rad. En lørdag formiddag vil jeg tilsyneladende hellere bruge på at lede efter web-pynt frem for at pynte mit eget hjem!!! Måske fordi jeg ved at julepynt i lejligheden uværgeligt vil involvere afstøvning af papkasse, vaskning af vinduer, stige-hentning på loftet, afstøvning af hylder osv osv. Og i lejligheden kommer såmænd sikkert ikke andre end mig frem mod jul - hvorimod jeg ved der er masser af daglige gæster herinde.
Så glædelig jul allesammen!

PS: En julestjerne hedder pointsetta på engelsk. Det vidste jeg faktisk ikke. Så har jeg da trods alt lært lidt i dag ;)

At surfe....

Det er vel det man kalder et regnbuebarn ;)
God weekend til alle fra en PUK der skulle arbejde men mest surfer!

Kollegasnak...

Det er jo ikke første gang - og sikkert heller ikke sidste. Men i går var den altså gal igen...
Under frokosten spørger en kollega til en ny kollegas alder. 27. "Så skal du vel snart have nogle børn?" Jeg mærker straks efter - hvor tæt er tårerne på overfladen i dag? Skal jeg lige nu pludseligt noget andet? Men jeg vælger at blive og bare sidde stille og prøve at ligne en almindeligt interesseret kollega, uden at deltage - og håbe at emnet snart skifter. Men det fortsætter... Flere kolleger kommer til og snakken fortsætter i det uendelige. Og ganske rigtigt kommer spørgsmålet da også. Den unge nye kollega kigger på mig og spørger: "Kunne du ikke også godt tænke dig en lille baby?" Jeg svarer ærligt og uden tårer: "Jo, jeg kunne rigtigt godt tænke mig en lille baby."
Og jeg græd ikke. Heller ikke da jeg kom hjem. Og heller ikke nu. Måske fordi solen skinner så stærkt i mig lige nu. Måske fordi det på forunderlig vis lykkedes for personalet på Hvidovre at så et håb i mig igen, en tro på at det kan lykkes også for mig.
En rigtig lille baby.

Solskin!

Efter en virkelig rar og givende samtale skinner solen pludseligt i mit sind. Og ihhh hvor er det dejligt.
Lægen virkede meget optimistisk omkring vores chancer for at blive gravide. Der var selvfølgelig snakken om min BMI på 34 - men ikke noget med at de ikke vil behandle mig. Der var også snakken om min tidligere kræft-sygdom, men heller ikke det burde give problemer. Min cyklus passer stadig rigtigt skidt med juleferie og min egen ferie i januar - men skidt nu pyt - det går nok alligevel. Første forsøg bliver tidligst i januar - men så når jeg jo også lige at tabe 5 kilo inden da!
Hurra for det livsmod der bobler i mig - og ihhh hvilken effektiv dag jeg nu skal have mig i dag!
Tak for alle jeres krydsede fingre og opmuntrende tanker - det har hjulpet mig usigeligt de sidste par dage.

Countdown

Jeg har lige brugt en time på at lede efter en smart countdown ting til at sætte ind her på siden.
Men de er skisme for kompliserede til mig.

Ville ellers gerne have store lysegrønne tal til at vise præcis hvor mange timer og minutter og sekunder der er til min aftale på Hvidovre.

Så gik der tid med det.
Onsdag er en time nærmere...

Rig...

Hvis jeg var rig så ville jeg betale mig fra fridage på jobbet det næste lange stykke tid. Jeg ville betale nogen for at gøre rent i min lejlighed så kan jeg holde ud at lukke mig selv inde her. Og så ville jeg få mad bragt lige til døren. Jeg ville leje videoer og få den bragt til døren. Jeg ville købe bøger over nettet og få dem bragt.
Så skulle jeg ikke længere rende ind i gravide maver i Netto - eller flytte mig for barnevogne i bussen.
Så skulle jeg ikke længere lade som om jeg blev glad for at se gamle studiekammerater med ikke bare et men to børn på slæb!

Hvis jeg var rig ville jeg gøre mig selv til en brun bjørn; Gå i hi de næste mange måneder og først komme frem når foråret og alle de glade spirer sejrer over mørket og kulden.

Black hole!

Fra bunden af mit sorte hul tæller jeg dagene til på Onsdag og mødet på Hvidovre. Jeg har taget helt fri - og advaret mine kolleger om min tilstand af større og større psykisk ustabilitet!
Når jeg snakker med nogen om at jeg skal til samtale er de alle så positive. Venner, familie og kolleger. "Ih, hvor bliver det spændende". "Hvor er det dejligt for dig". "Det skal nok gå alt sammen".
Sådan ser verden ikke ud hernede fra. Her i mørket er det svært at tro andet end at Hvidovre vil sige: "HA HA HA, hvordan kunne du nogensinde tro at det kunne lykkes for dig, det har du da aldrig nogensinde gjort dig fortjent til!"
Virkeligheden er vel et sted midt imellem. Og mit stakkels positive sind kæmper for at håbe, mens det mørke der på det seneste er flyttet ind i mig lægger en tung tåge ud over alle tanker.
For gud ved hvilken gang i dette forløb ønsker jeg mig en transmogrif. Kunne jeg venligst lige komme frem til Onsdag på Hvidovre hospital - NU TAK!

RØVGUITAR!

Det er tid til at lufte det ultimative bandeord igen. Jeg har tilbragt dagen som zombie - med hævede øjne og deraf masser af kommentarer om at jeg så træt ud. Jeg var også træt. Er træt. Men selvom jeg er træt af at græde er jeg tilsyneladende ikke helt færdig med det endnu.
I går skrev en fantastisk veninde et smukt digt til mig. Med hendes tilladelse bringer jeg det her:

En stjerne i mørket (til PUK)
Oppe i himlen
en stjerne et sted
sidder og kigger
på verden ned

Og PUK'en hun be'r
hver aften til Gud
at Han vil sende
den lille stjerne ud

Det betyder så meget for os
at hun ved
at du er deroppe - derude,
et sted

Det betyder så meget for os
at du ved
at du er for evigt
vor stjerne, et sted

Den slags får jo ikke ligefrem en til at græde mindre.
Hvis I får lyst at læse flere smukke digte, fra en der ved hvordan det er at kæmpe – så kig forbi digte.dk og søg på forfatteren Siri Elvan.

Mørkeland

Jeg troede jeg havde ramt bunden. Jeg troede at det kun var et spørgsmål om tid før mine fødder ville mærke at bunden var nået - og mine ben ville finde kræfterne til at støde fra og jeg ville være på vej mod overfladen igen.
Men nej.
I morges ringede min lillebror og fortalte at han skal være far til sommer. De var ikke helt sikre på hvornår det skulle være - for de var lige stoppet med P-pillerne! Jeg er meget lidt glad. Jeg er KÆMPE jaloux. Og det gør fysisk ondt i hele min krop. Det gør naturligvis ikke sagen bedre at jeg har et MEGET problematisk forhold til min brors kæreste. Lige nu prøver jeg at give mig selv plads til at føle alle de grimme følelser jeg føler. Kun har jeg lovet mig selv at min bror ikke må opdage hvordan jeg har det.
Men jeg græder. Og jeg har ondt. Og jeg orker ikke engang se efter en lille lysplet i horisonten - for jeg ved at der kun er mørke. Ondt, koldt og ensomt mørke.

Sådan føles det i disse dage at være en PUK. Jeg kæmper hårdt for at leve, smile og blomstre. Men hver dag visner jeg lidt mere. Kulden og mørket lader til at vinde.
Men så længe der er liv er der håb. Og håbet spirrer et sted dybt i mig. Og jeg venter med længsel på at det får jaget kulden og mørket på flugt.

Controlfreak!

Af alle dumme dage en menstruation kan komme på kom min i dag. Efter at have været regelmæssig i mere end et halvt år var den i dag ca. 10 dage forsinket. Hvilken hån mod mig og mine eventuelle forsøg med IVF. Jeg har læst om behandlingen på Hvidovres hjemmeside. Og talt dage i min kalender. Og kan konstatere at selv om de skulle ville starte IVF straks efter vores samtale den 30 - ja så passer min menstruations fantastiske timing ikke alene med juleaften, men skam også med min ferie i de varme lande til januar.
Jeg hader at jeg ingen kontrol har over dette - og nu jeg er i gang med at hade, så hader jeg at jeg så gerne vil have kontrol - plus selvfølgelig at jeg ikke kan lade være med at hade så meget, DET hader jeg.
Så giv mig dog for helvede det Regnbuebarn!

Jeg ville ønske jeg havde noget fornuftigt at sige. Nogle kloge ord til at trøste mig selv og alle jer andre der kæmper mod mørket lige nu.
Er ved at læse "Den som vandrer om natten..." lige nu. Indtil nu rigtigt god. Bl.a. om en dreng der er blind, fordi han tror lyset har forladt ham.
Jeg ville ønske at jeg kunne finde lyset til os alle sammen.
God søndag.

Designs...

Hver gang jeg har mig en indadvendt periode kigger jeg på design til blog og hjemmesider generelt - og drømmer om at finde DEN IDE til en hjemmeside der skal gøre mig millionær - og få mig til at bo i sommerhuset alle mine dage, væk fra Københavns mange folk...
Og når jeg så leder efter design så finder jeg indimellem nogle sjove - se f.eks. ham her. Han har både chockolade tema - og desperate housewifes!
Udover det har jeg det bedre i dag, livet går videre og mon ikke i morgen vil vise at en hel del af gårsdagens nedtur var PMS-hormon-bestemt.

Mærkelig tomhed.

Indeni mig er der tomhed og alligevel glæde. Jeg glæder mig til slutningen af måneden og mødet på Hvidovre. Men jeg føler mig også lidt tom. Eller meget. Og sådan mærkelig trist.
Og jeg ved godt hvorfor. Det er hårdt det her, meget følelsmæssigt hårdt. Og her i weekenden blev jeg mindet om de valg jeg har truffet - og et kort øjeblik tvivlede jeg på dem, valgene. Og det skræmte mig. Skræmmer mig. Jeg troede jeg var så sikker. Og det er jeg vel også stadig. Men tidshorisonten gør mig bange og usikker. Jeg troede jo jeg skulle være gravid inden jeg blev 30 - og så derefter finde "prinsen på den hvide hest". Og der var masser af tid. Og jeg besluttede at gøre tingene i denne mærkelige omvendte rækkefølge. Og siden har jeg ikke haft det følelsmæssige overskud til at føle noget for nogle potientelle prinser. Men nu i weekenden mødte jeg en som slog mig lidt ud af kurs... Ikke en prins, men bare en der virkelig fik mig vist hvilken nærhed og varme det er jeg går glip af i mit singleliv. Og nu savner jeg den nærhed så meget, jeg vil have mere af den. Og hvis der nu stadig går år før jeg bliver gravid, eller hvis det aldrig lykkes. Så har jeg brugt så mange år på at jage den drøm, til den tid er alle prinserne måske nuppet. Og så ender jeg alene, uden en prins at dele smerten med. Uden en prins til at trøste mig og give mig nærhed og varme.
Hold kæft hvor er jeg bange for den ensomhed lige nu. Det gør ondt.

Ny tid...

Men først den 30... Men nu har jeg ventet så længe så går det vel også... Selvom det givetvis så ikke bliver til forsøg inden jul... Men lad os nu se. Bedstevennen skulle med - og heldigvis kunne han godt den nye dato. Jeg synes det er lidt voldsomt, det er to dage siden jeg fik brevet - og allerede nu er vi 14 dage fremme i kalenderen... Stakkels travle mennesker ;)
Glæder mig til weekenden, afslapning og en enkelt fest. I aften står den da vist på dans - først det håbløse danse-program på tv2 og siden Moulin Rouge. Det er da vist den mest afslappede form for dans der findes ;)

Brev!!!

Nu kom det, det længede ventede brev. Så fint og hvidt lå det der på måtten og skinnede. Og jeg fik både åndenød og hjertebanken. Og forsøgte at sætte mig ned og åbne brevet stille og civiliseret. uden held, det var ren flå og rive... Samtale onsdag den 16. Om kun to korte uger. Det dumme er at Bedstevennen bare slet ikke kan den dag, umuligt. Så nu ved jeg ikke om vi skal flytte den. Jeg vil bare gerne have den overstået - videre, videre, videre. Jeg ringer til dem i morgen. Pyha hvor er det rart at have fået brevet nu, endelig.

Vente vente vente...

Savner egentligt at blogge, men synes bare ikke der er noget fornuftigt at sige for tiden. Jeg venter stadig på post og er så spændt så spændt på hvad der står i brevet, når det endeligt kommer.
Job-mæssigt har det været en virkelig hård uge. Masser af sørgelige nyheder om syge kolleger og andre ting. Så mange at stemning torsdag blev virkelig dårlig på lærerværelset. Og i desperation råbte en ud i rummet: Kan vi ikke snart få nogle gode nyheder? Er der ikke snart nogen der skal have nogle børn?
Der er ikke mange unge på mit lærerværelse. Der er nærmest kun mig. Åhhh, hvor ville jeg dog ønske at jeg snart kunne komme med de gode nyheder. Og hvor gjorde det dog ondt at høre den kommentar. Helt utilsigtet var det jo faktisk bare endnu en negativ tanke til mig...
Jeg har for første gang længe kigget på en graviditetskalender - en af dem der - "hvis nu jeg får mens der hvor når skal jeg så føde hvis det er...." Men det er jo håbløst, for jeg ved jo ikke engang hvornår jeg kan starte på Hvidovre. Der er et oplysningsmøde i slutningen af november. Jeg håber at komme med til det - og så have første forsøg inden jul. Er det for optimistisk?Mens vi venter tager vi benene op foran den varme kamin ;)
God weekend til alle.

Postmand Per

Vente vente vente...

Hvornår kommer det brev fra Hvidovre dog?
Som altid er uvished det værste... Hvor længe skal jeg vente...
Lige nu forestiller jeg mig at når bare brevet kommer så kan jeg planlægge og udtænke og så får jeg mere ro indeni. Man skulle tro jeg snart havde lært,at her i inferlitetens korridorer, der venter nye udfordringer bag hvert sving.

Hvor er Per?
Kom nu med det brev.

NU NU NU NU NU NU.

The bitch is back...

Jeg har haft en virkelig god ferie - helt perfekt. Eller altså, så perfekt som en ferie kan blive når man er små-syg. Men jeg er ovenpå og i dag startede jobbet igen.
Og det skal jeg da lige mene det gjorde. I tillæg til den sædvanelige; "Ups jeg fik ikke lige kopieret inden ferien-morgenkø ved kopimaskinen" tog jeg jo også en "hold da op en masse post der ligger her bare fordi jeg var syg en uge". Og så for at det ikke skal være løgn; En af mine elever har i ferien mistet sin bror i en tragisk ulykke. For pokker det er hårdt den slags. Men det lykkes mig at få noget rimeligt fornuftigt ud af dagen alligevel.
Efter dagens undervisning sad jeg og snakkede med et par kolleger. Det er klart at den slags dødsfald påvirker alle på skolen, og efter en dag som de stærke overfor eleverne har vi jo også brug for bare at sidde og være kede af det.
Og som det går i den slags snakke så kommer der også andre ting frem - og pludseligt er det egentligt helt rart, vi hygger og snakker om dit og dat. Og det er dejligt livsbekræftende.
Et par af mine nærmeste kolleger griner pludseligt højt - og siger forklarende til mig: "Vi sidder lige og snakker om hvem af os der havde det hårdest da vores børn var små. Det var så svært at nå at hente dem inden institutionen lukkede."
Jeg siger: "I skal da bare være glade for at I har nogle børn."
The bitch is back.
Jeg er sgu ret ked af den. Både i sammenhæng med det barn der var død - men også fordi de to kolleger er verdens sødeste og mest rummelige når det kommer til min infertilitet. De har længe vidst at jeg ønsker at blive mor - og de har bakket op fra starten. Ikke en eneste gang har de rejst spørgsmål om noget som helst. Og også nu hvor jeg ser frem mod mere tidskrævende behandling er de lutter positivitet. Selvom det er helt klart at de kommer til at kunne mærke det fravær jeg får på den konto, det er jo dem der skal passe eleverne så længe.
Hvad fanden bilder jeg mig så ind at sige sådan til dem. Deres dag har jo været præcis ligeså hård som min. Jeg burde have fundet nogle andre at kaste min bitterhed over. Jeg tror sgu den kræver en undskyldning...

Ferie!

Katten skal pakkes sammen og så er det afsted. En uge til at holde op med at hoste, tage masser af fotos, drømme babydrømme, læse bøger foran kakkelovnen, holde kuren og få besøg af gode venner. Perfekt. Pas på jer så længe!

Kroniker?

Dagens mest spændende moment - posten ankom...
(Ja, jeg syg med hals/lungebetændelse, så der sker ikke så meget andet...)
Brev fra Lægemiddelstyrelsen - what? Hvad vil de mig?
Jo, jeg er såmænd blevet bevilliget kronikertilskud!
Jeg vidste ikke at jeg havde søgt!
Jeg kan se på brevet at det er lægen der skal søge, så jeg går ud fra at det er mine engle på Hvidovre der har tryllet... Det kribler af glæde inden i mig at de allerede har ordnet noget for mig, og jeg har ikke engang været til samtale endnu. Det føles skisme som om jeg er i behandling - og det må jo betyde at jeg kan være så heldig at få et barn. Ihhhh, livet er da skønt så hvad?

Papirerne er i øvrigt ikke engang sendt retur til Hvidovre endnu, sygdommen har sendt mig til tælling, så alt har været uoverskueligt. Men nu lysner det - og jeg venter kun på et følgebrev fra klinikken der har insemineret mig 5 gange, det er det brev jeg håber kan føre mig direkte videre til reagensglas. (Og når det sker så må jeg da snart få styr på de dersens kække bogstavforkortelser...) I morgen kommer det brev - og hoste eller ej - så skal jeg sgu på posthuset - så Hvidovre kan få besked og komme i gang med at lave det Regnbuebarn - TAK!

Krible krible siger lykken i mig - og Monjas gode nyhed gør bare alting endnu bedre.

I øvrigt har jeg brugt sygedagetid på at arbejde med mine fotos - de kan altid ses via det link der ligger bag blomster-frisen nederst på siden ;)

Robbie!!!

Denne uge har været mærkelig. Jeg kan ikke lade være med at filosofere over den kemi der har været på spil i min hjerne... det er ikke småting...
Jeg har været så mærkelig at jeg helt har glemt at fortælle jer at jeg i Lørdags var til koncert med Robbie Williams!
Og her er beviset - en vaskeægte PUK-hånd med ACCESS-armbånd på...


Det var slet ikke meningen. Jeg var bare i London på weekend - og pludselig var der billetter til salg! Til en lille koncert som folk (piger) ellers havde ligget i kø i dagevis for at få billetter til. Det var bare en af den slags ting, hvor man er det helt rigtige sted på det helt rigtige tidspunkt.
Og så hoppede jeg ellers rundt og skreg - og lod Robbie charmere sig ind i mit ellers så efterårstriste hjerte. Det var SÅ fedt. Med kun 2000 mennesker i salen stod han jo lige der, bare lige der - og smilede. SUK.

Så kan man da for alvor tale om kemi i hjernen, når han kan have den effekt på alle 2000...

Lettelse?

I aften er papirerne udfyldt.
Og på en måde føler jeg mig lettet. Bedstevennen er en fantastisk mand. Tænk at han gider blive ved med at lytte til alle mine hormon-tåger og panik-vrøvlerier. Vi har fået alting snakket godt igennem, og jeg kan gå rolig i seng.
Der er kryds ved nej. Der er intet specielt at kommentere på i forhold til det seksuelle. Jeg ønsker ikke at lyve. Men jeg ønsker heller ikke at stille nogen andre i et moralsk dilemma. Eller juridisk for den sags skyld. Og jeg ønsker mig en udredning af min barnløshed. Og jeg ønsker mig et barn. Et smukt lille regnbuebarn.

Og langsomt spirer de positive tanker frem i lyset - og om ikke længe kan jeg igen huske alt det glade og gode ved livet.

Ting jeg tuder over...

For tiden er der temmelig mange. Og min control-freak side (som oftest er meget dominerende) skriger lige nu at jeg ikke skal afsløre det her, at jeg ikke skal være svag. Men det er da ikke første gang, og helt sikkert heller ikke sidste. Så den side kan bare klappe i.

Jeg tuder:
Fordi jeg har fået brev fra Hvidovre. Jeg troede det brev skulle gøre mig lykkelig, men det har hensat mig i panik. For der er jo en rubrik til at beskrive specielle ting ved mit seksuelle forhold, som kan besværliggøre graviditet... Tæller "Vi har ikke sex" mon der? Skal jeg skrive sandheden? Jeg vil så nødig lyve...
Fordi jeg har menstruation. Og uanset hvor dumt det lyder når jeg ikke engang har forsøgt at blive gravid de sidste par måneder, ja så gør det mig ked af det fordi det minder mig om hvor gerne jeg ville være gravid i stedet.
Fordi jeg er træt. Jeg trænger til ferie, tid væk fra børn og kolleger der er ligeså trætte og ferietrængende som jeg selv. Det lyder sikkert smaksforkælet, for det er da ikke SÅ lang tid siden det var sommerferie... Men disse uger er hårde - opstart efter ferien for både elever og lærere - og masser af forældremøder der altid ligger om aftenen. Så jeg er træt. Meget.
Og så tuder jeg fordi jeg er sur på mig selv over at jeg tuder! Flot PUK. Jeg synes der er så mange gode ting i mit liv, så meget at glædes over - så jeg synes faktisk det er lidt dumt at jeg tuder. Og det er da dumt at være sur på sig selv over.

Ting der kan tælles

George: How many numbers you got?
Erin: Oh, I got numbers comin' outta my ears. For instance: ten.
George: Ten?
Erin: Yeah. That's how many months old my baby girl is.
George: You got a little girl?
Erin: Yeah. Yeah, sexy, huh? How 'bout this for a number? Six. That's how old my other daughter is, eight is the age of my son, two is how many times I've been married -- and divorced; sixteen is the number of dollars I have in my bank account. 850-3943. That's my phone number, and with all the numbers I gave you, I'm guessing zero is the number of times you're gonna call it.

Kan I huske hende? Julia Roberts står der og bitcher i en sådan grad at den stakkels afviste George bagefter må lade sig falde til jorden.

Der er mange ting jeg kan tælle. Der er mange ting jeg tæller. Jeg er jo ikke matematiklærer for ingenting.
I denne weekend kunne jeg have talt:
Antallet af nye spindelvæv i sommerhuset.
Antallet af høstede æbler i sommerhuset.
Antallet af gange jeg har tænkt triste tanker om min farmor.
Antallet af spiste vingummier – trods kur.
Antallet af gange jeg har skreget ”kør kør kør” til Jakob Piil.
Antallet af gange jeg har følt mig dum fordi Jakob Piil er i Spanien og alligevel ikke kan høre mig.
Antallet af tanker om Regnbuebarn og behandling.

Men jeg har faktisk kun talt på en ting; hvor lang tid Bedstevennen og jeg har forsøgt at blive gravide.
Tallet er 3.
Når mine elever bare skriver et tal driller jeg dem altid ved at spørge ”3 bananer?” De skal jo huske at skrive cm eller æbler eller år eller noget bagefter.
Jeg kunne skrive antal måned eller antal cyklus eller antal åndedrag.
Men det skal jeg ikke. For hvis der bare står 3 så virker det ikke af så meget. 3 er sådan et rart lille tal.
På den måde så er jeg sikkert i behandling om max ¼. Og muligvis holder jeg mit barn i mine arme om bare 1. Bitte små meget overkommelige tal. Tal som gør alle de svære stunder kortere og mere overkommelige – i hvert tilfælde lige nu.

PS: Nåh jo, jeg har jo også talt sexede mænd på cykler...

Top 3 over sexede mænd på cykler.

Jeg ser cykelløb fordi jeg synes taktikken er spændende og fordi løbenes intensitet griber mig og deres kraft fascinerer mig, men der er altså også en sidegevinst, som man på en ellers småkedelig søndag ikke må se bort fra: Sexede mænd på cykler. Måske er jeg for meget af en cykel-freak, men det er sådan her det er…

3. Valverde. En ung hot spaniol, der til hver en tid kunne lokke mig til næsten hvad som helst – bare ved at se på mig med de brune brune øjne.

2. Jakob Piil. Alt for synd at han ikke vandt i dag. Alt for god taktiker og alt for sexet på cyklen i dag. HAM vil jeg giftes med… Nåhh, nej jeg er jo gift, det glemmer jeg hele tiden ;)

1. Verdensmesteren Tom Boonen. HAN er hot. Han er den eneste der kan køre 275 km med cykelhjelm og så komme frem med lækkert hår. Og så tror jeg han kan charme bukserne af de fleste – i hvert tilfælde mig.

Hulubulu

Jeg er her. Og er da egentligt nogenlunde okay. Men bider voldsomt af de stakkels børn, jeg egentligt skulle undervise. Altså de bliver da også undervist. Men bare af en sur Fru Skrap. Jeg har bare ikke meget overskud.
Jeg er nu henvist til Hvidovre og venter utålmodigt. Og er spændt på hvad de siger... Om jeg f.eks. skal inseminationsforsøg igennnem inden de vil gøre mere. Jeg er jo blevet insemineret 6 gange allerede.
Og så har jeg for første gang i lang tid (nogensinde?) ikke rigtigt lyst til at skrive. Meget mærkeligt firma.

NU NU NU

Eller ikke lige nu altså, men lige om lidt. Lidt senere i dag. Så er jeg ved gynækologen - og så henviser han mig til Hvidovre - så er jeg endnu et skridt tættere på Regnbuebarnet. Så skal ventetiden i forhold til Hvidovre bare gå...
Håbet spirer i mig, men ellers føler jeg mig mest tom og trist.

Jeg tuder og tuder. Kan slet ikke stoppe. Min elskede skønne farmor har det så skidt. Så skidt at min far i dag har fået at vide at hun nok ikke oplever denne næste jul. Jeg er helt slået ud, kan slet ikke tænke, gøre, være. Kan bare tude. Over det der egentligt forlængst er sluttet, men som nu definitivt vil forsvinde. Over alt det smukke jeg skal lære Regnbuebarnet som aldrig vil møde sin oldemor. Over savnet, der allerede nu gør ondt i mig.
Jeg har før skrevet om min farmor.
Jeg kan ikke sige det bedre i dag.
Jeg elsker hende.

To procrastinate*

På en dag hvor tingene åbenbart skal handle om alt andet end arbejde faldt jeg over en dum quiz...

You Should Learn French

C'est super! You appreciate the finer things in life... wine, art, cheese, love affairs. You are definitely a Parisian at heart. You just need your tongue to catch up...

What Language Should You Learn?

Det dummeste er da næsten at jeg allerede kan fransk...

Egentlig ville jeg skrive et indlæg om 11. september. Om hvordan jeg synes verden er ændret siden da. Ikke fordi der ikke er andre der snakker om det - for det er der da. Men fordi det også optager mig, meget. Når jeg nu ikke skriver det er det fordi jeg kiggede efter et billede at bruge - et af de tyvstjålede i ved... Og i min jagt fandt jeg bare masser og atter masser af billeder der fik mig til at tude.

Ja så nu blev det altså et mærkeligt link til en skør quiz i stedet.

*Procrastinate = at udsætte ting man i princippet ligeså godt kunne gøre med det samme. Et af mine favorit ord, ville ønske der fandtes et godt dansk ord for det samme. Indtil det kommer må jeg fortsat være anglofil.

Mioser i nakken

En aldeles ineffektiv søndag - når det kommer til arbejde.
Men en særdeles effektiv dag når det kommer til design af ny template. Egentligt ville jeg have lavet den selv helt fra grunden - men min nakke er helt færdig af de sidste par timers arbejde... Så det blev en tilpasset af de nok så kendte fra Blogger.
God fornøjelse med læsningen - og God Søndag!

Manden sagde...

"Hertil vil jeg gerne føje min lykønskning til brudeparret. Et ønske om, at de forventninger, De stiller til det ægteskab, De nu har indgået, må blive opfyldt, og at samlivet må bringe Dem held og lykke."
PUK tænkte; Ja, du skulle bare lige kende min forventning, og ihhh hvor jeg håber at mine forventninger om et Regnbuebarn må blive opfyldt. Så kyssede hun Bedstevennen og gik ud i solskinnet.

Jeg siger stadig ikke hvor og hvornår og hvordan - men det er altså sket!

Statcounter

Det er en sjov tilfredsstillelse af min ekshibitionistiske side indimellem at se på min statcounter. Og i dag var det da ekstra sjovt ;)
Lad mig starte med at sige tillykke til computer nr 62.107.195.148. Du har i dag besøgt min side 100 gange!!! Det er da meget. Håber du nyder det, og fortsat vil kigge forbi...
Rekorden er dog 245, meget flittigt.
Og i øvrigt er min blog jo primært skrevet til mig selv - og jeg er altid beæret og indimellem rørt over alle de trofaste og tilfældige besøgende.

Og så er der den med søgemaskinerne... Hvis man søger på tvangstanker på yahoo kommer min blog op som nr 10. Eller drømmetydning på msn - der er jeg nr 2!
Sjovest af alt; Et sted i Italien har en person googlet "store bryster.no" - og der ligger jeg som nr 2!!! Sikken en skuffet italiener (nordmand i italien?) (familiefar på ferie???) men han (for det var det vel???) blev da også kun i sølle 59 sekunder. For selv om mit indlæg indeholdt alle tre bogstavkombinationer - så var det vel næppe infertilitet manden var på udkig efter.

Detaljer...

Dem er der ikke mange af.
Mit bryllup. Mit første bryllup.
Tænk at planlægge skilsmisse i samme åndedrag som bryllup. Det er svært ikke at føle at jeg gør nar af institutionen, ægteskab. Og det har jeg slet ikke lyst til. For der kommer jo en dag hvor jeg skal have fin hvid kjole på, gå ned af en smuk kirkegang, nyde en udsøgt middag i selskab med masser af mennesker jeg holder af - og ikke mindst den dag hvor jeg lover min drømmemand at elske ham for evigt.
Det jeg skal nu her er jo noget helt andet. Bedstevennen siger det bedst; "du skal ikke giftes, du skal bare have et papir på at du har ret til yderligere behandling." Og han har jo ret. Det er det eneste jeg skal. Så derfor, kære læsere, ingen romantiske detaljer herfra. For der er ingen, det er bare en tilfældig dag på et tilfældigt rådhus.
Til gengæld lover jeg jer engang i fremtiden at offentliggøre et billede af mit elskede Regnbuebarn som enten brudesvend eller brudepige. Det kommer her på siden. Engang. En dag. En lykkelig dag.

Moden...

Havde en lang snak med Bedstevennen nu til aften. Og undervejs gik det op for mig hvor meget mine tanker om infertilitet har ændret sig det sidste halve år. Jeg behøver ikkke engang læse tilbage i min blog for at se det. Og endnu engang må jeg beundre min evne til at modnes - lige i rette tid til at nye ændringer skal ske.
Jeg er ikke længere helt så bange for at min behandling skal mislykkes. At jeg skal stå på den anden side af 3 forsøg og tænke tanken "livet som barnløs". Jeg håber selvfølgelig stadigvæk at Regnbuebarnet en dag vil komme. Men jeg er ikke længere bange for ikke at kunne leve med en eventuelt barnløshed. Jeg tror ikke længere at jeg ville komme så langt ud at jeg kunne tænke på selvmord. Og det er fedt. Dejligt. Skønt.
Og det betyder jo så at jeg nu er klar til den videre behandling. Jeg ved nu hvorfor jeg pludselig gik i stå i forhold til bryllup og alting. Ikke så meget på grund af bryllup og behandling, men mest fordi jeg ikke turde at risikere nederlaget. Lige nu tør jeg, lige nu er jeg superwoman, med al tro på snart at blive supermom. Og nu er det skrevet ned her - så må jeg læse det her hvis jeg en dag alligevel skulle tvivle.
Nu skal Superwoman sove. Inden længe skal hun giftes...

OSLO!!!

Så er der taxfree chockolade til alle de glade gættere!

Jeg var såmænd med på et lille minicruise til Oslo!!! En god tur, med masser af tid til at tage billeder og læse den fantastiske bog "Halvbroderen". Og ikke alt for mange tanker om regnbuebarnet...

Sidste chance...

Nu skal den være der! Lad mig lige sige; Billederne er både fra rejsen mod målet og selve destinationen...
Om et par timer (Når de håndværkere jeg venter på både er kommet og gået) så afslører jeg alt... Og der er selvfølgelig præmie til vinderen...
Jeg tror godt i kan!!!

Afrika...

Gid det var så vel. De steder jeg har set af det kontinent er da i hvert tilfælde smukke og værd at vende tilbage til.

Kom til at tænke på i dag; Sådan en konkurence lægger jo op til den helt store afsløring - og det er jeg ikke sikker på min lille rejse i virkeligheden kan bære. Der er ikke så meget at sige; Jeg har bare taget en masse fotos jeg gerne vil vise frem ;) Men nu har jeg sagt A - så gæt glade løs nu hvor i ser de næste billeder - og jeg lover at inden 24 timer så er ingen længere i tvivl...

Nix...

Ikke Århus. Desværre Amocca, men masser af goodwill points for det første gæt - og også lidt for samarbejde i hjemmet ;)
Den er jo lavet svær - for ellers ville jeg jo ikke have lejlighed til at vise flere billeder frem, vel?
Her er de næste:

KONKURENCE!

Det er ved at være længe siden piger... Og for nu at være lidt egoistisk skal konkurencen handle om mig - og et par af de 121 fotos jeg har taget siden vi så hinanden sidst. Jeg har været væk fra min computer i ca. 45 timer - men hvor har jeg været? Se på billederne og kom frem med gættene!!!
Jeg har ikke tænkt mig at gøre det alt for nemt for jer ;) Men bare rolig jeg skal nok putte flere billeder på indtil det er gættet...
Her er clue 1

Hvad er det modsatte af EGOIST?

Jeg har i den sidste uges tid tænkt en del over begrebet egoisme. Og har oplevet hvordan jeg pludselig ser endnu flere eksempler på egoisme i min hverdag. Masser af folk der af mere eller mindre indlysende grunde mener de har mere ret til noget end andre.
Ex1: Ved vandposten i skolen er der konstant større elever der vil forrest i køen, man hører argumenter som "jeg er større end dig", "jeg får dårligere karakter hvis jeg kommer for sent", "jeg er så tørstig".
Ex2: På en færge hvor gående passagerer af sikkerhedmæssige årsager skal vente med at gå til bilerne er kørt af, der gik pludseligt en familiefar midt på færgedækket. "Jamen jeg skal nå et tog!"
Ex3: En brandbil med udrykning suser ned af en stor vej i det indre København. Pludseligt løber to mennesker over en fodgængerovergang lige før brandbilen suser forbi. Og så kiggede de grinende på hinanden!

Det er muligt at jeg er alt for regelret. At jeg er helt gal på den når jeg sætter en ære i at følge de regler der er sat for vores allesammens samfund. Måske er jeg miljøskadet ford jeg jævnligt prædiker hensyntagen for alle de børn jeg ser hver dag.
Men jeg forstår simpelthen ikke de folk der i den grad kan sætte sig selv over alle andre. De værste var selvfølgelig dem i ex3. Men hvem siger at de store elever i ex1 ikke vil vokse op til at blive som de voksne i de to andre eksempler.
Jeg vil i hverttilfælde kigge en ekstra gang på mulighederne for pensionsopsparing - for jeg synes den dersens egoisme vinder lidt for voldsomt frem. Og jeg er bange for den kunne gå hen og vinde før jeg bliver gammel.

Og det er jo også derfor jeg gerne vil kende det modsatte ord af egoist. Ikke "en der er uselvisk" eller "hensynsfuld person". Men det navneord der betyder lige nøjagtigt det modsatte af egoist. Jeg skal bruge det ord i navnet af min nye folkebevægelse. Og der er masser af arbejde at tage fat på for den bevægelse. Så jeg smøger ærmerne op.

Her var det...

At jeg sad og skrev weblogging freestyle, smukt og roligt.

Og her er jeg, før solen gik ned...

Weblogging freestyle

Jeg har skrevet de sidste poster ind. Og nu hvor jeg har fået ny computer som kan bæres rundt i verden, ja, så tror jeg da det faktisk var de sidste hånskrevne poster herfra.
Jeg har slået det fantastiske fotoprojekt efter. Tjeck det ud!
Så er der også sensommerens første billede til jer ;)
En dejlig tiger der nyder livet som fri udekat...

Og hvad er det nu for noget at vi pludseligt skal spammes allesammen. Jeg har slettet en 5-6 stykker i løbet af i aften. Trælst. Jeg må straks råbe ud over hustagene:
SPAMFRIT BLOGLAND NU!

Status...

Det er jo ellers den slags overskrifter man ser på blogs for de dejligt gravide ;)
Men her er det bare lige for at sige hvor jeg står:
Jeg er hjemme og i fuld gang med arbejde efter en skøn sommer; Med god Tour og ny Harry Potter - ja så kunne den da snart ikke blive bedre ;)
Jeg er endnu ugift - men det er lige op over. Og så skal vi henvises til Hvidovre hvor de ikke har nogen krav om hvor lang tid man skal være gift. De har vist et info-møde i starten af Oktober - håber da at være med inden da.
Jeg har fået en del nye grå hår! Jeg tror såmænd ikke de er kommet hurtigere end de har gjort de sidste mange år - jeg har bare her henover sommeren krydset den grænse hvor det ikke længere kun er mig selv der får øje på dem. Jeg kan ikke længere skjule dem, og mange venner kommenterer nu på dem. Det går mig ikke på, de har været på vej siden jeg var 13. Men det hører da med til en status ik'?
Jeg er skruk! Jeg havde lidt glemt hvordan det var... Havde slet ikke tænkt over at man kan blive skruk midt i at man prøver at blive gravid. Men det er jeg. Det gør ondt alle steder når jeg ser gravide maver i parken og barnevogne på gaden. Godt at jeg tilbragte sommeren i et sommerhus - hvor de fleste naboer er småfulde efterlønnere - ingen baby-risiko der. Men jeg har da på de sorteste dage overvejet at foreslå baby-fri zoner rundt om i byen... For det er da belastende at man ikke kan cykle hjem fra arbejde uden at være ved at tude - som om det ikke var nok at man skal sluge 37 tordenfluer - man skal lige se 3 gravide, 5 barnevogne - og en tvillingvogn før hjemmets trygge stue venter.
Altså: Mest glad og fuld af energi - og ind imellem gammel og bitter.

ONLINE!!!

Jeg er her! I mit hjem langt væk fra nysgerrige kolleger nyder jeg livet med min sprit nye computer - online, endelig igen. De sidste dage har jeg glædet mig intenst til at skrive alle de ting jeg har savnet at skrive. Men lige nu er jeg bare lammet. Af benovelse over endelig at være tilbage. De næste par dage går vel med at læse alle jeres dejlige sider... Så må vi se hvornår jeg for alvor kommer frem i lyset igen og skriver og skriver og skriver...

Computeren er bestilt!

Jeg savner Blogland SÅ meget. Og tager her chancen for at nysgerrige kolleger ikke kommer her forbi de næste 30 sekunder.
Min nye computer er på vej til mig - mon ikke jeg inden næste weekend igen er online?!
Vi ses Tøser - pas på jer så længe.
KRAM

I går aftes, sent, så jeg et tv-program om børn af Calcuttas prostituerede. Beretninger om elendighed husker jeg kun alt for godt fra mine egne rejser i magiske Indien. Det nye her er hvor godt børnenes livglæde er skildret. Og hvilket spændende projekt: At undervise dem i fotografering. Hvilke imponerende billeder der kom ud af de børns arbejde. Jeg er helt lamslået. Og fotografens kamp for at få børnene i skole. En imponerende kamp. Jeg bukker og nejer for hendes indsats.
Straks jeg kommer hjem må jeg undersøge mere om den fotograf, det projekt, de børn. Uha hvor jeg savner mit internet lige nu. Denne direkte ubegrænsede adgang til viden døgnet rundt. Viden jeg skal være kritisk overfor, men viden jeg kan bruge som jeg vil - og når jeg vil.

Hvor dum kan man være? I et sommerhus er der masser af edderkopper - i mit er der i hvert tilfælde. Rigtigt mange. Og de er store. Og klamme. Og hvor nødigt jeg end vil må jeg indrømme; jeg er lidt bange for dem.Altså ikke sådan skrigende hysterisk angst (som jeg er for heste!) men bare sådan "gid edderkopper ikke fandtes for de giver mig en lidt kriblende bange rislen ned af ryggen".
Når jeg skal fjerne edderkopper gør jeg alt hvad jeg kan for at dræbe dem på afstand. På badeværelset er mit foretrukne våben håndbruseren. Men nu til morgen var jeg dum. Alt for dum. Så dum at det nær var blevet farligt. For jeg sprøjtede vand på en klam edderkop der sad ved den gamle vandvarmer. Og ved vandvarmeren sidder en kontakt. En gammel en. Og der kom vand i. Og HPFI relæet reddede mig. For strømmen gik heldigvis. Og nu, timer efter, er chokket ved at sætte sig. Jeg kunne være død. For jeg stod der, våd og nøgen efter badet - og var strømmen løbet gennem vandet var det nået til mig. Tak Gud og alle andre med indflydelse på min skæbne. Tak for at jeg fik lov at overleve min ellers utilgivelige dumhed.
Fra nu af vil jeg møde edderkopperne med fornyet livskraft.

Regnbyger. Småsyg. 10 minutters lugning i et af bedene og mindst 5 hestebremser tog en bid af mig. Jeg burde være flygtet ind efter det første bid. For nu sidder jeg her - og det er gået som det altid går - store hævelser om biddene, ulidelig kløe, hovedpine og kvalme. Jeg kan bare ikke tåle de bid. Røvguitar.

Ø-kuller fare!

Det kunne kun bekæmpes på en måde: Ved et besøg i den lumre indelukkede lejlighed - med et par timer foran computeren til at gense de kære venner jeg så længe har savnet. Hvis ikke jeg når at læse og kommentere alting, så er det ikke ond vilje - men bare fordi i har været så uendeligt flittige ved tasterne ;)
Jeg forsøger lige nu at få skrevet min "weblogging freestyle" ind. Ord skrevet i hånden, i sommerhuset og ved stranden igennem den sidste måned. De fleste noget mere simple og ugennemtænkte end det jeg normalt skriver her. Men deraf jo netop "freestyle".
Om et par timer vender jeg næsen mod min ø og mit hus igen - og så skriver vi august inden jeg igen kan se jer alle.
Pas på jer selv og hinanden så længe. Jeg savner jer....
PUK

PS: Jeg skulle jo altså også til byen for at købe den nye Harry Potter bog. Jeg går min bedste ferieuge i møde; Harry og Tour de France - bedre bliver livet vist ikke.

Mens kom og jeg tudede. Og egentligt var det rart bare at være alene, med masser af tid og plads til bare at være ked. Jeg havde i de første dage slet ingen trang til at snakke og skrive - det er ellers ikke tit det sker. Jeg tænker en masse på min infertilitet - og på om jeg virkeligt skal gifte mig for at komme videre. Jeg kan ikke helt forstå hvorfor jeg nu pludseligt er i tvivl, men mon ikke min intuition en dag bliver soleklar og jeg ved besked.
Ellers går mine dage med Tour de France. Jeg lyver ikke når jeg siger jeg er vild med det. Helt vild. Jeg forventer kæmpe nedtur næste søndag når det slutter. Indtil da vil jeg nyde hvert minut. Touren er det enste sport jeg gider se. Udover en masse lækre muskuløse mandeben er det taktikken der fascinerer mig. det er et kæmpe lækkert skakspil - og så bare endnu bedre. Det er et hold der styres af en leder - men alligevel har hver eneste mand sin individuelle stil. Ruten skal læses nøje hver dag og udspil skal diskuteres. Undervejs er der masser af ukendte faktorer der skal indkalkuleres i dagens taktik. Der er aldrig en kedelig dag, jeg bladrer ivrigt i deltagerlister og forsøger at gennemskue hvert eneste holds taktik. Jeg holder med CSC - men det er jo også svært andet med den ret ensidige fokus dansj presse har på holdet. Mine favorit-ryttere har det desværre med at udgå.... Jeg elsker at se Tom Boonen spurte afsted - og nyder Jens Voigts lange udbrud. Styrt og sygdom - og væk er de. Nu må jeg finde nye favoritter - Valverde er en oplagt mulighed - jeg er spændt på at se ham i Pyrenæerne.
Det er helt sikkert at havde jeg ikke siddet i et sommerhus uden internet, så havde jeg spillet med i diverse tour-mamager spil - og sikkert tabt masser af penge!
I stedet sidder jeg her - nyder en kold dåse øl og hepper på Basso. Jeg er sgu en FREAK.

Weblogging freestyle. Der er altså også ulemper. Det mest åbenbare er responsen. Som det før har været diskuteret i Blogland, så er det i kommentarerne at Blogland for alvor bliver levende. Og det er der vi giver og modtager støtte, varme og skuldre at græde ved. I dag må jeg suge min kraft andre steder, fra de skønne blomster og den smukke udsigt udover vandet. Og så klamere jeg mig til et lille usselt tyndt græsstrå - for trods den nu helt forsvundne brystømhed og en kort halv time med koldt maveskind, har jeg endnu ikke fået mens. Jeg orker næsten ikke at håbe. Ønkser et eller andet sted bare at mens ville komme så jeg kunne få fred fra mine tanker. Og selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at den ville blive væk, men hvorfor skulle den dog det? Lige i dag er ventetiden slem. Og så har jeg mest lyst til bare at opgive det hele. Jeg bliver så træt nogengange. Træt af at prøve så hårdt og ikke kunne. Det sættes på spidsen hver gang jeg møder nye folk - og her i sommerhuset er der masser af ferieglade danskere der gerne vil sludre lidt. De siger hej henover hækken og spørger til hvor længe vi har haft huset, eller kommentrer på hvor god vores æblehøst bliver. Og det føles ensomt hver gang at svare "JEG". Og sommerhuset er jo også en del af min redebygning. Jeg ved lige hvor barnevognen kan stå i skygge og læ. Og hvor gyngestativet kan stilles op. Jeg er så fyldt af drømme, jeg har drømt dem så længe. Øv, hvor er jeg ked i dag. Og tuder. Og tænker ved mig selv at det bare er endnu et PMS tegn. Røvguitar.
Ømme bryster - NO
Csc i gult - NO :(

Der er jo også åbenlyse fordele ved weblogging freestyle. Mobilitet. At jeg kan sidde her i aftensolen, yderst på tangen hvorfra jeg kan overskue en stor del af min ø. God blæst i dag, en del måger og andre fugle - og så selvfølgelig vandets klukken og duften af tang. SÅ bliver sommeren ikke bedre. Det skulle da lige være en prins at dele dette paradis med - og en positiv lykketest på mandag. Uanset så bobler glæden i mit rolige indre - og jeg er nærmest lykkelig.
Ømme bryster - ?
CSC i gult - YES

Ømme bryster - NO
Så jeg ved hvad der kommer snart. Tirsdag aften eller onsdag morgen kommer mens. Lykketesten er fragtet til sommerhuset helt forgæves. Måske er det dumt allerede nu at opgive håbet, men lad mig så nøjes med at konkludere at INTET absolut INTET i min krop tyder på graviditet. Hvis jeg nu skal se noget positivt i det, og det skal en positiv PUK jo. Fra på Onsdag kan jeg drikke tyske dåseøl mens jeg ser Tour de France. Og det hører sig jo til. Især fordi:
CSC i gult - YES
Det er så stort. Det skal da fejres.

Live 8

Er rørt. Føler mig pludseligt igen super forkælet - infertilitet er et minimalt problem. Sammenholdt med malaria-dødtal er det vel et luksusproblem. Selvom det jo egentligt er den type problemer jeg nødig rangordner, når noget er rigtigt forfærdeligt giver det ingen mening at rangordne. Men forkælet føler jeg mig.
Ømme bryster - YES
CSC i gult - YES

Dead poet society.

Jeg græder altid når jeg ser den film. Jevel, måske er den fuld af klicheer. Men livsglæden. Den er enestående. Og passionen for det skrevne ord. Og Williams geniale replik om at sproget er opstået for at "Woe women". Muligvis mener nogle at det har mere med religion at gøre. Jeg er ligeglad. Kærligheden må altid være det centrale. Kærligheden og skønheden.
Og så Neils død. Tudetur. Men også tanker om hvordan skønheden ses tydeligere når men kender grusomheden. Og tanker om hvor mange flere grusomheder jeg skal opleve før Regnbuebarnet viser mig skønheden.
Ømme bryster - YES

Ømme bryster. Og hvad så. Det er vel bare " same procedure as every year, James".

Skt. Hans igen. En hyggelig aften, ingen tvivl om den sag. Endnu et år uden baby. Synes jeg kan mærke en form for frist vokse i mig. Men ved ikke hvad jeg skal bruge den til. For frister rykker sig, men hvor mange år endnu? Hvor ville jeg gerne trille en barnevogn til mit næste Sankt Hans bål.

At blogge uden computer. At skrive dagbog igen. At huske på hvilken glæde og ro det altid har bragt. Hvordan det skrevne altid på magisk vis nedsætter tankens fart og ikke mindst ordner den rodede tankevrimmel. Jeg har forgæves forsøgt at få sat min tlf op til at kunne blogge via sms. Alt for kompliceret. Et gammelt skolehæfte og en kuglepen, det ved man hvad er. Måske åbenbares tekniske muligheder når jeg kommer hjem til august.

PUK nåede ikke toget...

Hvis I ser en høj tøs med en kat på ryggen løbe gennem hovedbanegården 17.59 - så træd lige til side...
For der går da et igen kl 18 ik?
Det når jeg, jeg ved det. Jeg SKAL.
For så sidder jeg i solnedgangen på min græsplæne... Ahhh....
Pyhh jeg savner også allerede jer ;)

PS: Hvis nu jeg lader som om det går kl 17.30 så når jeg det nok...

Lidt kønt at kigge på til jer alle!

At tage sig sammen...

Jeg skal tage mig sammen. Se at få pakket og ryddet lejligheden så den kan tom og fredelig. Og så skal jeg flytte i sommerhuset. Hele sommeren. Og slappe af. Læse masser af bøger. Se masser af Tour de France. Spise grillmad med venner, familie og naboer - og hvem der nu ellers kommer på besøg.
Jeg skal da ikke gå rundt her - og ingenting lave - og bare glo på taskerne. Tænke på at blogge uden at gøre det.
Men det tager åbenbart tid at vænne sig til ferie for mig i år.
Men jeg tror nu nok jeg kommer afsted i aften - allersenest i morgen tidlig.
Så pas nu godt på jer selv og hinanden her i Blogland. Jeg vil savne jer.
Vi ses til August!
KRAM til alle!
PUK

Æg!

Der er tre store fine follikler og jeg er stolt. Stolt af at min stakkels enlige forpinte æggestok kan lave sådan nogle fine nogen.
Min gynækolog afjræftede min frygt for at mine follikler er tomme og at det er derfor at forsøg efter forsøg mislykkes. Jeg har de rigtige hormontal og de ser "virkelige" ud, siger han. Og jeg stoler på ham. Hans faglige vurdering er dog at jeg nu skal videre til IVF. Og som bekendt skal jeg gifte mig før det er muligt. Når jeg er gift vil han gerne henvise mig, men ikke før. Det er jo da også klart, han bevæger sig jo i forvejen lidt i en gråzone når han giver mig hormoner.
Han gjorde mig også opmærksom på ventetiden, som alle jer skønne kvinder også nævner. Det er tilsyneladende meget forskelligt hvordan klinikkerne forvalter det - rent lovgivningsmæssigt gælder ventetiden kun for"samboende i ægteskabslignende forhold". Jeg tror det bliver en vurdering efterhånden, vi må se hvor langt min tålmodighed rækker. Den dejlige gynækolog var så sød at anbefale en privatklinik, hvis det skulle blive det jeg valgte. Det synes jeg var ret fint - at jeg ikke skal ud og lede i blinde. Men det er jo dyrt... Vi må se.
Det er klart at der sker juridiske ting for både mig og Bedstevennen når vi gifter os. Og flere af mine venner har da også udtrykt bekymring, hvis nu vi bliver uvenner eller... Men hvorfor skulle vi lige pludselig blive det? Jeg har de sidste 3 år stolet nok på Bedstevennen til at ville lade ham være far til mit barn - kan man stole mere end det? Jeg tror ikke jeg kan. De aftaler vi allerede for længe siden har lavet om økonomi og samværd osv dem står vi ved, uanset hvad loven siger. Vi er enige så hvorfor bringe lovgivningen i spil...
Så jeg gør som i alle andre ting i mit liv - stoler på min intuition, og bekymrer mig en anden gang ;) Som en bedre fraggle!

PS: Jeg turde ikke lade overskriften være "konen med æggene" ;)

Uhhh vs Ahhh

Uhhh hvor har jeg ondt i hovedet. Store store tømmermænd. Men sikke en fest! En skøn sommerferie-frokost med kollegerne. Masser af snak, flirt og intriger. Masser af danse - da jeg havde drukket så meget at jeg ikke længere kunne mærke mit knæ - som eller har gjort mig stort set immobil i denne uge! Og så det allerbedste: Tudeprinsessen slog til. Jeg tog en rigtigt god tudetur. Og fik den nødvendige støtte og de gode kram fra en skøn ven. Jeg fik snakket om alle de grimme tanker der rammer mig når andre bliver gravide før mig. Og jeg fik snakket en masse om ensomheden ved at være PUK. Og så bare tudet en masse over det lod jeg har lige nu i livet. Det trængte jeg sgu til!

Ahhh JEG HAR SOMMERFERIE! Der er en masse dejlige uger til jeg igen skal forholde mig til andre menneskers børn professionelt. Og mon ikke det bliver i denne ferie at PLANEN træder i kraft. Den er egentlig ganske simpel og hel ligetil. Jeg gifter mig med Bedstevennen! Vi undersøger i øjeblikket de juridiske spidsfindigheder, men det ser ud som om at der ikke er de store problemer! Så en eller anden dag smutter vi på rådhuset. Ganske udramatisk. Og uromantisk. Det har været en lidt svær beslutning for mig. Jeg vil jo gerne giftes RIGTIGT en dag. Altså når jeg engang møder ham prinsen med den hvide hest. Giftes i kirken i det store skrud og alt det der smukke. Jeg havde jo ligesom aldrig forestillet mig at jeg skulle have et første ægteskab før det RIGTIGE vel? Men de tanker har jeg nu lagt fra mig. For jeg ved at jeg ikke kan gennemgå udredning osv ved at lyve. Det bliver simpelthen for svært. Og jeg VIL udredes. Jeg vil vide hvad der er i vejen - hvis der altså er noget... Og nu hvor jeg har vænnet mig til tanken så ser jeg det altså også lidt som et politisk statement! Det er sgu da lidt cool - et proforma-ægteskab for at få et Regnbuebarn. Nå lad os nu se...

På mandag skal jeg til gynækolog. Jeg har taget Pergotime i denne omgang og han skal se hvordan ægget/æggene ser ud. Og så skal jeg høre hans mening om planen. Om han tror den holder - og så skal han jo gerne give mig en henvisning til videre udredning!!! Uha da det bliver spændende... Jeg kan mærke hvordan spændingen kribler lige nu. Har haft for travlt til at tænke over det på det seneste, men nu... krible krible.

Den stakkels tømmermændsprægede PUK skal sove lidt mere - eller bare ligge og ynke. Men der er masser af andre tanker der skal blogges inden jeg i næste uger flytter i sommerhuset - og bliver blog-løs helt frem til 3. August!!! Uha det bliver ikke nemt...

Grill aften...

Sådan er mine planer for weekenden - og egentlig også for sommerferien... Den lange skønne ferie som kun er 5 lange arbejdsdage væk ;)
Og for dem der måtte tro at jeg havde hugget billedet et sted, den er god nok - SÅ dejligt er der i mit sommerhus!

Gammel?

Hvornår er man gammel?
Når man er 32?

Nogen siger man er så gammel som man føler sig. Så er jeg gammel i dag. Meget gammel.

Bedstevennen og jeg startede med Projekt Regnbuebarn for længe længe siden. Faktisk så jeg kun lige skulle blive 29 før jeg blev mor, hvis det lykkedes hurtigt. I god tid før jeg blev 30 synes jeg.

I dag er det så klart; Jeg bliver mindst 32 før jeg bliver mor.

Mens er kommet.

Deal?

Hvem er egentligt den øverstbefalende i det her infertilitets-show? For jeg vil faktisk godt snakke med ham eller hende...
Jeg vil lave en deal. Jeg tager ALT hvad jeg tidligere har sagt af dårlige ting om PMS tilbage. Og jeg lover at jeg i al evighed aldrig vil klage over det igen, ALDRIG. Jeg tror faktisk lige jeg smider overgangsalderen med i puljen også - ikke et ord om den herfra. Jeg LOVER. Det eneste jeg ønsker mig er at PMS fra nu af på ingen måder må minde om symptomerne på graviditet. Er det for meget forlangt?

Jeg har fået Pergotime to gange. Mildt hormon, men jeg blev meget påvirket begge gange. Og har derfor holdt pause siden februar... Siden jeg fik det første gang har jeg HVER ENESTE MÅNED haft de vildeste graviditets-symptomer, som jo i virkeligheden bare har været PMS.
Og nu er den dælondelyneme gal igen;
Kvalme, Brystspændinger, Tics i underlivet, Humørsvingninger, Hyppige toiletbesøg, Svimmelhed.

Og så gør det da ikke sagen bedre at jeg har talt dagene forkert i denne måned - flot, frøken matematiklærer ;) Jeg gik og troede at nu i går søndag så ville det begynde at blive spændende... og at jeg så kunne teste næste søndag. HA. En hel uge forkert på den. Der er 13 dage til at jeg eventuelt kan teste. Men mon ikke mens kommer inden da.

Skulle det gå så galt (og det plejer det jo...) - så hører i nærmere om PLANEN. Som egentlig ikke er særlig spændende - men nu har jeg da kørt det lidt op ;)

PS: Har vi en deal? S.U.

Tillykke med dagen Søs!

En lækker kage til en lækker kvinde ;)
Og ja, jeg ved godt at det er en bryllupskage, men mindre kunne ligesom ikke gøre det - og så er der jo også nok til alle. Tag bare for jer af retterne, den er helt sommerskøn!

Travlhed, Trærthed, Tavshed, Tomhed

Ikke andet.
Har endelig fået afslag på jobbet - og planlægger nu med glæde mit næste skoleår. Tiden frem til den lange skønne sommerferie er altid stresset... og årets arbejde med afgangsprøver gør det ikke mindre travlt.
Og så er jeg bare træt. Træt af at være infertil. Træt af min mangel på muligheder. Træt af at teste. Træt af at jeg ikke kan være træt uden at håbet om en baby spirer frem. Brystømheden er så småt ved at melde sin ankomst - så mens kommer nok om en 4-5 dage. Godt det snart er ferie.
Så jeg har været tavs - og det fortsætter nok nogle dage endnu... Og det eneste kedelige nye er mit bidrag til denne uges foto-konkurence... Men det fik Søs da lige sat nye tanker på, meget livlig fantasi ;)
Jeg er tom indeni. De der haner har for længe stået åbne.

Symbol

The statue raised to commemorate Pythagoras.

Haner...

Rundt omkring på min krop sidder forskellige haner. Haner der er mere eller mindre uden for min kontrol. Haner der med større eller mindre hastighed lukker min energi ud i universet, og indimellem efterlader mig uden energi til at være mig.

Barnløshed-hanen. En helt ukontrollabel hane. Den kan dryppe eller den kan sende kaskader af energi ud. Og det er helt udenfor min kontrol. Den består af lige dele "Hvorfor lige mig?" og "Bliver jeg nogensinde mor?" Hanen er super følsom overfor mange påvirkninger, den kan blive slået åben af en dum film i tv eller en barnlig kommentar i skolen - og 1000 andre ting.

Lige under den sidder:
Jalousi-hanen. Den kan ikke dryppe. Hvis den er åben så er det på fuld skrue. I perioder bliver den åbnet af enhver barnvogn på min vej, andre gange skal der prinsesse Mary-graviditeter til.

Den har en tvilling hane:
Skam over jalousi-hanen. Den er næsten altid åben samtidigt med jalousi-hanen. Jeg prøver altid at kontrollere den hane, men det lykkes aldrig.

Økonomi-hanen. Den er ikke sjov. Den drypper hele måneden, men værst hen mod slutningen. Som nu, hvor jeg hele tiden kan høre dens irriterende blop blop blop. Kom nu med den lønseddel...

Eksaminator-hanen. Den er ny hos mig. Kom frem for et par måneder siden da det for alvor gik op for mig at mine 9.klasser styrede lige mod afslutningen på årenes undervisning. Og i mandags sprang pakningen fuldstændigt. Alt energi fossede bare ud af mig. Sjældent har jeg oplevet noget så intensivt som at føre nervøse teenagere til prøve. Nu 39 elever senere er hanen lukket fuldstændigt. Og der går nok et par år før der igen bliver skruet op for den!

Nyt job-hanen. Den står og drypper hele tiden lige nu. Og jeg har ingen mulighed for at lukke for den. Jeg har stadig intet hørt efter min samtale. Jeg synes det er strengt... Jeg kan jo godt regne ud at det bliver et afslag nu, men kan de da så ikke bare give besked. Når beskeden kommer så lukker hanen sig helt af sig selv.

Sygdoms-hanen. Det er længe siden den for alvor har været åben. Men den er virkelig dyr når først den åbnes. Den trigges af mærkelige små symptomer i kroppen, symptomer der straks får hjernen til at tænke "Nu er kræftsygdommen her igen, denne gang slipper du ikke". Terapi har lært mig at skrue ned for hanen, men lukke den kan jeg ikke.


Heldigvis er der masser af ting som giver mig energi. Og for det meste kommer der mere energi ind end der fosser ud. Solskin, venner, fotografering, familie, zoneterapi, gode bøger, fuglesang, Blogland, chokolade... alt sammen glimrende energikilder...

Minder...

Da jeg tog dette billede havde jeg en helt utrolig intens fornemmelse af historiens vingesus.
Gennem alle tider har der været folk der har oplevet smerte.
Men hvad hjælper det når joggingbusken står for døren...
Jeg synes tankerne trænger sig på lige i disse dage, - hvor jeg egentligt bare burde nyde sommersolen og være ubekymret og glad. Men hvem gider gøre som man burde...
Jeg ville ønske der var overskud til at skrive kloge, opmuntrende, glade, støttende kommentarer hos alle dem jeg holder af her i blogland. Men der er kun overskud til at sende jer alle dette smukke foto - og lade jer vide at I er i mine tanker.

Blåt øje!

Stakkels den 9.klasses knægt der i morgen skal til eksamen - hos den lærer han i fredags under skum-kampen gav dette fine blå øje ;)
Nu er læreren jo heldigvis den søde PUK, men derfor glæder jeg mig nu alligevel til at se hans ansigtudtryk... Han gjorde det jo bestemt ikke med vilje, og allerede lige da det var sket var han frygteligt brødbetynget... *G*

Posten bragte ikke noget nyt i går, så jeg ved hverken ud eller ind. Men har lagt alle spekulationer fra mig, nu gælder det om at få 9.klasse godt igennem eksamen. Og det er da endnu en ting jeg kan sige "godt jeg ikke er gravid" til. Tænk om jeg skulle have været eksaminator med morgenkvalme!

Nyd solen og den smukke søndag.

PS: Min skønne veninde Jasmin er helt stille... Måske er hun i gang med at føde Lillen?

Intet nyt er godt nyt?

Nu hvor jeg ikke har hørt om jobbet er der ikke længere nogen tvivl, jeg vil gerne have det. Og alle jer skønne læseres kommentarer har jo kun bekræftet mig, jobbet er for fedt til at sige nej til. Og Blogland er et skønt sted at være ;)
Hele dagen i går for jeg sammen hvis telefonen ringede, - og hver gang var det mennesker der holder af mig der skulle høre om jeg havde hørt noget...

I går havde jeg for første gang en oplevelse hvor jeg af ærligt hjerte kunne tænke "godt jeg ikke er gravid". 9. klasses sidste skoledag! Jeg kunne uden tøven kaste mig ud i vand og skum kamp, uden tanke for en spire i maven der måske ikke kunne lide den voldsomme leg. Jeg havde det SMADDER sjovt. Det var helt fantastisk at se de store børns øjne - først den lidt tøvende, "jeg har jo respekt for denne lærer" og senere fryden "hey, hun synes det er sjovt og i dag er MIN dag" og så tog de mod til sig og tværede skum ud i hele mit storgrinende fjæs.
At mit hår så ligner en høstak efter den kærlige behandling af 23 forskellige slags billigt barberskum... Det tager jeg med ;)

Jeg HÅBER at selv samme event, sidste skoledag, er grunden til at jeg ikke har hørt mere til jobbet. Måske kommer der i dag en kuvert med indkaldelse til anden samtalerunde?
HÅBE HÅBE HÅBE

Hvis det nu bliver et afslag... typisk PUK at bekymre sig på forhånd!

Tryghed vs usikkerhed

Min samtale i går gik godt. Jeg har svært ved at bedømme hvor godt, men jeg tror faktisk det gik rigtigt godt! Og siden da har tankerne ikke villet lade mig være i fred... Hvad hvis jeg nu bliver tilbudt jobbet? Skal jeg så tage det?
Karriere-mæssigt, professionelt, fagligt - er der ingen tvivl. Så skal jeg tage det. Uden at tøve. For det her job har den retning jeg gerne vil gå i, den specialisering og det niveau der ellers er svært at finde i folkeskolen. Så i virkeligheden burde jeg ikke tøve...
MEN der er jo følelserne. Og infertiliteten. Tanken om at sige farvel til de børn jeg har nu kan få tårerne frem i mine øjne... Men jeg skal nok bare holde op med at tro at jeg er uundværlig!
Ønsket om det lille regnbuebarn. Den er svær. For det er et krævende job. Meget krævende. Jeg ville nok vælge at holde en pause og hellige mig jobbet uden bekymringer, hormoner osv. Men jeg har ikke lyst til pause. Slet ikke.
Bedstevennen og jeg arbejder i øjeblikket på en plan der skal få mig udredt og forhåbentligt i gang med IVF. Men hvem ved om planen lykkes? Jeg er nervøs for hvordan jeg vil få det på hormoner... og hvordan det vil passe ind i en endnu travlere hverdag...

Hvis jeg snart skal være gravid, vil jeg helst blive i de trygge rammer.
Hvis jeg ikke kan blive gravid, vil jeg gerne satse på min karriere.

Hvis jeg ikke tager jobbet - og ikke bliver gravid vil jeg få svært ved at tilgive mig selv.

Lige nu er det nærmest som om jeg ønsker at jeg ikke får jobbet - så jeg slipper for at tage stilling!

Og jeg ved ikke engang hvornår jeg får besked. Min fornemmelse siger en telefonsamtale i morgen med godt nyt, - ellers en kuvert på lørdag med dårligt nyt!

(Hvis jeg allerede har besluttet at det er godt nyt... har jeg så i virkeligheden taget beslutningen?)

Hjææææælp. Kære infertile medsøstre, kun I forstår min følelsmæssige knibe lige nu. Jeg har brug for jeres holdninger...

Verdens sødeste kat!

Ham her skal hjælpe mig til at holde nervøsisteten for i morgen på et fornuftigt niveau!
Der findes næppe noget mere beroligende end at nusse en spindende kat...

Dovne kameler...

Hvem der bare havde tid til at ligge i noget varmt sand og være en doven kamel...
I stedet bliver denne uge hektisk og spændende. Masser af forberedelser til 9.klasses meget snarlige eksamen, - og så også lige en jobsamtale på Onsdag! Et job der er noget af et drømmejob - og som jeg lige nu slet ikke kan overskue hvis jeg skulle gå hen og blive tilbudt... Men lad mig nu lige overstå samtalen først.

Jeg er ikke forsvundet - jeg er bare travl ;)

Space?

Livets stejle sti?

Grov vs. sjov

Jeg har grinet og grinet og grinet af arkiverne på Wullfmorgenthalers hjemmeside. Og fundet mine favoritter frem - men de er indimellem lidt grove... Så de er blevet forvist til nederst på siden - og så vil jeg skifte dem jævnligt...

PUK - her er hun.

Når jeg nu har løftet anonymitetens slør af Bedstevennen kan jeg vel også løfte en flig af PUK-sløret. Det er PUK der spejler sig i den solskoldede Bedstevens solbrille.

Dagen i dag er smuk fordi...

Det er i dag at den skønne Søs skal giftes. Og uanset alt andet i denne verden så er det smukt at to mennesker tager det skridt.

Måske er det i dag at Jasmin skal føde sin Lillen. Hun er smuk. Og jeg håber sådan at hun får en smuk oplevelse.

Jeg blev vækket af fuglesang. Ganske tidligt, men smukt er det jo.

Jeg har ikke grædt endnu. Og når man tænker over de sidste par dages ragnarok så er det smukt.

Jeg skal tilbringe dagen med min søster. Hun er fantastisk. Og jeg tror at dagen i dag bliver dagen hvor hun hører om Regnbuebarnet for første gang. Jeg ved at hendes reaktion vil blive smuk.

Jeg skal rydde chockolade papir, colaflasker og isbøtter væk. Så bliver min lejlighed igen smuk. Selvmelidenheden har udspillet sin rolle for denne gang. Positive PUK er tilbage. Det er smukt.

Jeg håber sådan at det smukke vil sprede sig ud over hele blogland - for uha, hvor er skæbnen ond ved mange af os for tiden.

Nej, nej og atter nej.

I går eftermiddag tog ømheden i brysterne af. I går aftes kom den karakteristiske kolde fornemmelse på maveskindet. Og her til morgen var der ingen tvivl. Jeg har menstration.

Der røg drømmen om at give min mor sit første barnebarn i førdselsdagsgave i januar.

Er helt tom. Hvad skal jeg fylde op med når nu håbet er væk?

Bedstevennen i solnedgangen

Lad mig straks tude lidt lykketårer over at den mand en dag skal blive far til mit barn...

En PUK dag

Kl. 6.23: En PUK stirrer på en test. Den er indpakket, men iihhhh hvor er det fristende at hive folien af. Men den skal gemmes, det er definitivt en søndags-lykke-test.

kl. 8.51: Mens 9.klasse snakker om eksamen om mindre end to uger står PUK og lader som om hun lytter. Indeni smiler hun så stort så stort. For hun har kvalme. Ingen tvivl. Rigitigt meget kvalme. Regnbuebarn, regnbuebarn, regnbuebarn.

kl. 10.17: En stakkels pige fra 2.klasse skal trøstes og får et rigtigt godt varmt PUK-kram. Og PUK smiler igen indeni, for det lille lyse hoved er lige i brysthøjde. Og de bryster er bare SÅ ømme. Av av av hvor gør det ondt at trøste. Regnbuebarn, regnbuebarn, regnbuebarn.

kl. 11.46: På lærerværelset diskuteres Jesper Skibbys evner som danser og resultatet af DM i indsamling. Imens sidder PUK og smiler, for hun har stille og diskret listet hånden ind på maven, og den er slet ikke "mens-kommer-snart-kold", slet ikke.
Regnbuebarn, regnbuebarn, regnbuebarn.

kl. 14.38: PUK må forlade 9.klasse og gå på toilet, midt i timen. Uhørt. Men man kan da kun smile af øget trang til at tisse. Regnbuebarn, regnbuebarn, regnbuebarn.

kl. 16.19: Bedst som vennerne fra Beverly Hills er ved at rode sig ud i problemer falder PUK i søvn, helt udmattet. Vågner 2½ time senere med lyst til at skrige ud til verden: Regnbuebarn, regnbuebarn, regnbuebarn!

kl. 19.31: PUK skal holde op med at skrive på sin elskede blog og se at få lavet noget mad, for ellers bliver kvalmen da kun værre ;)

Godnat måne

En statue et sted i Istanbul

Orden i kaos?

Sent i går aftes kom jeg til at tænke på hvor frustrerende det egentligt er; det her med at være infertil. Og specielt hvor mærkeligt det er at måtte erkende at jeg ikke kan kontrollere det her. Der er stort set ikke noget jeg kan gøre for at øge mine muligheder for at blive gravid. Jo altså rygning, alkohol, sund mad og alt det der... Men ikke mere.

Alligevel er der masser af ting jeg prøver at gøre. Hver eneste måned laver jeg mindst en regel for hvorfor det sikkert lykkes mig denne gang at blive gravid. Jeg har undervejs haft regler for hvordan inseminationen foregår, hvornår den foregår, hvornår der er testdag og endelig hvornår en eventuel termin vil falde.

"Jeg må hellere høre min Alberte CD - det hjælper nok"
"Jeg tager den her natkjole på - det hjælper nok"
"Godt det blev insemination på 12. dagen - det hjælper nok"
"Insemination i påsken og termin i julen - det hjælper nok"
"Testdag på min fødselsdag - det hjælper nok"
"Testdag på mors og fars bryllupsdag - det hjælper nok"
"Termin tæt på Bedstevennens fødselsdag - det hjælper nok"

Senest er jeg blevet tilhænger af at næste weekend er fuld af lykke. Med Søs' bryllup og Jasmins terminsdato. Og skulle det give mig en positiv test - så falder termin lige ved to vigtige fødselsdage - det hjælper nok!

Der er ikke noget at sige til at religioner er opstået. Jeg er bare glad for at jeg har et par stykker at vælge imellem - for hvis jeg selv skulle finde på en så ville den da blive noget mærkelig ;)

Håber solen vil skinne på os alle i dag.

Vand

Vand.
Mærkelig overskrift. Men det mest følelses neutrale ord jeg kan finde for at beskrive de sidste par dage af mit liv.

Vand fra himlen. Regnen. Der egentligt ikke gjorde mig noget.
Regnen var en god undskyldning for at sidde foran brændeovnen og stirre ind i ilden.
Men regn er selvfølgelig ikke godt når man har en endnu-ikke-færdig-bygget-efter-stormskaden-i-januar terrasse. Men det er godt for alle de nyplantede træer.

Vand med sukker. Stillet op som myre-fælder i hele stuen. Pisse-irriterende pisse-myrer.

Vand fra gulvet. DET er skidt. Det betyder skade på mindst et af vandrørerne under gulvet i badeværelset. Den slags dækker min forsikring ikke. Det bliver noget med et ophugget beton-gulv og lukket for vandet indtil det igen er repareret. For mine penge. Som jeg helt sikkert ikke har. Der røg det håb om endnu et besøg på Stork-klinikken inden sommerferien.

Vand fra øjnene. Tårer. I stride strømme. Nedtur af hidtil usete (- eller bare lykkeligt glemte) dimensioner. Top 10 over spekulationer der fik tårerne til at flyde:

1. Hvad nu hvis jeg aldrig bliver mor?
2. Er jeg PMS - eller gravid eller bare depri?
3. Hvordan får jeg råd til nyt badeværelse?
4. Hvorfor har jeg ikke en gør-det-selv-kæreste?
5. Hvorfor har jeg ikke en kæreste?
6. Hvorfor findes der krig?
   
7. Hvordan slipper jeg af med de myrer?
8. Hvordan fanden starter man den her græsslåmaskine?
9. Ender den her film lykkeligt?
10. Hvor er katten nu henne?

Alt sammen vand der skyllede alle planer om en afbalanceret, afslappet weekend væk. Og eftersom jeg stadig har ømme bryster og lidt kvalme - ja så bliver jeg vel næppe mere rolig de næste dage. Jeg tror ikke på det. Heller ikke selvom det i dag er mors dag. (Mors dag ligger lige udenfor top ti sammen med den dyre fisk jeg havde glemt i køleskabet og som nu er for gammel - og hende den gravide jeg så på hovedbanen.)
Testdag er næste søndag - tidligst.

5. Maj og Kristi himmelfartsdag

En gang skød jeg på Samos denne fotoserie. En smuk stemningsfuld kirkegård, hvor enkerne tålmodigt passede gravene, holdt mamoren flot hvid og olielampen fyldt og tændte.

Dagen i dag indbyder til tænksomhed af den smukke slags. Måske mine billeder kan være med til at understøtte den stemning.