Terror-fri benzin???

Jeg er skisme for naiv. Da jeg i nyhederne hørte at den første terror-fri benzintank var åbnet i USA troede jeg faktisk at det var en happening. At nogle aktivister havde fundet på en fed happening for at skabe opmærksomhed på det urimelige i USAs såkaldte krig mod terror som man indimellem fornemmer måske i virkeligheden egentligt handler mest om landets olie-interesser. At denne happening på snedig vis havde fundet vej til de danske nyheder og til mig - og jeg blev helt glad. Og begyndte hurtigt at mindes gode gamle dage hvor jeg selv var med i sjove aktioner mod "de onde".
Men ak nej, jeg blev klogere. Den tank-station var faktisk en helt rigtig station. Og meningen med at den var terror-fri var faktisk at den ikke solgte produkter der stammede fra Mellemøsten.
Og pludselig sad jeg der og blev trist. Jeg påstår ikke at mit syn på USAs rolle i Irak er specielt nuanceret, eller mit syn på USA i det hele taget. Jeg er da ganske givet præget af min opvæks, mit job, mine venner, den danske presse osv osv. Og jeg er da helt sikkert meget fordomsfuld. Men jeg håber sørme ikke at jeg er helt så fordomsfuld som denne benzintank!
Tænk at et firma vil være bekendt at slå sig op på at de mener at hvis de udelukker en del af verden fra handel, ja, så er de terrorfri! Hvor i verden er der helt terror-frit?
Jeg er dybt provokeret af firmaets åbenlyse link mellem Mellemøsten, Islam og terror.
Og jeg tænker; Olie der ikke er fra Mellemøsten... OK, de har selv noget i Alaska. Men hvor kommer det ellers fra... Rusland virker som en oplagt kandidat. Og Rusland er sgu da i hvert tilfælde ikke terror-frit! Men den terror der er går selvfølgelig ikke ud over USA. Så det tæller nok ikke.
Grrrrrr, hvor er jeg rasende. Håber at den almindelige amerikaner vil overraske mig og boykotte den "terror-fri" tank - og at den går rabundus inden weekenden er ovre!

Se se. Historie forsvandt fra nyhederne igen - og jeg håbede egentligt at jeg havde været udsat for en såkaldt and. Men så fandt jeg dette klip... Og ØV det passer stadig.

Avissælgere...

Stakkels pige...
Hun er jo sikkert bare en fattig studerende der skal tjene til lidt ekstra glamour i sit liv. Hun er måske endda ved at uddanne sig til noget så fornuftigt som sygeplejerske eller antropolog. Hun har måske fået dåse-makrel til frokost de sidste tre dage fordi alt efter den 10. i måneden er smalkost på det lille kollegie-hummer.
Så er det skisme da synd for hende at hun lige får PUKs telefonnummer op på computeren som næste opringning. Og især da synd for hende fordi hun forsøger at sælge Jyllandsposten.
Jeg er jo et ærligt menneske, så da stakkels pige spørger venligt om hun må forstyrre for hun at vide at det må hun skam gerne, men at hun under ingen omstændigheder kan hun sælge mig en avis. Og når nu hendes manual så siger at hun i den situation skal spørge om hvorfor - ja, så får hun jo et lige så ærligt svar: At den avis ligger milevidt fra mit politiske ståsted og aldrig har været i stand til rapportere noget som helst bare rimeligt neutralt. Stakkels pige pipper forsigtigt at Jyllands Posten har ændret ståsted og nu er neutral. Men ak, stakkels pige, her er PUK jo forlængst blevet vrissen med mindet om en lang lang barndom og ungdom med masser af dårlig journalistik og forgæves forsøg på at få PUK-forældrene til at skifte abbonnement. Og PUK kan kun sige: Jeg beklager; Men det tror jeg simpelthen ikke på!
Stakkels pige sukker lidt skuffet og skynder sig at gå til sidste side i manualen, takker venligt for min tid. Og tænker på hvordan dette opkald lige betød endnu en aften med pasta skruer og ketchup.
Og det er skisme da synd for hende.

Men jeg var jo ærlig. Og det kan da også være at hun er en snedig økonomistuderende der er medlem af VU. Og al min snak om at hun ikke kunne sælge en avis var bare en rød klud foran hendes konkurrence-mindede næse... og hun tænkte HA jeg kan sælge sand i Sahara, jeg skal nok få prakket en avis på dig, stædige PUK! Måske hørte hun endda en ræverød undertone i min stemme og tænkte straks på hvordan det var hendes samfundspligt at forsøge at udrydde endnu en farlig kommunist. Og så har jeg ikke så ondt af hende...

Højst sandsyneligt ligger sandheden et sted langt fra begge scenarier. Men sandheden i denne forbindelse havde næppe givet et Blog-indslag. Og ihhh, hvor jeg trængte til at rulle mine fordomme ud gennem skærmen. Og for alvor få støvet tastaturet af efter mine lange skønne ferie.

Et billede.

Vi har råd til velfærd, vi har IKKE råd til ulighed. To plakater pryder en skraldespand i det indre København. De har hængt der længe, er let falmede og har flossede kanter. De er et levn fra efterårets kommunalvalg.
I baggrunden står Frihedsstøtten, et historisk symbol på stavnsbåndets ophævelse, på hver mands ret til personlig og politisk frihed. Et symbol på vores stædige tro på at frihed bringer lykke.
Over skraldespanden står en ældre kvinde bøjet. Hun har en lang frakke på og et tørklæde om hovedet, alligevel ser hun ud som om hun fryser. Her midt i den spæde sol der har jaget en byge på flugt.
Hun har løftet skraldespandens låg og roder nu rundt i spandens indhold.

Det er foto der skriger på at blive taget, et billede der i det øjeblik brændes ind, og jeg tror det vil blive der længe. Og alligevel ved jeg godt; det øjeblik min egen hverdag igen får overhånd, så glemmer jeg damen, glemmer hvordan jeg bøjede hovedet og gik forbi. I sikker forvisning om at min storby-mine ville redde mig fra at hun henvendte sig til mig. Og indeni ville jeg ønske at ville komme til mig, for jeg bilder mig ind at hvis hun bad om min hjælp ville hun få den. Og nu hvor hun bare bukkede sig dybere over skraldespanden, så forbliver illusionen om min egen velvillige velgørenhed intakt.

Og fotoet blev ikke taget. Jeg gik videre sammen med mit liv. Og damens liv gik videre, uden at jeg ved det mindste om hvorfor hun stod der eller hvad hun fandt i spanden.

Jeg håber hun fandt hvad hun søgte. Men tvivler.

Bomber.

Jeg hader bomber.
Jeg hader tankerne der flyver gennem hovedet på mig.
Jeg hader at jeg ikke forstår hvad der kan få folk til at placere bomber, og at jeg derfor ikke kan gøre noget for at ændre på situationen.
Jeg hader at terror i pressen (og måske også hos os andre) er så tæt sammenknyttet med islam at bomber som dem i aften nok vil blive mere vand på Dansk Folkepartis mølle. Og jeg hader at bomberne knapt er sprunget før de kaldes terror bomber.
Mest af alt hader jeg at sidde her i lille Danmark og vide at der ganske tæt ved bombesprængningerne bor en mand jeg holder meget af. En mand der tappert skriver i en sms her til aften "all is ok". Men det er det jo ikke. Men det betyder at han endnu engang vil klare sig, selvom der nu vil komme hårdere tider, færre turister og selvfølgelig angst for det mulige næste angreb. Og det betyder at han endnu engang kan se sin drøm om snart at komme videre, snart at kunne leve på en anden måde, igen er smuldret.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at hjælpe ham. Ønsker det så meget at jeg har helt ondt indeni.

Venlige mennesker

I Egypten spurgte mine venner ofte: "How many people in Denmark are kind like you?"
Hvordan svarer man på det spørgsmål?
I dag har jeg fundet denne side:
www.forsoningnu.dk
Jeg synes den ligner en der er lavet af venlige mennesker.
Måske får du lige som jeg nu lyst at skrive under og sprede rygtet om siden?

Jordskælv

En mærkelig overskrift til en mindre ferieberetning, men ikke desto mindre:
1. Ikke bare et men reelt tre mindre jordskælv under min ferie. Af den helt rigtige slags der kan måles på Richter-skalaen og alting. Meget mærkelig fornemmelse når jorden pludselig ryster, ruder klirer og puds drysser ned fra loftet. Jeg var egentligt ikke bange. Hvilket også var mærkeligt og ikke så betryggende - for hvis jeg ikke er bange hvor skal adrenalinin til at redde mit liv så komme fra, hvis jeg altså nogensinde skulle opleve den slags igen. Måske er det bare endnu et bevis på min dovne natur - hvis ikke det er strengt nødvendigt så kaster jeg mig altså ikke ind under beskyttende borde eller trygge døråbninger.
2. Muhamed-sagen. Som jeg har hadet fra starten fordi jeg synes der var bedre måder at vise en pointe på. Og at det så lige skulle eskalere mens jeg sad i Egypten, det er jo bare dårlig timing. I starten forsøgte jeg at snakke, at være åben for den dialog jeg så gerne vil have er vejen frem i enhver situation. Men det blev hurtigt alt for anstrengende. Og til tider også ubehageligt, for selv mine venner var meget meget vrede. Så begyndte jeg at lyve og sige jeg var svensker. Og de sidste dage blev jeg bare på hotellet.
3. Færge-katastrofen. Som påvirkede en af mine gode egyptiske venner dybt, fordi en del af hans familie er savnede. Og som påvirkede mig fordi den slags ulykker er meningsløse, og jeg finder det så uendeligt pinligt at den vestlige verden fortsat sælger deres vragede færger videre til lande der ikke har råd til at sætte sikkerheden højest.
4. Mit følelsesliv. Fordi jeg holder af en af mine venner i Egypten som mere end en ven, men på grund af alting, både det der står her og alt det der er for privat - ja, så er det bare en umulighed.

Så ferien gik ikke helt som planlagt. Jeg tog nærmest ingen billeder, snorklede ikke meget og var ikke på mange udflugter. Men jeg læste bøger, spiste chockolade og drak te med vennerne.

Om nogle dage er jeg sikker på at ferien vil få det sædvanelige magiske skær, og jeg vil huske alle de gode ting. Lige nu er jeg mest vemodig. Ville ønske at mange ting var anderledes.

Om nogle dage kommer mens og så går jeg i gang på Hvidovre.

Hvad er det modsatte af EGOIST?

Jeg har i den sidste uges tid tænkt en del over begrebet egoisme. Og har oplevet hvordan jeg pludselig ser endnu flere eksempler på egoisme i min hverdag. Masser af folk der af mere eller mindre indlysende grunde mener de har mere ret til noget end andre.
Ex1: Ved vandposten i skolen er der konstant større elever der vil forrest i køen, man hører argumenter som "jeg er større end dig", "jeg får dårligere karakter hvis jeg kommer for sent", "jeg er så tørstig".
Ex2: På en færge hvor gående passagerer af sikkerhedmæssige årsager skal vente med at gå til bilerne er kørt af, der gik pludseligt en familiefar midt på færgedækket. "Jamen jeg skal nå et tog!"
Ex3: En brandbil med udrykning suser ned af en stor vej i det indre København. Pludseligt løber to mennesker over en fodgængerovergang lige før brandbilen suser forbi. Og så kiggede de grinende på hinanden!

Det er muligt at jeg er alt for regelret. At jeg er helt gal på den når jeg sætter en ære i at følge de regler der er sat for vores allesammens samfund. Måske er jeg miljøskadet ford jeg jævnligt prædiker hensyntagen for alle de børn jeg ser hver dag.
Men jeg forstår simpelthen ikke de folk der i den grad kan sætte sig selv over alle andre. De værste var selvfølgelig dem i ex3. Men hvem siger at de store elever i ex1 ikke vil vokse op til at blive som de voksne i de to andre eksempler.
Jeg vil i hverttilfælde kigge en ekstra gang på mulighederne for pensionsopsparing - for jeg synes den dersens egoisme vinder lidt for voldsomt frem. Og jeg er bange for den kunne gå hen og vinde før jeg bliver gammel.

Og det er jo også derfor jeg gerne vil kende det modsatte ord af egoist. Ikke "en der er uselvisk" eller "hensynsfuld person". Men det navneord der betyder lige nøjagtigt det modsatte af egoist. Jeg skal bruge det ord i navnet af min nye folkebevægelse. Og der er masser af arbejde at tage fat på for den bevægelse. Så jeg smøger ærmerne op.

Debat i Folketinget.

Alene fordi mit net var nede hele eftermiddagen så jeg tv. Jeg ville egentlig skrive en post om hvor træls det er at være ganske alvorligt forårsforkølet. Men nu endte jeg i stedet på DR2, deres direkte sending fra folketinget, første behandling af forslag om ligestilling i forhold til loven om kunstig befrugtning.
Jeg skal da lige mene at feber-tågerne lettede, for det var da interessant snak. Tågerne lettede desværre ikke helt for Lars Lykke Rasmussen, han nægtede at komme med en klar udmelding om hvor venstre står. Men klare udmeldinger kom der da så fra Birte Skaarup og Helle Sjelle. Pyha, jeg blev da så vred at jeg spruttede - og det helt bogstaveligt! Mage til snævertsynethed skal man da lede længe efter. Eller, nej, der må jo sidde nogen et sted der stemmer på dem, så jeg leder nok bare ikke de rigtige steder.
Kamal Qureshi derimod. Han er sgu skarp. Jeg kunne da slet ikke undgå at blive lidt smålun på manden, eller i hvert tilfælde på holdningerne. Han holdt sig skarp og lige til sagen. Birte Skaarup blev helt blå i hovedet af raseri fordi Kamal kaldte Dansk Folkepartis holdning til familier for gammeldags. Åhh det var skønt.
Jeg har før skrevet - et eller andet sted i cyberspace, husker ikke helt hvor - at jeg er uklar om min egen principielle holdning. Det er også rigtigt på en del punkter. Men der er en ting jeg ikke er uklar på; det kan ikke være rigtigt at jeg som enlig ikke kan blive undersøgt for HVORFOR jeg har svært ved at blive gravid. Men det kan jeg faktisk ikke. For de undersøgelser laver man kun med henblik på at behandle for barnløshed, og det må jeg som bekendt ikke blive, altså behandlet. Jeg kunne altså forsætte hos Nina Stork så længe økonomien rakte - og med hjemmeinseminationer så længe psyken rakte - uden nogensinde at finde ud af om det overhovedet er fysisk muligt for mig at blive gravid. Hvad nu hvis kræftsygdommen allerede for mere end 15 år siden permanent har ødelagt mine æg. De deler sig ikke, de har for hård skal, de kan ikke sætte sig fast i livmoderen - hvad ved jeg.
Hvis jeg nogensinde skal kunne forlige mig med barnløshed så må jeg have undersøgt alle muligheder. Jeg må om ikke andet så have en lægelig vurdering.
Jeg glæder mig til at følge den fortsatte debat. Jeg tror desværre denne sag kunne ende i en klassisk for vores nuværende regering - Venstre ender med at give efter for Konservative og DF. Så jeg forventer at loven der fremlægges i oktober ikke bringer mig flere muligheder. Indtil da vil jeg så fortsat undersøge mine egne muligheder. Men ihh, der er altså langt til Spanien, Rikke!

PS: Bemærk at jeg har brugt sygedagen til at lære at lave links i min post ;)

Wake up call

Jeg var faldet i søvn på sofaen, med smagen af helt forbudt, men meget trøstende chockolade i munden, blev øjenlågene for tunge. Jeg gik glip af både Amys ret og Beverly Hills.
Telefonen ringede og jeg vågnede modvilligt. Min krop ville gerne bare døse hen igen, for når man sover har man ikke ondt af sig selv.
Alligevel tog jeg røret. Og fordi jeg er et venligt menneske sagde jeg ja til den flinke unge mand der ringede fra analyseinstitutet.

Og SÅ vågnede jeg: Alle spørgsmålene handlede om antisemitisme og hele Israel/Palæstina konflikten. Og ihhh hvor blev jeg vred undervejs. Ikke på den flinke unge mand, men mere generelt fordi jeg antager at når et spørgsmål stilles er det fordi man forventer at folk svarer forskellige ting.
Er du enig eller uenig i følgende udsagn:
"Jøder har for meget magt i mit land"
"Jødiske forretningsfolk er mere snu end andre"
"Regeringen burde overvåge jøder"
"Konflikten i Israel er jødernes skyld"
"Konflikten i Israel er ikke jødernes skyld"
"Jøder snakker for meget om Holocaust"
"Holocaust fandt virkelig sted"
Og sådan fortsatte det. Ville næsten ønske jeg havde dem alle skrevet ned. Håber ikke jeg skræmte den flinke unge mand for meget undervejs med mine hidsige udbrud.

I min dagligdag laver jeg MASSER af konfliktløsning. Og en af de ting jeg prøver at lære børnene er at det ikke er så vigtigt hvem der startede, det vigtige er at blive gode venner igen. Der er da ikke noget at sige til at de har svært ved at lære det, for det er jo desværre ikke allle forældre der deler min holdning. Og medierne gør da også sit til at udbasunere at det heller ikke er min regel der gælder i Mellemøsten eller i det hele taget i verden.

Jeg vil gerne forbyde skylds-spørgsmål helt generelt. Jeg har ikke gennemtænkt det i forhold til voldtægt og mord hvor jeg kan se en vis pointe i at placere skyld for derefter at placere straf. Men at forsøge at placere skyld på hele befolkningsgrupper det er noget forbandet sludder.
Tak til det analyseinstitut der vækkede mig og viste mig at der er andre problemer der er større, vigtigere og langt mere interessante end mine sovende lillefingre.