Ingen bivirkninger...

af min Suprefact. Jeg stikker lystigt og glæder mig hele tiden over at der ikke skal nogenting ind i næsen... Og så har jeg ingen bivirkninger. Eller altså det har jeg. De er bare slet slet ikke så slemme som frygtet; jeg er øm ad h... til ved æggestokken - og så tuder jeg hver gang jeg tænger på de rugende kvinder Mira og Signe. Jeg er så overbevist om at jeg næste forår triller barnevogn sammen med dem IRL. Men altså bortset fra det ingen bivirkninger.
Og nu er der påskeferie. Skal bare lige have banket et køkken op, så er det afsted til sommerhuset. På den måde skal tiden nok hurtigt gå ;)
God Påske!

Det skal fejres!

Alle jeres bønner hjalp. Meget endda. Så I må endelig ikke stoppe nu. Og jeg håber I forstår at en lang protokol faktisk er lang - der skal bedes fortsat i mange mange dage... Der skal skisme komme en baby ud af det her.

Det gik så fint på Hvidovre i går. Sød læge der gik let og elegant hen over det med vægten! Jeg kunne have kysset hende. Alt så i øvrigt rigtigt ud, så det var bare at sætte i gang. Og heldigvis kunne jeg sagtens få medicinen som injektion, hurra. Så livet som stiknarkoman er igen gået i gang og om 14 dage skal jeg scannes igen.

Det er skisme fedt at være i gang igen. Og med det skønne vejr der var i går kunne jeg ikke lade være med at drømme; Jeg så mig selv gå en tur i parken med en barnevogn næste forår! Forestillede mig hvordan mine barnevognhjul ville trykke en krokus i græsset flad når jeg omsorgsfuldt drejede vognen væk fra den direkte sol, mens jeg selv satte mig på en bænk. Der sad jeg så med en hånd der blidt vuggede vognen i skyggen - og med lukkede øjne i ansigtet vendt mod solen. En PUK-mor.

Det er vel nok længe siden at jeg har tilladt mig selv at drømme sådan.

En plan

Det er virkeligt mærkeligt at skulle skrive om behandling igen. Det er så længe siden, og nogengange er det som om jeg glemmer hvad det er jeg har gang i. Det er som om at det med at prøve at blive gravid har fyldt så meget i mit liv så længe at det nu er en tilstand, en permanent en af slagsen. Det at jeg faktisk en dag kunne blive gravid og blive mor det tænker jeg så lidt så muligt på, det gør alt for tit alt for ondt.
Men altså, nu er jeg jo der hvor jeg håber igen at skulle i behandling. Jeg frygter for cyster der sidder i vejen. Og mest af alt frygter jeg for at blive afvist p gr a min vægt. Det er ikke fordi jeg ikke har tabt mig siden mit forsøg i oktober. Det er bare fordi jeg har taget mindst det samme på også. Rent vægtmæssigt har det været en virkelig frygtelig vinter... Og i oktober løj jeg mig lettere for at sikre mig et forsøg, og det må jeg jo gøre igen. Og så håbe på at ingen husker at jeg sidst fik at vide at jeg skulle tabe mig før de ville gøre mere... Og jeg ved jo godt at det ville forøge mine chancer, og gøre graviditeten nemmere osv osv hvis jeg tabte mig først. Men jeg er så pisse dårlig til at tabe mig, og jeg synes jeg har ventet længe nok... Så jeg beder for mirakler på onsdag når jeg skal scannes.
Hvis jeg så bliver godkendt skal jeg starte i lang protokol. Efter den korte mislykkedes sidst mente de det var bedst. Jeg gruer for den lange. Jeg ved det er tåbeligt, men jeg vil tusind gange hellere stikke mig selv end jeg vil tage noget op i min næse! Og den dersens lange protokol kan da kun tages med næsespray ik? Før mit liv i behandling anede jeg ikke at jeg havde en "næse"-fobi. Jeg har bare altid undgået alt hvad der hed næsespray og aldrig set det som et problem. Jeg får nemt næseblod og frygter for om det bliver en af de grumme bivirkninger jeg skal opleve.
Og så frygter jeg at forsøget ikke bliver til noget. At jeg endnu engang må gå med uforrettet sag. At jeg endnu engang skal opleve skuffelsen og smerten.

Men hvis nu.
Tænk nu hvis.
Jeg får tårer i øjnene bare ved tanken. Tænk hvis det bliver min tur nu. Hvis min sommer skal gå med kvalme, mit efterår med stor mave og min vinter som mor. Tænk hvis min blog endelig kunne blive fyldt med sødmefyldte beretninger om reelle forventninger.

Der er vist ingen fare for at jeg ikke kommer i håbe-humør inden på onsdag. Bed for mig!

Dokumentation

Nu hvor behandling står for døren igen melder min arbejdsgiver ud med nye toner - nu skal jeg aflevere dokumentation for mit fravær. Hvilket da er helt ok. Jeg har bare glemt alt om hvordan det nu var det var med det... Findes der en standard-form et sted jeg udfylder, eller er det en kopi af journalforside der skal til eller hvad? Kan nogen huske hvordan det skulle foregå?
Og jeg lover at weekenden ikke går uden at jeg får skrevet om planen for behandling.

Og så i øvrigt;
Undskyld Mira, jeg havde overset dig i køen foran mig. Det må være fordi vi har stået her så længe at vi efterhånden har udviklet kamuflage med væggen ;) Smut du bare afsted ud i gravid-land så kommer jeg snart efter dig...

2 års dagen...

Bloggen fylder to år i dag. Det er forbigået i stilhed. For jeg orker ikke at tænke over flere mærkedage. Og festen sidste år kan stadig mærkes ;)
Og så har jeg da alligevel gjort det. Har bare tænkt at HVIS nu det var her i Blogland man stillede sig i kø til børn, altså hvis nu... Er der egentligt så egentligt ikke snart min tur? Når jeg tænker tilbage på den første tid herinde, de skønne kvinder der var her da jeg kom til, de er enten blevet mødre eller er trådt ud af Blogland. Så med mindre køen går helt i stå, så er det mig snart... (Ja ja, Amocca, jeg ved godt du står der lige foran mig, og jeg har ingen planer om at springe foran, - men hvis der viser sig en forlomme siger jeg ik nej ,9))

Min behandling... Jeg skriver om det en dag når jeg er mindre træt end nu.

Glad v. 3.3

Jeg er jo også glad fordi Signe for et par dage siden spurgte mig til råds angående køb af camera. Det er jo den perfekte undskyldning for mig selv til at bruge et par timer på at se på cameraer...
Signe havde nævnt 3 mulige cameraer - og som man kan se her er der ikke mange forskelle på de tre cameraer - og dog!
For det første er mit personlige favorit-camera på listen! Jeg ønsker mig inderligt et nyt Canon camera. Og netop eos 400 D er alt for lækker!
Men altså Signe; Den væsentligste forskel på de tre cameraer er antallet af pixels. Jeg plejer at sige at med 8 mill. pixels vil langt de fleste mennesker aldrig opleve at have behov for mere. Billeder med 8 mill. vil kunne forstørres meget uden at kvaliteten forringes. (De fleste af mine billeder er taget med 4 mill - og de kan sagtens ses på fuld skærm uden at blive grimme).
Så med det sagt ville jeg anbefale Canon. Men den er jo også stadig lidt dyrere end de andre, tror jeg, selvom jeg ikke har tjekket danske priser for nyligt.
Bortset fra pixel er der minimale forskelle. Jeg synes at Canons forholdsvis nye 9 pkts autofokus er ret godt, det giver en fin dybde i billedet - og sjældent uskarpe billeder selvom man bare skyder et hurtigt auto-fokus-shot.
Men jeg er jo altså også Canon-fan. Og kender faktisk ikke hverken Nikon eller Pentax særligt godt. De fleste jeg kender er som mig selv Canon-folk!
Det vigtigste i cameraet er naturligvis linsen - og alle tre firmaer har lavet rigtigt gode linser i mange mange år, så der kan du ikke gå galt i byen.
Den sidste ting jeg vil sige; Hold cameraet i hånden inden du køber. Ligger det som det skal, passer størrelsen til din hånd, er vægten tilpas, er der ligevægt selvom du holder med en hånd, er der plads til at holde med to hænder osv osv. I bund og grund tror jeg det er en af hovedårsagerne til at folk får favoritter; at den fornemmelsen man har i hånden er smadder vigtig - og man derfor ikke har lyst at skifte den ud.

Og så den allersidste ting; Hvis du køber et Canon kan jeg nok blive nødt til at komme forbi og se og røre - for der går lang lang tid før jeg selv får råd ;)
God fornøjelse Signe - og så håber jeg da at det var bare nogenlunde interessant læsning for jer andre også...

PS: Signe for en helt anden type mulighed, som også ser lidt lækker ud, se her!

Glad v. 3.2

I dag er jeg glad fordi jeg har fået en virkelig sjov spam-mail. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg åbnede den, for jeg kunne sagtens se at det var spam. Men på en eller anden måde blev jeg nysgerrig... Og ihh, hvor jeg grinede mens jeg læste. Top underholdning (alternativt er jeg virkelig træt og mærkelig; og i så fald er det sikkert ikke sjovt...)
Men her er mailen i hvert tilfælde: (tryk for at se i større format)Altså det er sjove er jo i mange ting. For det første er det et ret specielt engelsk, det kunne godt være en dårlig maskine-oversættelse. Så er der forsøget på at lade som om at det er en vidersendt mail, fra en ven til en ven. Og endelig; Hvad er fælden? Hvad er det lige denne spam-mail vil opnå? Jeg forstår det simpelthen ikke - og det finder jeg ustyrligt morsomt.

Og morskaben når så helt nye højder når man rammer det lille PS;Er det kun mig der griner?
Men altså kort sagt; Jeg er glad.

Sidste chance...

Absolut sidste chance for at deltage i Blogtjek...
Gå til spørgeskema

Glad v. 3.1

I dag er jeg glad fordi jeg har fået givet bloggen sit forårstøj på. Lige i tide til at fejre 2-års fødselsdag for bloggen. Og selvom jeg burde været smuttet i seng for længe siden så er det skønt at koen nu smiler til mig herinde - for udenfor lover de jo snefnug igen inden længe. Der er skisme da nogen oppe i himlen der ikke følger ordentligt med på bloggene... Hallooooo, det er forår! Og nu du endelig kigger herind deroppe fra himlen; Kunne du så ikke lige se at få smuttet det Regnbuebarn herned? Tak!

Glad v. 3.0

I dag er jeg glad fordi solen har skinnet hele den lange smukke dag. Og det er min skyld. For i dag har jeg fødselsdag. Og det har været en skøn dag. Ubetinget skøn. Det er forår nu, og så snart jeg får tid må jeg fjerne snefnuggene her fra min side. Kan i mærke foråret boble i jer? Hurra for det!

Forleden...

Gik jeg rundt i regnen og følte mig lidt trist. Jeg kunne ikke lade være med at gå og se på alle de børn og forældre jeg mødte. Jeg så ikke en eneste forældre der så halv så gammel ud som jeg føler mig i disse dage... Og bedst som jeg gik der mødte jeg en ung muslimsk mor med to smukke børn. Hun passede jo perfekt ind i mine tanker om at hvis jeg nogensinde skulle blive mor så ville det være verdens ældste en af slagsen (og med 61 som dansk rekord er 33 jo pludselig ingen alder...). Samtidigt med disse tanker blev jeg sur på mig selv, jeg ved jo godt at en del muslimer gifter sig tidligere end jeg nogensinde ville have overvejet, og nu skulle jeg da heller ikke blive ved at være sur. Bedst som jeg gik der, kom den ældste af de to smukke børn, en pige på cirka 3 år, hen til mig. Med høj klar stemme og et skønt stort smil i hele ansigtet spurgte hun:
"Hvem er dus mor?"
Mens jeg med en venligt smil svarede: "Jeg er ingens mor", mærkede jeg mit hjerte gå i tusind små stykker og falde ned på asfalten. Hvis du ser en hjertestump et sted på den regnvåde gade, så saml den op og pas godt på den. Jeg håber at få brug for den igen en dag.

Stilhed.

Her er stille.
Jeg har ikke meget at sige.
Føler mig tom.
Snart bliver jeg 33 år gammel. Og det giver tanker. Tanker der desværre mest handler om hvor naiv jeg var dengang jeg troede at jeg skulle være mor før jeg blev 30.
Jeg er SÅ SÅ SÅ træt af at være barnløs. Så træt af at tænke på hvordan det mon går i næste cyklus. Så træt af op og nedture.
Jeg prøver at huske mit nytårsforsæt om glæde. Og ofte lykkes det mig at glædes over små ting i hverdagene. Og det er godt.
Jeg ved ikke om jeg egentligt går og er ked af det. Det føles ikke sådan. Jeg er bare tom.