Viser opslag med etiketten glad. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten glad. Vis alle opslag

18. marts 2007

Glad v. 3.3

Jeg er jo også glad fordi Signe for et par dage siden spurgte mig til råds angående køb af camera. Det er jo den perfekte undskyldning for mig selv til at bruge et par timer på at se på cameraer...
Signe havde nævnt 3 mulige cameraer - og som man kan se her er der ikke mange forskelle på de tre cameraer - og dog!
For det første er mit personlige favorit-camera på listen! Jeg ønsker mig inderligt et nyt Canon camera. Og netop eos 400 D er alt for lækker!
Men altså Signe; Den væsentligste forskel på de tre cameraer er antallet af pixels. Jeg plejer at sige at med 8 mill. pixels vil langt de fleste mennesker aldrig opleve at have behov for mere. Billeder med 8 mill. vil kunne forstørres meget uden at kvaliteten forringes. (De fleste af mine billeder er taget med 4 mill - og de kan sagtens ses på fuld skærm uden at blive grimme).
Så med det sagt ville jeg anbefale Canon. Men den er jo også stadig lidt dyrere end de andre, tror jeg, selvom jeg ikke har tjekket danske priser for nyligt.
Bortset fra pixel er der minimale forskelle. Jeg synes at Canons forholdsvis nye 9 pkts autofokus er ret godt, det giver en fin dybde i billedet - og sjældent uskarpe billeder selvom man bare skyder et hurtigt auto-fokus-shot.
Men jeg er jo altså også Canon-fan. Og kender faktisk ikke hverken Nikon eller Pentax særligt godt. De fleste jeg kender er som mig selv Canon-folk!
Det vigtigste i cameraet er naturligvis linsen - og alle tre firmaer har lavet rigtigt gode linser i mange mange år, så der kan du ikke gå galt i byen.
Den sidste ting jeg vil sige; Hold cameraet i hånden inden du køber. Ligger det som det skal, passer størrelsen til din hånd, er vægten tilpas, er der ligevægt selvom du holder med en hånd, er der plads til at holde med to hænder osv osv. I bund og grund tror jeg det er en af hovedårsagerne til at folk får favoritter; at den fornemmelsen man har i hånden er smadder vigtig - og man derfor ikke har lyst at skifte den ud.

Og så den allersidste ting; Hvis du køber et Canon kan jeg nok blive nødt til at komme forbi og se og røre - for der går lang lang tid før jeg selv får råd ;)
God fornøjelse Signe - og så håber jeg da at det var bare nogenlunde interessant læsning for jer andre også...

PS: Signe for en helt anden type mulighed, som også ser lidt lækker ud, se her!

Glad v. 3.2

I dag er jeg glad fordi jeg har fået en virkelig sjov spam-mail. Jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg åbnede den, for jeg kunne sagtens se at det var spam. Men på en eller anden måde blev jeg nysgerrig... Og ihh, hvor jeg grinede mens jeg læste. Top underholdning (alternativt er jeg virkelig træt og mærkelig; og i så fald er det sikkert ikke sjovt...)
Men her er mailen i hvert tilfælde: (tryk for at se i større format)Altså det er sjove er jo i mange ting. For det første er det et ret specielt engelsk, det kunne godt være en dårlig maskine-oversættelse. Så er der forsøget på at lade som om at det er en vidersendt mail, fra en ven til en ven. Og endelig; Hvad er fælden? Hvad er det lige denne spam-mail vil opnå? Jeg forstår det simpelthen ikke - og det finder jeg ustyrligt morsomt.

Og morskaben når så helt nye højder når man rammer det lille PS;Er det kun mig der griner?
Men altså kort sagt; Jeg er glad.

15. marts 2007

Glad v. 3.1

I dag er jeg glad fordi jeg har fået givet bloggen sit forårstøj på. Lige i tide til at fejre 2-års fødselsdag for bloggen. Og selvom jeg burde været smuttet i seng for længe siden så er det skønt at koen nu smiler til mig herinde - for udenfor lover de jo snefnug igen inden længe. Der er skisme da nogen oppe i himlen der ikke følger ordentligt med på bloggene... Hallooooo, det er forår! Og nu du endelig kigger herind deroppe fra himlen; Kunne du så ikke lige se at få smuttet det Regnbuebarn herned? Tak!

12. marts 2007

Glad v. 3.0

I dag er jeg glad fordi solen har skinnet hele den lange smukke dag. Og det er min skyld. For i dag har jeg fødselsdag. Og det har været en skøn dag. Ubetinget skøn. Det er forår nu, og så snart jeg får tid må jeg fjerne snefnuggene her fra min side. Kan i mærke foråret boble i jer? Hurra for det!

22. februar 2007

Glad v. 2.5

CSC gør virkelig god figur i Californien. Hvis ikke jeg er gravid eller med baby næste år så tror jeg sørme min vinterferie skal gå til Californien...
Men indtil da; Godt gået Jens!

21. februar 2007

Glad v. 2.4

I dag er jeg glad fordi Uma har det bedre. Jeg kender ikke Uma, men har de sidste par uger fulgt hendes op og nedture med tilbageholdt åndedrag. Jeg ved ikke hvorfor hun rører mig lige nu, der er jo masser af historier som hendes... Men jeg tænker der er en grund til at jeg tilfældigt fandt hende lige nu. Og i dag er jeg glad derfor!
Følg hende selv her eller her.

20. februar 2007

Glad v. 2.3

I dag er jeg naturligvis glad fordi JJ har vundet en etape for CSC! Det er alt for fedt at Riis har hentet en talentfuld sprinter til holdet, det skal der nok komme masser af gode ting ud af.
Stort og godt - og lige til at sove på.

9. februar 2007

Glad v. 2.2

Det er jo nemt nok at være glad fordi det er weekend.
Men jeg er altså også glad fordi "De sorte spejdere" var ekseptionelt sjove i dag. En lang snak med nogle gæster der pludselig snakkede om at vi alle stammede fra nogle forskellige planeter! At de kan sidde der og snakke seriøst om den slags det går over min forstand... Eller også er det det der med planeterne jeg ikke har forstand nok til. Det var en fantastisk oplevelse at lytte til - og jeg klukler stadig. Den kan downloades og høres igen og igen her...
God weekend.

3. februar 2007

Glad v. 2.1

I dag er jeg glad. Nærmest sådan lalleglad. Altså ikke hele tiden... Men sådan når mine tanker lige driver lidt væk fra arbejdet der ellers optager dem, ja, så klukler jeg faktisk!
Jeg har i nat drømt en drøm så sjov at jeg slet ikke kan lade være at le!
Jeg drømte at jeg kom op i mit sommerhus - kun for at opdage at der var fyldt med mennesker! Og det var ikke nogen jeg kendte. De havde alle sammen cowboy tøj på og gik rundt og hørte meget højt country musik mens de var ved at installere saloon-swing-døre i mit hus - og lave forskellige andre western-agtige ting ved huset! Jeg spurgte pænt om hvad de lavede og det viste sig at de havde købt nr 84 til deres lille square-dance forening. Problemet var jo bare at mit hus er nr 51! Så de pakkede deres ting og smuttede, men efterlod mig med saloondøre i hele hytten.
Se se, den var jo sjov nok i sig selv. Men der hvor jeg virkeligt griner højt er når jeg forsøger at regne ud hvad det er min underbevidsthed forsøger at fortælle mig???
Nogen bud???

1. februar 2007

Glad v. 2.0

I dag er jeg glad fordi Evi har åbnet sin blog. Hurra hvor er det skønt at hun nu har sit eget lille hus, og ihh, hvor jeg glæder mig til at følge med i hendes skriblerier.

Vi er i gang...

Cykelsæsonen er så småt i gang - og det gør mig glad!
Lige nu er det Tour de Quatar der køres. Et løb der efter sigende ofte ikke køres så specielt spændende, men som altid tiltrækker store navne fordi nogle olie-milliardærer fra området har skudt store præmiesummer til løbet. Og lige nu er det skønne Tom der fører! Faktisk har har indtil nu kørt ganske suverænt, hvilket jo er lovende for den kommende europæiske sæson.
Selvom løbet måske nok ikke køres så spændende så gad jeg nu alligevel godt se det på tv. Både fordi det ville dulme mine efterhånden ganske udtalte cykelløbs abstinenser - men også fordi det ville være sjovt at se disse billeder frem for de sædvanelige med køerne langs de franske landeveje.
Gad nok vide hvad den mand tænker? Hvad tror du?

28. januar 2007

Glad v.1.10

Jeg er glad fordi jeg har truffet en god beslutning. Efter nogle lange dage med for lidt søvn og for mange spekulationer har jeg truffet en beslutning. Og den føles rigtig og god.
Jeg har haft søgt et nyt job. Og har nu besluttet at jeg vil melde afbud til den 2. samtale jeg ellers var inviteret til. For jeg har ikke lyst at skifte job. Jeg er glad for det job jeg har nu. Og jeg vil jo gerne fokusere på vægttab og graviditet. Ikke på nye kolleger og anderledes arbejdsområde. Jeg vil have rimeligt ro på arbejdet sådan at jeg helt og fuldt kan fokusere på at blive gravid.
At jeg overhovedet søgte jobbet beror vist mest på en panik angst for om 5 år at stå barnløs og se tilbage på mit liv og synes at det manglede indhold... Men panik angst har vist aldrig været en god vejviser.
Og nu vil jeg lade roen sænke sig over mig. Nyde glæden. Smile. God søndag!

26. januar 2007

Glad v.1.9

Det er da soleklart for enhver hvorfor man bare må være glad i dag!
Derfor!
Jeg skal stå i forreste linje i 2011. Jeg skal have mit regnbuebarn på skuldrene så h*n kan få sin første store cykelløbsoplevelse. Senere skal vi selvfølgelig til Frankrig og se vores helte live. Men først bliver det altså i København om 4 år. Ihh, hvor er det fedt!

Og hvis Tom stadig er god til den tid, ja, så skruer vi skisme charmen på og vinker ekstra vildt. Jeg er sikker på at han vil elske at være kæreste med en enlig mor til et smukt regnbuebarn!

22. januar 2007

Glad v.1.8

I dag har jeg været glad. Af mange grunde. Ikke gode grunde. Bare mange...

Men månen gjorde mig ekstra glad i dag. Den smukke måne der lyste ud over sneen. Med det billede på nethinden vil jeg sove godt og roligt i nat.

19. januar 2007

Glad v.1.7

I dag er jeg glad fordi jeg skal til tandlæge!
For dem med tandlægeskræk virker den sætning måske voldsomt angstprovokerende; og det beklager jeg! Det er faktisk ikke min mening at fornærme nogen, ej eller tanken at reklamere for faget.
Det er såmænd heller ikke fordi jeg synes det bliver den bedste måde at bruge et par tusinde kroner på, men kunne købe mange gode bøger, mange flotte sko og syndigt meget chockolade for det beløb...
Det er bare fordi at jeg er glad ved tanken om at det helt sikkert bliver endnu nemmere at være endnu gladere efter tandlægebesøget; kortsigtet fordi jeg forventer at være bøvet af bedøvelsen resten af dagen, mere langsigtet fordi det kommer til at gøre væsentligt mindre ondt at være mig når den knækkede tand er repareret!

7. januar 2007

Glad v.1.6

Jeg er glad fordi min weekend i sommerhuset var skøn. Vejret var perfekt! Og i min vejr-terminologi så betyder perfekt; koldt nok til at det er acceptabelt ikke at lave andet end at sidde foran kakkelovnen med en god bog - men ikke så koldt at man vågner midt på natten med kolde tæer!
Eneste ulempe var at jeg havde glemt cameraet, ville ellers gerne have foreviget den koloni af baby-snegle der havde lavet vinterhi i min brændestabel...

5. januar 2007

Glad v.1.5

I dag er jeg glad fordi jeg har verdens mest trofaste kommentatorinde; Evi. Hun er alt for skøn. Gennem tiden føler jeg at jeg kender hende, selvom hun ikke selv har en blog hvor man kan læse med. Hun kommenterer altid på det jeg skriver - selv da hun kom hjem fra sommerferie og der var flere ugers indlæg - hun tog sig tiden til at kommentere på det hele.
Jeg prøver altid at lade være at forvente kommentarer på mine indlæg. Og jeg håber da heller ikke nogen føler sig forpligtet til at kommentere. Men faktum er Evi gør det altid, og hvis hun en dag blev væk for mig, så ville jeg bestemt savne hende.
Jeg tror hun er min skytsengel. Det gør mig glad at tænke på at der findes mennesker som hende, mennesker der uselvisk beder for andre. Mennesker der tager sig tid til andre.
Hurra for Evi!

4. januar 2007

Glad v.1.4

Hun gør mig hele tiden glad hende SØS, hver gang jeg tænker på hende og hendes velfortjente graviditet. Nu har hun gjort mig ekstra hyper glad fordi hun har åbnet sin blog igen. HURRA!

Glad v.1.3

I dag er jeg glad fordi en jeg elsker højt har fødselsdag - og det vil vi fejre sammen, og det er altid hyggeligt.
Desuden har jeg drømt at jeg fik foræret to smukke drenge-babyer, så jeg vågnede med smil på læben. I dag bliver en smuk dag!

2. januar 2007

Glad v.1.2

I dag er jeg glad fordi jeg slet ikke er stresset over at skulle på arbejde i morgen. Slet ikke.
En lille stemme indeni siger ondt; "Bare vendt, du har sikkert glemt noget vigtigt - og i morgen får du at se, så skal du nok blive stresset igen." Men stemmen er fra 2006, den lytter jeg skam ikke til, for nu er det jo 2007. Og jeg er glad.