Altså...

Så er der ryddet op. Klar til vinteren. Altså her i blogdesignet. Selvom det var svært at koncentrere sig for al den jublen over SØS. Og nu må jeg da vist se at blive klar til nytårsfest...

HURRA!

OKAY!

Jeg råber det ud over hustagene;

SØS er GRAVID!!!

Allerede nu er det blevet meget nemmere for mig at holde mit nytårsforsæt.
FANDME.

Og ihh, nu tuder jeg igen, men nu af lykke. Fordi et smuk menneske nu kan sige højt hvad hun har drømt om så længe.

Hold op hvor er det stort!

TILLYKKE min allerkæreste SØS.

Nytårsforsæt

Jeg har et.
Kun et.
Tilgengæld orker jeg ikke at skrive en nytårstale. For jeg har faktisk ingenting at sige.
Jeg kan kun gentage hvad jeg har sagt før. Mange gange før. Og jeg orker faktisk ikke at gentage mine depressive tanker mere.
Jeg har slet ikke lyst til at fejre noget som helst i aften. Jeg orker ikke sidde blandt fest-stemte mennesker jeg ikke kender og smile kunstigt. Det var helt klart en fejl at sige ja tak til den fest... Tænk at jeg stadig efter flere år i dette spil kan begå den fejl - at tro at jeg efter en ferie sikkert ville have overskud til at sidde der og være glad. Måske troede de allermest naive af mine hjerneceller endda at jeg faktisk ville være oprigtigt glad. HA!
Jeg synes i bund og grund at 2006 har været et lorteår. Jeg har opgivet at lave nogen form for opsumering for det vil sikkert bare sende mig til tudeland - og der har jeg opholdt mig rigeligt allerede i denne jul. Jeg har flere gange i selvpineriets navn bladret gennem gamle poster; mohamedkrisen der spændte ben for et forhold til en skøn mand, et fald der ødelagde min ryg, en operation der truede og siden blev aflyst, en farmor der døde, et vægttab der blev til vægtøgning, et job der gik fra stressende til ulideligt stressende og et afbrudt IVF-forsøg. For bare at nævne highlights. Åh, gud hvor får jeg dog ondt af mig selv.
Jeg havde aldrig klaret det uden min blog. For selv om den i øjeblikket har meget karakter af at jeg læsser lort af, så er jeg uendeligt glad for den. Her søger og finder jeg styrke til at kæmpe videre mod målet.
TAK alle mine skønne læsere. TAK fordi i er der for mig, hver på jeres måde er i vigtige for mig.

Og nytårsforsættet; Jeg vil være glad i 2007. Come what may; jeg vil være glad.

GODT NYTÅR TIL ALLE!

Julekort

Heller ikke i år har jeg skrevet julekort.
Men jeg har da modtaget lidt. Og forleden kom en af dem der gjorde ondt... En veninde jeg kun har meget lidt kontakt med beretter glad at hun forresten siden sidst er blevet mor til en smuk baby.
Og jeg glædes med hende. Og glædes over at det for nogen kan opleves som et forresten.
Og samtidigt græder jeg. Og sådan bliver min jul i år. Jeg føler mig ikke modløs eller dybt deprimeret. Jeg har bare brug for at græde. Fordi mine ønsker og tanker om 2006 blev gjort så grueligt til skamme. Og fordi jeg slet ikke ved hvad jeg skal turde håbe for år 2007. Det meste af julen skal jeg være med mennesker der kan rumme min gråd. Og de dage hvor jeg forventes at være glad, ja, der leverer jeg nok varen. For bare fordi jeg er ked behøver det jo ikke gå ud over andre. Og ikke kun derfor, også fordi jeg ikke orker forklare...

Glædelig jul til alle!

The holidays...

Det er ikke fordi jeg læser hos ham her SÅ tit. Jeg savner i den grad at han tagger sine indlæg med kategorier så jeg kan finde rundt i alt det kloge.
Men i dag kom jeg forbi hans side - og ihhh hvor jeg tudede.
For jeg er bare så uendelig trist over at 2006 ikke bragte mig et eneste skridt tættere på målet.

Christmas!

A scared angels about to be eaten by a giant cat!
My entry for this weeks challenge over at macroday.

Afhængighed

Jeg er afhængig af serier. TV-serier. Både dårlige og gode. Alle serier. De taler til den autistiske side af mine personlighed, den side der og styrer min samling af bøger og min manglende evne til at smide ting ud. Jeg samler. Sorterer samlinger. Ordner mine samlinger. Smider ingenting ud.
Og når det kommer til TV-serier har jeg også virkeligt svært ved at smide ud! Hvis jeg først ser en series første afsnit, så ser jeg dem alle! Og for visse serier er det jo desværre en hel del... Heldigvis er min afhængighed for det meste under nogenlunde kontrol. Almindelig social omgang med mennesker gør at jeg , selv i vinterens høj-serie-sæson, ikke ser mere end 1-2 serier. Det hjælper selvfølgelig også at jeg ikke kan tage særligt mange kanaler - og derfor trods alt har begrænset udbud. Men mest af alt handler det om selvkontrol. Det er jo egentligt ret simpelt - hvis ikke jeg ser første afsnit ser jeg ikke serien! Så jeg skal bare holde mig fra det første afsnit... Jo jo, det klarer jeg.
Men nu er det december. Og i det er en farlig måned for os serie-afhængige! For selv hvis man undgår at se afsnit 1, så er der en sådan overflod af julekalendre at det er næsten umuligt ikke at falde i!
Jeg var forberedt i år. Havde nøje afsøgt TV-programmet og var bevæbnet til tænderne 1 december. Og indtil nu kan man vel kalde missionen en succes. Jeg følger på mirakuløs vis kun med i en kalender i år. Desværre tror jeg det er den værste af den alle! Den kommer først efter min sengetid, den har en tvivlsom handling og den er faktisk ikke sjov! Jul i verdensrummet. Det bedste der er at sige om den er at den kun varer 15 minutter... Og alligevel sidder jeg der hver aften. Mens min samler side kæmper mod min fornuft - og førstnævnte vinder hver gang. Jeg MÅ se den, for tænkt nu hvis den lige pludselig blev sjov. Hvis der ligepludselig faktisk var en pointe i handlingen. Hvis personerne ligepludseligt blev troværdige og vedkommende.
Åh gud hvor er jeg ynkelig nogengange. Og nu må jeg slutte for den kommer nu; serien. ØV.

Sådan!

Så blev her gjort rent og julepyntet lidt. Ville egentligt have pyntet med dette billede:Men se så lige der, manden ryger jo! Og det ville da bare være alt for politisk ukorrekt til min fine vel-polerede blog. Så næ nej, i må nøjes med de fine rensdyr.
Glædelig julet weekend til alle!

Klick klick

Julehumøret er jo stadig kun en spirre. Og slet ikke livskraftig nok til at tage med ud i Københavns hektiske julehandelsmiljø. Så jeg klarer den over nettet. Klick klick, legetøj til niecen. Klick klick, bog til svoger. Klick klick videre det går gennem cyberspace. Ingen køer, ingen muzak og reklamer man nemt kan overse. Klick klick, ingen fristelser i form af varm gløgg og duft af brændte mandler.
Og mens jeg klikker går det op for mig at jeg slet slet ikke er i nærheden af det gennemsnitsbeløb som pressen har annonceret at hver dansker bruger på julegaver i år, var det 3200 de sagde? Der er jeg sørme ikke. Så klick klick og så er der lige ekstra julegaver til alle i form af høns, kondomer og køkkenhaver. Så nærmer jeg mig mere gennemsnittet. Det er nu så rart at være gennemsnitlig, bare en gang imellem.

Julehumør

Jeg har ikke været i julehumør. Slet ikke.
Det hænger sammen med stressen. Den stress der var så slem at jeg blev bange. Og selvom den umiddelbart er væk nu, så er jeg stadig lidt mærket af den. Godt det snart er ferie.
Det hænger sammen med vejret. Jeg klager ikke over at det ikke er koldt, det kunne aldrig falde mig ind. Jeg suger hver eneste varmegrad til mig og gemmer til dårligere tider. Men det er da svært at tage julen alvorligt når det nærmest er t-shirt vejr stadigvæk.
Det hænger sammen med Regnbuebarnet. For sidste december var jeg så overbevist om at 2006 ville bringe mig vished. Jeg var så afklaret med at uanset hvad der skete, så ville jeg vide besked i 2006. Og det er skisme da deprimerende at der ikke er sket noget som helst. Et helt år hvor hele infertilitetsmøllen ikke har drejet en eneste runde. Små ryk måske, men det har jo både været frem og tilbage. Så alt i alt er det svært ikke at føle at alt hvad der er sket er at jeg er blevet et år ældre.

Men nu har en julespire så alligevel ramt mig. Jeg kan mærke jeg begynder at smile. Og at jeg måske snart får lyst at købe gaver.
Og jeg ved præcis hvornår det startede; I går da mine elever strålende glade skrålede med på "Jinglebells". Da blev jeg ramt af deres overvældende smittende glæde, - og det kombineret med stolthed over hvor dygtige de er (og jeg har lært dem det...) ja, det plantede julespiren. Hvis jeg nu køber en julestjerne til mig selv i dag så kommer det nok til at gå alt sammen.

Blog-syge

Der er udbrudt "Blog-syge" i landet. Helt på linje med elmesygen dræber den hårdt og ubarmhjertigt nogle af de blogs der ellers har vokset så længe, været smukke og vigtige så længe. Som elmesygen efterlader også denne sygdom de tilbageværende blogs med en følelse af ensomhed og angst. For når en blog man længe har stået i læ af vælter, ja så blæser det koldere. Og når en blog man har stået sammen med er væk, ja så er man mere alene. Og når en blog man har stræbet efter at ligne ikke er mere, ja så bliver man let forvirret og mål-løs.
Og når den slags epidemier rammer landet så breder angsten sig også; Vil sygdommen ramme mig? Hvordan kan jeg sikre mig? Hvem bliver det næste offer?

Jeg er her endnu. Og jeg savner de blogs der er væk. Indtil nu er jeg gået fri af smitten. Og sådan tror jeg det bliver ved at være.

Ingenting.

Her sker ingenting. Dagene går og jeg går. Og ingen vegne kommer jeg. Er ikke rigtigt startet på kur, men overvejer det hele tiden - og det er alt jeg orker lige nu. Overvejer at skrive indlæg her - og orker ikke rigtigt. Overvejer at passe mit job, og gør det også på en måde, men ikke særligt godt, og det er alt hvad jeg orker. Jeg ved godt at det er fordi jeg lige nu er meget hårdt ramt af stress. Så hårdt at jeg sikkert vill blive sygemeldt hvis jeg orkede at gå til en læge. Men Denne uge er nem arbejdsmæssigt, så den orker jeg uden problemer - og hvis stressen så ikke bliver bedre efter det så lover jeg at se lægen. Jeg lover.

Slankekur!

Jeg skal jo til det. Jeg må krybe til korset og indrømme at al min kampgejst fra 1.maj ikke holdt særligt længe. Jeg har ikke tabt mig meget længe, snarere tværtimod.
Og nu skal jeg jo tabe mig før jeg får flere IVF forsøg. Så jeg har brug for hjælp. Jeg troede jo jeg havde set lyset i går da jeg så denne overskrift:

Bodnia tabte 20 kilo på chokolade-kur

Men jeg blev jo grusomt slukøret over ikke at finde løsningen der...

Så nu MÅ i hjælpe mig allerkæreste læsere; Jeg skal bruge alle mere og mindre umulige kure, mirakler osv. Jeg skal have alle tips på bordet. Jeg skal vælte mig rundt i muligheder for hurtige nemme og lange svære løsninger. Der skal være så mange at jeg aldrig kan knibe mig uden om mere. Der skal være noget der kan virke hurtigt nu og her - og noget der kan holde tabet senere. ALLE forslag er velkomne. Glæder mig til at se hvor mærkeligt og besværligt det kan gøres ;O)

Det er tilladt at smile!

Jeg synes at jeg lige i øjeblikket er for travl til egentligt at tænke over livets uretfærdigheder. Men mon ikke det rammer mig i næste weekend...

Indtil da vil jeg sige; Det er tilladt at smile. Og når man er så heldig at være matematiklærer der underviser med brug af terning-lege kan man være heldig nok at høre en glad dreng råbe:

Hurra jeg har seks!

Og heldigvis er mine elever uskyldige nok til ikke at tænke nærmere over den bemærkning; men jeg smilede skam...

Hver gang...

Hver eneste gang.
Hvordan fanden kan det blive ved at mislykkes? Hvordan kan jeg gang på gang på gang sige til mig selv at denne gang vil jeg ikke håbe ligeså meget... Og hver gang kan jeg når det går galt konstatere at håbet har levet sit eget liv og det er surt og gør pisse ondt.
Det er ikke længere nødvendigt at være detektiv. Efter en surrealistisk dag i går med mærkelige tanke-konstruktioner ala "det er bare en lille pletblødning, det bliver ik til mere" og "det er ikke smerter i underlivet det er bare tarmene der driller", er der i dag ingen chance for selv den mest stædige håbe-tanke. Det lykkes ikke for soldaten.

Så i går aftes så jeg det dersens program om de unge mødre. Et program jeg elsker at hade. Således også i går hvor en fødende sagde: "Jeg vil ikke mere, det gør for ondt" og vupti var der epiduralblokade til hende.
Så tudede jeg sgu. For jeg har også lyst til at sige: "Jeg vil ikke mere, det gør for ondt". Jeg vil også have blokade og så først føle noget igen når det værste er overstået.
Men her i min kamp er der ingen blokade. Og hvis jeg ikke vil mere er det slut. Og det tror jeg kommer til at gøre endnu mere ondt. Alt for meget endnu mere ondt.

Detektiv

Som en detektiv sidder jeg og kigger. Stirrer efter aftegninger i brunlig rød nuance der kan indikere drømmens bratte afslutning. Hvis jeg havde et forstørrelsesglas ville jeg bruge det, uagtet at jeg ville ligne Fedtmule som han så ud når han troede han skulle hjælpe Mickey på svære opgaver i 70ernes Anders And blade.
Og lige nu er jeg en detektiv på sammenbruddets rand. Der er set farve. To gange. Jeg forbereder mig på nedturen...

Ambivalent...

Jeg ville ønske at tiden gik hurtigere. For der er stadig lang tid til fredag.
Og jeg ville ønske at tiden gik langsommere, for hvem har lyst at få knust sin drøm endnu en gang?

Jeg ville ønske jeg skrev mere på min blog, for det ville hjælpe tiden til at gå.
Og jeg ville ønske at jeg ikke skrev, for hvem har lyst at blive mindet om alle de gange drømmen før har været knust?

Jeg ville ønske jeg havde masser af tegn på at krabaten og soldaten har mødt hinanden. For det ville være dejlig næring til mine drømme.
Og jeg ville ønske at jeg ingen tegn havde, fordi jeg så måske kunne lade være med at bruge ethvert vågent minut på at spekulere på om drømmen endnu engang skal knuses.

Men faktum er at tiden går som den nu vil. Og min trang til blogging kommer når den nu vil. Mine tegn kommer når de vil og i det antal de vil.

Nok til at drømme, men ikke nok til at turde tro...

Vintertid...

Hvor kan man klage over dette helt urimeligt tidsspring der er foregået i nat? Jeg finder mig ikke i det. Som om der ikke var langt tid nok til den 10 november - nu har nogen skisme lige smidt en ekstra times ventetid oveni! Det finder jeg mig ikke i. Hvis nogen bare vil fortælle mig hvor jeg skal klage så har jeg brevet parat!

Tidsfordriv

Mens jeg venter på at tiden skal gå og gå og gå og det skal blive den 10. November, så leger jeg med at forsøge at designe en ny hjemmeside til alle mine billeder. Men det går lidt trægt med det... Jeg har tilsyneladende allerede glemt rigtigt meget af hvad jeg lærte om html og CSS i foråret under min lange sygemelding. Lidt surt, men jo heller ikke livet om at gøre. Og eftersom det var tænkt som tidsfordriv er det jo fint nok at det har taget laaaang tid ;)
Imens har jeg gnasket æbler af årets store lækre høst...

Soldaten og Krabaten!

36 millioner soldater tog ud på en lang mission. De skulle finde en Krabat. De vidste de var blandt de allerdygtigste soldater i landet, for de havde været igennem et hårdt og ubarmhjertigt lægetjek hvor mange af deres sløvere kammerater var blevet sorteret fra. Og nu stod de så foran deres livs udfordring. De var udvalgt til at kæmpe til døden, og indstillet på at gøre netop dette.
De synes selv de var heldige for de var blevet hjulpet godt på vej på missionen. Efter det store lægetjek blev de fragtet en lang, lang vej, for at de kunne have ekstra gode kræfter når de skulle finde Krabaten. Og de ville få brug for alle kræfter. De vidste at mange var døde før dem på denne slagmark, de vidste at alle herskere før Krabaten havde haft uigennemtrængelige bolværker. Men det tog ikke modet fra dem.
Mange ville dø på første del af rejsen, af ren udmattelse. Og eftersom vejen til Krabaten var lang, bakket og fremmed ville mange fare vild og til sidst ville også de dø af udmattelse. Nogle ville holde ud, nogle ville finde den rigtige vej, men selv disse soldater var ikke sikre på at overleve. Måske ville de når de endeligt nåede Krabats slot ikke have kræfter til at klatre det sidste stykke over muren.
Alt dette vidste soldaterne, men de vidste også at de alligevel ville kæmpe. For de tænkte ”en eller anden dag må det jo lykkes for en af os soldater” og så tænkte de, med stor selvsikkerhed, ”jeg tror det bliver mig!”
Og skulle det ske at netop en af disse flittige, dygtige og selvsikre soldater overvandt alle farer undervejs og faktisk kom frem til Krabaten, ja så ventede der uendelig lykke. For skulle det ske, ville Krabaten invitere soldaten i sin favn og aldrig mere give slip. Og sammen ville de to vokse sig større og større og stærkere og stærkere. På et tidspunkt ville de være alt for store til at bo i Krabatens lille land, og så ville de sammen, som en, komme frem i lyset – og der ville de opleve at de i lang tid ville være universets centrum. Der ville de to, som en, blive elsket i al uendelighed.
Alt dette vidste soldaterne, og derfor var de villige til at gennemgå alle trængsler, for moralen i denne historie er klar;

Så længe der er håb om at nå ens drømme, ligeså længe kan man kæmpe!

Mens vi venter!

Tillad mig at sprede lidt stemning af vådt, svampet efterår mens jeg venter på at det er tid til at Krabaten skal møde soldaterne...

Alle billederne er taget ved sommerhuset en våd morgen i sidste uge. Og endnu engang blev jeg imponeret over mangfoldigheden i haven.

For godt til at være sandt...

Tanken havde strejfet mig; det her går for godt til at være sandt...
Og det gjorde det.
Jeg skal passe på ikke at synes at det gik galt. Men galt gik det ikke. Det gik bare heller ikke helt godt.
Jeg har kun 2 æg. Et på 19,5 og et på 10. Det er ikke sikkert at det på 10 bliver til mere. Og alle de små der var så fine i søndags var væk nu. Skræmt væk af den store krabat på de 19,5. Og ikke et ondt ord om den store, men lidt ærgeligt er det da at den sådan har mast sig frem forrest i køen. For nu hedder det ikke længere første IVF forsøg men derimod IUI forsøg nummer 7. Og jeg skal selvfølgelig tro og håbe, det er bare lidt svært lige nu. Men mirakler er selvfølgelig set før. Og det kunne da være at der var et på vej til mig... Så jeg prøver at tænke positivt, og tager en ÆL-sprøjte i aften. Og hvis det så ikke lykkes er der dømt vægttab og derefter forsøg med lang protokol. Lægen mente det var bedst i fht at få de små æg bedre med.
Men men men; Nu hepper vi på krabaten!

Right on track!

Altså; mange mindre ægblærer på 8-10 mm - så mange at de ikke skulle tælles. Og så en ledende på 12,5! Så der skal gang i sprøjte to i aften (kan ikke huske navnet) og så op med dosis af Menopur til 225. Jeg synes umiddelbart det virker ganske positivt og lovende, men jeg er jo også lidt naivt anlagt - og i denne sag ikke ganske objektiv...

Og så ikke for at blære mig, men fordi det faktisk er sådan jeg oplever det; Jeg synes stadigt det går vildt nemt med stikkeriet og bortset fra lidt kriblen og et niv i ny og næ har jeg ingen fysiske skavanker af denne behandling - overhovedet! Ingen smerter, ingen humør-hormon-udflip, ingenting.

Jeg har nærlæst brochuren igen, den hvor Hvidovre forklarer alting i detaljer. Og hvis jeg fortsat er så heldig med ægudviklingen som indtil nu - så skal jeg vel nærmest have æg ud inden weekenden!!! Vildt, vildt, vildt. De æg kunne jo gå hen at blive til et barn en dag...

Og den tanke slog mig da jeg glad og fro forlod åstedet i dag; Jeg kan blive mor. Det kan lykkes for mig. Og straks var tankerne afsted; hvordan jeg skulle fortælle det til forældre, søskende, venner, kolleger, elever osv. Jeg regnede straks på hvornår barsel ville starte, terminsdag osv osv. Drømmene lever igen. De er ikke døde. De trængte bare til at blive sat fri - og det blev de!

Bog meme

Jeg har jo for længe siden truet med en meme. Og efter en grundig research af diverse blogs fra den ganske verden er valget faldet på en oplagt: En bog meme.
Hvem har ikke lyst at mindes forskellige læseoplevelser? Og hvem har ikke lyst at lade sig inspirere af andres læseoplevelser? Win-win situation.
Here goes:

En bog der ændrede dit liv:
Cæcilie Lassen: "Simone". Altså ændrede mit liv er måske lige drastisk nok. Men den ændrede nok min måde at se på bøger på, den åbnede genren af historiske romaner for mig. Og den gjorde det mens jeg var ung og letpåvirkelig - og har helt sikkert været med til at skabe min interesse for historie. Og den interesse påvirker bestemt mit liv, så det er vel det nærmeste jeg kommer en bog der har ændret mit liv...

En bog du har læst mere end en gang:
Samtlige Harry Potter! Dels fordi de er så skønne og fulde af fine detaljer som man glemmer fra gang til gang. Og dels fordi jeg faktisk i sin tid på seminariet lavede en opgave om den gode Harry.

En bog du ville have med dig på en øde ø:
John Irving: "Indtil jeg finder dig". Jeg har ikke læst den endnu, men Hr. Irving plejer at skrive læseværdigt - også til genlæs. Og så er den tyk, tyk, tyk - og det er da bestemt en fordel hvis jeg skal være på den der øde ø længe. Med kun en bog. GYS!

En bog der fik dig til at grine:
Anita Notaro: "The www club". Fordi WWW står for "women watching weight" og den er fuld af tragikomiske beskrivelser af dumme undskyldninger i forbindelse med manglende vægttab! Generelt griner jeg en del når jeg læser kategorien chick-lit.

En bog der fik dig til at græde:
Jonathan Safran Foer: "Ekstremt højt og utroligt tæt på". Fordi bøger der handler om børn der kæmper altid rører mig. Og børn der kæmper for at forstå de voksnes verden rører mig især. Og denne bog skildrer det hele så godt at den burde have haft sin egen post da jeg læste den i forsommeren.

En bog du ville ønske aldrig var blevet skrevet:
Rich Shapero: "Wild animus". Bare fordi det er en ualmindelig dårlig bog, både hvad angår handling (en mand der gerne vil leve som en vild gedebuk!) og sprogligt. Der er masser af bøger jeg ikke har læst fordi jeg ikke mente de burde være skrevet, ex politiske bøger. Men denne bog har jeg faktisk læst fra ende til anden. Men kun fordi jeg af princip læser ting som folk forærer mig. Ellers havde jeg skisme givet op undervejs...

En bog du læser lige nu:
Alexander McCall Smith: ”Damernes detektivbureau nr.1”. Jeg er i den grad kun lige startet, men jeg har længe glædet mig til den. Uden konkret at kunne huske hvor, hvornår og hvem har jeg en fornemmelse af at have hørt mange gode ting om den. Og så er der mange flere i samme serie hvis det skulle vise sig at være en succes!

En bog du har planer om at læse:
Amy Tan: ”At redde fisk fra at drukne”. Hun er en af mine absolut yndlings forfattere og jeg er endnu aldrig gået galt i byen med hende.




Jeg inviterer alle til at være med! Skriv i kommentaren eller på din egen blog – og hvis du vælger det sidste så læg lige et link i en kommentar ;)
God fornøjelse!

Farvel!

Skulle nogen være i tvivl:
Jeg kommer til at savne at se denne mand vinde løb for CSC. Øv bøv.
Og skulle der være mere tvivl:
Jeg er naiv og glad og undgår for alt i verden at tage stilling til skyld, skam og snyderier. I hvert tilfælde så længe det drejer sig om cykling.

Action!

Det er selvfølgeligt ikke helt lyserødt og candyfloss let at stikke sig selv. Men det går nu nemt for mig. Så nemt at jeg nærmest ikke koncentrerer mig om det, efter to stik er det allerede helt selvfølgeligt at trisse ud på toilettet kl 22 og finde nåle og menopur frem. Frem mod kl 22 og et par timer efter er jeg lidt oppe og køre, har en del adrenalin susende rundt, men ellers ret nemt...

Jeg tror det er fordi jeg er så glad for endeligt at kunne gøre noget. Det er over et år siden jeg havde mit sidste inseminationsforsøg. Og i mellemtiden har jeg virkeligt længtes efter at kunne gøre noget. (Og det at jeg kunne have haft tabt mig springer vi i denne sammenhæng let henover... For det kunne jeg jo netop ikke finde ud af...) Når jeg står der med sprøjten giver det mig en fornemmelse af kontrol. Når jeg mærker det nive, spænde og krible i æggestokken, ja så føler jeg kontrol over situationen. Og selvom jeg udemærket ved at kontrollen ikke er reel - så nyder jeg i fulde drag følelsen i disse dage. Ihh, hvor er det altså spændende det her. Jeg glæder mig til i aften kl 22 at tage endnu et kontrol fix. Og glæder mig endnu mere til på søndag hvor jeg forhåbentligt er bristefærdig af store flotte æg!

Endelig!!!

Endelig tager jeg hul på et nyt kapitel i den efterhånden lange roman der handler om min vej til Regnbuebarnet.

Jeg skal i aften i gang med Menopur, 150. Og så er der ny scanning på søndag.
Det holdt hårdt - i forhold til min vægt. Lægen foreslog heldigvis selv den handel jeg selv havde i tankerne; et forsøg (fordi jeg har været så grueligt meget igennem, lægens ord!) og hvis ikke der er bid her i første forsøg så er der ikke flere forsøg før jeg har tabt mig væsentligt. Jeg er bare så glad. Så så glad. Jeg rystede over det hele da sygeplejersken skulle vise mig hvordan jeg skulle blande medicin og stikke mig selv, mon ikke hun troede det var nervøsitet. Det var faktisk glæde. Helt alt overskyggende glæde over at jeg nu endelig endelig er lidt videre i systemet.
Så til alle jer der krydsede i dag; det virkede - så vil i ikke nok fortsætte med det? For hvis ikke Regnbuebarnet kommer til mig nu, så er der lang lang pause før der sker mere...

I øvrigt så er jeg til min egen overraskelse slet ikke nervøs over at skulle stikke mig selv. Meget mærkeligt. Og ret heldigt...

Men i dag er jo min heldige dag, så måske skulle jeg skynde mig at spille lotto? Nej jeg må hellere spare på heldet så det hele kanaliseres ned til den stakkels æggestok der nu i den grad skal på overarbejde... Uha, hvor er det spændende.

Mens vi venter...

Jeg kunne godt bruge de bedste kræfter fra DRs børne og unsdomsafdeling lige nu. I ved, dem der strikkede et langt godt, varieret TV program sammen der kunne holde tankerne samlet hele den 24 december.
For det holder hårdt i dag. Selvfølgelig er jeg glad for at jeg har ferie lige nu, men helt ærligt, tiden ville da gå hurtigere hvis jeg var på arbejde.
Allerede i går var jeg gennem computerspil, DVD-samling, tegneserier, sudokuer, foto-challenges, bøger, opvask, tøjvask, cafebesøg, telefonopringninger, gamle emails og vild leg med katten.
I dag er jeg så nået til Stumble, som før har hjulpet mig i kampen mod tiden. Og trofast som den er så sendte den mig til en side med musikvideoer... Og hvilken underholdning!
Kunne du f.eks. huske hvor grimme Ace of Base faktisk var?
Eller hvor opreklamerede Spice Girls var? Jeg ville nu stadigt gerne låne lidt girlpower i dag...
Vidste du at de sang om animals? Jeg har altid troet de gerne ville leve som kanonkugler... Cannonballs...
Kunne du huske hvor tacky den her video var? Men den er nu stadig fin at danse til...

Kort sagt masser af underholdning, gamle minder der vælter frem.
Men en sang sendte mig lige ud i tårernes land. En sang passer perfekt til mine drømme i dag.
Se, lyt og nyd!

EnyaAmarantine

Music Videos And Lyrics On Demand

Dusør gives!

I morgen står slaget på Hvidovre Hospital!
Dusør gives for ideer der kan sikre at jeg starter på behandling. Ideerne bør forholde sig til både risikoen for ny cyste samt den øgede overvægt.
Lad endelig ikke tanker om lovgivning eller almindelig anstændighed begrænse jeres ideer!

Jeg er klar over at dette kan gå hen og blive en dyr affære idet jeg senere kan få brug for at uddele dusører for ideer der kan få æg til at vokse, æg til at blive befrugtede, livmoder til at holde på æg osv osv. Men mon ikke jeg om 9 måneder vil synes at det var småpenge i forhold til de kommende udgifter til bleer og babymos. Og i øvrigt at det til hver en tid er pengene værd...

Der er ingen dusør for at krydse fingre i morgen eftermiddag - men jeg håber i gider gøre det alligevel!

Key

For this weeks challenge at Macroday!
Feel free to click the picture to enjoy a larger view!

Solitude standing

Republished photo for the "Solitude standing" challenge over at INSPIRATION.
Feel free to click the picture to enjoy a larger view!

Slet ikke!!!

"Ja goddag, jeg ringer fra bogklubben Rasmus, må jeg forstyrre et øjeblik?"
"Ja"
"Okay, først skal jeg lige spørge; Er der børn i husstanden?"
"Nej"
"Slet ikke?"
"Øh, nej..."
"Nå okay, jamen så farvel."
"Farvel"

Slet ikke! Hvordan kan man spørge om det? Altså enten har man vel børn eller også er man en gammel bitter infertil kvinde.
Nej, jeg mener bare; Jeg er da overbevidst om at Bogklub-sælgeren fiskede efter om der ikke var nogle pap-børn, dele-børn eller andet moderne som kunne få mig til at købe nogle bøger. Og at hun også blev lidt paf over at hendes computer finder et så ubrugeligt nummer frem, altså sådan rent salgs-mæssigt.
Men hold da op hvor det virker som et absurd spørgsmål. Slet ikke...?

Efterår!

Min største drøm er at blive mor.
Jeg er for længst holdt op med at drømme yderligere detaljer i drømmen, det gør alt for ondt.
Jeg vil bare gerne være mor.

På det seneste har min drøm haft det svært. Den er et tidligt gulnet efterårsblad. Den er blevet lidt tør i kanterne og mærker angsten for at de gule og brune farver er tegn på at den langsomt er ved at dø. Den oplever ikke at få tilført næring fra sin værtinde og derfor er den ked. Ked fordi den nu sidder der og tilsyneladende dør en langsom død. Rundt omkring den sidder blade der endnu ikke holder efterår og strutter stadigt grønne og glade. For slet ikke at tale om frugterne, de farverige efterårsfrugter der vidner om at slægten føres videre. Min stakkels drøm er omgivet af drømme der ser ud til at trives bedre.

Og jeg er i syv sind.
Jeg ved slet ikke om det "bare" er mit sædvanelige efterårs tungsind der er sat tidligt ind. Eller om min drøm virkeligt langsomt er ved at sygne hen, dø fordi smerten der er forbundet med at vedligeholde den er alt alt alt for stor.
Jeg trænger sådan til lidt succes på infertilitetsfronten. Bare lidt. I stedet lader det til at min mens har tænkt sig at udeblive i denne måned og jeg sidder tilbage med skyldfølelsen over at jeg ikke kan finde ud af at tabe mig - og at det sikkert er de store fedtdepoter der laver ged i den.
Og så tænker jeg på hvor mange år der nu er gået. På at hvis min krop havde makket ret fra starten af, ja så havde jeg faktisk for længst fejret 3 års fødselsdag for mit barn.
Og så tænker jeg på at jeg troede jeg skulle mine 3 IVF forsøg igennem i 2006 - at jeg skulle få vished i 2006. Der er nu officielt 2½ måned tilbage af året og jeg har ikke haft et eneste forsøg endnu. Ikke et.

Så er der sgu da ikke noget at sige til at der er dømt efterår i mit sind.

Så til jer kære der bekymrer sig om mig; Nej jeg har det desværre ikke godt. Slet ikke.

Violet visions

For INSPIRATIONS photo challenge I give you my violet vision.
Feel free to click the picture to enjoy a larger view!

Girl

For photofriday I am submitting this old favourite of mine...
Feel free to click the picture to enjoy a larger view!

Rain

This is my contribution to the Rain challenge at macroday. There are SO SO many excellenct photos there this week, make sure you drop by there! Enjoy!
Please click the picture for a larger view.

Farmor...

I dag har jeg slettet farmors telefon nummer på mobilen. Og jeg græd lidt. Og mindedes de smukke blomster som prydede hendes grav den dag i Juli.
Jeg glemmer på en måde at hun er væk. Jeg mener, det er jo ikke noget jeg tænker over til daglig. For jeg så hende jo ikke til dagligt, så jeg savner hende ikke til dagligt. Men så er der pludseligt noget der minder mig om hende. Om alt det smukke hun stod for, alt det gode hun kunne fylde mig med.
Og så skal jeg da lige mene at jeg savner.

Teknik...

Altså:
Jeg kan uden problemer programmere min video.
Jeg kan indstille mit kamera til alle mulige programmer.
Jeg kan bruge en projektor. Og en overhead. Og skolens utallige øvrige mærkelige maskiner.
Jeg kan en masse på min computer. Inklusiv at lave om på min blog-template i tide og utide.

Men jeg kan fiiiileme ikke få min nye mobiltelefon til at komme på internettet, sende MMSer eller noget som helst andet. Jeg kan ringe. Og sende SMS. That's it. Det er sgu da taber agtigt.

Hvor er det godt at jeg er skolelærer! I morgen i spisepausen overlader jeg trygt min telefon til drengene i 6. klasse. De vil elske at håne mig for min uduelighed. Og jeg vil elske at se dem lade dem gøre det.
Og før de har bundet deres cola har de indstillet alt hvad der skal indstilles og sikkert lidt til!

Efterår!

Det er efterår!
Jeg ved det fordi jeg kan mærke at jeg ikke sprudler indlæg til min blog ud. Jeg ved det fordi jeg har mærket vinden imod mit ansigt. Og jeg ved det fordi jeg i denne weekend har set på naturen omkring sommerhuset. Og det er smukt. Men det er nu også lidt trist. Jeg kan altså meget bedre lide at se knopper på træerne, selvom de ikke smager ligeså godt som mine skønne æbler...
Og så har jeg også set edderkopper! Wadr! Dem kan jeg altså ikke lide. Jeg prøvede at overvinde mig selv ved at fotografere dem lidt. tænkte at jeg med en kunstnerisk indgangsvinkel kunne lære at, om ikke elske, så udholde dem. What a load of crap! Jeg har været væk fra huset i sølle 5 uger - og nu har de fuldstændigt overtaget. Især terrassen var slem, de fine net var spundet ud på kryds og tværs og jeg kunne slet slet ikke komme til at være der!Pssst! Så du alle dyrene? Også ørentvisten i æblets blomst? Den så jeg ikke da jeg tog billedet...

Fredag

Kan det blive mere fredag?
En laaaaang arbejdsdag er nu endelig ved at være forbi. Men det føles faktisk ikke som om jeg reelt har opnået noget i dag. Faktisk tror jeg det havde været bedre om jeg og alle de elever jeg har mødt i dag var blevet i vores senge. Dagen har stort set ikke bydt på andet end konflikter. Elever imellem, elever og mig imellem og endelig: skoleledelsen og mig imellem. Forude venter et par telefonopringninger og lidt mails-skrivning for bare at rydde nogenlunde op i de værste konflikter. Og så er det endelig weekend.
Lige nu orker jeg ikke at tænke på hvorfor det gik som det gik. Jeg vil bare samle de sidste ender og så glemme alt om skolen når jeg rammer sommerhuset i morgen tidlig.
Mandag kan jeg så så småt samle stumperne op og tænke på om der er nogen jeg skylder en undskyldning. Jeg tror det nu ikke; det er vist mest alle de andre der er dumme.

Jeg indrømmer...

Jeg er ved at gå lidt kold i infertiliteten for tiden. Jeg synes egentligt ikke jeg er decideret ked, trist eller depri. Jeg er bare så træt. Træt af at vente. Træt af at passere mærekelige mærkedage med endnu et år. F.eks. er min skønne niece nu døbt. Og det er skønt og smukt. Og samtidigt minder det mig om da jeg fik besked om at hun skulle komme til verden, og hvor hårdt det tog på mig...
Og så har jeg faktisk været gift mere end et år nu. Og egentligt føles det ikke som om der er sket en hujende fis i det år. Vi er kun et ganske lille skridt tættere på Regnbuebarnet. Og det er skisme da lige til at blive træt af.
Og egentligt er jeg også lidt træt af at skrive om infertilitet. Hvor mange nye ting kan jeg finde på? Og hvor sjovt er det at skrive det samme igen, bare fordi jeg ikke kan finde på noget nyt?
Træt træt træt.

Godt nyt?

Det ser ud som om der er sket gode ting højt oppe i Norge! Hos Limaral er posterne pillet af og erstattet med links til forum der snakker graviditet. Jeg har spottet Limarals navn på et indlæg med noget med baby-stole... Men kan ikke læse det uden at blive medlem. Og et medlemskab af en norsk mødre-gruppe-side det er ikke lige mig lige nu ;) Men jeg vælger at tro at Limaral har det godt - og det er lykkelige omstændigheder der har gjort at hun ikke længere er her hos os. Pyha det lettede at finde ud af.

Man bliver jo bekymret når folk man holder af pludselig er væk. Som ex. Pia, hvis du læser med her, du er savnet.

Og så gad jeg nok vide om hende Søs for alvor er på vej tilbage... Der er da i hvert tilfælde ikke længere mærkelige reklamer på siden.

Endelig er der faktisk også en ny at byde velkommen til : To Trange. Hjerteligt velkommen!

Beta

PUK er hoppet på vognen.
Min blog er nu i beta versionen af Blogger.
Det betyder at jeg har brugt dagen på at finde frem til smarte løsninger for at bevare mine gamle "special features" samtidigt med at jeg nu kan få nye...

Og til alle jer der før har været lidt tilbageholdene med at lave om på jeres design - BETA gør det noget nemmere. I hvert tilfælde for nybegyndere...

Vil i vide mere? Eller er jeg bare for meget nørd? Jeg er ikke helt tilfreds med det nye design. Men jeg var lidt træt af at se på hende den regnvåde; det får vi jo nok af til daglig ;) Nu må vi lige se hvor længe det holder...

Vigtigst af alt glæder jeg mig til at jeg nu kan skrive på mine poster hvilke temaer jeg har skrevet om. Det skulle betyde at man - når jeg lige får gået de sidste 250 poster igennem - kan nøjes med at se mine fotos, eller læse om mit liv som lærer, eller gyse ved infertilitetens grusomhed.

Ihhh, det klør i mine fingre for at gøre flere nørdede ting ;)

Moralen...

I aftenens afsnit af "Det lille hus på prærien" var moralen:

Tab og vind med samme sind

Jeg elsker den serie. For selvom hver eneste afsnit har en morale der er så sød, tyk, klistret og cremet som en billig lagkage, ja, så er det samtidigt rent nostalgi. Hvert afsnit minder mig om min egen barndom. Jeg havde som så mange andre lykkelige piger i firserne en hjemmesyet "Laura"-kjole. Brun med flæser de helt rigtige steder... Og når vi skulle se serien i tv; jeg kan nærmest føle min mor lægge det hæklede tæppe over mig i sofaen, høre min bror tigge om slik og se min far smile listigt når han finder slikket frem af skjortelommen.

Men aftenens morale:

Tab og vind med samme sind

Den er jeg normalt meget enig i.
Men jeg siger jer bare lige; hvis ikke jeg snart vinder i fertilitets-lotteriet så bliver jeg ganske ulideligt rasende. Jeg bliver jordens dårligste taber og har tænkt mig at smække med døre og surmule i måneder hvis ikke år! Dette spil er skisme ikke et jeg deltager i bare for at være med, for sjovs skyld.
JEG VIL VINDE!

Så er det sagt.

Tænk.

Tænk hvis de sidste 4 år bare havde været en lang drøm. Tænk hvis jeg pludselig vågnede og fandt ud af at jeg faktisk godt kunne blive gravid. At jeg ikke var gift. At jeg ikke skulle bekymre mig om hvordan min kalender passer sammen med Hvidovres kalender. At jeg ikke kendte Blogland. At jeg ikke var blevet ældre. At min farmor ikke var død. At jeg ikke havde et sommerhus. At min niece ikke var født. At mit job stadigt var nyt.

Jeg kan slet ikke lige beslutte mig for om det ville være godt eller skidt?

Hørt på cykelstien...

"Ego din pikslikker på mandag"
"I din drøm, ja i din drøm"
"Fuck af hvad jeg siger til dig mand"
"Årh ja, som om"

De skændtes ikke engang, for de næste ord lød:

"Nåh, men hej hej"
"Hej hej, vi ses"
"Vi ses"

Pludselig føler jeg mig meget gammel. For selv med mit ret gode kendskab til engelsk slang, min viden om at slang oversættes til dansk, min daglige omgang med børn i aldersgruppen 10-15, ja, så fatter jeg faktisk ikke et kuk af hvad den samtale gik ud på...

Jeg indrømmer...

Det er måske nok lige en tand for nørdet at "se" cykelløb via en "live coverage" på internettet. Der er hverken billeder eller lyd, men bare en der sidder og skriver hele tiden hvad der sker...
Men hvad pokker betyder det hvor nørdet det er, når nu jeg nyder det ALT for vildt - og når CSC selvfølgelig vinder ;)
Stort!

Hurra!

Silje er født!
Den 3. smukke baby i rækken af de mange kommende trekløver-børn.
Jeg ønsker hende velkommen til verden!

Taxi

Havde faktisk glemt det.
Men et i øvrigt glimrende indlæg på pegefingeren fik mig til at huske.

Sidst jeg kørte i taxi. Puhh, jeg får gåsehud bare ved tanken. Kender i det når ens instinkter pludselig kommer helt frem fra hjernens dyb. Når alt i ens krop siger: Flygt, flygt, flygt. Sådan fik jeg det i den taxi. Jeg kan ikke definere hvad det var: At dømme en mand på udseendet er ikke rimeligt - men eftersom jeg følte det helt fra start så må det jo være det. Der var noget med blikket. Og da han så sagde: "Nåh, bor du da der" Da jeg havde givet adressen på destinationen. Der begyndte angsten for alvor at trykke for brystet. Det ragede jo ikke ham at jeg boede der, på den anden side er det jo også et ret legalt spørgsmål. Og da jeg så ville kigge efter hans licens, altså for at være sikker på at jeg kunne huske hans navn hvis jeg overlevede turen og skulle melde ham til politiet... Hans licens var dækket til!!! Der var sat papir hen over. Så skal jeg lige mene at PUK var på grænsen til hysteri. Når jeg ikke kastede mig ud af døren i et imponerende rullefald så var dels fordi jeg kun har set den slags på film og faktisk ikke ved om man kan det, sådan in real life. Og så dels fordi jeg var overbevist om at al snak om at stoppe turen her bare ville tænde psykopaten i chafføren og føre til min egen pinefulde død.
Jeg betalte kontant for at sikre mig mod at manden kendte mit navn, og gik så i øvrigt ind af en bagindgang i min bygning. Og alligevel tog det mig timer at falde til ro. Og få mig selv overbevidst om at jeg var i sikkerhed.

Jeg skylder vel manden at sige at han reelt ikke gjorde noget som helst. Intet. Altså bortset fra at køre mig hjem.

Panikangst kaldes det vidst. Jeg som ellers er så glad og naiv og altid tror på det bedste i folk. Så meget desto mere skræmmende når så min krop siger fra og sætter gang i adrenalinen.

Søndags blues?

Kan ikke helt finde ud af om jeg er lidt nedtrykt? Eller bare træt? Eller bare restløs?
Det hænger helt sikkert sammen med en masse arbejdsopgaver som jeg burde forholde mig aktivt til. Skolen er startet med et brag, og for mig der sidder med en del organisatoriske opgaver så er der nok at se til. Og jeg er ikke engang begyndt at tænke på min undervisning til kommende uge endnu...
Og det hænger også sammen med at mens sikkert snart er på vej. Og jeg gør mig visse overvejelser om, om jeg skal starte på IVF forsøg... Eller om det er bedre at vente en måned mere. Det hænger allermest sammen med forskellige forpligtelser jeg har overfor min familie. Oven i købet den del af familien der er placeret i Jylland. Og lige nu kan jeg bare slet ikke overskue livet som stik-narkoman når jeg skal sove på madresser i forskellige stuer de næste par weekender. Eller livet med smerter mens man venter på utallige forsinkede DSB-tog. For slet ikke at nævne livet som smilende, overskudsagtig glad single pige med 1000 homoner rasende i kroppen.
Så måske skal jeg bare vente en måned. Der er jo alligevel gået en million år. Så hvad betyder en måned. Jeg har skrevet om tal før. Og selvom det snart er et år siden, så bliver jeg glad ved at genlæse mine egne naive håb...

Og hvad gør jeg så ved min restløshed? Læser massevis af blogs, drikker cola og overvejer hvilke nye muligheder Blogger beta kan give min blog. Der er nu intet som teknik til at holde mine løbske tanker optaget ;)

Nåh, joh, så overvejer jeg også at starte en omgang meme, for jeg synes skisme der er lidt dødt rundt omkring her i Blogland... En rastløs PUK skal have meget nyt at læse - hele tiden... ;)

Så skete det...

Jeg har for første gang deltaget i en real-life diskussion om blogging. Om hvad fænomenet betyder for den generelle kommunikation i samfundet, hvad man kan opnå med blogging, hvorfor blogging bliver mere og mere populært, om blogging er kunst eller leflen for laveste fællesnævner. En højrystet diskussion hvor alle i selskabet havde stærke meninger og holdninger.
En diskusion der efterlader mig med angst for at nogle af disse mennesker i dag bevidst vil søge efter min blog. Og opdage mig! Og genkende mig.
Og igen sidder jeg tilbage med en undren over hvor uendeligt vigtigt det er for mig at forblive anonym her på min blog.

Mere om aviser...

Der er til syneladende en masse mennesker der har regnet på det nye papirforbrug med alle de nye gratis aviser.
Men er der nogen der har regnet på hvor meget papir alle andre aviser har brugt på at skrive om de nye gratis aviser, om stakkels folk der ikke kan læse dem og om frygten for at hele dette gratis show vil bringe død og ødelæggelse i medieverdnen?

Jeg er alvorligt bange for at i dette tilfælde der er der sammenhæng mellem pris og kvalitet. Og jeg har helt ærligt ikke tid til at løse flere sudokuer i min hverdag! Jeg står i kø for at få købt et nej tak skilt. Købe et skilt der skal forhindre at jeg modtager noget gratis...

Med tårer på min kind...

Har jeg slettet SØS fra min liste af links. Hold kæft hvor jeg savner dig, kæreste søs. Jeg håber sådan at du kommer tilbage en dag. Jeg savner og savner. RØVGUITAR!

Avissælgere...

Stakkels pige...
Hun er jo sikkert bare en fattig studerende der skal tjene til lidt ekstra glamour i sit liv. Hun er måske endda ved at uddanne sig til noget så fornuftigt som sygeplejerske eller antropolog. Hun har måske fået dåse-makrel til frokost de sidste tre dage fordi alt efter den 10. i måneden er smalkost på det lille kollegie-hummer.
Så er det skisme da synd for hende at hun lige får PUKs telefonnummer op på computeren som næste opringning. Og især da synd for hende fordi hun forsøger at sælge Jyllandsposten.
Jeg er jo et ærligt menneske, så da stakkels pige spørger venligt om hun må forstyrre for hun at vide at det må hun skam gerne, men at hun under ingen omstændigheder kan hun sælge mig en avis. Og når nu hendes manual så siger at hun i den situation skal spørge om hvorfor - ja, så får hun jo et lige så ærligt svar: At den avis ligger milevidt fra mit politiske ståsted og aldrig har været i stand til rapportere noget som helst bare rimeligt neutralt. Stakkels pige pipper forsigtigt at Jyllands Posten har ændret ståsted og nu er neutral. Men ak, stakkels pige, her er PUK jo forlængst blevet vrissen med mindet om en lang lang barndom og ungdom med masser af dårlig journalistik og forgæves forsøg på at få PUK-forældrene til at skifte abbonnement. Og PUK kan kun sige: Jeg beklager; Men det tror jeg simpelthen ikke på!
Stakkels pige sukker lidt skuffet og skynder sig at gå til sidste side i manualen, takker venligt for min tid. Og tænker på hvordan dette opkald lige betød endnu en aften med pasta skruer og ketchup.
Og det er skisme da synd for hende.

Men jeg var jo ærlig. Og det kan da også være at hun er en snedig økonomistuderende der er medlem af VU. Og al min snak om at hun ikke kunne sælge en avis var bare en rød klud foran hendes konkurrence-mindede næse... og hun tænkte HA jeg kan sælge sand i Sahara, jeg skal nok få prakket en avis på dig, stædige PUK! Måske hørte hun endda en ræverød undertone i min stemme og tænkte straks på hvordan det var hendes samfundspligt at forsøge at udrydde endnu en farlig kommunist. Og så har jeg ikke så ondt af hende...

Højst sandsyneligt ligger sandheden et sted langt fra begge scenarier. Men sandheden i denne forbindelse havde næppe givet et Blog-indslag. Og ihhh, hvor jeg trængte til at rulle mine fordomme ud gennem skærmen. Og for alvor få støvet tastaturet af efter mine lange skønne ferie.

Hjemme!

Hjemme igen.
Hjem til arbejdets glæder.
Hjem til flere og billigere indkøbsmuligheder.
Hjem til cafeliv og biografer.
Hjem til internet og Blogland!
Hjemme.

Jeg savner...

- Tour de France. Jeg vidste det ville gå sådan. Og trods det at doping-skandalen ruller videre så var det et skønt løb. Nu kommer der heldigvis lidt Danmark rundt til at dulme mine abstinenser.
- Min farmor. Bare det at jeg ved hun ikke er der. Mærkeligt.
- Min niece. Jeg har sådan lyst at se hende hele tiden, følge hende. Men fordi DSB hverken er pålidelig eller billig så kan det altså ikke blive helt så tit.
- Mit job. Ikke den stressede del af det, men ungerne, deres skønne smil og dumme kommentarer. Og mine søde kolleger. Ferien lakker mod enden og jge glæder mig til at komme i gang med det nye skoleår, med alle de udfordringer det bringer.
- Blogland. Jeg savner at læse, følge med, grine og græde med alle jer andre. Og jeg savner at skrive selv. Ikke fordi jeg føler mig vildt inspireret, men fordi jeg ved at bloggen er så god til at give mig ro.

Og om ganske kort tid så vil jeg sikkert savne ferien, solen og sommerhuset... Så jeg må hellere skynde mig at nyde de sidste dage ;)

Vi ses snart igen!

To telefonopringninger...

Begge var ventede, men det gjorde dem ikke mindre følelsesladede:

En skøn eftermiddag. Feltet er lige kørt i mål og jeg sidder som på nåle. Tidligere på dagen har min bror sendt en sms med at veerne er gået i gang... Nu ringer han:
Bror: "Nåh, hvordan har du det?"
PUK: " Sig noget, hvordan gik det, sig det nu!"
Bror: (lykkeligt grinende) "Jeg er blevet far til en lille pige"
PUK: (oprigtigt rørt og lykkelig) "TILLYKKE!"
Herefter fortsatte samtalen om ting som nybagte fædre har styr på: vægt, længde, navn osv. Og kort tid efter var PUK på vej med toget for at se sin smukke lille niece. Og hun er smuk. Og jeg synes det er skønt at være faster. Kun en ting kan være bedre i denne verden; at være mor. Og når jeg tænker på det er det svært. Men ikke sværere end at jeg under min bror den lykke han udstråler hele tiden.

En tidlig aften. Solen sender sit helt specielle aftenlys ind over græsplænen. Jeg sidder tænksom i en havestol. Tidligere på dagen har jeg snakket med min tante, Farmor har det virkeligt skidt, dem der ønsker at være der er samlet om hende. Nu ringer Tante:
Tante: (Hulkende) "Nu er Farmor sovet ind. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige mere."
PUK: (Fattet) "Nej der er jo ikke rigtigt mere at sige. Jeg giver besked som vi har aftalt".
Herefter fortsætter min aften med samtaler med mennesker der elskede denne skønne dame. Også min egen far som på grund af en udenlandsrejse ikke selv kunne være ved Farmors side. Det er svært men PUK holder hovedet højt. Jeg er trist, men har jo sagt farvel så mange gange. Er glad for at jeg har ferie så jeg ikke skulle stå på arbejdet, grådlabil som jeg er. Og det er derfor jeg er hjemme i København nu. For snart skal jeg på togrejse igen. Denne gang til begravelse.

To telefonsamtaler, ikke samme dag, men med ganske kort tid imellem. Det sætter mig i tænksomt humør. Jeg bliver ukarakteristisk stille og indadvendt.

Liv og død.

Smukt arbejde!

Mine elskede CSC drenge gør det jo bare alt for lækkert. Hold kæft hvor får jeg abstinenser på mandag når løbet er slut :(

Knap 24 timer...

I lejligheden i København. I heden. Men jeg skal da have læst nogle blogs. Og måske også uploade noget af det jeg har skrevet på det seneste. Men det er da rart at være her, selvom der tilsyneladende er meget stille i blogland for tiden...

Kvinder og teknik!

Jeg kan slet slet ikke få det dersens weblogging freestyle til at virke! Og da min nye telefon ellers kom med posten og skulle gøre det endnu nemmere, ja så fik jeg ødelagt den inden jeg overhovedet kom i gang... Så nu ligger den på et ferieramt værksted et sted...
Lige nu sidder jeg så på et biblitotek i sommerlandet... Det er fantastisk at have ferie, roen har i den grad sænket sig over mig. Og trods Basso's uretfærdige exit af Touren så er den jo skøn alligevel. Jeg er overbevist om Bassos uskyld, naiv og glad som jeg er!!! Og ellers nyder jeg livet med katten og fotografiapperatet. Pas på jer til vi høres ved igen. ;)

Test af freestyle

Jeg vil bare teste om jeg nu har f�et denne tilsyneladende meget komplicerede teknik op at k�re. Hvis det virkeligt virker s� er jeg da for alvor klar til at flytte v�k fra computeren!

Tidsforskel.

Hvor er det egentligt noget mærkeligt noget, at nogle mennesker allerede har oplevet en masse af denne dag, mens andre lige knapt er vågnet op til den endnu.
Jeg har snakket med mennesker jeg holder af, mennesker som på en måde befinder sig i fremtiden! Deres dag er nærmest allerede forbi. Og efter et par lange skønne telefonsamtaler med dem kan jeg slet ikke forstå at dagen her hos mig kun lige skal til at begynde...

På Lørdag!

På Lørdag sidder jeg klar! Jeg er lige ved at tude af glæde og spænding. Endelig er Tour de France tilbage igen. Og det cykelløb har jo som bekendt det hele; taktik, spænding, landskaber, dumme kommentarer og ikke mindst mande-ben i hobetal!!! Jeg har længe glædet mig til at skulle sætte mit nye fine sommer-tema op på bloggen, der skal ingen tvivl herske om hvem jeg holder med.

Og så er jeg altså online nu igen. Ikke fordi nettet egentligt fungerer her. Men fordi jeg har "hacket" mig ind på en nærliggende cafes trådløse net. Det er ikke egentligt hacking eftersom deres net ingen sikkerhed har, men mon ikke nettet var tiltænkt folk der sidder i deres cafe og arbejder og drikker masser af deres dyre cafe latte? Nå men mine blog-abstinenser vandt altså til sidst over mine moralske skrupler, så her er jeg!
Men snart er jeg væk igen, for overalt i lejligheden her flyder det med ting der skal pakkes til de næste mange uger i sommerhuset. I morgen aften eller tirsdag morgen rejser jeg og katten mod det lille paradis - og vender først hjem hen mod den 10 august! Jeg glæder mig vildt og blodigt til bare at slappe af og passe mig selv. Og så selvfølgelig hygge med alle de mange skønne mennesker der kommer forbi på besøg.
Men jeg vil jo savne min blog... Jeg har været i gang med at forsøge at sætte min mobiltelefon op til at kunne blogge, men det er åbenbart ikke så ligetil. Deværre. Arbejder dog stadigt på sagen.

Mens jeg har været offline er det for alvor gået op for mig at Søs ikke længere blogger. Og kæreste Søs; Det gør ondt at savne dig! Jeg tænker så tit på dig og kan slet ikke slippe håbet om igen en dag at se dig...
Hvad der ellers er sket i Blogland mens jeg var væk har jeg mistet overblikket over - og jeg når nok ikke helt at få det tilbage, det overblik, før jeg igen rejser væk fra Blogland. Så I må tilgive mig for manglende kommentarer og lykønskninger når nu I alle bliver stang-gravide henover sommeren ;)
Har dog lige set at Pia er væk!!! Hvad blev der af hende? Lige som vi skulle til at heppe på donorægene... ØV. Håber det bare er dum teknik...

Og som afslutning på denne opdatering af livet i PUK-land. Mens er kommet men jeg har ikke tilmeldt mig forsøg. Jeg har brug for først at komme mig helt ovenpå det psykiske pres og den nedtur jeg havde i forbindelse med forræderen i mig. Når jeg nu har healet mig selv i sommerhuset hele sommeren, ja så går vi i gang.
Og inden vinteren kommer er Regnbuebarnet på vej til mig!

Ferie!

Ferie, ferie, ferie,
slap nu af, du har fri,
og syng en glad melodi.
Op mod solen ler vi,
den skal skinne, til ferien er forbi!

Weekendens smukkeste...

Skøn weekend

Ovenpå en skøn weekend i mit private paradis har jeg slet ikke lyst til at være dybsindig og tænksom. Jeg vil bare have at tiden skal gå...
Gå så det kan blive ferie og tid til at flytte katten og mig på landet. Gå så jeg kan være færdig med at lægge skema og gå i gang med at fotografere noget mere. Gå så jeg kan komme til at lave "weblogging freestyle". Gå så jeg kan blive faster og få tudet lidt over det. Gå så det kan blive august og jeg kan komme i gang med mit liv som stiknarkoman.
Gå tid gå.

PS: Selvom tiden skal gå så har jeg altså opgivet at vente på at Blogger up-loader mine billeder fra weekenden. Deres service har store problemer i disse dage - især med photos - Hvis I ikke selv skulle have opdaget det ;(

Barndomsminde.

Jeg kan huske hvordan jeg hvert år i juni begyndte at glæde mig til sommerferien. Hvordan det var spændende i skolen at høre om hvad andre skulle. Og hvordan jeg kunne få helt ondt i maven hvis jeg skulle have nye lærere og nye fag året efter. Det gjorde mig utryg, ændringer var ikke lige noget for mig. Men min tryghed kom tilbage hver gang næste års skoleskema kom. Pludselig kunne den lille PUK hjerne kapere alt det nye, for nu var det jo sat i skema og system!
Lidet anede jeg hvad der må være gået før disse skemaer ;)
Lige nu sidder voksen PUK og laver et skoleskema som inden længe gerne skal ud til nogle børn og gøre dem trygge. Og det er hårdt arbejde. Ikke mindst fordi skemaet suger alle tanker, al koncentration og al bevidsthed.
Jeg kan synes at jeg ser tv, men pludselig opdage mig selv tænke; "Hvis det håndarbejde flyttes til onsdag morgen så løser det måske problemet med idræt i hallen."
Jeg kan synes jeg taler i telefon, men pludselig hører jeg mig selv sige; "Undskyld, men jeg hørte ikke hvad du sagde - og jeg kan ikke snakke mere, der er et fysikhold der skal flyttes."
Endelig kan jeg tro at jeg står og underviser, indtil et kor af børn råber op om hvad de nu skal og hvorfor jeg ikke siger noget...!
Min hjerne elsker systemer og skemaer, så det er en opgave jeg nyder at løse. Men ih, hvor bliver man tung i hovedet af at sidde oppe den halve nat og glo på en computerskærm.
Mon skemahjerne på en måde er lidt det samme som ammehjerne?

Og se nu, jeg synes lige jeg var ved at blogge, men nu må jeg straks prøve om ikke skemaet bliver bedre hvis jeg rykker om på tysk og engelsk i 8 klasse!

I dag er det Søs fødselsdag!

Hurra hurra hurra.
Tillykke med dagen kære Søs.
Jeg vågnede tidligt i dag og tænkte straks på dig. Så ud af mit vindue på himlens skyer. De ser grå ud lige nu, men jeg er overbevist om at solen snart får jaget dem på flugt. Som jeg håber at solen snart vinder over de grå skyer der hænger over dig.
Og så tænkte jeg på Tornerose, på hvordan masser af gode ønsker for et liv kan spoleres af bare et enkelt dumt ønske;

Imidlertid begyndte feerne at meddele prinsessen deres gaver. Den yngste lovede hende, at hun skulle blive det dejligste fruentimmer i verden; den næste, at hun skulle have forstand som en engel; den tredje, at der skulle være en beundringsværdig ynde i alt, hvad hun foretog sig; den fjerde, at hun skulle danse til fuldkommenhed; den sjette, at hun skulle synge som en nattergal; og den syvende, at hun til den yderste grad af fortræffelighed skulle kunne spille på alle hånde instrumenter.

Da raden kom til den gamle fe, sagde hun, rystende på hovedet, mere af harme end af alderdom, at prinsessen skulle gennembore sin hånd med en ten, og at dette sår skulle volde hendes død.

Denne forfærdelige spådom bragte hele forsamlingen til at gyse, og der var ikke en eneste, som jo fældede tårer. I dette øjeblik kom den unge fe frem bag skærmbrættet og sagde i ganske højt disse ord: "Min konge og min dronning! ængstes ikke. Eders datter skal ikke dø deraf. Sagtens har jeg ikke magt til ganske at tilintetgøre, hvad min mesterinde har gjort. Prinsessen vil komme til at gennembore sin hånd med en ten; men i stedet for at dø af såret, skal hun blot falde i en dyb søvn, som vil vare i hundrede år, efter hvis forløb en kongesøn skal komme og vække hende."

Kæreste Søs, jeg ved ikke hvem og jeg ved ikke hvorfor nogen har givet dig et dumt ønske. Hvis jeg kunne ville jeg være den gode fe der kom og gjorde det hele mildere og mere udholdeligt.
Jeg håber inderligt at dine 100 års søvn snart er ovre, at du snart vågner op til en happy end der overgår enhver Disney film.


Hav en rigtigt god fødselsdag!
De kærligste tanker
PUK

Åkande...

For ganske få måneder siden så min åkande sådan ud, helt tilfrosset og koldt. Og jeg troede faktisk ikke at den ville overleve...
Nu ser den sådan ud, ikke helt grøn endnu i bladene, men mon ikke det snart kommer. Måske kommer der endda også en smuk blomst?

Jeg elsker min balje i min have, men den har et problem; Den er en myggefarm! Og nu spekulerer jeg på om jeg skal installere en fisk dernede, til at spise alle de små myggelarver...
Men skal jeg så også have en pumpe?
Og bliver fisken ikke bare spist af nogle store krager?
Min egen kat ved jeg heldigvis ikke er klog nok til den slags jagt ;)

Hurra hurra hurra

Forræderen er død helt af sig selv!
Der lå PUK med stængerne i vejret og kiggede efter den store sorte klat på scannings skærmen. I stedet var der kun en fin æggestok med et par fine store follikler. Og efter at have rodet, raget og scannet på både inderside og yderside erklærede lægen at cysten var pist væk og al tale om operation var unødig! Jubiii hor var det bare skønt at høre.
Be gone, alle bekymringer om narkose-psykose.
Be gone, alle bekymringer om kræftsygdom.
Be gone, alle bekymringer om dødeligt såret æggestok.

Nu kom snakken i stedet til at handle om at mens bare skal komme inden 22/6 så kan jeg nå en kort behandling inden ferielukningen. Og med en fin follikel på 10mm i dag så lugter det jo af snarlig ægløsning og efterfølgende mens...

Jeg skal da lige mene at det hjalp at det blev Juni!!!

Maj er slut.

Hvor mange dage var der i den her måned? Var det bare mig eller var de dage usædvaneligt lange og urimeligt deprimerende, - bare sådan helt objektivt og overordnet set...
Jeg har kastet et blik på mit eget arkiv for Maj. Og måneden startede jo så lovende, med kampgejst og alting. Og fy for pokker hvor havde den måned mange dumme ting i ærmet til mig. Den skjulte det godt med de første dages glade solskin, men ihh hvor den tog revance. Jeg kan kun være glad for at den måned nu er slut. I morgen er det Juni. I morgen skal jeg til før-operations-samtale på Hvidovre. Om en uge skal forrædderen for alvor dø. Gå tid, gå.

Og nu hvor Juni kommer så skal jeg igen flytte mig og katten og alting i sommerhuset - og der er skisme skønt! Se bare:

Bambi-sitter!

I søndags brød jeg grædende sammen fordi jeg ikke kunne få startet min græsslåmaskine. Jeg syntes det i den grad var beviset på min uduelighed som mennesker og jeg græd længe. Bagefter var jeg egentligt ikke så meget i tvivl om at gråden måske mere handlede om den forestående operation end om noget frygteligt langt græs.

I går kom så forklaringen på hvorfor jeg ikke skulle slå græsset.
I går morges ganske tidligt så jeg et rådyr i min have. Ikke noget usædvaneligt syn, men altid dejligt.
Det ekstra skønne ved denne var at den var mor til en lille lille bitte unge. Så lille at ungen kun lige knap stak op gennem græsset! Moderen kiggede sig godt omkring - og min have bestod prøven, i hvert tilfælde besluttede mores sig for at efterlade sit allemest dyerebare, nemlig ungen, i min varetægt!
Længe sad jeg og kiggede ud på græsset for at se når ungen skulle hentes - og måtte til sidst indrømme over for mig selv at den nok var smuttet væk uden jeg havde set den. Men nej!
Jeg listede ud og fandt den godt gemt i græsset - ikke mere end en tallerken-stor plads fyldte den i græsset. Så lille smuk og fin at det var helt rørende.
Dette gentog sig faktisk flere gange i formiddagens løb - jeg måtte flere gange ud og se om det virkeligt kunne passe at moren stadig ikke havde hentet sin skønne lille. Hver gang lå den der stadigt...
Endeligt ved 15 tiden var der afhentning... Men først havde jeg den fornøjelse at se en lille unge die ved sin mor, godt gemt af græsset og den lille kunne kun lige nå op til patterne. Endnu mere rørende.
Og så forlod de to sammen min have. Og jeg var høj at glæde over natruens undere - og håber at kunne være bambi-sitter en anden gang også ;)

Jeg kunne i weekenden også finde både en musvit-rede og en solsorte-rede tæt ved mit hus. Så selvom jeg ikke selv er leveringsdygtigt i småfolk denne sommer - ja, så får jeg da stadig masser af babyer at se ;)

PS: Ja det var altså det jeg betegnede som spændende nyt - det var SÅ stort for mig at opleve...

PPS: Der kan klikkes på billederne for at se dem større - og de uskarpe af dem er taget gennem en ikke helt nypudset rude - og så bliver de altså ikke bedre, genskin og alting ;)