Og nu...

Har jeg så set de flotte pletter igen. Denne gang lidt større, men stadigt smukke og fantastiske. Og på mandag skal de sorte pletter forvandles til æg i en skål. Så der må krydses fingre allevegne...

Og så synes jeg faktisk at jeres kommentarer om mobil-telefoner er ganske sjove... Jeg gør naturligvis meget ud af at være et forbillede for mine elever i en masse situationer. Men jeg ser det faktisk som en stor og vigtig opgave at vise børnene at der er regler for fællesskaber og så er der undtagelser. Og normalt er mine elever faktisk meget dygtige til at se at forskelle er nødvendige og gode. Se og acceptere at vi alle er forskellige og har forskellige behov. Og at undtagelser derfor er nødvendige. Når nogle af dem reagerede, så er det selvfølgelig fordi de aldrig før har set min tlf i aktion, selvom den altid er tændt. Og så snart jeg mindede dem om vores mange snakke om forskelligheder var der ikke flere sure miner.
Og for mig hører min mobiltelefon ind under undtagelser. Fordi den for mig er et arbejdsredskab, med ur, huskelister og kalender - og fordi den ikke forstyrrer mig, selvom den er tændt på lydløs. Og lad mig da så lige understrege at jeg ikke stod foran en klasse og var i fuld gang med sms - mine elever var i gang med selvstændige opgaver i grupper, så det var de færreste der så mig... Men dem der gjorde sladrede selvfølgelig så snart klassen igen var samlet ;) De er nu skønne de unger... Og jeg glæder mig sådan til en dag at kunne fortælle dem at jeg skal være mor!

Julehumør

Jeg har ikke været i julehumør. Slet ikke.
Det hænger sammen med stressen. Den stress der var så slem at jeg blev bange. Og selvom den umiddelbart er væk nu, så er jeg stadig lidt mærket af den. Godt det snart er ferie.
Det hænger sammen med vejret. Jeg klager ikke over at det ikke er koldt, det kunne aldrig falde mig ind. Jeg suger hver eneste varmegrad til mig og gemmer til dårligere tider. Men det er da svært at tage julen alvorligt når det nærmest er t-shirt vejr stadigvæk.
Det hænger sammen med Regnbuebarnet. For sidste december var jeg så overbevist om at 2006 ville bringe mig vished. Jeg var så afklaret med at uanset hvad der skete, så ville jeg vide besked i 2006. Og det er skisme da deprimerende at der ikke er sket noget som helst. Et helt år hvor hele infertilitetsmøllen ikke har drejet en eneste runde. Små ryk måske, men det har jo både været frem og tilbage. Så alt i alt er det svært ikke at føle at alt hvad der er sket er at jeg er blevet et år ældre.

Men nu har en julespire så alligevel ramt mig. Jeg kan mærke jeg begynder at smile. Og at jeg måske snart får lyst at købe gaver.
Og jeg ved præcis hvornår det startede; I går da mine elever strålende glade skrålede med på "Jinglebells". Da blev jeg ramt af deres overvældende smittende glæde, - og det kombineret med stolthed over hvor dygtige de er (og jeg har lært dem det...) ja, det plantede julespiren. Hvis jeg nu køber en julestjerne til mig selv i dag så kommer det nok til at gå alt sammen.

Det er tilladt at smile!

Jeg synes at jeg lige i øjeblikket er for travl til egentligt at tænke over livets uretfærdigheder. Men mon ikke det rammer mig i næste weekend...

Indtil da vil jeg sige; Det er tilladt at smile. Og når man er så heldig at være matematiklærer der underviser med brug af terning-lege kan man være heldig nok at høre en glad dreng råbe:

Hurra jeg har seks!

Og heldigvis er mine elever uskyldige nok til ikke at tænke nærmere over den bemærkning; men jeg smilede skam...

Teknik...

Altså:
Jeg kan uden problemer programmere min video.
Jeg kan indstille mit kamera til alle mulige programmer.
Jeg kan bruge en projektor. Og en overhead. Og skolens utallige øvrige mærkelige maskiner.
Jeg kan en masse på min computer. Inklusiv at lave om på min blog-template i tide og utide.

Men jeg kan fiiiileme ikke få min nye mobiltelefon til at komme på internettet, sende MMSer eller noget som helst andet. Jeg kan ringe. Og sende SMS. That's it. Det er sgu da taber agtigt.

Hvor er det godt at jeg er skolelærer! I morgen i spisepausen overlader jeg trygt min telefon til drengene i 6. klasse. De vil elske at håne mig for min uduelighed. Og jeg vil elske at se dem lade dem gøre det.
Og før de har bundet deres cola har de indstillet alt hvad der skal indstilles og sikkert lidt til!

Fredag

Kan det blive mere fredag?
En laaaaang arbejdsdag er nu endelig ved at være forbi. Men det føles faktisk ikke som om jeg reelt har opnået noget i dag. Faktisk tror jeg det havde været bedre om jeg og alle de elever jeg har mødt i dag var blevet i vores senge. Dagen har stort set ikke bydt på andet end konflikter. Elever imellem, elever og mig imellem og endelig: skoleledelsen og mig imellem. Forude venter et par telefonopringninger og lidt mails-skrivning for bare at rydde nogenlunde op i de værste konflikter. Og så er det endelig weekend.
Lige nu orker jeg ikke at tænke på hvorfor det gik som det gik. Jeg vil bare samle de sidste ender og så glemme alt om skolen når jeg rammer sommerhuset i morgen tidlig.
Mandag kan jeg så så småt samle stumperne op og tænke på om der er nogen jeg skylder en undskyldning. Jeg tror det nu ikke; det er vist mest alle de andre der er dumme.

Hørt på cykelstien...

"Ego din pikslikker på mandag"
"I din drøm, ja i din drøm"
"Fuck af hvad jeg siger til dig mand"
"Årh ja, som om"

De skændtes ikke engang, for de næste ord lød:

"Nåh, men hej hej"
"Hej hej, vi ses"
"Vi ses"

Pludselig føler jeg mig meget gammel. For selv med mit ret gode kendskab til engelsk slang, min viden om at slang oversættes til dansk, min daglige omgang med børn i aldersgruppen 10-15, ja, så fatter jeg faktisk ikke et kuk af hvad den samtale gik ud på...

Barndomsminde.

Jeg kan huske hvordan jeg hvert år i juni begyndte at glæde mig til sommerferien. Hvordan det var spændende i skolen at høre om hvad andre skulle. Og hvordan jeg kunne få helt ondt i maven hvis jeg skulle have nye lærere og nye fag året efter. Det gjorde mig utryg, ændringer var ikke lige noget for mig. Men min tryghed kom tilbage hver gang næste års skoleskema kom. Pludselig kunne den lille PUK hjerne kapere alt det nye, for nu var det jo sat i skema og system!
Lidet anede jeg hvad der må være gået før disse skemaer ;)
Lige nu sidder voksen PUK og laver et skoleskema som inden længe gerne skal ud til nogle børn og gøre dem trygge. Og det er hårdt arbejde. Ikke mindst fordi skemaet suger alle tanker, al koncentration og al bevidsthed.
Jeg kan synes at jeg ser tv, men pludselig opdage mig selv tænke; "Hvis det håndarbejde flyttes til onsdag morgen så løser det måske problemet med idræt i hallen."
Jeg kan synes jeg taler i telefon, men pludselig hører jeg mig selv sige; "Undskyld, men jeg hørte ikke hvad du sagde - og jeg kan ikke snakke mere, der er et fysikhold der skal flyttes."
Endelig kan jeg tro at jeg står og underviser, indtil et kor af børn råber op om hvad de nu skal og hvorfor jeg ikke siger noget...!
Min hjerne elsker systemer og skemaer, så det er en opgave jeg nyder at løse. Men ih, hvor bliver man tung i hovedet af at sidde oppe den halve nat og glo på en computerskærm.
Mon skemahjerne på en måde er lidt det samme som ammehjerne?

Og se nu, jeg synes lige jeg var ved at blogge, men nu må jeg straks prøve om ikke skemaet bliver bedre hvis jeg rykker om på tysk og engelsk i 8 klasse!

Sløve struds...

På et alt for tidligt tidspunkt i nat opgav strudsen sit projekt. Jeg sov ikke mere. Tænkte, spekulerede og især bekymrede mig. Og på arbejde i morges spurgte en kollega (som i øvrigt ikke ved noget om noget, men bare kunne se jeg var træt) hvordan jeg havde det. Jeg måtte ærligt svare at det kunne jeg ikke sige noget om, for hvis jeg gjorde, ville jeg begynde at tude, og så ville jeg ikke vide hvornår jeg så kunne holde op igen.
I løbet af dagen fik jeg fortalt flere af kolleger/vennerne hvordan det er fat. At jeg er skide hamrende nervøs og ked. Og at alle fornufts-tanker er som blæst væk af den nyligt ankomne forårsvind - tilbage er kun den tidligere kræftpatient i panik.
Men jeg har gennemført dagen. Endda en af de rigtigt lange af slagsen. Og jeg har da kun småtudet en 4-5 gange. Men ikke givet slip. Ikke tudet igennem. Ikke grædt på den måde hvor man bliver ved til man er tom og der kun er hovedpinen tilbage.
Fik en sms fra en ven, der stod blandt andet; Jeg er sikker på at du endnu engang finder styrken til at stå modgangen igennem.

Lige nu orker jeg bare ikke lede efter styrken. Jeg gider ikke mærke efter om jeg har den. Jeg vil have andre skal finde den til mig. Jeg vil tude og trøstes. Og mest af alt vil jeg have at der kommer en og siger til mig; Det må du sgu undskylde, det var en fejl, den var slet ikke til dig denne her modgang, du har jo forlængst taget din del. Nu skal vi nok rette fejlen og her er et gavekort på evig medgang som et plaster på såret.

Men om 10 timer skal jeg stå på arbejdet igen. Livet skal jo gå videre. Og nu hvor strudsen er for sløv til at holde hovedet i jorden så har jeg da heldigvis automat-piloten til at tage over.

At være lærer.

Jeg har den sidste uges tid skrevet nogle ting som måske kan misforståes. Men tag ikke fejl: Jeg ELSKER at være lærer. Jeg går glad på job langt de fleste dage. Jeg elsker at være sammen med børn, elsker at dele mine glæde for livets små og store mirakler med dem. Mine bekymringer omkring min fremtid i jobbet går alene på hvordan min psyke vil have det hvis jeg en dag får at vide at jeg aldrig kan blive gravid. Men det kan jeg jo ikke vide før til den tid.
Og vel er det da hårdt når jeg indimellem møder forsømte børn, som jeg ikke kan hjælpe fordi deres forældre er nogle nokkefår. Men de gange opvejes jo langt af alle de gange jeg har med glade børn at gøre, og de gange jeg møder velovervejede engagerede forældre.
Jeg har haft nogle fantastiske dage på tur. Med det vejr vi har haft hvordan kan jeg så næsten andet ;)
Det eneste minus var at jeg midt under en skovtur skulle ringe til Hvidovre og få besked... Jeg skal opereres den 8 Juni. I fuld narkose og indlægges og hele svineriet. Jeg kan mærker at jeg blokerer ret meget for at tænke på det, så indtil videre så lader vi bare som om det ikke er der ik? Stkker hovedet i jorden, det har jo fungeret for strudser i masser af år, så hvorfor ikke også PUK'er?

Og så er jeg altså bare så super stolt af min nye foto-funktion. Den er lidt besværlig men langt besværet værd!!! Så husk at trykke på mine billederne nu ;) Og læg mærke til at man også kan bladre gennem billederne. Og se små kommentarer til nogen af dem. Det er SÅ cool. Og når jeg har postet dette - så SKAL jeg altså i gang med at arbejde...

Dage der kommer...

De næste par dage skal jeg ikke bare undervise andres børn.
Jeg skal:

• spise med andres børn.
• nyde solen med andres børn.
• vaske op med andres børn.
• skælde ud på andres børn.
• læse godnathistorie for andres børn.
• putte andres børn.
• vække andres børn.
• lytte til andres børn klagen over hjemve.
• trøste andres børn.
• undres med andres børn.
• gå tur med andres børn.
• vækkes af andres børn om natten.
• kramme andres børn.
• krammes af andre børn.

Jeg skal på lejrskole. Og som så ofte før kan jeg ikke undgå at tænke på om det mon er ekstrem selvpineri eller uendeligt klog overlevelsesdrift der gør at jeg er skolelærer. Og som så ofte før kan jeg ikke finde ud af det. Opvejer smerten ved at være sammen med andres børn og konstant blive mindet om min egen infertilitet - opvejes den smerte af glæden ved trods alt at være sammen med børn - og fylde en del i en masse børns liv, selvom jeg "kun" er deres lærer.
Hvis jeg en dag selv får et barn er jeg ikke i tvivl om at jeg fortsat vil være skolelærer i mange år, at kun Bertels udskejelser kan få mig til at opgive mit skønne job.
Hvis ikke... Så er jeg straks mere i tvivl.

Nu vil jeg pakke solcremen - og så ses vi senere på ugen ;)
Pas på jer.

Ofringer

Forleden tilbragte jeg en skøn dag i Lejre Forsøgscenter.At se en masse skønne børn (mine elever) nyde historiens vingesus havde været nok. Vejret og kommentaren "Bare man kunne gå i skole her hver dag" var bare ekstra plusser.
Undervejs kom vi forbi offermosen.

Og jeg ved jo godt det er en rekonstruktion. Men alligevel standsede jeg et kort øjeblik op og gav mig selv lov at tænke om der mon her på denne plet engang i Jenralderen havde stået en kvinde som mig med et stort ønske. Om hun havde haft noget at ofre, og om ofret havde hjulpet.
På en måde kunne jeg ønske at livet var simplere; jeg ofrer noget, og hvis det ikke virker ofrer jeg noget mere. Men hvis livet var simplere var lægevidenskaben det måske også. Og så ville jeg helt sikket aldrig møde Regnbuebarnet. Om jeg så ofrede en hel hest eller ej!

Hvordan?

Jeg er faldet over denne her side.
Jeg er som de fleste voldsomt skeptisk overfor den slgas eksperimenter. Men nu sidder jeg måbende tilbage. Jeg kan ikke snyde siden en eneste gang. Jeg fatter intet. Jeg har prøvet mindst 10 gange og resultatet er rigtigt hver gang. Det driver mig til vanvid...
Kom så frem kloge læsere - hvordan gør den det?

Pre...

Jeg har bidt hovedet af alt og alle i dag. Og når man er skolelærer så går det altså ud over rigtigt mange på sådan en almindelig mandag. Det er fordi jeg er pre-hormon-junkie, jeg tager forskud på de humørsvingninger jeg snart har en virkelig god og helt lovlig grund til at have.
Men problemet er jo også at den her mandag slet ikke er så almindelig. For det er jo pre-dagen. Dagen før dagen. I morgen skal jeg på Hvidovre og undersøges. Er spændt og nervøs - og også pre-glad og pre-håbefuld.
Og alle børn har været pre-ferie, det er da heller ikke nemt når pressen taler om vinterferie i denne uge og vi så først har det i næste uge.
Kort sagt: Pre...

At være matematiklærer

Hvis
X + Y + 2 < 29
og
X = Z + 28 - 31
og idet
14 ≤ Y ≤ 16
Så er den naturlige følge at
Z ≤ 14

Hvis jeg altså skal nå første forsøg inden jeg tager på ferie den 29 Januar så skal jeg have min menstruation senest den 14 December.
Desværre er der i denne formel flere ubekendte end blot X Y og Z. Tallet 2 står antal dage mellem ægudtagning og ægopsætning, men hvem siger det holder. Y er cyklusdagen for ægudtagning - men hvem siger det tal ligger mellem 14 og 16 hos mig. X er datoen for menstruation i Januar - den forsøges defineret udfra datoen for menstruation i december - Z. Men hvem siger at 28 dage mellem de to holder?
Tilbage står tallet 31 - Og selv ikke infertilitetens lurende sindssyge kan ændre ved at December har 31 dage. Og tallet 29 - og ikke ti vilde heste kan holde mig fra at rejse til de varme lande den 29 Januar.

Konklusion:
Antal konstanter: 2
Antal ubekendte: ∞
Antal mere eller mindre sindssyge matematiklærere der skriver på denne blog: 1

En julehilsen der aldrig bliver sendt.

En julehilsen der aldrig bliver sendt

Kære venner og familie
Så kom den tid på året hvor jeg traditionelt gør status, ser tilbage på året der gik og deler ud af glæder og sorger.
2005 har på mange måder været et dejligt år, men har på mindst ligeså mange måder været ganske forfærdeligt.
I januar tog mor og jeg på ferie til Egypten. Det var en skøn og meget afslappet tur med masser af solbadning og snorkling. Jeg er helt vild med at snorkle – den stilhed der er under vandet passer mig perfekt, selvom jeg gerne indrømmer at jeg godt kan blive lidt bange hvis nogen af de store fisk kommer for tæt på!
Februar var det vinterferie tid – jeg og min dejlige norske veninden var på ferie i sommerhuset, igen med masser af afslapning på programmet. Jeg blev også insemineret igen, og igen igen uden at det gav det resultat jeg så brændende ønsker.
I marts fejrede jeg min 31 års fødselsdag – i sommerhuset med grillmad og i selskab af gode venner. Jeg tror aldrig før jeg har spist grillmad på min fødselsdag – men jeg tror bestemt ikke det bliver sidste gang.
I marts debuterede jeg også som blogger. En helt ny og spændende verden åbnede sig for mig, en verden med masser af inspiration til skriblerier og mange mange dejlige kvinder at dele mine tanker med.
I April sprang jeg ud som skuespilsforfatter – ganske vist i små kår på skolen, men dog alligevel… En ubetinget succes.
Maj stod i eksamens tegn. Ikke at jeg selv havde nogen, men jeg skulle jo for første gang slutte en 9. klasse af. Det var spændende men også meget stressende.
I Juni kom sommerferien. Katten og jeg flyttede i sommerhuset og startede vores ophold med den traditionelle Sankt Hans fest. Juli gik med at bygge husets ny terrasse, se mit elskede Tour de France og så tænke en masse over det med at være barnløs. På mange måder følte jeg at jeg stod ved en skillevej. Jeg kunne opgive eller jeg kunne forsøge at få adgang til hjælp i det offentlige.
August bragte skolestart og det var dejligt. 3. klasse er startet med både engelsk og historie i år, så jeg har det som en fisk i vandet sammen med dem.
I September blev jeg gift! En stille dag, bare sammen med Bedstevennen. Jeg har stadig ikke helt vænnet mig til tanken, men det var jo nødvendigt for at komme videre i systemet.
Oktober gik med ventetid. Og ventetid. Og forsøg på at regne ud om jeg ville kunne komme i gang med første forsøg inden jul – og så mere ventetid. En ferie i sommerhuset og en koncert med Robbie i London blev det også til.
I November var situationen den samme – stort set. Jeg blev ked af al ventetiden og lukkede mig godt og grundigt inde i mig selv.
Og nu i December så er der stadig ventetid men det gør ikke noget. For jeg kan fylde den ud med glade tanker om hvad der mon sker i 2006. Og lave en masse julehygge i skolen. Og så glæder jeg mig meget til at tilbringe julen med mine elskede forældre.

2006 bringer afklaring. Enten bliver jeg gravid og lykkelig. Eller også bruger jeg alle forsøg, bliver ulykkelig og bliver derefter lykkelig igen. Det føles godt lige nu.

Jeg håber at 2006 bringer lykke til os alle.
Rigtigt glædelig jul!

PS: Håber I vil tilgive mig at jeg igen i år ikke sender julekortet ud. Det er bare alt for svært at gøre status uden at snakke om infertilitet – og det ved de fleste af jer jo ikke så meget om. Jeg håber at jeg næste år kan sende jer et ærligt dejligt brev fyldt af glæde, måske endda med et foto af mit Regnbuebarn.

Kollegasnak...

Det er jo ikke første gang - og sikkert heller ikke sidste. Men i går var den altså gal igen...
Under frokosten spørger en kollega til en ny kollegas alder. 27. "Så skal du vel snart have nogle børn?" Jeg mærker straks efter - hvor tæt er tårerne på overfladen i dag? Skal jeg lige nu pludseligt noget andet? Men jeg vælger at blive og bare sidde stille og prøve at ligne en almindeligt interesseret kollega, uden at deltage - og håbe at emnet snart skifter. Men det fortsætter... Flere kolleger kommer til og snakken fortsætter i det uendelige. Og ganske rigtigt kommer spørgsmålet da også. Den unge nye kollega kigger på mig og spørger: "Kunne du ikke også godt tænke dig en lille baby?" Jeg svarer ærligt og uden tårer: "Jo, jeg kunne rigtigt godt tænke mig en lille baby."
Og jeg græd ikke. Heller ikke da jeg kom hjem. Og heller ikke nu. Måske fordi solen skinner så stærkt i mig lige nu. Måske fordi det på forunderlig vis lykkedes for personalet på Hvidovre at så et håb i mig igen, en tro på at det kan lykkes også for mig.
En rigtig lille baby.

The bitch is back...

Jeg har haft en virkelig god ferie - helt perfekt. Eller altså, så perfekt som en ferie kan blive når man er små-syg. Men jeg er ovenpå og i dag startede jobbet igen.
Og det skal jeg da lige mene det gjorde. I tillæg til den sædvanelige; "Ups jeg fik ikke lige kopieret inden ferien-morgenkø ved kopimaskinen" tog jeg jo også en "hold da op en masse post der ligger her bare fordi jeg var syg en uge". Og så for at det ikke skal være løgn; En af mine elever har i ferien mistet sin bror i en tragisk ulykke. For pokker det er hårdt den slags. Men det lykkes mig at få noget rimeligt fornuftigt ud af dagen alligevel.
Efter dagens undervisning sad jeg og snakkede med et par kolleger. Det er klart at den slags dødsfald påvirker alle på skolen, og efter en dag som de stærke overfor eleverne har vi jo også brug for bare at sidde og være kede af det.
Og som det går i den slags snakke så kommer der også andre ting frem - og pludseligt er det egentligt helt rart, vi hygger og snakker om dit og dat. Og det er dejligt livsbekræftende.
Et par af mine nærmeste kolleger griner pludseligt højt - og siger forklarende til mig: "Vi sidder lige og snakker om hvem af os der havde det hårdest da vores børn var små. Det var så svært at nå at hente dem inden institutionen lukkede."
Jeg siger: "I skal da bare være glade for at I har nogle børn."
The bitch is back.
Jeg er sgu ret ked af den. Både i sammenhæng med det barn der var død - men også fordi de to kolleger er verdens sødeste og mest rummelige når det kommer til min infertilitet. De har længe vidst at jeg ønsker at blive mor - og de har bakket op fra starten. Ikke en eneste gang har de rejst spørgsmål om noget som helst. Og også nu hvor jeg ser frem mod mere tidskrævende behandling er de lutter positivitet. Selvom det er helt klart at de kommer til at kunne mærke det fravær jeg får på den konto, det er jo dem der skal passe eleverne så længe.
Hvad fanden bilder jeg mig så ind at sige sådan til dem. Deres dag har jo været præcis ligeså hård som min. Jeg burde have fundet nogle andre at kaste min bitterhed over. Jeg tror sgu den kræver en undskyldning...

Hulubulu

Jeg er her. Og er da egentligt nogenlunde okay. Men bider voldsomt af de stakkels børn, jeg egentligt skulle undervise. Altså de bliver da også undervist. Men bare af en sur Fru Skrap. Jeg har bare ikke meget overskud.
Jeg er nu henvist til Hvidovre og venter utålmodigt. Og er spændt på hvad de siger... Om jeg f.eks. skal inseminationsforsøg igennnem inden de vil gøre mere. Jeg er jo blevet insemineret 6 gange allerede.
Og så har jeg for første gang i lang tid (nogensinde?) ikke rigtigt lyst til at skrive. Meget mærkeligt firma.

Uhhh vs Ahhh

Uhhh hvor har jeg ondt i hovedet. Store store tømmermænd. Men sikke en fest! En skøn sommerferie-frokost med kollegerne. Masser af snak, flirt og intriger. Masser af danse - da jeg havde drukket så meget at jeg ikke længere kunne mærke mit knæ - som eller har gjort mig stort set immobil i denne uge! Og så det allerbedste: Tudeprinsessen slog til. Jeg tog en rigtigt god tudetur. Og fik den nødvendige støtte og de gode kram fra en skøn ven. Jeg fik snakket om alle de grimme tanker der rammer mig når andre bliver gravide før mig. Og jeg fik snakket en masse om ensomheden ved at være PUK. Og så bare tudet en masse over det lod jeg har lige nu i livet. Det trængte jeg sgu til!

Ahhh JEG HAR SOMMERFERIE! Der er en masse dejlige uger til jeg igen skal forholde mig til andre menneskers børn professionelt. Og mon ikke det bliver i denne ferie at PLANEN træder i kraft. Den er egentlig ganske simpel og hel ligetil. Jeg gifter mig med Bedstevennen! Vi undersøger i øjeblikket de juridiske spidsfindigheder, men det ser ud som om at der ikke er de store problemer! Så en eller anden dag smutter vi på rådhuset. Ganske udramatisk. Og uromantisk. Det har været en lidt svær beslutning for mig. Jeg vil jo gerne giftes RIGTIGT en dag. Altså når jeg engang møder ham prinsen med den hvide hest. Giftes i kirken i det store skrud og alt det der smukke. Jeg havde jo ligesom aldrig forestillet mig at jeg skulle have et første ægteskab før det RIGTIGE vel? Men de tanker har jeg nu lagt fra mig. For jeg ved at jeg ikke kan gennemgå udredning osv ved at lyve. Det bliver simpelthen for svært. Og jeg VIL udredes. Jeg vil vide hvad der er i vejen - hvis der altså er noget... Og nu hvor jeg har vænnet mig til tanken så ser jeg det altså også lidt som et politisk statement! Det er sgu da lidt cool - et proforma-ægteskab for at få et Regnbuebarn. Nå lad os nu se...

På mandag skal jeg til gynækolog. Jeg har taget Pergotime i denne omgang og han skal se hvordan ægget/æggene ser ud. Og så skal jeg høre hans mening om planen. Om han tror den holder - og så skal han jo gerne give mig en henvisning til videre udredning!!! Uha da det bliver spændende... Jeg kan mærke hvordan spændingen kribler lige nu. Har haft for travlt til at tænke over det på det seneste, men nu... krible krible.

Den stakkels tømmermændsprægede PUK skal sove lidt mere - eller bare ligge og ynke. Men der er masser af andre tanker der skal blogges inden jeg i næste uger flytter i sommerhuset - og bliver blog-løs helt frem til 3. August!!! Uha det bliver ikke nemt...

Travlhed, Trærthed, Tavshed, Tomhed

Ikke andet.
Har endelig fået afslag på jobbet - og planlægger nu med glæde mit næste skoleår. Tiden frem til den lange skønne sommerferie er altid stresset... og årets arbejde med afgangsprøver gør det ikke mindre travlt.
Og så er jeg bare træt. Træt af at være infertil. Træt af min mangel på muligheder. Træt af at teste. Træt af at jeg ikke kan være træt uden at håbet om en baby spirer frem. Brystømheden er så småt ved at melde sin ankomst - så mens kommer nok om en 4-5 dage. Godt det snart er ferie.
Så jeg har været tavs - og det fortsætter nok nogle dage endnu... Og det eneste kedelige nye er mit bidrag til denne uges foto-konkurence... Men det fik Søs da lige sat nye tanker på, meget livlig fantasi ;)
Jeg er tom indeni. De der haner har for længe stået åbne.