Bog meme
Jeg har jo for længe siden truet med en meme. Og efter en grundig research af diverse blogs fra den ganske verden er valget faldet på en oplagt: En bog meme.
Hvem har ikke lyst at mindes forskellige læseoplevelser? Og hvem har ikke lyst at lade sig inspirere af andres læseoplevelser? Win-win situation.
Here goes:
En bog der ændrede dit liv:
Cæcilie Lassen: "Simone". Altså ændrede mit liv er måske lige drastisk nok. Men den ændrede nok min måde at se på bøger på, den åbnede genren af historiske romaner for mig. Og den gjorde det mens jeg var ung og letpåvirkelig - og har helt sikkert været med til at skabe min interesse for historie. Og den interesse påvirker bestemt mit liv, så det er vel det nærmeste jeg kommer en bog der har ændret mit liv...
En bog du har læst mere end en gang:
Samtlige Harry Potter! Dels fordi de er så skønne og fulde af fine detaljer som man glemmer fra gang til gang. Og dels fordi jeg faktisk i sin tid på seminariet lavede en opgave om den gode Harry.
En bog du ville have med dig på en øde ø:
John Irving: "Indtil jeg finder dig". Jeg har ikke læst den endnu, men Hr. Irving plejer at skrive læseværdigt - også til genlæs. Og så er den tyk, tyk, tyk - og det er da bestemt en fordel hvis jeg skal være på den der øde ø længe. Med kun en bog. GYS!
En bog der fik dig til at grine:
Anita Notaro: "The www club". Fordi WWW står for "women watching weight" og den er fuld af tragikomiske beskrivelser af dumme undskyldninger i forbindelse med manglende vægttab! Generelt griner jeg en del når jeg læser kategorien chick-lit.
En bog der fik dig til at græde:
Jonathan Safran Foer: "Ekstremt højt og utroligt tæt på". Fordi bøger der handler om børn der kæmper altid rører mig. Og børn der kæmper for at forstå de voksnes verden rører mig især. Og denne bog skildrer det hele så godt at den burde have haft sin egen post da jeg læste den i forsommeren.
En bog du ville ønske aldrig var blevet skrevet:
Rich Shapero: "Wild animus". Bare fordi det er en ualmindelig dårlig bog, både hvad angår handling (en mand der gerne vil leve som en vild gedebuk!) og sprogligt. Der er masser af bøger jeg ikke har læst fordi jeg ikke mente de burde være skrevet, ex politiske bøger. Men denne bog har jeg faktisk læst fra ende til anden. Men kun fordi jeg af princip læser ting som folk forærer mig. Ellers havde jeg skisme givet op undervejs...
En bog du læser lige nu:
Alexander McCall Smith: ”Damernes detektivbureau nr.1”. Jeg er i den grad kun lige startet, men jeg har længe glædet mig til den. Uden konkret at kunne huske hvor, hvornår og hvem har jeg en fornemmelse af at have hørt mange gode ting om den. Og så er der mange flere i samme serie hvis det skulle vise sig at være en succes!
En bog du har planer om at læse:
Amy Tan: ”At redde fisk fra at drukne”. Hun er en af mine absolut yndlings forfattere og jeg er endnu aldrig gået galt i byen med hende.
Jeg inviterer alle til at være med! Skriv i kommentaren eller på din egen blog – og hvis du vælger det sidste så læg lige et link i en kommentar ;)
God fornøjelse!


