ET HUS

NÅR NOGEN SPØRGER MIG HVORFOR JEG HAR ET SOMMERHUS SIGER JEG ALTID ET
ELLER ANDET OM EN GOD INVESTERING. SANDHEDEN HAR MEGET MERE MED
REDEBYGGERI AT GØRE. MED DRØMMEN OM EN SØN DER SPILLER BOLD PÅ GRÆSSET
OG EN DATTER DER PLUKKER BLOMSTER. ELLER OMVENDT. OG BARE EN AF
TINGENE. ET BARN. DE TANKER GØR MIG TRIST. MEN DET HUMØR PASSER JO
OGSÅ GODT TIL REGNVEJR.

Mens vi venter!

Tillad mig at sprede lidt stemning af vådt, svampet efterår mens jeg venter på at det er tid til at Krabaten skal møde soldaterne...

Alle billederne er taget ved sommerhuset en våd morgen i sidste uge. Og endnu engang blev jeg imponeret over mangfoldigheden i haven.

Efterår!

Det er efterår!
Jeg ved det fordi jeg kan mærke at jeg ikke sprudler indlæg til min blog ud. Jeg ved det fordi jeg har mærket vinden imod mit ansigt. Og jeg ved det fordi jeg i denne weekend har set på naturen omkring sommerhuset. Og det er smukt. Men det er nu også lidt trist. Jeg kan altså meget bedre lide at se knopper på træerne, selvom de ikke smager ligeså godt som mine skønne æbler...
Og så har jeg også set edderkopper! Wadr! Dem kan jeg altså ikke lide. Jeg prøvede at overvinde mig selv ved at fotografere dem lidt. tænkte at jeg med en kunstnerisk indgangsvinkel kunne lære at, om ikke elske, så udholde dem. What a load of crap! Jeg har været væk fra huset i sølle 5 uger - og nu har de fuldstændigt overtaget. Især terrassen var slem, de fine net var spundet ud på kryds og tværs og jeg kunne slet slet ikke komme til at være der!Pssst! Så du alle dyrene? Også ørentvisten i æblets blomst? Den så jeg ikke da jeg tog billedet...

Jeg savner...

- Tour de France. Jeg vidste det ville gå sådan. Og trods det at doping-skandalen ruller videre så var det et skønt løb. Nu kommer der heldigvis lidt Danmark rundt til at dulme mine abstinenser.
- Min farmor. Bare det at jeg ved hun ikke er der. Mærkeligt.
- Min niece. Jeg har sådan lyst at se hende hele tiden, følge hende. Men fordi DSB hverken er pålidelig eller billig så kan det altså ikke blive helt så tit.
- Mit job. Ikke den stressede del af det, men ungerne, deres skønne smil og dumme kommentarer. Og mine søde kolleger. Ferien lakker mod enden og jge glæder mig til at komme i gang med det nye skoleår, med alle de udfordringer det bringer.
- Blogland. Jeg savner at læse, følge med, grine og græde med alle jer andre. Og jeg savner at skrive selv. Ikke fordi jeg føler mig vildt inspireret, men fordi jeg ved at bloggen er så god til at give mig ro.

Og om ganske kort tid så vil jeg sikkert savne ferien, solen og sommerhuset... Så jeg må hellere skynde mig at nyde de sidste dage ;)

Vi ses snart igen!

Kvinder og teknik!

Jeg kan slet slet ikke få det dersens weblogging freestyle til at virke! Og da min nye telefon ellers kom med posten og skulle gøre det endnu nemmere, ja så fik jeg ødelagt den inden jeg overhovedet kom i gang... Så nu ligger den på et ferieramt værksted et sted...
Lige nu sidder jeg så på et biblitotek i sommerlandet... Det er fantastisk at have ferie, roen har i den grad sænket sig over mig. Og trods Basso's uretfærdige exit af Touren så er den jo skøn alligevel. Jeg er overbevist om Bassos uskyld, naiv og glad som jeg er!!! Og ellers nyder jeg livet med katten og fotografiapperatet. Pas på jer til vi høres ved igen. ;)

På Lørdag!

På Lørdag sidder jeg klar! Jeg er lige ved at tude af glæde og spænding. Endelig er Tour de France tilbage igen. Og det cykelløb har jo som bekendt det hele; taktik, spænding, landskaber, dumme kommentarer og ikke mindst mande-ben i hobetal!!! Jeg har længe glædet mig til at skulle sætte mit nye fine sommer-tema op på bloggen, der skal ingen tvivl herske om hvem jeg holder med.

Og så er jeg altså online nu igen. Ikke fordi nettet egentligt fungerer her. Men fordi jeg har "hacket" mig ind på en nærliggende cafes trådløse net. Det er ikke egentligt hacking eftersom deres net ingen sikkerhed har, men mon ikke nettet var tiltænkt folk der sidder i deres cafe og arbejder og drikker masser af deres dyre cafe latte? Nå men mine blog-abstinenser vandt altså til sidst over mine moralske skrupler, så her er jeg!
Men snart er jeg væk igen, for overalt i lejligheden her flyder det med ting der skal pakkes til de næste mange uger i sommerhuset. I morgen aften eller tirsdag morgen rejser jeg og katten mod det lille paradis - og vender først hjem hen mod den 10 august! Jeg glæder mig vildt og blodigt til bare at slappe af og passe mig selv. Og så selvfølgelig hygge med alle de mange skønne mennesker der kommer forbi på besøg.
Men jeg vil jo savne min blog... Jeg har været i gang med at forsøge at sætte min mobiltelefon op til at kunne blogge, men det er åbenbart ikke så ligetil. Deværre. Arbejder dog stadigt på sagen.

Mens jeg har været offline er det for alvor gået op for mig at Søs ikke længere blogger. Og kæreste Søs; Det gør ondt at savne dig! Jeg tænker så tit på dig og kan slet ikke slippe håbet om igen en dag at se dig...
Hvad der ellers er sket i Blogland mens jeg var væk har jeg mistet overblikket over - og jeg når nok ikke helt at få det tilbage, det overblik, før jeg igen rejser væk fra Blogland. Så I må tilgive mig for manglende kommentarer og lykønskninger når nu I alle bliver stang-gravide henover sommeren ;)
Har dog lige set at Pia er væk!!! Hvad blev der af hende? Lige som vi skulle til at heppe på donorægene... ØV. Håber det bare er dum teknik...

Og som afslutning på denne opdatering af livet i PUK-land. Mens er kommet men jeg har ikke tilmeldt mig forsøg. Jeg har brug for først at komme mig helt ovenpå det psykiske pres og den nedtur jeg havde i forbindelse med forræderen i mig. Når jeg nu har healet mig selv i sommerhuset hele sommeren, ja så går vi i gang.
Og inden vinteren kommer er Regnbuebarnet på vej til mig!

Ferie!

Ferie, ferie, ferie,
slap nu af, du har fri,
og syng en glad melodi.
Op mod solen ler vi,
den skal skinne, til ferien er forbi!

Weekendens smukkeste...

Åkande...

For ganske få måneder siden så min åkande sådan ud, helt tilfrosset og koldt. Og jeg troede faktisk ikke at den ville overleve...
Nu ser den sådan ud, ikke helt grøn endnu i bladene, men mon ikke det snart kommer. Måske kommer der endda også en smuk blomst?

Jeg elsker min balje i min have, men den har et problem; Den er en myggefarm! Og nu spekulerer jeg på om jeg skal installere en fisk dernede, til at spise alle de små myggelarver...
Men skal jeg så også have en pumpe?
Og bliver fisken ikke bare spist af nogle store krager?
Min egen kat ved jeg heldigvis ikke er klog nok til den slags jagt ;)

Maj er slut.

Hvor mange dage var der i den her måned? Var det bare mig eller var de dage usædvaneligt lange og urimeligt deprimerende, - bare sådan helt objektivt og overordnet set...
Jeg har kastet et blik på mit eget arkiv for Maj. Og måneden startede jo så lovende, med kampgejst og alting. Og fy for pokker hvor havde den måned mange dumme ting i ærmet til mig. Den skjulte det godt med de første dages glade solskin, men ihh hvor den tog revance. Jeg kan kun være glad for at den måned nu er slut. I morgen er det Juni. I morgen skal jeg til før-operations-samtale på Hvidovre. Om en uge skal forrædderen for alvor dø. Gå tid, gå.

Og nu hvor Juni kommer så skal jeg igen flytte mig og katten og alting i sommerhuset - og der er skisme skønt! Se bare:

Bambi-sitter!

I søndags brød jeg grædende sammen fordi jeg ikke kunne få startet min græsslåmaskine. Jeg syntes det i den grad var beviset på min uduelighed som mennesker og jeg græd længe. Bagefter var jeg egentligt ikke så meget i tvivl om at gråden måske mere handlede om den forestående operation end om noget frygteligt langt græs.

I går kom så forklaringen på hvorfor jeg ikke skulle slå græsset.
I går morges ganske tidligt så jeg et rådyr i min have. Ikke noget usædvaneligt syn, men altid dejligt.
Det ekstra skønne ved denne var at den var mor til en lille lille bitte unge. Så lille at ungen kun lige knap stak op gennem græsset! Moderen kiggede sig godt omkring - og min have bestod prøven, i hvert tilfælde besluttede mores sig for at efterlade sit allemest dyerebare, nemlig ungen, i min varetægt!
Længe sad jeg og kiggede ud på græsset for at se når ungen skulle hentes - og måtte til sidst indrømme over for mig selv at den nok var smuttet væk uden jeg havde set den. Men nej!
Jeg listede ud og fandt den godt gemt i græsset - ikke mere end en tallerken-stor plads fyldte den i græsset. Så lille smuk og fin at det var helt rørende.
Dette gentog sig faktisk flere gange i formiddagens løb - jeg måtte flere gange ud og se om det virkeligt kunne passe at moren stadig ikke havde hentet sin skønne lille. Hver gang lå den der stadigt...
Endeligt ved 15 tiden var der afhentning... Men først havde jeg den fornøjelse at se en lille unge die ved sin mor, godt gemt af græsset og den lille kunne kun lige nå op til patterne. Endnu mere rørende.
Og så forlod de to sammen min have. Og jeg var høj at glæde over natruens undere - og håber at kunne være bambi-sitter en anden gang også ;)

Jeg kunne i weekenden også finde både en musvit-rede og en solsorte-rede tæt ved mit hus. Så selvom jeg ikke selv er leveringsdygtigt i småfolk denne sommer - ja, så får jeg da stadig masser af babyer at se ;)

PS: Ja det var altså det jeg betegnede som spændende nyt - det var SÅ stort for mig at opleve...

PPS: Der kan klikkes på billederne for at se dem større - og de uskarpe af dem er taget gennem en ikke helt nypudset rude - og så bliver de altså ikke bedre, genskin og alting ;)

Blær...

Jeg er blevet nr 2 i en foto challenge!
Jeg ved godt at det ikke er nummer 1 - men det er nu stadigt skønt.

Og så har jeg været bortrejst til sommerhuset i nogle dage - og har spændende ting at fortælle, forhåbentligt får jeg tid at skrive om det i morgen ;)
Indtil da må i nøjes med en skøn mariehøne på en lupin-knop. Lige klar til at springe ud når jeg om kort tid igen flytter i sommerhuset...
Og det dersens spændende; det er noget med dyreriget - og en baby!

(Og det er IKKE at jeg er gravid...)

Hurra!

Det er endelig lykkedes mig at få arrangeret "hent og bring" af katten og mig, så jeg trods ryggen kan komme en tur i sommerhus og nyde, om ikke vejret, så dog den friske luft omkring mig.
Be prepared for billeder af diverse knopper på æbletræer og udsigter over vand, hvis føromtalte vejr arter sig til en lille fotosafari!

God påske!

Så er det nu...

I dag kom det sidste tegn... efter flere dage med ømme bryster og koldt maveskind kom i dag de velkendte brune pletter... Og for denne ene gangs skyld byder jeg dem velkommen - og ringer i morgen til Hvidovre.
Tænk at den forjettede måned alligevel gik så hurtigt. Jeg arbejder og dagene går. Snart vil jeg gå med et listigt smil på mine læber, kolleger vil tænke jeg er forårsforelsket - og på en måde har de ret, jeg planlægger bestemt at blive forelsket i håbet om snart at møde mit regnbuebarn.

Og så er jeg siden sidst blevet 32 år. En smuk dag i søndags med lige dele godt selskab, lækkert mad og smukt vejr. Billederne her er taget søndag morgen ved sommerhuset...

Ting der kan tælles

George: How many numbers you got?
Erin: Oh, I got numbers comin' outta my ears. For instance: ten.
George: Ten?
Erin: Yeah. That's how many months old my baby girl is.
George: You got a little girl?
Erin: Yeah. Yeah, sexy, huh? How 'bout this for a number? Six. That's how old my other daughter is, eight is the age of my son, two is how many times I've been married -- and divorced; sixteen is the number of dollars I have in my bank account. 850-3943. That's my phone number, and with all the numbers I gave you, I'm guessing zero is the number of times you're gonna call it.

Kan I huske hende? Julia Roberts står der og bitcher i en sådan grad at den stakkels afviste George bagefter må lade sig falde til jorden.

Der er mange ting jeg kan tælle. Der er mange ting jeg tæller. Jeg er jo ikke matematiklærer for ingenting.
I denne weekend kunne jeg have talt:
Antallet af nye spindelvæv i sommerhuset.
Antallet af høstede æbler i sommerhuset.
Antallet af gange jeg har tænkt triste tanker om min farmor.
Antallet af spiste vingummier – trods kur.
Antallet af gange jeg har skreget ”kør kør kør” til Jakob Piil.
Antallet af gange jeg har følt mig dum fordi Jakob Piil er i Spanien og alligevel ikke kan høre mig.
Antallet af tanker om Regnbuebarn og behandling.

Men jeg har faktisk kun talt på en ting; hvor lang tid Bedstevennen og jeg har forsøgt at blive gravide.
Tallet er 3.
Når mine elever bare skriver et tal driller jeg dem altid ved at spørge ”3 bananer?” De skal jo huske at skrive cm eller æbler eller år eller noget bagefter.
Jeg kunne skrive antal måned eller antal cyklus eller antal åndedrag.
Men det skal jeg ikke. For hvis der bare står 3 så virker det ikke af så meget. 3 er sådan et rart lille tal.
På den måde så er jeg sikkert i behandling om max ¼. Og muligvis holder jeg mit barn i mine arme om bare 1. Bitte små meget overkommelige tal. Tal som gør alle de svære stunder kortere og mere overkommelige – i hvert tilfælde lige nu.

PS: Nåh jo, jeg har jo også talt sexede mænd på cykler...

Her var det...

At jeg sad og skrev weblogging freestyle, smukt og roligt.

Og her er jeg, før solen gik ned...

Hvor dum kan man være? I et sommerhus er der masser af edderkopper - i mit er der i hvert tilfælde. Rigtigt mange. Og de er store. Og klamme. Og hvor nødigt jeg end vil må jeg indrømme; jeg er lidt bange for dem.Altså ikke sådan skrigende hysterisk angst (som jeg er for heste!) men bare sådan "gid edderkopper ikke fandtes for de giver mig en lidt kriblende bange rislen ned af ryggen".
Når jeg skal fjerne edderkopper gør jeg alt hvad jeg kan for at dræbe dem på afstand. På badeværelset er mit foretrukne våben håndbruseren. Men nu til morgen var jeg dum. Alt for dum. Så dum at det nær var blevet farligt. For jeg sprøjtede vand på en klam edderkop der sad ved den gamle vandvarmer. Og ved vandvarmeren sidder en kontakt. En gammel en. Og der kom vand i. Og HPFI relæet reddede mig. For strømmen gik heldigvis. Og nu, timer efter, er chokket ved at sætte sig. Jeg kunne være død. For jeg stod der, våd og nøgen efter badet - og var strømmen løbet gennem vandet var det nået til mig. Tak Gud og alle andre med indflydelse på min skæbne. Tak for at jeg fik lov at overleve min ellers utilgivelige dumhed.
Fra nu af vil jeg møde edderkopperne med fornyet livskraft.

Weblogging freestyle. Der er altså også ulemper. Det mest åbenbare er responsen. Som det før har været diskuteret i Blogland, så er det i kommentarerne at Blogland for alvor bliver levende. Og det er der vi giver og modtager støtte, varme og skuldre at græde ved. I dag må jeg suge min kraft andre steder, fra de skønne blomster og den smukke udsigt udover vandet. Og så klamere jeg mig til et lille usselt tyndt græsstrå - for trods den nu helt forsvundne brystømhed og en kort halv time med koldt maveskind, har jeg endnu ikke fået mens. Jeg orker næsten ikke at håbe. Ønkser et eller andet sted bare at mens ville komme så jeg kunne få fred fra mine tanker. Og selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at den ville blive væk, men hvorfor skulle den dog det? Lige i dag er ventetiden slem. Og så har jeg mest lyst til bare at opgive det hele. Jeg bliver så træt nogengange. Træt af at prøve så hårdt og ikke kunne. Det sættes på spidsen hver gang jeg møder nye folk - og her i sommerhuset er der masser af ferieglade danskere der gerne vil sludre lidt. De siger hej henover hækken og spørger til hvor længe vi har haft huset, eller kommentrer på hvor god vores æblehøst bliver. Og det føles ensomt hver gang at svare "JEG". Og sommerhuset er jo også en del af min redebygning. Jeg ved lige hvor barnevognen kan stå i skygge og læ. Og hvor gyngestativet kan stilles op. Jeg er så fyldt af drømme, jeg har drømt dem så længe. Øv, hvor er jeg ked i dag. Og tuder. Og tænker ved mig selv at det bare er endnu et PMS tegn. Røvguitar.
Ømme bryster - NO
Csc i gult - NO :(

At tage sig sammen...

Jeg skal tage mig sammen. Se at få pakket og ryddet lejligheden så den kan tom og fredelig. Og så skal jeg flytte i sommerhuset. Hele sommeren. Og slappe af. Læse masser af bøger. Se masser af Tour de France. Spise grillmad med venner, familie og naboer - og hvem der nu ellers kommer på besøg.
Jeg skal da ikke gå rundt her - og ingenting lave - og bare glo på taskerne. Tænke på at blogge uden at gøre det.
Men det tager åbenbart tid at vænne sig til ferie for mig i år.
Men jeg tror nu nok jeg kommer afsted i aften - allersenest i morgen tidlig.
Så pas nu godt på jer selv og hinanden her i Blogland. Jeg vil savne jer.
Vi ses til August!
KRAM til alle!
PUK