Hvis jeg havde haft muligheden ville jeg sørme også have kysset ham! Han kørte rigtigt rigtigt flot i dag.
Derudover så går mine dage (og nætter) med at lade være med at gå i stykker. Ikke på sådan en sort depri måde, bare sådan enormt skrøbeligt. Jeg regner med at hvis jeg bare venter længe nok, så bliver jeg nok stærk igen. Indtil da går jeg forsigtigt gennem livet.
Blodprøven bekræftede det jeg godt vidste i forvejen. Jeg er på trods af alle positive tanker, krydsede fingre og håbefulde bønner ikke gravid.
Jeg kan mærke at jeg lige nu kæmper hårdt for at holde sammen på mig selv. Tårerne ligger hele tiden lige under overfladen, lige på spring. Men der er 1000 ting at gøre på job og privat, så der er ikke andet end at klø på. En eller anden dag revner ballonen sikkert med et brag, men det må jeg så tage til den tid...
Hold kæft hvor jeg hader at det skulle overgå mig at jeg skal kæmpe så hårdt. Normalt har jeg det helt ærligt sådan at jeg ikke ønsker infertilitet for selv min værste fjende. I dag har jeg det sådan at det godt må være alle andre, bare ikke mig. Jeg har fandme taget min del af kampene snart!
Status og hvornår ved jeg mere.
Jeg elsker alle jeres kommentarer og alligevel har jeg ikke lyst at sige så meget lige nu.
Jeg har de sidste dage tænkt en del over hvordan jeg har det med at rigtigt rigtigt mange mennesker ved hvad jeg går og tænker på lige for tiden, hvad jeg har i maven.
Jeg har af arbejdsmæssige årsager været nød til at fortælle nogle mennesker om min behandling. Nogle mennesker der står mig nært som gode kolleger, men som ikke nødvendigvis er mine bedste venner.
Jeg har af andre årsager fortalt min familie om detaljerne i behandlingen, noget jeg normalt ikke ville dele med dem.
Dette er sket før de sidste par år. Jeg har altså før delt disse ting med folk og fæ. Men jeg er bare aldrig nået så langt i behandlingen før. Og nu... Nu hvor det skal til at være rigtigt spændende og hvor jeg måske er gravid, så har jeg pludselig lyst til at have det for mig selv. Jeg har pludselig slet ikke lyst til at svare på spørgsmål, slet ikke lyst at dele ud af mine følelser.
Jeg har det mærkeligt med at mine nærmeste venner faktisk, hvis jeg nu er gravid, på ingen måde bliver de første til at vide det.
Jeg har trang til privatliv og lyst til at være hemmeligt gravid. Men sådan er realiteterne bare ikke. Og jeg tænker over om det er en eller anden mærkelig forsinket reaktion på at jeg ikke kunne blive gravid sådan uden behandling. Eller om det er fordi jeg er så vandt til at være barnløs i behandling at jeg har følelsmæssigt distanceret mig fra at det faktisk måske kan være at jeg en dag bliver gravid.
Kort sagt så tænker jeg. Og forsøger at holde kortene tæt til kroppen, forsøger at beskytte mit i øjeblikket så skrøbelige sind.
Så snart jeg er klar skal i nok høre mere: Indtil videre må i leve i uvished, som jeg gør.
Ligesom man engang som spæd teenager sad og øvede sig i at skrive sin underskrift med et nyt efternavn, nemlig det navn der tilhørte ham den søde fra 8. klasse.
Ligesådan øver jeg mig for tiden i at sige: Jeg er gravid. Jeg venter mig. Jeg skal være mor. Jeg skal have en baby.
Og ligesom man dengang havde maven fuld af forhåbningsfulde sommerfugle og små stikkende "det-går-aldrig"-insekter.
Ligesådan går jeg rundt i en totalt opslugende rus af både håb og frygt.
Og ligesom man dengang måtte smide sig skrigende på gulvtæppet og aldrig troede det ville gå over når fyren valgte en anden.
Ligesådan må jeg forvente en ubærlig smerte hvis Regnbuebarnet vælger en anden mor.