6. maj 2007

Hvorfor nu det?

Status og hvornår ved jeg mere.
Jeg elsker alle jeres kommentarer og alligevel har jeg ikke lyst at sige så meget lige nu.
Jeg har de sidste dage tænkt en del over hvordan jeg har det med at rigtigt rigtigt mange mennesker ved hvad jeg går og tænker på lige for tiden, hvad jeg har i maven.
Jeg har af arbejdsmæssige årsager været nød til at fortælle nogle mennesker om min behandling. Nogle mennesker der står mig nært som gode kolleger, men som ikke nødvendigvis er mine bedste venner.
Jeg har af andre årsager fortalt min familie om detaljerne i behandlingen, noget jeg normalt ikke ville dele med dem.
Dette er sket før de sidste par år. Jeg har altså før delt disse ting med folk og fæ. Men jeg er bare aldrig nået så langt i behandlingen før. Og nu... Nu hvor det skal til at være rigtigt spændende og hvor jeg måske er gravid, så har jeg pludselig lyst til at have det for mig selv. Jeg har pludselig slet ikke lyst til at svare på spørgsmål, slet ikke lyst at dele ud af mine følelser.
Jeg har det mærkeligt med at mine nærmeste venner faktisk, hvis jeg nu er gravid, på ingen måde bliver de første til at vide det.
Jeg har trang til privatliv og lyst til at være hemmeligt gravid. Men sådan er realiteterne bare ikke. Og jeg tænker over om det er en eller anden mærkelig forsinket reaktion på at jeg ikke kunne blive gravid sådan uden behandling. Eller om det er fordi jeg er så vandt til at være barnløs i behandling at jeg har følelsmæssigt distanceret mig fra at det faktisk måske kan være at jeg en dag bliver gravid.
Kort sagt så tænker jeg. Og forsøger at holde kortene tæt til kroppen, forsøger at beskytte mit i øjeblikket så skrøbelige sind.
Så snart jeg er klar skal i nok høre mere: Indtil videre må i leve i uvished, som jeg gør.

4 Comments:

Frøkenhat said...

Jamen søde - det skal du jo også gøre lige præcis som det er bedst for dig.

Selv var jeg faktisk også lidt ked af, at jeg ikke fik lov at få den der hemmelig-gravid-periode. Altså ikke i forhold til tøserne i Blogland - men i forhold til familie og venner. For de vidste det jo stort set samme dag som os selv. Og på det tidspunkt kunne vi næsten ikke selv forholde os til det. Så jeg forstår trangen til hemmelighedskrammeri - men jeg håber alligevel, at du kommer med et lille hint, når nu det lykkes lige om lidt... :-)

stubbornmom said...

Klart du har det sådan, det mindes jeg også at jeg selv havde.
Det er nok den dér pludselige trang til at beskytte sig selv - og sit (muligvis) kommende barn. Instinkt, eller hvad det hedder.

Altså, jeg venter gerne til verdens ende. I mellemtiden vælger jeg at tage dine følelser som et tegn af de rigtig gode ;-)

Kram så længe!
Stina'en :-)

Anonym said...

Det kan jeg godt forstå! Jeg kunne nemlig heller ikke holde det hemmeligt, men det var af en anden årsag: Jeg får grotesk-kvalme allerede inden, jeg kan teste positivt, så jeg er ligbleg og alt muligt andet, så jeg er nødt til at forklare mig.

Håber, at alt går godt!

Evi said...

Kære Puk

Nu har jeg fulgt dig længe og du har modigt, flittigt og åbent delt ud af dine tanker, overvejelser, håb og frygt. Jeg har prøvet at leve mig ind i hvordan det må føles at være dig. Jeg har genkendt og genoplevet følelser og situationer og du har givet mig så meget af dig, at jeg indimellem har følt mig som en lille del af dig. Jeg holder uendeligt meget af dig og ønsker dig alt det bedste i verden. Jeg forstår udmærket at du nu har brug at have dine tanker og følelser for dig selv og hvis du ikke skriver her i den næste tid, så er det bare helt ok.

Kærlig hilsen Evi