Detektiv

Som en detektiv sidder jeg og kigger. Stirrer efter aftegninger i brunlig rød nuance der kan indikere drømmens bratte afslutning. Hvis jeg havde et forstørrelsesglas ville jeg bruge det, uagtet at jeg ville ligne Fedtmule som han så ud når han troede han skulle hjælpe Mickey på svære opgaver i 70ernes Anders And blade.
Og lige nu er jeg en detektiv på sammenbruddets rand. Der er set farve. To gange. Jeg forbereder mig på nedturen...

Ambivalent...

Jeg ville ønske at tiden gik hurtigere. For der er stadig lang tid til fredag.
Og jeg ville ønske at tiden gik langsommere, for hvem har lyst at få knust sin drøm endnu en gang?

Jeg ville ønske jeg skrev mere på min blog, for det ville hjælpe tiden til at gå.
Og jeg ville ønske at jeg ikke skrev, for hvem har lyst at blive mindet om alle de gange drømmen før har været knust?

Jeg ville ønske jeg havde masser af tegn på at krabaten og soldaten har mødt hinanden. For det ville være dejlig næring til mine drømme.
Og jeg ville ønske at jeg ingen tegn havde, fordi jeg så måske kunne lade være med at bruge ethvert vågent minut på at spekulere på om drømmen endnu engang skal knuses.

Men faktum er at tiden går som den nu vil. Og min trang til blogging kommer når den nu vil. Mine tegn kommer når de vil og i det antal de vil.

Nok til at drømme, men ikke nok til at turde tro...