Ambivalent...
Jeg ville ønske at tiden gik hurtigere. For der er stadig lang tid til fredag.
Og jeg ville ønske at tiden gik langsommere, for hvem har lyst at få knust sin drøm endnu en gang?
Jeg ville ønske jeg skrev mere på min blog, for det ville hjælpe tiden til at gå.
Og jeg ville ønske at jeg ikke skrev, for hvem har lyst at blive mindet om alle de gange drømmen før har været knust?
Jeg ville ønske jeg havde masser af tegn på at krabaten og soldaten har mødt hinanden. For det ville være dejlig næring til mine drømme.
Og jeg ville ønske at jeg ingen tegn havde, fordi jeg så måske kunne lade være med at bruge ethvert vågent minut på at spekulere på om drømmen endnu engang skal knuses.
Men faktum er at tiden går som den nu vil. Og min trang til blogging kommer når den nu vil. Mine tegn kommer når de vil og i det antal de vil.
Nok til at drømme, men ikke nok til at turde tro...
2 Comments:
Kære Puk
Åhh den ventetid. Jeg føler med dig, ved præcis hvordan det er, jeg har selv haft det som du. Ikke at turde tro på det, det er svært!
Men jeg tror på det for dig Puk, og lykkes det ikke denne gang så ihvertfald næste. Det skal lykkes, og du har taget første skridt, så nu er du på vej.
Jeg vil tænke på dig, følge dig hele vejen, se dig ved målet og juble med dig.
Kærlig hilsen Evi
Åh, kære. Det er så hårdt at vente. Vær rigtigt rar ved dig selv, - det er mit eneste råd. Ikke at ventetiden bliver kortere af det, men måske lidt sjovere.
Klem fra Rikke, som håber og krydser for dig
Post a Comment