Arbejde vs. privatliv
2 ting der gør det virkeligt svært for mig at passe mit job, være professionel og ikke blande mine private følelser ind i arbejdet:
1. Dumme forældre. Især et par har jeg i tankerne. De har været igennem en skilsmisse af de virkeligt forfærdelige - og de er bitre, meget bitre. De har igen tillid til hinanden og de mener begge at de er engle og at alting kun er den andens skyld. Det er så hvad det er - men de har jo et barn. Et barn som jeg dagligt forholder mig til, et barn som har det AD HELVEDE TIL. Virkeligt dårligt. Et fantastisk barn, med et helt utroligt potetiale, men som bliver ædt op indefra af bekymring og indestængt vrede. Jeg kæmper for det barn, fordi ethvert barn fortjener at jeg gør mit bedste. Men det er FANDME svært at acceptere forældre der sætter deres egen bitterhed og smerte over deres barn. Forældre der ikke blinker når de får DIREKTE besked om at det er dem der er skyld i deres barns mistrivsel. Jeg prøver at acceptere men har forlængst opgivet at respektere.
Og i mit baghovedet sidder en lille stemme; Lad mig tage jeres barn. Jeg kan tilsyneladende ikke selv få noget, jeg skal nok passe på det. Og en anden lille stemme; Kære Gud, hvorfor? Hvorfor fik de lov at blive forældre og hvorfor må jeg ikke?
2. Et sygt barn. Et barn der muligvis har leukemi. Et barn der indtil for nyligt var glad, ubekymret og fuld af livsglæde. Et barn der nu gennemgår præcis den samme dødsangst som jeg selv gjorde da jeg gik i 9. klasse. Jeg ved hvor ondt det gør. Jeg føler det barns smerte så tydeligt. Men også dette barn kan forvente at jeg vil gøre mit bedste. At jeg vil græde mine modige tårer herhjemme, mindes min egen situation. Men at jeg for barnet vil være stærk. Og at jeg vil gøre alt for at dette barn kommer igennem med færre sår på sjælen end mig selv, eller bare lidt mindre sår som hurtigere kan hele. Igen spørger den lille stemme; Gud hvorfor?
Filosofisk morgen, travl arbejdsdag, og i aften tidlig weekend med mulighed for masser af blogskriverier.
