Dead poet society.

Jeg græder altid når jeg ser den film. Jevel, måske er den fuld af klicheer. Men livsglæden. Den er enestående. Og passionen for det skrevne ord. Og Williams geniale replik om at sproget er opstået for at "Woe women". Muligvis mener nogle at det har mere med religion at gøre. Jeg er ligeglad. Kærligheden må altid være det centrale. Kærligheden og skønheden.
Og så Neils død. Tudetur. Men også tanker om hvordan skønheden ses tydeligere når men kender grusomheden. Og tanker om hvor mange flere grusomheder jeg skal opleve før Regnbuebarnet viser mig skønheden.
Ømme bryster - YES