Weblogging freestyle. Der er altså også ulemper. Det mest åbenbare er responsen. Som det før har været diskuteret i Blogland, så er det i kommentarerne at Blogland for alvor bliver levende. Og det er der vi giver og modtager støtte, varme og skuldre at græde ved. I dag må jeg suge min kraft andre steder, fra de skønne blomster og den smukke udsigt udover vandet. Og så klamere jeg mig til et lille usselt tyndt græsstrå - for trods den nu helt forsvundne brystømhed og en kort halv time med koldt maveskind, har jeg endnu ikke fået mens. Jeg orker næsten ikke at håbe. Ønkser et eller andet sted bare at mens ville komme så jeg kunne få fred fra mine tanker. Og selvfølgelig ønsker jeg mest af alt at den ville blive væk, men hvorfor skulle den dog det? Lige i dag er ventetiden slem. Og så har jeg mest lyst til bare at opgive det hele. Jeg bliver så træt nogengange. Træt af at prøve så hårdt og ikke kunne. Det sættes på spidsen hver gang jeg møder nye folk - og her i sommerhuset er der masser af ferieglade danskere der gerne vil sludre lidt. De siger hej henover hækken og spørger til hvor længe vi har haft huset, eller kommentrer på hvor god vores æblehøst bliver. Og det føles ensomt hver gang at svare "JEG". Og sommerhuset er jo også en del af min redebygning. Jeg ved lige hvor barnevognen kan stå i skygge og læ. Og hvor gyngestativet kan stilles op. Jeg er så fyldt af drømme, jeg har drømt dem så længe. Øv, hvor er jeg ked i dag. Og tuder. Og tænker ved mig selv at det bare er endnu et PMS tegn. Røvguitar.
Ømme bryster - NO
Csc i gult - NO :(