24. august 2005

Status...

Det er jo ellers den slags overskrifter man ser på blogs for de dejligt gravide ;)
Men her er det bare lige for at sige hvor jeg står:
Jeg er hjemme og i fuld gang med arbejde efter en skøn sommer; Med god Tour og ny Harry Potter - ja så kunne den da snart ikke blive bedre ;)
Jeg er endnu ugift - men det er lige op over. Og så skal vi henvises til Hvidovre hvor de ikke har nogen krav om hvor lang tid man skal være gift. De har vist et info-møde i starten af Oktober - håber da at være med inden da.
Jeg har fået en del nye grå hår! Jeg tror såmænd ikke de er kommet hurtigere end de har gjort de sidste mange år - jeg har bare her henover sommeren krydset den grænse hvor det ikke længere kun er mig selv der får øje på dem. Jeg kan ikke længere skjule dem, og mange venner kommenterer nu på dem. Det går mig ikke på, de har været på vej siden jeg var 13. Men det hører da med til en status ik'?
Jeg er skruk! Jeg havde lidt glemt hvordan det var... Havde slet ikke tænkt over at man kan blive skruk midt i at man prøver at blive gravid. Men det er jeg. Det gør ondt alle steder når jeg ser gravide maver i parken og barnevogne på gaden. Godt at jeg tilbragte sommeren i et sommerhus - hvor de fleste naboer er småfulde efterlønnere - ingen baby-risiko der. Men jeg har da på de sorteste dage overvejet at foreslå baby-fri zoner rundt om i byen... For det er da belastende at man ikke kan cykle hjem fra arbejde uden at være ved at tude - som om det ikke var nok at man skal sluge 37 tordenfluer - man skal lige se 3 gravide, 5 barnevogne - og en tvillingvogn før hjemmets trygge stue venter.
Altså: Mest glad og fuld af energi - og ind imellem gammel og bitter.

4 Comments:

Mira said...

Kender godt det med gravide maver og barnevogne overalt.
Jeg overvejer at lave en post om forslag til udflugtsmål for infertile :-) Jeg kender nogen øde og smukke steder hvor det er meget svært at trække en barnevogn med :)

Amocca said...

kender godt det med at være gammel og bitter....

det er sq dejligt at høre fra dig igen sådan rigtig

Amocca

Freudika said...

Jeg læste lige et indlæg på en debat fra en kvinde der håber at hun aldrig blir bitter ... hun og kæresten forsøger at blive gravide - på den helt gammeldagsmåde - sådan som før lægebesøg og udredning og kanyler i maveskindet og sådan noget ... Jeg tror ikke at bitterheden kan holdes fra døren, når man har ventet længe nok ...

Måske vi skulle stifte et parti for at få gennemført de der babyfri zoner ... et parti som vi allesammen blir nødt til at melde os ud af stille og roligt som vi selv ender som provokerende gravide med strittende maver ...

Anonym said...

Altså jeg har jo tidligere tilbudt og tilbyder derfor igen, at I gerne må printe min gravide mave ud og bruge den som dartskive