Moden...

Havde en lang snak med Bedstevennen nu til aften. Og undervejs gik det op for mig hvor meget mine tanker om infertilitet har ændret sig det sidste halve år. Jeg behøver ikkke engang læse tilbage i min blog for at se det. Og endnu engang må jeg beundre min evne til at modnes - lige i rette tid til at nye ændringer skal ske.
Jeg er ikke længere helt så bange for at min behandling skal mislykkes. At jeg skal stå på den anden side af 3 forsøg og tænke tanken "livet som barnløs". Jeg håber selvfølgelig stadigvæk at Regnbuebarnet en dag vil komme. Men jeg er ikke længere bange for ikke at kunne leve med en eventuelt barnløshed. Jeg tror ikke længere at jeg ville komme så langt ud at jeg kunne tænke på selvmord. Og det er fedt. Dejligt. Skønt.
Og det betyder jo så at jeg nu er klar til den videre behandling. Jeg ved nu hvorfor jeg pludselig gik i stå i forhold til bryllup og alting. Ikke så meget på grund af bryllup og behandling, men mest fordi jeg ikke turde at risikere nederlaget. Lige nu tør jeg, lige nu er jeg superwoman, med al tro på snart at blive supermom. Og nu er det skrevet ned her - så må jeg læse det her hvis jeg en dag alligevel skulle tvivle.
Nu skal Superwoman sove. Inden længe skal hun giftes...