31. marts 2005

Arbejde vs. privatliv

2 ting der gør det virkeligt svært for mig at passe mit job, være professionel og ikke blande mine private følelser ind i arbejdet:

1. Dumme forældre. Især et par har jeg i tankerne. De har været igennem en skilsmisse af de virkeligt forfærdelige - og de er bitre, meget bitre. De har igen tillid til hinanden og de mener begge at de er engle og at alting kun er den andens skyld. Det er så hvad det er - men de har jo et barn. Et barn som jeg dagligt forholder mig til, et barn som har det AD HELVEDE TIL. Virkeligt dårligt. Et fantastisk barn, med et helt utroligt potetiale, men som bliver ædt op indefra af bekymring og indestængt vrede. Jeg kæmper for det barn, fordi ethvert barn fortjener at jeg gør mit bedste. Men det er FANDME svært at acceptere forældre der sætter deres egen bitterhed og smerte over deres barn. Forældre der ikke blinker når de får DIREKTE besked om at det er dem der er skyld i deres barns mistrivsel. Jeg prøver at acceptere men har forlængst opgivet at respektere.
Og i mit baghovedet sidder en lille stemme; Lad mig tage jeres barn. Jeg kan tilsyneladende ikke selv få noget, jeg skal nok passe på det. Og en anden lille stemme; Kære Gud, hvorfor? Hvorfor fik de lov at blive forældre og hvorfor må jeg ikke?

2. Et sygt barn. Et barn der muligvis har leukemi. Et barn der indtil for nyligt var glad, ubekymret og fuld af livsglæde. Et barn der nu gennemgår præcis den samme dødsangst som jeg selv gjorde da jeg gik i 9. klasse. Jeg ved hvor ondt det gør. Jeg føler det barns smerte så tydeligt. Men også dette barn kan forvente at jeg vil gøre mit bedste. At jeg vil græde mine modige tårer herhjemme, mindes min egen situation. Men at jeg for barnet vil være stærk. Og at jeg vil gøre alt for at dette barn kommer igennem med færre sår på sjælen end mig selv, eller bare lidt mindre sår som hurtigere kan hele. Igen spørger den lille stemme; Gud hvorfor?

Filosofisk morgen, travl arbejdsdag, og i aften tidlig weekend med mulighed for masser af blogskriverier.

28. marts 2005


Sommerminder 2004 Posted by Hello

Hjemme igen

Er helt afslappet i hele kroppen ovenpå en skøn påskeferie.
Og så skylder jeg min tante en stor undskyldning; ikke en eneste kommentar om singlelivet kom over bordet! Man kan sørme da gøre skarn uret ;) Hele dagen var hyggelig, alle samtaler var civiliserede og indimellem tilpas seriøse. Alle spørgsmål var af den gode, kærlige slags; Er du glad? Bor du et rart sted? Har du søde kolleger? Fantastisk dag. Tænk at det var min familie...

Og nu er det arbejdet ved computeren det gælder igen. Og Blogland trækker vældigt...
Tænk, det var da ikke så svært at lave links - og jeg er ellers håbløs selvlært amatør i cyberworld...

Nyd den sidste feriedag allesammen.

24. marts 2005

Glæde vs. Smerte

Ligeså stor glæden ved at stå på inliners i solen med min søster er - ligeså stor er smerten indeni.
Ligeså stor glæden ved at lave lækkert aftensmad sammen med min far - ligeså stor er smerten indeni.
Ligeså stor glæden ved at se Anne på Grønnebakken sammen med min mor - ligeså stor er smerten indeni.
Ligeså stor glæden er ved at pakke påskeæg til de små børn på min vej - ligeså stor er smerten indeni.

Smerten er der altid. Den holder aldrig ferie. Den lurer lige under overfladen, parat til at slå til så snart glæden får for godt fat. Smerten er dyb når den består af "øv-jeg-er-ikke-gravid" og smerten er tænderskærende, altfortærende når den er lavet af "mon-jeg-nogensinde-bliver-mor".

Men glæden er også dyb og den kæmper hårdt. Og i disse dage er den hjulpet godt på vej næret af solen og skønne påsketanker i familiens skød.
Og jeg suger den til mig - for forude venter familiebesøg. Af den slags som alle singler frygter allermest... "Nå, har du da ingen kæreste?", "Nå, skal du da aldrig giftes?" Jeg forestiller mig at det er samme slags familiebesøg som dem hvor de barnløse hele tiden skal mødes med "Skal I ikke snart have nogen børn?" Findes der meget værre end tankeløse tanter?

Og så næres glæden også af den nye spændende dimension af cyperspace; blogland. Her er så varmt og godt at selv den værste smerte drives på flugt for en tid.

Glædelig påske til alle.
PUK

21. marts 2005

PUK - The true story

Der er PUK. Der er Bedstevennen. Og så er der ønsket om et barn.

Som ganske ung blev jeg opereret i underlivet. Så ung at jeg endnu aldrig havde tænkt nærmere over det med at få børn, min energi gik mest til romantiske teenagedrømme om den helt store kærlighed. Faktisk havde jeg dengang endnu aldrig kysset en dreng.
Pludselig fik jeg en helt ny rolle; kræftpatient. Og af alle de mange tanker jeg havde begyndte nogle pludselig at kredse om emnet; at blive mor.

Mit sygdomsforløb var hårdt for en ung pige, men ikke så hårdt som så mange andre. Og min blog skal ikke handle om sygdommen i dag. Men om det ønske jeg allerede den gang måtte sætte ord på. At blive mor.

Mine unge naive tanker gik på at jeg inden jeg blev 30 ville føde mit første barn - for så kunne jeg altid nå at adoptere hvis sygdommen skulle vise sig at have ødelagt alle chancer for graviditet.
Tiden gik og jeg mødte ingen drømmeprins. Tankerne begyndte at melde sig; hvad nu... Min deadline på de 30 år var kun få år væk. Og langsomt spirede tankerne om at blive mor alene frem. Og spiren slog en god solid rod i mig. Og jeg undersøgte muligheder.

Midt i alt dette mødte jeg Bedstevennen. En aften sagde han i ramme alvor; du må da gerne blive mor til mine børn!
Og denne spire slog sig sammen med den anden spire. Og slog rod i mig og ham. Og sammen blev ideen til en plan fyldt med håb. Et håb om en enlig mor og en aktiv far på sidelinjen.

Nu har vi forsøgt i 2½ år. Jeg er for nyligt blevet 31 år. Og her er jeg, alene.

Der er PUK. Der er Bedstevennen. Og så er der ønsket om et barn.

PUK


Sommerminder 2004 Posted by Hello


Sommerminder 2004 Posted by Hello


Sommerminder 2004 Posted by Hello


En af de meget gode grunde til at smile, selv på den sorteste dag... Posted by Hello

Påskeferie...

Men masser af arbejde der skal laves foran computeren. Pokkers også at jeg så hellere vil bruge tid på at lære Blogger-mediet at kende. Men nu kan jeg da finde ud af at få billeder på. Og eftersom en af PUKs sider er at jeg elsker at fotografere... Der er flere fotos på vej, men kun dem der stadig kan gemme mig i anonymitetens kølige skygge.

PUK

19. marts 2005

Mit regnbuebarn

Der var engang hvor jeg troede du boede blandt himlens stjerner. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne det dybe mørke med de små fine lyspletter. Så jeg prøvede at finde den slags mørke frem til dig herhjemme. Jeg mødte sorte sider af mit sind og lod din far være de smukke lyspletter. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Så tænkte jeg du boede i solens stråler. Jeg var bange for at du ikke ville komme hjem til mig, fordi du altid ville savne den ubetingede varme og det storslåede lys. Så prøvede jeg at finde den slags varme frem til dig herhjemme. Jeg mødte varme sider af mit sind og lod din far være det storslåede lys. Og så ventede jeg, men du kom ikke hjem.

Nu tror jeg du bor på en regnbue. Og du tøver med at komme hjem til mig, fordi du vil savne de smukke farver og det klare lys. Mit kære barn; herhjemme har vi de smukkeste farver, alle livets farver. Jeg lover dig at du hver eneste dag vil møde farverne i den kærlighed der venter dig her. Og din far vil altid være dit klare lys for dig. Nu venter jeg, vil du ikke nok komme hjem?

PUK