2. februar 2007

Terror-fri benzin???

Jeg er skisme for naiv. Da jeg i nyhederne hørte at den første terror-fri benzintank var åbnet i USA troede jeg faktisk at det var en happening. At nogle aktivister havde fundet på en fed happening for at skabe opmærksomhed på det urimelige i USAs såkaldte krig mod terror som man indimellem fornemmer måske i virkeligheden egentligt handler mest om landets olie-interesser. At denne happening på snedig vis havde fundet vej til de danske nyheder og til mig - og jeg blev helt glad. Og begyndte hurtigt at mindes gode gamle dage hvor jeg selv var med i sjove aktioner mod "de onde".
Men ak nej, jeg blev klogere. Den tank-station var faktisk en helt rigtig station. Og meningen med at den var terror-fri var faktisk at den ikke solgte produkter der stammede fra Mellemøsten.
Og pludselig sad jeg der og blev trist. Jeg påstår ikke at mit syn på USAs rolle i Irak er specielt nuanceret, eller mit syn på USA i det hele taget. Jeg er da ganske givet præget af min opvæks, mit job, mine venner, den danske presse osv osv. Og jeg er da helt sikkert meget fordomsfuld. Men jeg håber sørme ikke at jeg er helt så fordomsfuld som denne benzintank!
Tænk at et firma vil være bekendt at slå sig op på at de mener at hvis de udelukker en del af verden fra handel, ja, så er de terrorfri! Hvor i verden er der helt terror-frit?
Jeg er dybt provokeret af firmaets åbenlyse link mellem Mellemøsten, Islam og terror.
Og jeg tænker; Olie der ikke er fra Mellemøsten... OK, de har selv noget i Alaska. Men hvor kommer det ellers fra... Rusland virker som en oplagt kandidat. Og Rusland er sgu da i hvert tilfælde ikke terror-frit! Men den terror der er går selvfølgelig ikke ud over USA. Så det tæller nok ikke.
Grrrrrr, hvor er jeg rasende. Håber at den almindelige amerikaner vil overraske mig og boykotte den "terror-fri" tank - og at den går rabundus inden weekenden er ovre!

Se se. Historie forsvandt fra nyhederne igen - og jeg håbede egentligt at jeg havde været udsat for en såkaldt and. Men så fandt jeg dette klip... Og ØV det passer stadig.

0 Comments: