Avissælgere...

Stakkels pige...
Hun er jo sikkert bare en fattig studerende der skal tjene til lidt ekstra glamour i sit liv. Hun er måske endda ved at uddanne sig til noget så fornuftigt som sygeplejerske eller antropolog. Hun har måske fået dåse-makrel til frokost de sidste tre dage fordi alt efter den 10. i måneden er smalkost på det lille kollegie-hummer.
Så er det skisme da synd for hende at hun lige får PUKs telefonnummer op på computeren som næste opringning. Og især da synd for hende fordi hun forsøger at sælge Jyllandsposten.
Jeg er jo et ærligt menneske, så da stakkels pige spørger venligt om hun må forstyrre for hun at vide at det må hun skam gerne, men at hun under ingen omstændigheder kan hun sælge mig en avis. Og når nu hendes manual så siger at hun i den situation skal spørge om hvorfor - ja, så får hun jo et lige så ærligt svar: At den avis ligger milevidt fra mit politiske ståsted og aldrig har været i stand til rapportere noget som helst bare rimeligt neutralt. Stakkels pige pipper forsigtigt at Jyllands Posten har ændret ståsted og nu er neutral. Men ak, stakkels pige, her er PUK jo forlængst blevet vrissen med mindet om en lang lang barndom og ungdom med masser af dårlig journalistik og forgæves forsøg på at få PUK-forældrene til at skifte abbonnement. Og PUK kan kun sige: Jeg beklager; Men det tror jeg simpelthen ikke på!
Stakkels pige sukker lidt skuffet og skynder sig at gå til sidste side i manualen, takker venligt for min tid. Og tænker på hvordan dette opkald lige betød endnu en aften med pasta skruer og ketchup.
Og det er skisme da synd for hende.

Men jeg var jo ærlig. Og det kan da også være at hun er en snedig økonomistuderende der er medlem af VU. Og al min snak om at hun ikke kunne sælge en avis var bare en rød klud foran hendes konkurrence-mindede næse... og hun tænkte HA jeg kan sælge sand i Sahara, jeg skal nok få prakket en avis på dig, stædige PUK! Måske hørte hun endda en ræverød undertone i min stemme og tænkte straks på hvordan det var hendes samfundspligt at forsøge at udrydde endnu en farlig kommunist. Og så har jeg ikke så ondt af hende...

Højst sandsyneligt ligger sandheden et sted langt fra begge scenarier. Men sandheden i denne forbindelse havde næppe givet et Blog-indslag. Og ihhh, hvor jeg trængte til at rulle mine fordomme ud gennem skærmen. Og for alvor få støvet tastaturet af efter mine lange skønne ferie.