Julehumør

Jeg har ikke været i julehumør. Slet ikke.
Det hænger sammen med stressen. Den stress der var så slem at jeg blev bange. Og selvom den umiddelbart er væk nu, så er jeg stadig lidt mærket af den. Godt det snart er ferie.
Det hænger sammen med vejret. Jeg klager ikke over at det ikke er koldt, det kunne aldrig falde mig ind. Jeg suger hver eneste varmegrad til mig og gemmer til dårligere tider. Men det er da svært at tage julen alvorligt når det nærmest er t-shirt vejr stadigvæk.
Det hænger sammen med Regnbuebarnet. For sidste december var jeg så overbevist om at 2006 ville bringe mig vished. Jeg var så afklaret med at uanset hvad der skete, så ville jeg vide besked i 2006. Og det er skisme da deprimerende at der ikke er sket noget som helst. Et helt år hvor hele infertilitetsmøllen ikke har drejet en eneste runde. Små ryk måske, men det har jo både været frem og tilbage. Så alt i alt er det svært ikke at føle at alt hvad der er sket er at jeg er blevet et år ældre.

Men nu har en julespire så alligevel ramt mig. Jeg kan mærke jeg begynder at smile. Og at jeg måske snart får lyst at købe gaver.
Og jeg ved præcis hvornår det startede; I går da mine elever strålende glade skrålede med på "Jinglebells". Da blev jeg ramt af deres overvældende smittende glæde, - og det kombineret med stolthed over hvor dygtige de er (og jeg har lært dem det...) ja, det plantede julespiren. Hvis jeg nu køber en julestjerne til mig selv i dag så kommer det nok til at gå alt sammen.