Ingenting.

Her sker ingenting. Dagene går og jeg går. Og ingen vegne kommer jeg. Er ikke rigtigt startet på kur, men overvejer det hele tiden - og det er alt jeg orker lige nu. Overvejer at skrive indlæg her - og orker ikke rigtigt. Overvejer at passe mit job, og gør det også på en måde, men ikke særligt godt, og det er alt hvad jeg orker. Jeg ved godt at det er fordi jeg lige nu er meget hårdt ramt af stress. Så hårdt at jeg sikkert vill blive sygemeldt hvis jeg orkede at gå til en læge. Men Denne uge er nem arbejdsmæssigt, så den orker jeg uden problemer - og hvis stressen så ikke bliver bedre efter det så lover jeg at se lægen. Jeg lover.

Slankekur!

Jeg skal jo til det. Jeg må krybe til korset og indrømme at al min kampgejst fra 1.maj ikke holdt særligt længe. Jeg har ikke tabt mig meget længe, snarere tværtimod.
Og nu skal jeg jo tabe mig før jeg får flere IVF forsøg. Så jeg har brug for hjælp. Jeg troede jo jeg havde set lyset i går da jeg så denne overskrift:

Bodnia tabte 20 kilo på chokolade-kur

Men jeg blev jo grusomt slukøret over ikke at finde løsningen der...

Så nu MÅ i hjælpe mig allerkæreste læsere; Jeg skal bruge alle mere og mindre umulige kure, mirakler osv. Jeg skal have alle tips på bordet. Jeg skal vælte mig rundt i muligheder for hurtige nemme og lange svære løsninger. Der skal være så mange at jeg aldrig kan knibe mig uden om mere. Der skal være noget der kan virke hurtigt nu og her - og noget der kan holde tabet senere. ALLE forslag er velkomne. Glæder mig til at se hvor mærkeligt og besværligt det kan gøres ;O)

Det er tilladt at smile!

Jeg synes at jeg lige i øjeblikket er for travl til egentligt at tænke over livets uretfærdigheder. Men mon ikke det rammer mig i næste weekend...

Indtil da vil jeg sige; Det er tilladt at smile. Og når man er så heldig at være matematiklærer der underviser med brug af terning-lege kan man være heldig nok at høre en glad dreng råbe:

Hurra jeg har seks!

Og heldigvis er mine elever uskyldige nok til ikke at tænke nærmere over den bemærkning; men jeg smilede skam...

Hver gang...

Hver eneste gang.
Hvordan fanden kan det blive ved at mislykkes? Hvordan kan jeg gang på gang på gang sige til mig selv at denne gang vil jeg ikke håbe ligeså meget... Og hver gang kan jeg når det går galt konstatere at håbet har levet sit eget liv og det er surt og gør pisse ondt.
Det er ikke længere nødvendigt at være detektiv. Efter en surrealistisk dag i går med mærkelige tanke-konstruktioner ala "det er bare en lille pletblødning, det bliver ik til mere" og "det er ikke smerter i underlivet det er bare tarmene der driller", er der i dag ingen chance for selv den mest stædige håbe-tanke. Det lykkes ikke for soldaten.

Så i går aftes så jeg det dersens program om de unge mødre. Et program jeg elsker at hade. Således også i går hvor en fødende sagde: "Jeg vil ikke mere, det gør for ondt" og vupti var der epiduralblokade til hende.
Så tudede jeg sgu. For jeg har også lyst til at sige: "Jeg vil ikke mere, det gør for ondt". Jeg vil også have blokade og så først føle noget igen når det værste er overstået.
Men her i min kamp er der ingen blokade. Og hvis jeg ikke vil mere er det slut. Og det tror jeg kommer til at gøre endnu mere ondt. Alt for meget endnu mere ondt.

Detektiv

Som en detektiv sidder jeg og kigger. Stirrer efter aftegninger i brunlig rød nuance der kan indikere drømmens bratte afslutning. Hvis jeg havde et forstørrelsesglas ville jeg bruge det, uagtet at jeg ville ligne Fedtmule som han så ud når han troede han skulle hjælpe Mickey på svære opgaver i 70ernes Anders And blade.
Og lige nu er jeg en detektiv på sammenbruddets rand. Der er set farve. To gange. Jeg forbereder mig på nedturen...

Ambivalent...

Jeg ville ønske at tiden gik hurtigere. For der er stadig lang tid til fredag.
Og jeg ville ønske at tiden gik langsommere, for hvem har lyst at få knust sin drøm endnu en gang?

Jeg ville ønske jeg skrev mere på min blog, for det ville hjælpe tiden til at gå.
Og jeg ville ønske at jeg ikke skrev, for hvem har lyst at blive mindet om alle de gange drømmen før har været knust?

Jeg ville ønske jeg havde masser af tegn på at krabaten og soldaten har mødt hinanden. For det ville være dejlig næring til mine drømme.
Og jeg ville ønske at jeg ingen tegn havde, fordi jeg så måske kunne lade være med at bruge ethvert vågent minut på at spekulere på om drømmen endnu engang skal knuses.

Men faktum er at tiden går som den nu vil. Og min trang til blogging kommer når den nu vil. Mine tegn kommer når de vil og i det antal de vil.

Nok til at drømme, men ikke nok til at turde tro...