29. april 2006

Fru Pigalopp

Kan I huske hende? En fantastisk dejlig dame der bor i Tusinddørshuset og altid med begejstring kaster sig ud i nye spændende oplevelser sammen med Henrik og Pernille.
Men er hun nu også så dejlig?
I et anfald af nostalgi genlæste jeg alle bøgerne med hende, og havde forventet at blive belønnet med lutter glade barndoms minder; tanker om sommerdage på legehusets tag, efterårs blæsevejr under udflugter til Vesterhavet, julens søde kaneldufte og alt det andet gode.
Men nej. Bedst som jeg var grebet af historien om hvordan man leger garngemmeleg slog det mig; Fru Pigalopp er barnløs og ugift! Fru Pigalopp er mig.
En noget overvægtig dame der bor alene og må nøjes med at lege med andres børn. Fru Pigalopp er i virkeligheden dybt ulykkelig og al hendes entusiasme og energi ligger hun kun frem som et røgslør over hvor ulykkelig og ensom hun i virkeligheden føler sig.

Men nu har jeg læst bøgerne igen. Og der er intet der tyder på at Fru Pigalopp er ulykkelig. Intet. Og lad mig sige det her, til hele verden: Uanset om jeg nogensinde møder Regnbuebarnet eller ej – så håber jeg af hele mit hjerte at jeg ærligt, positivt og entusiastisk kan lege med andres børn. At jeg kan være stærk nok til at glæde mig over det jeg får her i livet. Jeg håber at jeg kan være som Fru Pigalopp: rund, rar og rummelig!


PS: Hende Pigalopp er åbenbart så gammel at hun ikke rigtigt kan findes på nettet... Så jeg har fotograferet en side i en af bøgerne til jer ;)

9 Comments:

Anonym said...

Ja...er der noget at sige til at man elsker at læse din blog sødde PUK....du har en fantastisk evne til at formulerer dig....ligesom en dejlig Stina stædig, det er fantastisk med dig/jer;o)

PUK....jeg ved jo at du har et hjerte af guld - og uanset hvad, så er jeg sikker på at du vil kunne glædes....men altså....nu kommer regnbuebarnet jo til dig - og det vil vi andre GLÆDES helt vildt over - jeg glæder mig i hvert fald som et lille barn til juleaften;o)

Du er super skøn PUK - altid;o)

Kram Annette/jasmin

Frøkenhat said...

Jeg var vild med Fru Pigalopp! Og særligt med den der om garngemmelegen, som du nævner. Det var min yndlingsbog - og faktisk har jeg engang været i Fru Pigalopps hus i Sverige (godt nok boede hun der ikke selv og har sikkert aldrig gjort det, men det lignede på en prik med kringelkroge og alt muligt...). Nå, men tænk dig, nu havde jeg næsten glemt hende. Tak for genopfriskelsen af minderne. Dejligt.

:-)

Jeg er i øvrigt helt sikker på, at Fru Pigalopp var et lykkeligt menneske. Hun levede det liv, hun gerne ville. Havde kræfter og overskud til at lege med andres børn. Og havde samtidig tid og vilje til at dyrke sit eget liv. Sådan tænker jeg i hvert fald om hende.

Om du bliver mor til dit biologiske barn, ved jeg lige så lidt om som dig (faktisk endnu mindre). Men jeg føler mig ret overbevist om, at hvis du vil være mor, så bliver du det også. Og skulle du mod forventning få et liv uden børn, så lyder du umiddelbart som en kvinde, der formår at tage ansvaret for dit eget liv og finde lykken andre steder. Jeg er sikker på, at du bliver en elskelig, legesyg og smil-smittende gammel kone i dit helt eget Tusinddørshus engang.
Og måske bliver det endda dine egne børnebørn, der får fornøjelsen af at lege garngemmeleg med et rødt garnnøgle.

Mira said...

Fru Pigalop, hende havde jeg glemt alt om. Hvor hyggeligt at du bringer hende på banen :-) Jeg har aldrig tænkt over at hun var barnløs og ugift. Hun er da heldigvis en af de positive rollemodeller :-)

soesterlystig said...

Hørt! Men så vil jeg fandengalemig også have et hus med 1000 døre:-)

Anonym said...

Jeg elskede Fru Pigalopp !

Jeg er til gengæld ved at blive vanvittig over,at jeg ikke kan "genskabe" hukommelsen ifht. en anden af mine barndoms yndlingsfigurer...

Jeg ved, at hun findes - selvom ingen andre husker hende...for jeg har klistret et billede af hende på det lille træ tv, der hørte til mit dukkehus...

Det er en dukke - brun, så må nok kategoriseres som værende neger...

Orange hår - langt...

Stor rød og glad mund...

Blå og hvid ternet bluse/kjole...tv'ets størrelse tillader mig ikke at se mere...

Noget i mig siger, at hun hedder Sally...but I'm not sure...

Andre der husker hende ?????

soesterlystig said...

Kan det være sørøver Sally - hende kan jeg nemlig svagt huske...

Anonym said...

Fru Pigalopp er en dame som alle børn elsker og ikke kun i bøgerne...

Jeg elskede hende bestemt også og tusinde tak til dig kære Puk fordi du lige mindede mig om hende.

Knus Heidi-v (som håber og tror regnbuebarnet snart kommer til dig)

Anonym said...

Kære Søsterlystig - nej, det er ikke Sørøver Sally (selvom det ville ligne 70'erne at ha' hende i en politisk korrekt neger udgave)...

Men hende har jeg så i øvrigt også genset, eftersom den nu er på video - og sikkert også dvd...

Anonym said...

Faldt over denne blog da jeg ledte efter min barndoms julekalender med fru Pigalop..
Fandt flg, som andre måske også synes er sjovt

http://home.online.no/~groennsl/frupigalopp/

http://www.juleweb.dk/Frupigaloppogjuleposten.htm