Tanker om en bog

En fantastisk bog, af den slags der knuger ens hjerte og efterlader det tomt når sidste side åndeløst er læst. En bog om svig og smerte, tillid og venskab. Og så er den ovenikøbet elegant, underspillet politisk. Helt fantastisk. Den er let og elegant sprunget op i min top ti over favoritbøger. - og det trods at jeg læser 50-60 bøger om året!

Drageløberen af Khaled Hosseini

"En fyr ved siden af mig pegede på Syv Mænd Sejrer og spurgte om jeg havde set den. Ja tretten gange svarede jeg - Charles Bronson dør i filmen, det samme gør James Coburn og Robert Vaughn. Han sendte mig et gnavent blik, som om jeg havde tisset i hans sodavand. Det var på den måde jeg lærte at man i Amerika ikke må fortælle hvordan en film ender."

Det må man jo heller ikke i Danmark, og jeg selv hader da også hvis nogen fortæller mig slutningen på en bog. Men er det egentligt så vigtigt? Altså når man læser en bog som Drageløberen så ønsker man jo netop ikke at den skal ende. Og det er da på ingen måde enden der er vigtigt, men hele den rejse som læsningen af bogen er.
Tænk hvis man kunne overføre det til kampen for at få et barn - det er ikke slutningen der tæller mens rejsen. Men jeg har nu snart rejst langt nok, der må da snart være en baby til mig, bag den næste bakketop eller rundt om det næste hjørne.

"In vitro-behandlingen viste sig at være langvarig, omhyggelig, frustrerende og i sidste ende frugtesløs. Efter i måneder at have siddet i venteværelset og læst ugeblade, efter endeløse papirkitler og gentagne gange at have været igennem ydmygende og detaljerede gennemgange af vores sexliv overfor total fremmede mennesker, efter injektioner og sonder og tusindvis af prøver, endte vi igen hos Dr. Rosen. Han sad overfor os og tog for første gang ordet adoption i sin mund."

At en mand af afgansk afstamning kan skrive så levende og følsomt om det svære emne barnløshed rører mig. Uden at afsløre bogens slutning, og så lidt som muligt om handlingen; der er mange tankevækkende passager. Og ikke fordi jeg troede at en afganer ville føle en anden slags smerte ved barnløshed. Bare fordi det nogengange er så svært at tro at jeg ikke er den eneste i hele verden der ikke kan blive gravid. Adoption. En mulighed som efter alt at dømme ligger der foran mig på rejsen - tæt foran mig, men lige uden for min rækkevidde. Hvis jeg rigtigt strækker mig kan mine fingerspidser føle muligheden, men nå den kan de ikke.

"Jeg bøjer mig mod vest og kysser gulvet og lover at jeg vil give zakat, at jeg vil huske namaz, at jeg vil faste i Ramadanen, og når Ramadanen er forbi, vil jeg faste videre, jeg vil terpe hver eneste ord i Hans bog indtil jeg kan den udenad, og jeg vil rejse på pilgrimsrejse til den varme by ude i ørkenen, og jeg vil bøje mig for kabaen. Alt dette vil jeg gøre, og jeg vil tænke på Ham fra nu og til min dødsdag hvis blot Han vil opfylde dette mit eneste ønske."

Engang var jeg ikke særligt religiøs. Nu. Nu er det en anden sag. Og en bøn som den ovenover har jeg også sagt. Og for en sikkerheds skyld har jeg taget alle de gudenavne med jeg kender. Alle jeg nogensinde har hørt om. Jeg har lovet at gøre ALT alt hvad der er menneskeligt muligt og så lidt til. Tænk om en af guderne en dag besvarede min bøn?

God læsning, Drageløberen, anbefales på det varmeste af PUK