Genbrugspapir

Forleden nat lå jeg længe vågen og funderede over livet i al almindelighed - og livets mirakler i særdeleshed. Og langsomt samlede mine tanker sig om mit hjerte - og det faktum at det gang på gang i år er blevet revet løs, råbt ad og sågar trampet på. Men det er jo også blevet plejet, nusset og pusset om. Og deraf min mærkelige overskrift...
Om mit hjerte ligger en del lag papir for at beskytte det. Nu beskytter papir jo som bekendt ikke mod mange ting, man kan vel nærmest sige at det meste kan trænge gennem papir. Men det er jo faktisk også meningen, for det kan jo heller ikke nytte at ens hjerte er lukket helt væk bag tykke lag af beton og metal - for så ville ingen glæde, lys og kærlighed jo slippe ind.
Nogengange linder jeg på mit papir, for at lukke lidt lys og håb ind. Det sker når Bedstevennen og jeg snakker om hvor meget vores forældre fortjener at blive bedsteforældre, eller når vi drømmer om engang at tage på familieferie med et lille Regnbuebarn.
Andre gange piller jeg et lag eller to af. For at lukke glæden og de store forventninger ind. Det sker når jeg tænker på at Hvidovre så gerne vil hjælpe mig med at blive mor - eller når jeg vågner en tidlig morgen med klar erindring om at have set mit barn i søvnens søde drømmeland.
Indimellem må jeg pakke ekstra lag papir omkring mit hjerte. Det sker når jeg ved der er fare på fære, at der kan ske ting som vil få et eller flere lag til at briste. Som i går da jeg Lillejuleaften for første gang skulle se min bror og hans gravide kæreste og samtalen helt naturligt flere gange i aftenens løb faldt på den lille spire.
Sjældent sker det at jeg selv eller andre flår mit papir helt af, med en voldsomhed og iver der skræmmer - og efterlader mit hjerte helt blottet og meget meget sårbart. Og det kan både være godt og skidt. Forleden nåede jeg to gange at opleve denne tilstand - på samme dag. Først ringede Stina med sin magiske nyhed. Undervejs måtte jeg flå alle lag papir af for rigtigt at give mit hjerte plads og frihed til at boble af jublende glæde. Senere pakkede jeg møjsommeligt mit hjerte ind igen, der var arbejde der skulle tilses før juleferien for alvor kunne starte. Og så kom der en mail - en af dem der uden forvarsel skrællede alle lag i småstykker og mit hjerte tæt ved at briste af jalousi, frustrationer og smertefulde minder. En gammel kæreste (okay egentlig var han vel bare min elsker en kort overgang...) skrev glad om hvordan hans kones mave vokser og han forventer at møde sin søn for første gang til april. Egentlig er jeg forlængst kommet over ham - men alligevel gjorde det bare forfærdeligt ondt at blive mindet om at han valgte mig fra - ikke ville binde sig og alle de dertil hørende klicheer - og nu overhaler han i den grad indenom.
Heldigvis var papiret ikke langt borte og jeg fik hurtigt pakket mit hjerte ind igen, forsigtigt og nænsomt.

Og nu kommer julen så og i aften pakker jeg masser af smukke gaver ud. Og jeg gemmer varsomt papiret, for jeg ved aldrig hvornår jeg for brug for noget til at beskytte mit hjerte med. Jeg er ikke bange for at pakke mit hjerte ud - men heller ikke bange for at pakke det ind - så længe det kun er i papir.

Rigtigt glædelig jul allesammen.
PUK