Kollegasnak...

Det er jo ikke første gang - og sikkert heller ikke sidste. Men i går var den altså gal igen...
Under frokosten spørger en kollega til en ny kollegas alder. 27. "Så skal du vel snart have nogle børn?" Jeg mærker straks efter - hvor tæt er tårerne på overfladen i dag? Skal jeg lige nu pludseligt noget andet? Men jeg vælger at blive og bare sidde stille og prøve at ligne en almindeligt interesseret kollega, uden at deltage - og håbe at emnet snart skifter. Men det fortsætter... Flere kolleger kommer til og snakken fortsætter i det uendelige. Og ganske rigtigt kommer spørgsmålet da også. Den unge nye kollega kigger på mig og spørger: "Kunne du ikke også godt tænke dig en lille baby?" Jeg svarer ærligt og uden tårer: "Jo, jeg kunne rigtigt godt tænke mig en lille baby."
Og jeg græd ikke. Heller ikke da jeg kom hjem. Og heller ikke nu. Måske fordi solen skinner så stærkt i mig lige nu. Måske fordi det på forunderlig vis lykkedes for personalet på Hvidovre at så et håb i mig igen, en tro på at det kan lykkes også for mig.
En rigtig lille baby.