Jeg tuder og tuder. Kan slet ikke stoppe. Min elskede skønne farmor har det så skidt. Så skidt at min far i dag har fået at vide at hun nok ikke oplever denne næste jul. Jeg er helt slået ud, kan slet ikke tænke, gøre, være. Kan bare tude. Over det der egentligt forlængst er sluttet, men som nu definitivt vil forsvinde. Over alt det smukke jeg skal lære Regnbuebarnet som aldrig vil møde sin oldemor. Over savnet, der allerede nu gør ondt i mig.
Jeg har før skrevet om min farmor.
Jeg kan ikke sige det bedre i dag.
Jeg elsker hende.