Kære Farmor!

Jeg elsker dig.
Jeg savner dig tit.
Undskyld at jeg ikke lader dig det vide. Undskyld at jeg heller ikke i dag besøger dig.
Men et eller andet sted ved jeg at du tilgiver mig alt. At du derinde inderst i dig forstår hvor ondt det gør.

Jeg elsker alle de gode minder.
Kan du huske alle de gange vi spillede kort. Canasta i timevis. Jeg snød ikke en eneste gang, farmor. Og hvis bare jeg ikke havde været et naivt barn så ville jeg have sat endnu mere pris på hvert eneste sekund.
Jeg kan huske din have. Fornemmelsen af at trække guleroden op af jorden, tørre den af i græsset og straks gnaske den.
Alle de gange vi spillede Antonius hen over baghuset. Bedre sted til Antonius har jeg endnu aldrig set.
Hullet nederst i hækken, bagerst i haven. Den perfekte smutvej over til stadion og det store forfaldne hus, haven med alle de vilde blomster. Du blev så glad når jeg kom hjem med de små håbløse bukketter af vilde blomster til dig. Jeg ville ønske jeg havde givet dig endnu flere.
Jeg husker fornemmelsen af at vågne på sofaen i systuen. De store tunge maskiner, bunkerne med stof fra fabrikken, rullerne med tråd.
Du lærte mig at knible. Tænk at du havde tålmodigheden, ingen andre mennesker i denne verden ville have haft den tålmodighed, den forståelse for mit temperament. Kun dig, farmor.
Alle dine gamle ugeblade. Jeg læste dem i timevis, der i den sorte lænestol i hjørnet af stuen. Uret tikkede og jeg læste bare. Måske skulle jeg have snakket mere med dig, måske havde du brug for de pauser.
Sukkermadder. Den fine røde sukkerskål. Og så behøvede jeg ikke altid at hælde af igen.
Alle de gamle fine ting på loftet og angsten for om der var bøhmænd derude. Det kriblede altid så dejligt når jeg legede der.
Når du snakkede om din barndom. Dit liv, dit lykkelige liv. Trods modgangen. Alt det de fortællinger lærte mig. Om det simple livs smukke lykke.
Vores gåture til farfars grav. Den stilhed vi delte. Den andægtighed du lærte mig.
Du tog mig med i svømmebadet. Senere fandt jeg ud af at du ikke selv kunne lide at bade. Men tænk at du tog mig med alligevel.
Tak for alt det - og alt det andet. Jeg vil gøre mit bedste for aldrig at glemme det.

Jeg hader at tænke på hvor du sidder nu. Jeg græder hver gang jeg tænker på hvor lang tid siden det er at jeg måtte opgive telefonsamtaler med dig. Fordi du rystede så meget på hånden, det var for anstrengede for dig at holde røret. Jeg hader at du nu ikke ryster så meget mere fordi du er for svag til det.
Jeg hader at far sendte et billede af dig, og jeg slet ikke kunne kende dig. Hvor var dit smil på det billede farmor?
Jeg hader at du ikke altid kan huske mig. At du ser helt forvirret ud når jeg endelig kommer. Undskyld farmor. Jeg bliver så ked af det hver gang. For selvom jeg er voksen så håber jeg hver gang at du nu vil huske, at du er den gode gamle farmor.
Jeg hader hvordan du har måttet se alle dine kære dø fra dig, at du skulle miste farfar så tidligt. Det havde du ikke fortjent, farmor. Og nu har du sjældent kræfter til at gå ned og besøge graven.
Jeg hader at ingen længere ved hvad du tænker, hvad du føler. Jeg er så ked af det når jeg hører du igen er blevet vred. Kære farmor, det er okay at være vred. Jeg kan slet ikke forestille mig hvor frustrerende det må være for dig, skæld du blot ud på verden. Men før i tiden var du aldrig vred.
Jeg hader at du er endt der hvor du altid har sagt du ikke ønskede at være. Passet af andre, medicineret, ulykkelig.
Jeg er så ked af at jeg ikke har fortalt dig om hvor meget jeg ønsker en baby. Kære farmor, det er kun fordi jeg ikke forvirre dig, jeg ved at du ville have svært ved at forstå mig - at det ikke ville bringe den glæde som du ville have følt før i tiden. Undskyld.
Jeg hader at jeg nu i næsten ti år har tænkt at denne gang måske blev den sidste gang jeg så dig. At jeg hver gang vi siger farvel giver sig et ekstra kram. Og allermest hader jeg at jeg et sted inderst inde også ønsker det for dig, kære farmor.

Kære farmor. Jeg elsker dig. Jeg har altid elsket dig. Jeg vil altid elske dig.

Tillykke med fødselsdagen.