Dengang...
Da jeg var 12 år gammel og fik min første menstruation havde mange mennesker meget travlt med at forsikre mig at det var normalt...
Min mor havde en masse små snakke med mig, hun ville så gerne sikre sig at jeg ikke synes jeg var mærkelig eller kom til at hade min krop eller noget.
Min far kom med (meget pinlige) små pep-talk agtige kommentarer, i bedste mening naturligvis.
Min kvindelige matematiklærer klappede mig opmuntrende på skulderen.
Sundhedsplejersken talte lige ud af posen om realiteterne.
Min gymnastik-instruktør lod mig bade alene.
Alt sammen ting der skulle få mig til at modnes til at se hvor uendeligt normalt dette fænomen var - og hvor glad og naturlig det skulle få mig til at føle mig.
Og det lykkedes. Ikke i første forsøg selvfølgelig, men langsomt og sikkert blev det en del af mig. Ikke noget jeg jublede over men heller ikke noget der generede mig synderligt.
Og sådan gik mange år.
Og nu de sidste par år har mens fået en helt ny og dum betydning. Den er blevet den forhadte månedlige påmindelse om at min uduelige krop ikke kan give mit hjerte det det ønsker sig allermest; mit elskede regnbuebarn.
Og i går gik det helt galt. Under morgenens brusebad brød jeg hulkende sammen. Havde virkeligt svær ved at stoppe med at græde. Udløst af badevandets røde farve, kraftigt forstærket af de horde af indsprøjtede hormoner, men grundlæggende handler det vel om at jeg efterhånden tænker mere på hvordan jeg kan overleve når jeg snart må erkende at jeg ikke kan kæmpe mere, end på hvor godt det bliver når jeg bliver gravid.
6 Comments:
Allerkæreste Puk
Jeg føler med dig, forstår din sorg og din afmagt, men alt er vel ikke forbi endnu. Der må være flere muligheder tilbage for dig. Det er vel ikke sidste forsøg eller?og er det helt forbi for denne gang? Jeg mener du har jo ikke fået taget æg ud og rødt badevand? Det burde det ikke være nu vel?
Undskyld alle mine spørgsmål, men jeg er vist ikke helt med i dag, håber og beder for dig, ville så gerne kunne hjælpe, håber det bedste for dig søde.
Kærlig hilsen Evi
Nej nej, denne mens var skam helt forventet og nødvendig for dette forløb jeg er midt i. Jeg stikker hormoner det bedste jeg har lært og først om en måneds tid kender jeg det endelige resultat af dette forsøg. Som ikke er det sidste jeg har ret til, men måske det sidste jeg orker...
Og uddybende spørgsmål er jo helt forståelige og ganske nødvendige når hormonerne raser i kroppen på mig i en sådan grad at mine indlæg bliver ganske usammenhængende.
Smart egentligt som jeg kan skyde skylden for alt på de hormoner. Er det mon også deres skyld at jeg ikke gider støvsuge? ;)
PUK
Det skal nok gå skatter og selvfølgelig bliver du gravid i første omgang... du har ventet længe nok. Så de dumme hormoner kan da bare komme an!!
Søs
Forstår det godt - det her med at hade mens så meget. Det er så uretfærdigt. Men mon ikke dette er lykkens gang? Det er forår - en god årstid til fertilitetsbehandling!
Lille pus! Håber du kan mærke den kæmpe krammer og lette nussen i håret, jeg sender til dig ad telepatiens vej.
Det ER pissehårdt at være barnløs. Og det er endnu værre, når man har hormomræs i kroppen. Men du kan godt, søde. Og det skal nok blive godt engang. Helst lige om lidt.
Jo du kan. Og senere vil jeg fortælle dig hvorfor - jeg håber at jeg når det inden weekenden er forbi.................
Du har brug for lidt opmuntring - til at kæmpe videre. Selv ikke de stærkeste kan køre uden at få tanket lidt engang imellem.
Vel skatter...
KYS fra din Stina
Post a Comment