Lang dag

Hvor bliver dagen lang når man hele tiden tænker på sine 12 små venner der ligger et sted i en kop og måske bare bliver mere og mere til en baby.
Men lad mig da bruge lidt tid på at skrive lidt om gårsdagens oplevelser:
For jeg må være ærlig; Jeg synes faktisk ikke det gjorde så helt vildt ondt at få de æg taget ud. Jeg følte mig godt og grundigt bedøvet og i gode hænder, og på den måde gik det faktisk en del nemmere end jeg havde frygtet.
For det første havde jeg frygtet længe at noget skulle gå galt, jeg har jo kun en æggestok og frygten for at den "går i stykker" sidder dybt i mig - og er det første jeg ser efter når jeg scannes.
Og så havde jeg frygtet at der slet ikke ville være æg. Jeg har jo gennemgået et par voldsomme operationer den gang for mange år siden da jeg havde kræft. Og jeg har altid frygtet at noget var helt galt så enhver smuk follikel bare var tom.
Så var der frygten for at der ikke ville være æg nok. Lægerne har jo flere gange gjort mig opmærksom på at de ikke vidste hvordan min stakkels enlige æggestok ville reagere, at de ikke var sikre på om den kunne stimuleres godt nok.
Og der var sikkert også mange andre forskellige former for frygt. Men lige nu evner jeg slet ikke at huske dem, dertil er jeg alt for håbefuld og positiv...

Det begyndte allerede da lægen sagde mit navn. For selvom det er en læge jeg kun er rendt ind i en enkelt gang før så er han min absolutte favorit. Hans humor passer så fint til mig og han oser den positivitet som jeg også (for det meste) besidder. Der var ingen jeg hellere ville lade mine æg ud end ham.
Og første frygt forsvandt da han måtte udbryde: "HOLD DA OP! Den må du kunne have mærket?" Ved synet af alle de fine store follikler. Tydeligt imponeret og positiv overfor muligheden for et godt resultat.
Så kom morfin-opturen. Jeg synes det var vildt sjovt at være helt stenet og væk, ikke noget jeg normalt ville nyde, men i denne sammenhæng fandt jeg det ganske morsomt.
Og så kom det første æg. Jeg hørte faktisk ikke laboranten sige det først (jeg var jo skæv) , så jeg måtte spørge en ekstra gang. Og da min super-helte-læge så bekræftede at der allerede var fundet et æg, så måtte jeg græde af glæde. Den lettelse der, der strømmede ind over mig var større og vildere end nogen morfin-rus.
Og så fortsatte laborenten sine udråb. Jeg opgav at følge med at tælle for flere gange blev der ikke bare sagt: "et æg", men "to æg". Og det blev bare for svært for en skæv gammel matematiklærer. Og selvom 15 var mit lykketal i gamle gamle dage, så er 12 mit nye...

Og selvom jeg i går blev godt og grundigt øm da bedøvelsen forsvandt, så har jeg indtil nu klaret mig med et par panodiler - og det er da billigt sluppet.
Om lidt mere end 12 timer ved jeg mere om hvordan de 12 små har det. Og hvis alt går vel så er jeg i morgen ved denne tid G.I.D.M.E.B.
Så der må fortsat krydses, bedes og heppes på de 12 små PUK-lopper.