Et billede.

Vi har råd til velfærd, vi har IKKE råd til ulighed. To plakater pryder en skraldespand i det indre København. De har hængt der længe, er let falmede og har flossede kanter. De er et levn fra efterårets kommunalvalg.
I baggrunden står Frihedsstøtten, et historisk symbol på stavnsbåndets ophævelse, på hver mands ret til personlig og politisk frihed. Et symbol på vores stædige tro på at frihed bringer lykke.
Over skraldespanden står en ældre kvinde bøjet. Hun har en lang frakke på og et tørklæde om hovedet, alligevel ser hun ud som om hun fryser. Her midt i den spæde sol der har jaget en byge på flugt.
Hun har løftet skraldespandens låg og roder nu rundt i spandens indhold.

Det er foto der skriger på at blive taget, et billede der i det øjeblik brændes ind, og jeg tror det vil blive der længe. Og alligevel ved jeg godt; det øjeblik min egen hverdag igen får overhånd, så glemmer jeg damen, glemmer hvordan jeg bøjede hovedet og gik forbi. I sikker forvisning om at min storby-mine ville redde mig fra at hun henvendte sig til mig. Og indeni ville jeg ønske at ville komme til mig, for jeg bilder mig ind at hvis hun bad om min hjælp ville hun få den. Og nu hvor hun bare bukkede sig dybere over skraldespanden, så forbliver illusionen om min egen velvillige velgørenhed intakt.

Og fotoet blev ikke taget. Jeg gik videre sammen med mit liv. Og damens liv gik videre, uden at jeg ved det mindste om hvorfor hun stod der eller hvad hun fandt i spanden.

Jeg håber hun fandt hvad hun søgte. Men tvivler.