Bomber.

Jeg hader bomber.
Jeg hader tankerne der flyver gennem hovedet på mig.
Jeg hader at jeg ikke forstår hvad der kan få folk til at placere bomber, og at jeg derfor ikke kan gøre noget for at ændre på situationen.
Jeg hader at terror i pressen (og måske også hos os andre) er så tæt sammenknyttet med islam at bomber som dem i aften nok vil blive mere vand på Dansk Folkepartis mølle. Og jeg hader at bomberne knapt er sprunget før de kaldes terror bomber.
Mest af alt hader jeg at sidde her i lille Danmark og vide at der ganske tæt ved bombesprængningerne bor en mand jeg holder meget af. En mand der tappert skriver i en sms her til aften "all is ok". Men det er det jo ikke. Men det betyder at han endnu engang vil klare sig, selvom der nu vil komme hårdere tider, færre turister og selvfølgelig angst for det mulige næste angreb. Og det betyder at han endnu engang kan se sin drøm om snart at komme videre, snart at kunne leve på en anden måde, igen er smuldret.
Jeg ville ønske jeg kunne gøre noget for at hjælpe ham. Ønsker det så meget at jeg har helt ondt indeni.