Solskin!

Efter en virkelig rar og givende samtale skinner solen pludseligt i mit sind. Og ihhh hvor er det dejligt.
Lægen virkede meget optimistisk omkring vores chancer for at blive gravide. Der var selvfølgelig snakken om min BMI på 34 - men ikke noget med at de ikke vil behandle mig. Der var også snakken om min tidligere kræft-sygdom, men heller ikke det burde give problemer. Min cyklus passer stadig rigtigt skidt med juleferie og min egen ferie i januar - men skidt nu pyt - det går nok alligevel. Første forsøg bliver tidligst i januar - men så når jeg jo også lige at tabe 5 kilo inden da!
Hurra for det livsmod der bobler i mig - og ihhh hvilken effektiv dag jeg nu skal have mig i dag!
Tak for alle jeres krydsede fingre og opmuntrende tanker - det har hjulpet mig usigeligt de sidste par dage.

Countdown

Jeg har lige brugt en time på at lede efter en smart countdown ting til at sætte ind her på siden.
Men de er skisme for kompliserede til mig.

Ville ellers gerne have store lysegrønne tal til at vise præcis hvor mange timer og minutter og sekunder der er til min aftale på Hvidovre.

Så gik der tid med det.
Onsdag er en time nærmere...

Rig...

Hvis jeg var rig så ville jeg betale mig fra fridage på jobbet det næste lange stykke tid. Jeg ville betale nogen for at gøre rent i min lejlighed så kan jeg holde ud at lukke mig selv inde her. Og så ville jeg få mad bragt lige til døren. Jeg ville leje videoer og få den bragt til døren. Jeg ville købe bøger over nettet og få dem bragt.
Så skulle jeg ikke længere rende ind i gravide maver i Netto - eller flytte mig for barnevogne i bussen.
Så skulle jeg ikke længere lade som om jeg blev glad for at se gamle studiekammerater med ikke bare et men to børn på slæb!

Hvis jeg var rig ville jeg gøre mig selv til en brun bjørn; Gå i hi de næste mange måneder og først komme frem når foråret og alle de glade spirer sejrer over mørket og kulden.

Black hole!

Fra bunden af mit sorte hul tæller jeg dagene til på Onsdag og mødet på Hvidovre. Jeg har taget helt fri - og advaret mine kolleger om min tilstand af større og større psykisk ustabilitet!
Når jeg snakker med nogen om at jeg skal til samtale er de alle så positive. Venner, familie og kolleger. "Ih, hvor bliver det spændende". "Hvor er det dejligt for dig". "Det skal nok gå alt sammen".
Sådan ser verden ikke ud hernede fra. Her i mørket er det svært at tro andet end at Hvidovre vil sige: "HA HA HA, hvordan kunne du nogensinde tro at det kunne lykkes for dig, det har du da aldrig nogensinde gjort dig fortjent til!"
Virkeligheden er vel et sted midt imellem. Og mit stakkels positive sind kæmper for at håbe, mens det mørke der på det seneste er flyttet ind i mig lægger en tung tåge ud over alle tanker.
For gud ved hvilken gang i dette forløb ønsker jeg mig en transmogrif. Kunne jeg venligst lige komme frem til Onsdag på Hvidovre hospital - NU TAK!

RØVGUITAR!

Det er tid til at lufte det ultimative bandeord igen. Jeg har tilbragt dagen som zombie - med hævede øjne og deraf masser af kommentarer om at jeg så træt ud. Jeg var også træt. Er træt. Men selvom jeg er træt af at græde er jeg tilsyneladende ikke helt færdig med det endnu.
I går skrev en fantastisk veninde et smukt digt til mig. Med hendes tilladelse bringer jeg det her:

En stjerne i mørket (til PUK)
Oppe i himlen
en stjerne et sted
sidder og kigger
på verden ned

Og PUK'en hun be'r
hver aften til Gud
at Han vil sende
den lille stjerne ud

Det betyder så meget for os
at hun ved
at du er deroppe - derude,
et sted

Det betyder så meget for os
at du ved
at du er for evigt
vor stjerne, et sted

Den slags får jo ikke ligefrem en til at græde mindre.
Hvis I får lyst at læse flere smukke digte, fra en der ved hvordan det er at kæmpe – så kig forbi digte.dk og søg på forfatteren Siri Elvan.

Mørkeland

Jeg troede jeg havde ramt bunden. Jeg troede at det kun var et spørgsmål om tid før mine fødder ville mærke at bunden var nået - og mine ben ville finde kræfterne til at støde fra og jeg ville være på vej mod overfladen igen.
Men nej.
I morges ringede min lillebror og fortalte at han skal være far til sommer. De var ikke helt sikre på hvornår det skulle være - for de var lige stoppet med P-pillerne! Jeg er meget lidt glad. Jeg er KÆMPE jaloux. Og det gør fysisk ondt i hele min krop. Det gør naturligvis ikke sagen bedre at jeg har et MEGET problematisk forhold til min brors kæreste. Lige nu prøver jeg at give mig selv plads til at føle alle de grimme følelser jeg føler. Kun har jeg lovet mig selv at min bror ikke må opdage hvordan jeg har det.
Men jeg græder. Og jeg har ondt. Og jeg orker ikke engang se efter en lille lysplet i horisonten - for jeg ved at der kun er mørke. Ondt, koldt og ensomt mørke.

Sådan føles det i disse dage at være en PUK. Jeg kæmper hårdt for at leve, smile og blomstre. Men hver dag visner jeg lidt mere. Kulden og mørket lader til at vinde.
Men så længe der er liv er der håb. Og håbet spirrer et sted dybt i mig. Og jeg venter med længsel på at det får jaget kulden og mørket på flugt.

Controlfreak!

Af alle dumme dage en menstruation kan komme på kom min i dag. Efter at have været regelmæssig i mere end et halvt år var den i dag ca. 10 dage forsinket. Hvilken hån mod mig og mine eventuelle forsøg med IVF. Jeg har læst om behandlingen på Hvidovres hjemmeside. Og talt dage i min kalender. Og kan konstatere at selv om de skulle ville starte IVF straks efter vores samtale den 30 - ja så passer min menstruations fantastiske timing ikke alene med juleaften, men skam også med min ferie i de varme lande til januar.
Jeg hader at jeg ingen kontrol har over dette - og nu jeg er i gang med at hade, så hader jeg at jeg så gerne vil have kontrol - plus selvfølgelig at jeg ikke kan lade være med at hade så meget, DET hader jeg.
Så giv mig dog for helvede det Regnbuebarn!

Jeg ville ønske jeg havde noget fornuftigt at sige. Nogle kloge ord til at trøste mig selv og alle jer andre der kæmper mod mørket lige nu.
Er ved at læse "Den som vandrer om natten..." lige nu. Indtil nu rigtigt god. Bl.a. om en dreng der er blind, fordi han tror lyset har forladt ham.
Jeg ville ønske at jeg kunne finde lyset til os alle sammen.
God søndag.

Designs...

Hver gang jeg har mig en indadvendt periode kigger jeg på design til blog og hjemmesider generelt - og drømmer om at finde DEN IDE til en hjemmeside der skal gøre mig millionær - og få mig til at bo i sommerhuset alle mine dage, væk fra Københavns mange folk...
Og når jeg så leder efter design så finder jeg indimellem nogle sjove - se f.eks. ham her. Han har både chockolade tema - og desperate housewifes!
Udover det har jeg det bedre i dag, livet går videre og mon ikke i morgen vil vise at en hel del af gårsdagens nedtur var PMS-hormon-bestemt.

Mærkelig tomhed.

Indeni mig er der tomhed og alligevel glæde. Jeg glæder mig til slutningen af måneden og mødet på Hvidovre. Men jeg føler mig også lidt tom. Eller meget. Og sådan mærkelig trist.
Og jeg ved godt hvorfor. Det er hårdt det her, meget følelsmæssigt hårdt. Og her i weekenden blev jeg mindet om de valg jeg har truffet - og et kort øjeblik tvivlede jeg på dem, valgene. Og det skræmte mig. Skræmmer mig. Jeg troede jeg var så sikker. Og det er jeg vel også stadig. Men tidshorisonten gør mig bange og usikker. Jeg troede jo jeg skulle være gravid inden jeg blev 30 - og så derefter finde "prinsen på den hvide hest". Og der var masser af tid. Og jeg besluttede at gøre tingene i denne mærkelige omvendte rækkefølge. Og siden har jeg ikke haft det følelsmæssige overskud til at føle noget for nogle potientelle prinser. Men nu i weekenden mødte jeg en som slog mig lidt ud af kurs... Ikke en prins, men bare en der virkelig fik mig vist hvilken nærhed og varme det er jeg går glip af i mit singleliv. Og nu savner jeg den nærhed så meget, jeg vil have mere af den. Og hvis der nu stadig går år før jeg bliver gravid, eller hvis det aldrig lykkes. Så har jeg brugt så mange år på at jage den drøm, til den tid er alle prinserne måske nuppet. Og så ender jeg alene, uden en prins at dele smerten med. Uden en prins til at trøste mig og give mig nærhed og varme.
Hold kæft hvor er jeg bange for den ensomhed lige nu. Det gør ondt.

Ny tid...

Men først den 30... Men nu har jeg ventet så længe så går det vel også... Selvom det givetvis så ikke bliver til forsøg inden jul... Men lad os nu se. Bedstevennen skulle med - og heldigvis kunne han godt den nye dato. Jeg synes det er lidt voldsomt, det er to dage siden jeg fik brevet - og allerede nu er vi 14 dage fremme i kalenderen... Stakkels travle mennesker ;)
Glæder mig til weekenden, afslapning og en enkelt fest. I aften står den da vist på dans - først det håbløse danse-program på tv2 og siden Moulin Rouge. Det er da vist den mest afslappede form for dans der findes ;)

Brev!!!

Nu kom det, det længede ventede brev. Så fint og hvidt lå det der på måtten og skinnede. Og jeg fik både åndenød og hjertebanken. Og forsøgte at sætte mig ned og åbne brevet stille og civiliseret. uden held, det var ren flå og rive... Samtale onsdag den 16. Om kun to korte uger. Det dumme er at Bedstevennen bare slet ikke kan den dag, umuligt. Så nu ved jeg ikke om vi skal flytte den. Jeg vil bare gerne have den overstået - videre, videre, videre. Jeg ringer til dem i morgen. Pyha hvor er det rart at have fået brevet nu, endelig.