Black hole!

Fra bunden af mit sorte hul tæller jeg dagene til på Onsdag og mødet på Hvidovre. Jeg har taget helt fri - og advaret mine kolleger om min tilstand af større og større psykisk ustabilitet!
Når jeg snakker med nogen om at jeg skal til samtale er de alle så positive. Venner, familie og kolleger. "Ih, hvor bliver det spændende". "Hvor er det dejligt for dig". "Det skal nok gå alt sammen".
Sådan ser verden ikke ud hernede fra. Her i mørket er det svært at tro andet end at Hvidovre vil sige: "HA HA HA, hvordan kunne du nogensinde tro at det kunne lykkes for dig, det har du da aldrig nogensinde gjort dig fortjent til!"
Virkeligheden er vel et sted midt imellem. Og mit stakkels positive sind kæmper for at håbe, mens det mørke der på det seneste er flyttet ind i mig lægger en tung tåge ud over alle tanker.
For gud ved hvilken gang i dette forløb ønsker jeg mig en transmogrif. Kunne jeg venligst lige komme frem til Onsdag på Hvidovre hospital - NU TAK!