Mørkeland

Jeg troede jeg havde ramt bunden. Jeg troede at det kun var et spørgsmål om tid før mine fødder ville mærke at bunden var nået - og mine ben ville finde kræfterne til at støde fra og jeg ville være på vej mod overfladen igen.
Men nej.
I morges ringede min lillebror og fortalte at han skal være far til sommer. De var ikke helt sikre på hvornår det skulle være - for de var lige stoppet med P-pillerne! Jeg er meget lidt glad. Jeg er KÆMPE jaloux. Og det gør fysisk ondt i hele min krop. Det gør naturligvis ikke sagen bedre at jeg har et MEGET problematisk forhold til min brors kæreste. Lige nu prøver jeg at give mig selv plads til at føle alle de grimme følelser jeg føler. Kun har jeg lovet mig selv at min bror ikke må opdage hvordan jeg har det.
Men jeg græder. Og jeg har ondt. Og jeg orker ikke engang se efter en lille lysplet i horisonten - for jeg ved at der kun er mørke. Ondt, koldt og ensomt mørke.