Sådan føles det i disse dage at være en PUK. Jeg kæmper hårdt for at leve, smile og blomstre. Men hver dag visner jeg lidt mere. Kulden og mørket lader til at vinde.
Men så længe der er liv er der håb. Og håbet spirrer et sted dybt i mig. Og jeg venter med længsel på at det får jaget kulden og mørket på flugt.
19. november 2005
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
3 Comments:
Jeg håber du finder snart optimismen og kraften!
Tænker på DIG...
din S.
Kram og varme tanker til dig - jeg håber snart det vender, og det bliver lidt sjovere at være en Puk ...
C
Post a Comment