Efterår!
Min største drøm er at blive mor.
Jeg er for længst holdt op med at drømme yderligere detaljer i drømmen, det gør alt for ondt.
Jeg vil bare gerne være mor.
På det seneste har min drøm haft det svært. Den er et tidligt gulnet efterårsblad. Den er blevet lidt tør i kanterne og mærker angsten for at de gule og brune farver er tegn på at den langsomt er ved at dø. Den oplever ikke at få tilført næring fra sin værtinde og derfor er den ked. Ked fordi den nu sidder der og tilsyneladende dør en langsom død. Rundt omkring den sidder blade der endnu ikke holder efterår og strutter stadigt grønne og glade. For slet ikke at tale om frugterne, de farverige efterårsfrugter der vidner om at slægten føres videre. Min stakkels drøm er omgivet af drømme der ser ud til at trives bedre.
Og jeg er i syv sind.
Jeg ved slet ikke om det "bare" er mit sædvanelige efterårs tungsind der er sat tidligt ind. Eller om min drøm virkeligt langsomt er ved at sygne hen, dø fordi smerten der er forbundet med at vedligeholde den er alt alt alt for stor.
Jeg trænger sådan til lidt succes på infertilitetsfronten. Bare lidt. I stedet lader det til at min mens har tænkt sig at udeblive i denne måned og jeg sidder tilbage med skyldfølelsen over at jeg ikke kan finde ud af at tabe mig - og at det sikkert er de store fedtdepoter der laver ged i den.
Og så tænker jeg på hvor mange år der nu er gået. På at hvis min krop havde makket ret fra starten af, ja så havde jeg faktisk for længst fejret 3 års fødselsdag for mit barn.
Og så tænker jeg på at jeg troede jeg skulle mine 3 IVF forsøg igennem i 2006 - at jeg skulle få vished i 2006. Der er nu officielt 2½ måned tilbage af året og jeg har ikke haft et eneste forsøg endnu. Ikke et.
Så er der sgu da ikke noget at sige til at der er dømt efterår i mit sind.
Så til jer kære der bekymrer sig om mig; Nej jeg har det desværre ikke godt. Slet ikke.
6 Comments:
De kærligste tanker til dig kære Puk
Om det er sædvanligt efterårstungsind eller noget andet, kan jeg naturligvis ikke afgøre. Men uanset hvad, så er det jo hårdt at være i for dig. Og det er en ringe trøst, at du måske lige som træerne skal bruge vinteren til at samle energi til en ny sæson, et nyt forår, en ny sommer, en ny chance.
Nogle gange er det bare for hårdt. For urimeligt. For drøjt og uoverskueligt.
Men jeg håber, du kommer godt igennem. Finder energien og livsgnisten. Ordinerer i første omgang tæppe og te i sofaen og tid til egenomsorg.
Når bladene visner, er det fordi alt næringen bliver sendt til de vitale, livgivende dele. Måske er det det, der er ved at ske, et sted inde i det kolde efterårsmørke?
Det er svært at drømme uden forhåbninger - og svært at have forhåbninger uden behandling!
Men, jeg håber og ønsker at der ude på den anden side af regnbuen står en vugge med en lille baby i, og at der på vuggen står "RESERVERET TIL PUK!"...
Andet vil jeg aldrig nogensinde komme til at acceptere!
(Om jeg så skal bære dig på ryggen som en anden hobbit hele vejen derud!)
KRAM
Kære Puk
Jeg havde håbet, at du netop nu var i gang med behandling, men det er desværre ikke tilfældet, og jeg forstår at din frustration over udsættelsen er stor. Du må blot ikke opgive håbet.Det må være rigtigt som Stina skriver.En dag bliver det din tur.
Jeg håber du endnu engang finder livsvilje, mod og håb til at overvinde mismod, og efterårstungsind, så glæde og positivitet vil overskygge alt det svære, og give dig kræfter til at kæmpe videre for din drøm. Den er ikke umulig!
Knus og kærlig hilsen Evi
I næste uge holder jeg ferie i Jylland, hvor jeg skal besøge familie, og jeg glæder mig.
Hav det godt søde Puk
åhhh Puk...
Jeg kunne langt hen af vejen have skrevet det indlæg - alle tankerne om skyldfølelse, drømmen man ikke tør fortsætte med at drømme osv.
Og hvad vil jeg sige med det? Det ved jeg sådan set ikke... MEn du er ikke alene!
Kæmp!
Opmuntrende tanker her fra
Post a Comment